Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.A.11.1.3.2.3 Beskatning af renter af personskadeerstatning

Indhold

Dette afsnit handler om beskatning af renter af erstatning ved personskade.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Betingelser
  • Baggrund
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Erstatning for personskade er skattefri, men renter af erstatningen skal beskattes.

En person, som modtager erstatning for personskade med tillæg af renter fra skaden skete og indtil udbetalingen, kan dog fordele renterne over de indkomstår, renterne vedrører. Se LL (ligningsloven) § 5, stk. 6.

Det er uden betydning, om der er tale om erstatningsbeløb, der udbetales fra en forsikring eller fra andre kilder. Se lov nr. 166 af 24. marts 1999, bemærkningerne til LL (ligningsloven) § 5, stk. 6.

Betingelser

Anmodning om periodisering af renterne skal indsendes senest samtidig med afgivelse af oplysninger til Skatteforvaltningen for det år, hvor erstatningen modtages. Se LL (ligningsloven) § 5, stk. 6. Er oplysningerne blevet indsendt inden oplysningsfristen, uden at der samtidigt er anmodet om periodisering af renterne, kan der dog anmodes om periodisering inden udløbet af oplysningsfristen.

Personer, som ikke tidligere har afgivet oplysninger til Skatteforvaltningen, skal indsende anmodningen om periodisering af renterne senest den 1. maj i det fjerde år efter det indkomstår, hvor erstatningen modtages, for at renterne kan tilbagefordeles. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 2.

Efter denne frist er det kun muligt at foretage tilbagefordeling af renter, hvis der gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 8. 

Baggrund

En interesse i at periodisere renterne fra en erstatning kan fx skyldes, at det medfører en bedre udnyttelse af personfradraget i ældre indkomstår eller bundgrænsen for topskat.

I de tilfælde, hvor tilbageførslen medfører, at der bliver tale om restskat i tidligere indkomstår, er der ikke hjemmel til at undlade at beregne procent- og rentetillæg til restskat m.v. efter reglerne i KSL (kildeskatteloven) § 61 - 62 A. Disse tillæg skal altså tages med i betragtning ved overvejelse af, om periodiseringen kan betale sig.

Procent- og rentetillæg fastsættes én gang årligt efter rentesatsen i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg efter bestemmelserne i kildeskatteloven. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 2, og 62 A, stk. 1.

Se også

Se også afsnit

  • A.A.8.2.1.2 om ordinær frist for genoptagelse
  • A.A.8.2.2.2.2.8 om genoptagelse grundet særlige omstændigheder efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 8.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2011.793.ØLR

A havde ved dom fået tilkendt et større erstatningsbeløb for en personskade, og han blev samtidig tilkendt renter, der er skattepligtige. A valgte med hjemmel i LL (ligningsloven) § 5, stk. 6, at fordele renterne af erstatningen over den relevante periode ved genoptagelse af skatteansættelserne for de berørte år.

Landsretten udtalte, at det følger af ordlyden af de dagældende bestemmelser i KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 2, og § 62 A, stk. 1, at der tillægges restskat procenttillæg og renter. Videre udtalte landsretten, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd eller forarbejder er holdepunkter for, at procenttillæg og renter ikke skal betales i tilfælde, hvor det ikke kan bebrejdes skatteyderen, at han ikke løbende har betalt skat af de tilkendte renter, ej heller i tilfælde hvor betaling af restskat skyldes, at skatteyderen har anvendt sin mulighed for fordeling af renter i medfør af LL (ligningsloven) § 5, stk. 6. Skattemyndighederne havde derfor med rette opkrævet procenttillæg og renter hos sagsøgeren.

På baggrund af ordlyden af bestemmelsen i inddrivelseslovens § 13, stk. 6, og bestemmelsens forarbejder fandt landsretten endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter procenttillæg og renter ikke skulle eftergives sagsøgeren efter denne bestemmelse.

Erstatning - personskade

Landsskatteretskendelser

SKM2010.558.LSR

En person, der i 2008 af Arbejdsskadestyrelsen fik tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne for hvert af årene 1999 til 2007, tilbagefordelte disse til indkomstårene 1999 - 2007. Klageren kunne ikke få eftergivet renter af for sent betalt skat i de pågældende indkomstår, uanset han ikke havde haft erstatningsbeløbet til rådighed. Restskat, indbetalt i 2008, kunne ikke tilbageføres til indkomstårene 1999 - 2007, da fristen for indbetaling af foreløbig skat for indkomståret 2007 og tidligere år var udløbet.

Erstatning

TfS 1997, 11 LSR

En erstatning for fejlbehandling i forbindelse med en fødsel i 1987 på et hospital kunne først endeligt gøres op i 1992. Påløbne renter ansås herefter for forfaldne på dette tidspunkt, som var tidspunktet for den endelige retserhvervelse for både erstatningen og rentekravet, og hele rentebeløbet blev efter forfaldsprincippet beskattet i 1992. Da der havde været tvist om eksistensen af erstatningskravet, var der ikke hjemme til at periodisere renteindtægten (nu LL (ligningsloven) § 5, stk. 6).

Renter skulle medregnes i det indkomstår, hvor de forfaldt til betaling.

Forfaldsprincippet

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.