Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens mulighed for at foretage udlæg i fordringer, der er borttransporterede.

Afsnittet indeholder:

• Udlæg i borttransporterede fordringer
• Krav til underretning
• Sekundær transport
• Manglende rådighedsberøvelse
• Fogedens fremgangsmåde i situationer med fakturabelåning/factoring
• Udlæg i sikringskonto
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Udlæg i borttransporterede fordringer

RIM kan foretage udlæg i fordringer. Se RPL § 508. Disse fordringer kan i visse tilfælde være overdraget til tredjemand.

Udlæg i fordringer, der tilsyneladende er overdraget

En transport på en fordring fra én kreditor til en anden kan ske til sikkerhed eller for at udligne et mellemværende mellem de to parter. Én af kreditors rettigheder er, at han kan inkassere sine fordringer hos debitor, når forfaldstid er kommet. Ved at overdrage fordringen på debitor kan kreditor, afhængig af aftalen med erhververen, rejse penge på fordringen inden forfaldstid.

Et eksempel herpå er factoring. Factoring kan fx bestå i, at en kreditor, som kan være en vareleverandør, overdrager sine almindelige kundefordringer til et factoringselskab, enten ved salg af kundefordringen til en bestemt kurs eller som sikkerhed for et lån. Dette lånemellemværende opgøres efter en nærmere bestemt periode.

Der kan også foretages udlæg i behæftede aktiver. Se RPL § 508. Imidlertid er nytteværdien af at foretage udlæg i fordringer, der er transporteret til en transporthaver, som oftest beskeden. Der er dog tilfælde, hvor en sådan fordring alligevel kan anses som et aktiv.

Ved at foretage udlæg i fordringen kan transporthavers ret til en fordring dog i visse tilfælde fortrænges til en dårligere prioritet eller helt tilsidesættes. Nedenfor beskrives i hvilke situationer, dette kan ske.

Transport er oprettet, men sikringsakten er ikke foretaget

Hovedreglen er, at erhververen opnår beskyttelse mod overdragerens kreditorer ved, at der gives underretning (denunciation) til skyldneren (fordringsdebitor) om overdragelsen. Se GBL § 31, stk. 1.  Bestemmelsen handler især om kreditorbeskyttelse, dvs. under hvilke betingelser erhververen (transporthaveren) af et simpelt gældsbrev eller en simpel fordring kan opnå kreditorbeskyttelse mod overdragerens (transportgiverens) kreditorer.

GBL § 31, stk. 2, handler først og fremmest om den såkaldte omsætningsbeskyttelse, det vil sige, under hvilke betingelser transporthaveren opnår beskyttelse mod, at transportgiveren overdrager fordringerne til en anden. Der gælder her det samme som ved kreditorbeskyttelse, nemlig at transporthaver opnår beskyttelse ved, at fordringsdebitor underrettes om overdragelsen.

Underretningen har derfor virkning som en sikringsakt og er en betingelse for, at transporthaveren opnår prioritetsbeskyttelse i forhold til transportgiverens kreditorer og øvrige aftaleerhververe.

Dette betyder på den anden side, at det forhold, at der er oprettet et skriftligt transportdokument, som også er underskrevet af transportgiver, ikke er tilstrækkelig til at beskytte transporthaverens ret over for transportgiverens kreditorer og aftaleerhververe i god tro. Foretages der udlæg i en fordring, efter at transportdokumentet er oprettet, men inden der er sket underretning til fordringsdebitor efter GBL § 31, stk. 1, vil udlægget fortrænge transporthaverens ret.

Pantefogeden kan derfor fx foretage udlæg i borttransporterede udskrevne fakturaer (eller beløb, hvor der endnu ikke er udskrevet en faktura), hvor underretningen til fordringsdebitor endnu ikke er sket. Udlægget vil i dette tilfælde fortrænge transporthaverens ret i henhold til transporten.

Transporten er oprettet, og sikringsakten er foretaget, men ikke korrekt

Når underretning er givet til fordringsdebitor, kan senere stiftede rettigheder, såsom udlæg i fordringen eller fordringsdebitorens konkurs, ikke fortrænge transporthavers ret over fordringen.

