A.C.1.6.1 Konkret mistanke
Indhold
Dette afsnit beskriver de grundlæggende betingelser for adgangen til at anvende oplysningspligter ved mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået en strafbar lovovertrædelse.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Hvornår foreligger der konkret mistanke
- Brug af oplysningspligter ved mistanke om strafbare lovovertrædelser
- Oplysninger afkrævet fra den mistænkte selv
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser om oplysningspligter ikke overfor den mistænkte, med mindre det kan udelukkes, at de udbedte oplysninger, kan have betydning for bedømmelsen af det strafbare forhold. Se RSL (retssikkerhedsloven) § 10.
RSL (retssikkerhedsloven) § 10 omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen eller ved bekendtgørelse mv. er fastsat en pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed. Det gælder, hvad enten en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf, gennemtvinges ved pålæg af eksempelvis daglige bøder eller hvor manglende opfyldelse tillægges bevismæssig skadevirkning.
Bemærk - vejledningspligt i agterskrivelser og ved partshøring
Reglen i RSL (retssikkerhedsloven) § 10 omfatter derimod ikke de tilfælde, hvor den mistænkte ikke i en lov eller bekendtgørelse er forpligtet til at afgive oplysninger, og hvor vedkommendes manglende medvirken alene kan blive tillagt processuel skadevirkning. Det kan eksempelvis være i de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen udsender en partshøring eller agterskrivelse/forslag til afgørelse, idet modtageren af agterskrivelsen/forslaget har mulighed for at afgive bemærkninger, men ikke efter lovgivningen er forpligtet til det.
Selvom agterskrivelser og partshøring ikke er omfattet af RSL (retssikkerhedsloven) § 10, skal Skatteforvaltningen også i disse tilfælde alligevel i fornødent omfang vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger, der har betydning for det forhold, som mistanken omfatter.
Se hertil blandt andet forarbejderne til retssikkerhedsloven (LF 96 af 26. november 2003, se pkt. 4.3.2 i de almindelige bemærkninger), hvor det fremgår, at: "Som anført omhandler lovforslaget kun tilfælde, hvor der i lovgivningen er fastsat en oplysningspligt. Lovforslaget regulerer således ikke de situationer, hvor myndighederne anmoder en person om oplysninger, uden at der i lovgivningen mv. er pligt til at give oplysninger til myndigheden. Det indebærer imidlertid ikke, at en forvaltningsmyndighed i en sådan situation uden videre kan anmode en mistænkt om oplysninger, der vedrører et strafbart forhold.
Også i disse tilfælde, hvor der selv uden en mistanke om strafbart forhold ikke ville have været pligt for vedkommende til at give oplysninger, må det antages, at en myndighed i fornødent omfang i forbindelse med en eventuel anmodning om at modtage oplysninger bør vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger af betydning for det eller de forhold, som mistanken omfatter."
Se endvidere pkt. 4.2 i Folketingets Ombudsmands redegørelse af 19. december 2019 om "SKATs indhentelse af oplysninger og mistankevurdering efter retssikkerhedsloven i et konkret sagskompleks".
Hvornår foreligger der konkret mistanke
Det fremgår af forarbejderne til RSL (retssikkerhedsloven) § 10 (LF 96 af 26. november 2003), at "Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret mistanke, må det som udgangspunkt være afgørende om myndighedens mistanke er så stærk, at der vil være grundlag for indenfor strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder. Der skal således foreligge omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld. En person skal normalt anses for sigtet, når mistanken samler sig om vedkommende, og efterforskningen direkte retter sig mod den pågældende og ikke mod en bredere kreds. Det forudsættes, at det er den myndighed, der i givet fald skal anvende oplysningspligten, som i almindelighed foretager vurderingen af, om der er grundlag for en konkret mistanke.
Bestemmelsen indebærer, at den mistænkte person i de nævnte tilfælde alene har pligt til at meddele oplysninger, i det omfang det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Om dette er tilfældet må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Kan det efter en sådan vurdering ikke udelukkes, at oplysningerne vil kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, kan oplysningspligten ikke anvendes."
