Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS1993, 541 HRD

En privat andelsboligforening havde udlejet lokaler i stueetagen som forretningslokaler. Da lejemålet blev opsagt, indrettede man i stedet 5 lejligheder og optog 5 nye andelshavere. Indretningen af lejlighederne blev finansieret af andelsboligforeningen ved realkreditlån. A og de øvrige 4 nye andelshavere udstedte gældsbreve til andelsboligforeningen. Gældsbrevene skulle forrentes og afdrages over 20 år. Landsretten havde efter de foreliggende oplysninger fundet, at indretningen af de nye lejligheder måtte anses som en forbedring af ejendommen som helhed. En forhøjelse af boligafgiften var derfor konverteret  til renteudgifter, der ikke kunne fradrages. Under Højesterets behandling af sagen blev der indhentet syns- og skønserklæring, hvor der blev foretaget en sammenligning mellem de nye og de oprindelige lejligheder. Det var anført i erklæringen, at der på en lang række punkter var konstateret sådanne forskelle med hensyn til omfang og kvalitet af udstyr mv., at størstedelen af dette i A's lejlighed ville være blevet betragtet som forbedringer særligt tilpasset denne lejlighed. Højesteret bemærkede, at gældsbrevet ikke indgik i en ordning, der omfattede alle medlemmer af boligforeningen. Købesummen for lejligheden, der også omfattede forbedringsudgifterne, måtte anses for fastsat efter sædvanlige principper for prisfastsættelse for andelslejligheder, der sælges efter foreningens stiftelse. Gældsbrevet var udtryk for en reel skyld til foreningen, og renteudgifter var derfor fradragsberettigede.

UFR 1979.469/2HRD

En grundejerforening havde optaget et byggemodningslån i en bank. Efter vedtægterne havde de enkelte ejere pligt til gennem et årligt bidrag på 3.000 kr. at dække en forholdsmæssig andel af G's udgifter til afdrag og renter på lånet. Der påhvilede ikke en parcelejer en aktuel gæld overfor banken, men der påhvilede parcelejeren en aktuel gæld over for G med forpligtelse til at forrente sin andel af G's udgifter til afdrag og renter på byggemodningslånet. Parcelejeren havde derfor fradrag for sine renteudgifter til G.

UFR 1960.355 HRD

Til levering af varme og varmt vand til en kreds af villaer blev oprettet en fælles varmecentral, der blev stiftet som en andelsforening A. A optog et lån til betaling af anlægsomkostningerne. Medlemmerne hæftede solidarisk for lånets tilbagebetaling og anlægsudgiften blev fordelt på de enkelte medlemmer efter en fordelingsplan, så hver enkelt overfor A var forpligtet til forrentning og afdragsvis betaling af de beløb, der påhvilede ham i takt med den aftalte amortisation af det optagne lån. Et medlem havde fradraget de i skatteåret betalte renter, men det var han ikke berettiget til.

Der blev bl.a. lagt vægt på, at der ikke bestod nogen gældsforpligtelse for skatteyderen i forhold til Bikuben, men kun en subsidiær hæftelse.

Landsretsdomme

Skd 1985.410

(Vestre Landsrets dom af 18. februar 1982)

Et finansieringsselskabs krav på renter af en byggekredit til bygning af en trawler blev anset for fradragsberettiget for partrederne, uanset  at trawleren ikke blev færdiggjort og leveret på grund af værftets konkurs.

Skattepolitisk Oversigt  1967.339 - gengivelse af en Østre landsrets  dom af 17. maj 1967

A havde foretaget fradrag for andel af underskud ved driften af en varmecentral, som blev drevet af et ejerlav. Landsretten fandt, at da ejerlavet var organiseret som et selvstændigt retssubjekt og måtte anses for omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6, kunne medlemmerne ikke fratrække nogen andel af lavets underskud.

 Byretsdomme

Sagsøgerne var andelshavere i andelsboligforeningen G1 og havde med henvisning til administrativ praksis om boligkollektiver foretaget fradrag for G1’s renteudgifter til et realkreditlån.

Andelsboligforeninger er som udgangspunkt selvstændige skattesubjekter. Praksis om boligkollektiver er en undtagelse hertil og indebærer, at en andelsboligforening anses for at være skattemæssigt transparent, hvis andelsboligforeningen efter sin karakter må betragtes som et sameje. I så fald beskattes andelshaverne efter reglerne for ejendomme ejet i sameje.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at G1 ikke kunne karakteriseres som et boligkollektiv (sameje), men at der var tale om et selvstændigt skattesubjekt. Sagsøgerne kunne derfor ikke fradrage foreningens renteudgifter.

Retten lagde vægt på G1’s vedtægter, hvoraf det fremgik, at overskud ved et salg af ejendommen ikke blot skulle fordeles mellem de aktuelle andelshavere i forhold til deres andel, men mellem både aktuelle og tidligere medlemmer af foreningen. Retten lagde også vægt på, at andelshaverne ifølge vedtægterne ikke kunne råde som ejere over deres andele ved overdragelse eller belåning, ligesom andelene ikke kunne gøres til genstand for kreditorforfølgning. Derudover havde de aktuelle andelshavere ikke fuld rådighed over foreningen, idet tidligere medlemmer skulle samtykke til visse vedtægtsændringer.