Der stilles dog visse krav til selve underretningen, så den kan anses for at være en tilstrækkelig sikringsakt. Se umiddelbart nedenfor. Er sikringsakten ikke tilstrækkelig, bevirker det, at transporthaver ikke er beskyttet over for transportgivers kreditorer og aftaleerhververe i god tro.

Pantefogeden bør derfor undersøge indholdet af den afgivne underretning, samt hvem den er sendt til. Opfylder underretningen til fordringsdebitor ikke kravene, eller er den ikke sendt til rette modtager, bør der foretages udlæg, fordi udlægget da vil fortrænge transporthaverens ret i henhold til transporten.

Krav til underretning

Der er ikke stillet nogen formkrav til indholdet af en underretning. Se GBL § 31. Det er dog nødvendigt at opstille visse krav til underretningens indhold, for at den kan tillægges virkning som sikringsakt.

Underretningen skal som udgangspunkt være klar og tydelig. Heri ligger, at det af underretningen skal fremgå

• at fordringen er overdraget til eje eller sikkerhed og ikke kun til inkasso
• at der er tale om en transport, uden at der dog kan stilles krav om at dette ord anvendes
• hvilken fordring der er overdraget
• at fordringsdebitor kun kan betale med frigørende virkning til erhververen.

Det kræves desuden, at underretningen har en sådan form, at den er egnet til at bibringe fordringsdebitor en forståelse af, at det er en juridisk forpligtende meddelelse, der er modtaget. Meddelelsen må derfor ikke være skjult i en sprogbrug, der har karakter af jargon, eller skjult i en tryksag, der ser ud som et reklametilbud. Se UfR 1977, 636 HD, hvor en papfolder i flot design og med en skottepige påtrykt på forsiden ikke kunne anses for at være en underretning om overdragelse af fordringen.

Underretningen kan derimod godt være et stempel, der er trykt på forsiden af en faktura og alle genparterne.

Et eksempel kan være følgende ordlyd stemplet eller trykt på en faktura: "Vor fordring ifølge nærværende faktura er overdraget til.... Betaling af fakturabeløbet kan kun ske med frigørende virkning XXX.....Ved betaling bedes anført det kundenummer og fakturanummer, der er angivet på fakturaen. Alle henvendelser vedrørende fordringen skal ske til XXX...."

Der stilles ikke krav om, at underretningen skal være skriftlig. Af hensyn til senere at kunne bevise at underretning er givet, bør en underretning dog altid være skriftlig.

Underretningens modtager

Underretningen skal gives til fordringsdebitor. Underretningen har retsvirkning som sikringsakt fra det tidspunkt, den er kommet frem til fordringsdebitor. Fordringsdebitor er bundet af underretningen fra det øjeblik, den er kommet frem til ham. Det er uden betydning, om det er transportgiver eller transporthaver, der afgiver underretningen.

Underretningen behøver ikke at være kommet til fordringsdebitors kundskab, og det er ikke en betingelse, at fordringsdebitor noterer eller bekræfter underretningen. Det er også uden betydning, hvis fordringsdebitor positivt afslår at notere eller bekræfte underretningen.

I tilfælde hvor der er givet underretning til uvedkommende tredjemand, er transporthaveren ikke beskyttet mod transportgiverens kreditorer eller øvrige aftaleerhververe i god tro.

Sekundær transport

Hvis skyldner ønsker at transportere sine fakturafordringer i en situation, hvor han allerede har transporteret dem til et factoringselskab, vil der være tale om en sekundær transport. Det vil sige, at transporten sker med respekt af factoringselskabets ret.

I en sag havde skyldner givet sekundær transport i sine fakturafordringer. Der blev kun givet underretning til factoringselskabet og ikke til de enkelte fakturadebitorer. Landsretten anså denne sikringsakt som behørigt foretaget, da factoringsselskabet havde afskåret transportgiver fra at råde over fordringerne. Se UfR 1980, 261 ØLD.

I en anden sag blev der kun givet underretning til factoringselskabet i forbindelse med en sekundær transport i en sikringskonto ved factoring. Landsretten godkendte underretningen som en behørigt foretaget sikringsakt. Se UfR 1979, 919 ØLD.

Ud fra retspraksis må det derfor fastslås, at underretning gyldigt kan ske til faktoringsselskabet.