Justitsministeriet har i vejledning nr. 9686 af 22. december 2004 om retssikkerhedsloven gengivet dele af lovbemærkningerne og har om hvornår, der foreligger en konkret mistanke tilføjet: "Hvis en myndighed, f.eks. fra naboer konkurrenter eller ansatte i en virksomhed modtager en anmeldelse om forhold, som efter deres karakter kan være strafbare, beror det på en vurdering i det enkelte tilfælde, om der herefter foreligger en konkret mistanke.
I denne vurdering må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen fremtræder, hvor konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt i de oplysninger, som myndigheden herudover er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan foreligge et strafbart forhold."
Folketingets Ombudsmand har i redegørelse af 19. december 2019 om "SKATs indhentelse af oplysninger og mistankevurdering efter retssikkerhedsloven i et konkret sagskompleks" udtalt sig nærmere om, hvornår der siges at foreligge en konkret mistanke, se blandt andet redegørelsens pkt. 4.
Til illustration af anvendelsesområdet for RSL (retssikkerhedsloven) § 10 se fx SKM2017.559.BR. I afgørelsen fandt RSL (retssikkerhedsloven) § 10 ikke anvendelse, idet konsekvensen for skatteyderne af at undlade at indsende de udbedte oplysninger alene var, at sagen kunne afgøres på det foreliggende grundlag.
Eksempel
Skattesagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt to personer (A og B) var berettigede til fradrag for nogle bestemte renteudgifter.
Byretten anførte, at det var A og B, der som skatteydere havde bevisbyrden for retten til rentefradrag. Konsekvensen af, at de ikke havde godtgjort, at de var berettiget til fradrag for renter, var, at fradragsretten blev nægtet. SKAT kunne derfor anmode A og B om dokumentation for de selvangivne rentefradrag, uden at bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10 og/eller EMRK artikel 6 fandt anvendelse. Se SKM2018.330.BR.
Bemærk
Reglerne i retssikkerhedsloven skal ses i lyset af Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, om forbud mod selvinkriminering. Se konventionens artikel 6.
Brug af oplysningspligter ved mistanke om strafbare lovovertrædelser
Reglerne i lovgivningen om pligt til at meddele oplysninger til myndigheder gælder ikke, hvis der er konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf. Se RSL (retssikkerhedsloven) § 10. Myndighederne må i disse tilfælde som udgangspunkt afstå fra at benytte oplysningspligterne.
Oplysninger afkrævet fra den mistænkte selv
Om en oplysningspligt kan anvendes, når der foreligger en konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, er afhængig af, om oplysningen afkræves den mistænkte selv eller andre end den mistænkte.
Identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer
Hvis der er mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, skal der ske identifikation mellem den juridiske person og de fysiske personer, der har tilknytning til den juridiske person.
Tilknytningskravet er opfyldt, hvis der er tale om et ansættelsesforhold eller en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Identifikationen skal ske mellem den juridiske person og ansatte, medlemmer af den juridiske person, herunder direktion, den ansatte, aktionærer mv., eller medlemmer af den juridiske persons bestyrelse.
