Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

A.B.4.5.2 Skattekontoens saldo

Indhold

Dette afsnit handler om opgørelsen af saldoen på skattekontoen.

Afsnittet indeholder:

  • Modregning

  • Debet-/kreditsaldo

  • Registrering af ind- og udbetalinger

  • FIFO-princippet

  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Modregning

Ind- og udbetalinger af skatter og afgifter, som omfattes af skattekontoen, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Se OPKL § 16 a, stk. 1.

Modregningen sker efter de almindelige regler for modregning. Se bemærkningerne til lovforslag nr. 205 af 29. marts 2006. Reglerne for modregning er beskrevet i afsnit G.A.3.1.4.3.2 og G.A.3.1.4.3.3.

Virksomheden får besked om modregningen og klagevejledning via skattekontoen. Der sendes ikke papirbaserede modregningserklæringer. Se OPKL § 16 a, stk. 1, og bemærkningerne til lovforslag nr. 205 af 29. marts 2006.

Debet-/kreditsaldo

Hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens skattekonto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen. Se OPKL § 16 a, stk. 2.

Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra Skatteforvaltningen. Se OPKL § 16 a, stk. 2.

Registrering af ind- og udbetalinger

Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres. Se OPKL § 16 a, stk. 3.

Skemaet nedenfor viser, hvornår ind- og udbetalinger påvirker skattekontoen.

Ind-/udbetaling

Debiteres/Krediteres

Påvirker skattekoten

Hjemmel

Krav på indbetalinger fra virksomheder

Debiteres

Fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet

OPKL § 16 a, stk. 4

Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav på indbetalinger

Krediteres

Fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden

OPKL § 16 a, stk. 5

Tilgodehavender til virksomheder, der er omfattet af skattekontoen

Krediteres

Fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter OPKL § 12 (Se afsnit A.B.4.7.1 Tilbagebetaling efter OPKL § 12 om tilbagebetaling efter OPKL § 12)

OPKL § 16 a, stk. 6

Udbetalinger til virksomheden, der skal dække virksomhedens tilgodehavender

Debiteres

På det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden

OPKL § 16 a, stk. 7

FIFO-princippet

Hvis virksomhedens indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først. Se OPKL § 16 a, stk. 8.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at øremærke indbetalinger til skattekontoen til dækning af bestemte krav. Se dog afsnit A.B.4.5.4 Indbetalinger til skattekontoen om øremærkning af frivillige indbetalinger af visse typer af acontoskat.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser m.m. på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2021.60.LSR

Sagen omhandlede et selskab, der havde indberettet og indbetalt A-skat og AM-bidrag rettidigt for flere afregningsperioder. Selskabet konstaterede efterfølgende fejl i indberetningerne og ønskede at rette dette. Ved en fejl tilbageførte selskabet imidlertid den indberettede A-skat og AM-bidrag i eIndkomst. Selskabet genindberettede dog straks eller kort tid herefter A-skat og AM-bidrag. Tilbageførslerne og genindberetninger skete for visse af afregningsperioderne flere gange. De tilbageførte indberetninger vedblev med at være opkrævet på selskabets skattekonto, selvom kravene var tilbageført i eIndkomst, mens de nye indberetninger af A-skat og AM-bidrag på ny blev opkrævet på selskabets skattekonto med den ordinære betalingsfrist. Der opstod derfor en debetsaldo på selskabets skattekonto med tilbagevirkende kraft, der blev forrentet efter reglerne i den dagældende opkrævningslovs § 16 c, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde hjemmel til at opretholde opkrævningen af den indberettede A-skat og AM-bidrag, der senere var blevet tilbageført i eIndkomst, på selskabets skattekonto.

Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse således, at Skattestyrelsen kunne foretage en ny renteberegning.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.