Landsskatteretskendelser

LSRM 1979.88

A var ved påtegning på en lejekontrakt indtrådt i et lejemål vedrørende en byggegrund i et udstykningsområde, og havde senere opført et hus på grunden. Efter lejekontrakten skulle lejerne betale for byggemodning af den lejede grund, og den herved skabte værdiforøgelse skulle tilfalde lejerne, så udlejeren ved låneaftalens ophør skulle godtgøre lejeren de betalte byggemodningsudgifter incl. renter på eventuelt byggemodningslån, men uden yderligere rentetillæg. Lejekontrakten indeholdt også bestemmelse om, at den enkelte lejer skulle overtage et byggemodningslån, der pr. grund udgjorde 27.000 kr. med en løbetid på 10 år og forrentning med 13 pct. p.a. + 0,5 pct. i provision pr. kvartal.

Landsskatteretten fandt, at A ved påtegning på lejekontrakten havde påtaget sig en konkretiseret gældsforpligtelse over for udlejer, hvortil der var knyttet særlige bestemmelser om senere refusion. Uanset de særlige bestemmelser om refusion fandtes der at påhvile klageren en selvstændig og aktuel forpligtelse til at betale de fastsatte renter af den til enhver tid værende restgæld. De påløbne renter fandtes derfor at være fradragsberettigede ved A's indkomstopgørelse i den 10-års periode, som gælden løber over, med den virkning, at A skulle beskattes af en eventuel senere renterefusion.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2008.66.SR

En køber erhvervede en parcel ved indgåelse af en særskilt aftale med projektudbyder. Køber, som valgte denne metode, stiftede en byggeforening, og denne byggeforening indgik entreprisekontrakt med hovedentreprenøren samt projektudviklings- og styringskontrakt med projektudbyder (i princippet på samme måde som en andelsboligforening etableres i forbindelse med nyopførelse af boliger).

Efter praksis kan medlemmer af andelsboligforeninger efter omstændighederne opnå individuelt fradrag for renter påløbet lån optaget af visse andelsboligforeninger, som overordnet betragtet skyldes, at visse andelsboligforeninger ikke er selvstændigt skattepligtige og at medlemmerne hæfter solidarisk for andelsboligforeningens gæld og ikke pro rata, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

I denne sag indeholder byggeforeningens vedtægter  ingen bestemmelser om hæftelse, hvorfor medlemmerne efter almen obligationsretlig forståelse ikke kan hæfte for byggeforeningens gæld, medmindre dette er positivt aftalt mellem långiver og medlemmerne.

Byggeforeningen er indrømmet en samlet byggekredit af B Bank, som låntager er anført byggeforeningen.

Ved påtegning har spørgerne tiltrådt en pro rata hæftelse for kreditten svarende til 2.998.000 kr..

Det fremgår af udbudsmateriale fra A, at medlemmernes hæftelse kun er nødvendig, hvis der ønskes skattemæssigt fradrag for de påløbne renter.

Efter princippet om rette udgiftsbærer, jf. SL (statsskatteloven) § 6, må det anses for en betingelse for rentefradragsret, at der konkret er tale om renter af et lån, hvor skatteyderen er debitor, hvilket ikke er tilfældet her, fordi låntager efter lånedokumentet er byggeforeningen, jf. ovenfor, og fordi renterne rent faktisk betales af låntager, jf. LL (ligningsloven) § 5.

Medlemmernes pro rata hæftelse kan således alene anses for en kautionsforpligtelse, der ikke kan medføre, at medlemmerne kan anses for låntagere.

SKM2003.241.LR

En ejerforening påtænkte at iværksætte en række vedligeholdelsesarbejder på ejendommen. Til delvis finansiering påtænkte ejerforeningen som låntager at optage et 20-årigt fælleslån på 1.800.000 kr. De enkelte medlemmer af ejerforeningen ville overfor långiver hæfte personligt og proratarisk i forhold til tinglyst fordelingstal. Det enkelte medlem af ejerforeningen ville sammen med sit bidrag til ejendommens fællesudgifter blive opkrævet sin andel af den samlede ydelse på lånet.

Det enkelte medlem ville når som helst - både før selve låneoptagelsen som på et senere tidspunkt - kunne indfri sin andel af det samlede lån.

Ejerforeningen blev anset for et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6.

Det var Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at ejerforeningen ved optagelsen af fælleslånet ikke handlede på egne vegne, men på medlemmernes vegne som fuldmægtig for disse. Told- og Skattestyrelsen lagde vægt på, at de enkelte medlemmer af ejerforeningen over for långiver ville hæfte personligt og proratarisk i forhold til tinglyst fordelingstal. Styrelsen lagde videre vægt på, at lånet udelukkende blev optaget af hensyn til medlemmerne, fordi låneoptagelsen var en alternativ finansieringskilde til opkrævning af ekstraordinære fællesbidrag. Der lægges endelig vægt på, at de enkelte medlemmer når som helst vil kunne indfri deres andel af det samlede lån.

De renteudgifter, der er forbundet med fælleslånet skal i konsekvens heraf efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse henføres til de enkelte medlemmer af ejerforeningen som rette udgiftshavere.

De enkelte medlemmer - og ikke ejerforeningen - vil dermed kunne fradrage deres andel efter fordelingstal af den samlede renteudgift på fælleslånet, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra e.

TfS 1986, 570 LR

Ligningsrådet blev spurgt, om de enkelte medlemmer af en ejerlejlighedsforening havde fradrag for prioritetsrenter vedrørende køb af en funktionærlejlighed, når foreningen står som den formelle køber, og renteudgifter fordeles efter de i ejerforeningen anvendte fordelingstal og opkræves særskilt.

Ligningsrådet fandt, at de enkelte medlemmer ikke var berettiget til at fradrage deres andel af renteudgifterne, fordi der ikke påhvilede de enkelte medlemmer en aktuel gældsforpligtelse, hverken overfor panthavere i funktionærlejligheden eller overfor ejerforeningen.