Identifikation mellem ejeren og de ansatte
I enkeltmandsvirksomheder og personligt ejede virksomheder skal der efter retssikkerhedsloven ikke ske identifikation mellem ejeren og de ansatte.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretsdomme | ||
| SKM2018.38.VLR | T var tiltalt for særlig grov skattesvig for indkomstårene 2001-2005 ved med forsæt at have selvangivet honorarer for lavt med i alt 6.430.768 kr. T havde derved unddraget for 3.470.020 kr. i skat og 514.455 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. T forklarede at han i perioden alene har haft den indkomst, der er selvangivet. Han har modtaget betydelige beløb, som ikke var indkomst for ham, men skulle anvendes til forskningsprojekter. Disse betydelige forskningsmidler blev blandet sammen med hans private midler i en "pærevælling". Han havde sammen med en anden kørt et system med en såkaldt kaffekasse for at effektivisere betalingsgangene i forbindelse med forskningsprojekter, da det var for tungt at afvente den administrative behandling. Han koncentrerede sig om forskningen og fokuserede ikke på administrationen af hverken sin privatøkonomi, som hans kone plejede at tage sig af, eller af forskningsmidlerne. Han havde hævet beløbene med de udenlandske kreditkort i Danmark og var kontohaver. Han har ikke kunnet fremskaffe kontoudskrifter fra de udenlandske konti. Byretten fandt T skyldig i særlig grov skattesvig. T idømtes 1 år og 3 måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde på 3.373.000 kr. Landsretten frifandt T. Ud fra de foreliggende oplysninger var der en konkret mistanke om, at T uberettiget har tilegnet sig midler fra et hospital i Danmark, der skulle have været anvendt til forskning og den væsentligste del af de midler, der blev overført eller hævet af T, stammede herfra. Hvis T havde selvangivet overførslerne og hævningerne som skattepligtig indkomst, ville T derved have afgivet oplysninger om et strafbart forhold. T havde derfor ikke haft pligt til at selvangive beløbene og retten henviste til grundprincippet om sigtedes ret til at undlade at udtale sig og beskyttelsen mod selvinkriminering. | Se også SKM2022.478.BR, hvor byretten efterfølgende fandt, at "Det forhold, at A ifølge Vestre Landsrets dom af 14. december 2016, på grund af reglerne om forbud mod selvinkriminering, ikke har haft pligt til at selvangive de pågældende beløb, kan således ikke medføre en fritagelse fra skattepligten i medfør af statsskattelovens § 4, af de midler, som SKAT har dokumenteret, er tilgået A privat." |
| Byretsdomme | ||
| SKM2021.157.BR | Sagerne handlede om, hvorvidt sagsøgerne, der havde deltaget i et fiktivt lånearrangement, var berettiget til fradrag for en række påståede betalinger til udbyderne af arrangementet. Sagsøgerne påstod principalt, at de var berettigede til rentefradrag, og subsidiært tabsfradrag. Sagsøgerne havde endvidere anført, at Skattestyrelsen havde tilsidesat selvinkrimineringsforbuddet, at RSL (retssikkerhedsloven) § 10 var en garantiforskrift, og at Skattestyrelsens afgørelser derfor ar ugyldige og skulle annulleres eller hjemvises. Skattestyrelsen havde i forslag til afgørelsen anført, at sagen ville "blive oversendt til Skats juridiske afdeling med henblik på en vurdering af et eventuelt strafansvar". Det var sagsøgerens opfattelse, at anmodningen om at komme med bemærkninger i forslaget til afgørelsen reelt indebar en oplysningspligt, og at Skattesstyrelsen derfor havde tilsidesat sin vejledningspligt, jf. RSL (retssikkerhedsloven) § 10, stk. 3. Sagsøgere anførte derudover, at afgørelserne led af en række andre forvaltningsretlige mangler. Byretten udtalte herom i præmisserne: "Da der ikke er grundlag for at fastslå, at SKAT eller Landsskatteretten har tilsidesat officialmaksimen, eller at SKAT eller Landsskatterettens afgørelser i øvrigt lider af sådanne forvaltningsretlige mangler, at de er ugyldige, er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling." | |
| SKM2021.13.BR | En skatteyder skulle lønbeskattes af udeholdt omsætning i ægtefællens selskab. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige forhøjelser af lønindkomsten. Skatteyderen havde herudover ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde tilsidesat retssikkerhedslovens § 10, eller at myndighederne havde tilsidesat officialprincippet ved ikke at have indhentet korrekte oplysninger. | |