Ved siden af sekundær transport i forbindelse med factoring kan der også gives sekundær transport i entreprisesummer. I sådanne situationer bør der ske underretning til både fordringskreditor (fx en bygherre) og til primær transporthaver (fx en bank) for at sikre legitimationsvirkningen over for sidstnævnte part.

Manglende rådighedsberøvelse

Ud over at underretningen efter GBL § 31 skal virke som sikringsakt, har den yderligere det formål at berøve transportgiveren rådigheden over den transporterede fordring.

I forbindelse med factoringselskabers belåning af fakturaer (dvs. sælgers overdragelse af samtlige fakturaer) er spørgsmålet herefter, hvad der ligger i, at transportgiveren skal være rådighedsberøvet fordringen.

I en utrykt kendelse fra fogedretten i Ballerup af 3. august 1984 (FS 2579/84), havde en kommune foretaget udlæg i en faktura til sikkerhed for en persons skattegæld.

En bank protesterede mod udlægget under henvisning til, at den pågældende faktura var transporteret til banken. Det fremgik af sagen, at den omtvistede faktura var påført en meddelelse om, at betaling kun kunne ske med frigørende virkning til banken. Det fremgik også af sagen, at det mellem banken og skyldner var aftalt, at alle de fakturaer, som den pågældende udskrev, skulle tiltransporteres til banken. Når beløbene indgik, skulle disse indsættes på skyldners kassekredit, der skulle nedskrives med et fast månedligt beløb på kr. 2.250. Bortset fra det månedlige beløb, som kassekreditten skulle nedbringes med, havde skyldner fri dispositionsret over de indkomne beløb på kassekreditten.

Kommunen fik medhold i, at det foretagne udlæg i fakturaen kunne effektueres med første prioritet for det beløb, der blev overladt til skyldners frie disposition. I præmisserne i kendelsen anførtes, at der var foretaget behørig underretning efter GBL § 31, men at transporten trods dette ikke nød beskyttelse over for kommunens udlæg, eftersom de transporterede fordringer ikke var tilstrækkeligt rådighedsberøvet.

Hvor der som beskrevet i kendelsen ikke foreligger rådighedsberøvelse, eller hvor rådighedsberøvelsen ikke er fuldt opretholdt, vil et udlæg derfor kunne fortrænge transporthaverens ret, uanset om der

• foreligger en gyldig oprettet transport
• er foretaget behørig underretning.

Det vil bero på de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, om der foreligger en tilstrækkelig rådighedsberøvelse.

Pantefogeden bør derfor undersøge dette forhold i de tilfælde, hvor der er givet hel eller delvis transport til tredjemand af samtlige virksomhedens udestående fordringer.

Fogedens fremgangsmåde i situationer med fakturabelåning/factoring

Hvis det i forbindelse med en udlægsforretning konstateres, at der er givet transport i fakturaer og andre udestående fordringer, bør pantefogeden undersøge

• om der er sket underretning efter GBL § 31, det vil sige, om sikringsakten er foretaget
• om underretningen opfylder de formkrav, der må stilles til en sådan
• om transportgiver er berøvet rådigheden over den transporterede fordring, og om rådighedsberøvelsen er opretholdt.

Er et eller flere af disse forhold ikke i orden, vil udlægget kunne fortrænge transporthavers ret.

Kan pantefogeden under udlægsforretningen ikke få tilstrækkelige oplysninger om transportforholdet fra skyldner eller transporthaver, fordi der er opstået en tvist herom, kan sagen indbringes for fogedretten.

Udlæg i sikringskonto

I en factoringsaftale er det typisk aftalt, at en del af vederlaget i forbindelse med transporten hensættes på en sikringskonto til at dække det tab, som factoringselskabet eventuelt måtte lide på fordringer, der ikke bliver betalt som forudsat.

Foreligger der en sådan sikringskonto, kan der foretages udlæg heri. Afhængig af factoringsaftalens indhold skal udlægget dog respektere factoringselskabets trækningsret på kontoen.

Pantefogeden skal i sådanne situationer anmode om at få udleveret en kopi af aftalen og på baggrund af en undersøgelse af denne vurdere, om der skal foretages et udlæg i sikringskontoen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.