| SKM2020.79.BR | En skatteyder havde anmodet om, at skattesagen, som han var part i, blev udsat på gennemførelse af en straffesag, der vedrørte samme forhold som skattesagen. Skatteyderen henviste til RSL (retssikkerhedsloven) §10, idet det blev fremført, at bestemmelsen indeholdt et forbud mod selvinkriminering, og at oplysninger, som blev fremlagt i skattesagen, kunne have betydning for bedømmelsen af det strafbare forhold, enten fordi oplysningerne kunne have betydning for vurderingen af, om der forelå skattesvig eller omfanget heraf. Skatteyderen var derfor af den opfattelse, at hans forklaring i skattesagen “kunne blive brugt mod ham" i straffesagen. Med andre ord ønskede skatteyderen at blive friholdt for risikoen for selvinkriminering, ved at skattesagen blev sat i bero. Byretten fulgte ikke skatteyderens anmodning om udsættelse efter RPL § 345. Dette blev begrundet med, at skatteyderen ikke var forpligtet til at afgive forklaring i skattesagen, og såfremt skatteyderen ikke ønskede at udtale sig, eller udtalte sig om et forhold, der var omfattet af straffesagen, og dette således ikke kunne ske under strafansvar, ville der ikke indtræde processuel skadevirkning. Skadevirkningen ville i dette tilfælde begrænses til, hvad der fulgte af almindelige bevisbyrderegler. | |
| SKM2018.330.BR | En række skatteydere havde deltaget som såkaldte investorer i et lånearrangement, og de påstod sig berettigede til betydelige rentefradrag. Skatteyderne havde bl.a. gjort gældende, at SKAT havde tilsidesat retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, og EMRK artikel 6 ved ikke udtrykkeligt at have oplyst dem om, de kunne inkriminere sig selv. Byrettens tre dommere anførte, at skatteyderne havde bevisbyrden for retten til rentefradrag, samt at konsekvensen af, at de ikke godtgjorde at være berettiget til fradrag for renter, var, at fradragsretten nægtedes. SKAT kunne derfor anmode skatteyderne om dokumentation for de selvangivne renter, uden at bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10 og/eller EMRK fandt anvendelse. | |
| SKM2017.559.BR | Sagerne omhandlede, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for to anpartshavere for indkomstårene 2011 og 2012. Sagerne drejede sig herudover om, hvorvidt SKATs afgørelser var ugyldige som følge af manglende vejledning om selvinkriminering. Skatteankestyrelsen havde for så vidt angår selvinkriminering anført, at SKAT ikke havde en forpligtelse til at vejlede efter reglerne om selvinkriminering, idet konsekvensen af at undlade at indsende de udbedte oplysninger alene var, at sagen ville blive afgjort på det foreliggende grundlag. Denne konsekvens var oplyst i SKATs henvendelse til de pågældende. Retten tiltrådte Skatteankestyrelsens begrundelse. | |
| FOB udtalelser | ||
| ►FOB 2023-8◄ | ►Et revisionsfirma klagede på vegne af en borger til ombudsmanden over, at Landsskatteretten havde stadfæstet SKATs (nu Skattestyrelsen) afgørelse om forhøjelse af hans indkomst for tre indkomstår. Baggrunden for sagen var de såkaldte Panama Papers (oplysninger om danskeres ejerskab af offshoreselskaber), som SKAT havde købt i september 2016. Revisionsfirmaet gjorde gældende, at SKAT ikke havde iagttaget pligten til at vejlede borgeren om selvinkriminering, da bl.a. agterskrivelsen i sagen blev udsendt. Revisionsfirmaet gjorde også gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi det beløb, som borgeren blev beskattet af ved afgørelsen, var forhøjet i forhold til det beløb, som borgeren var blevet varslet om i agterskrivelsen. Landsskatteretten havde i sin afgørelse lagt til grund, at der på tidspunktet for agterskrivelsen forelå en konkret mistanke om, at borgeren havde begået et strafbart forhold forbundet med indkomstforhøjelsen, og at det var en fejl, at SKAT i agterskrivelsen undlod at vejlede ham om selvinkriminering. Ombudsmanden var enig i, at den manglende vejledning var en fejl, men at fejlen ikke indebar, at SKATs afgørelse var ugyldig. Ombudsmanden lagde vægt på bl.a. myndighedernes oplysninger om, at borgeren ikke efter agterskrivelsen havde indsendt oplysninger til brug for SKATs afgørelse om de forhold, hvorom der skulle være vejledt om selvinkriminering, og at fejlen derfor ikke havde kunnet påvirke afgørelsen.◄ | |
| Redegørelse af 19. december 2019 om "SKATs indhentelse af oplysninger og mistankevurdering efter retssikkerhedsloven i et konkret sagskompleks" | Folketingets Ombudsmand har undersøgt, om der forelå en konkret mistanke om strafbart forhold på tidspunktet for udsendelse af materialeindkaldelser i et konkret sagskompleks. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed