A.A.9.3 Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
Indhold
Dette afsnit handler om reglerne for fastsættelse af tidspunktet for forældelsesfristens begyndelse.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Forfaldstidspunktet
- Påkrav
- Henstand
- Løbedage eller sidste rettidige betalingstidspunkt
- Løbende skatter og afgifter
- Regulering og ændring af skatter og afgifter
- Enkeltstående betaling af afgifter
- Tilbagesøgningskrav og andre særlige krav
- Suspension af forældelsesfristen
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Fristen for forældelse af en fordring regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve at få fordringen betalt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2.
Bestemmelsen gælder i relation til alle lovens frister og tillægsfrister, med mindre andet følger af andre bestemmelser i loven. Der gælder således det samme begyndelsestidspunkt for den korte forældelsesfrist som for den absolutte frist i tilknytning hertil.
Hvis der i loven er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist for, hvornår betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.
Ved fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2, stk. 4.
Hvis fordringshaveren på grund af skyldners misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kan kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, regnes forældelsesfristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed. Udnytter fordringshaveren muligheden, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor opfyldelse herefter kan kræves. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2, stk. 5.
Forfaldstidspunktet
Forfaldstidspunktet er det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve at få fordringen betalt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2, stk. 1.
Forældelsesfristen løber fra forfaldstidspunktet, hvor andet ikke er bestemt.
Forfaldstidspunktet er begyndelsestidspunktet for:
- Den almindelige 3-års-frist i FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 1
- Den absolutte 10-års-frist i FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 3, nr. 3
- 5-års-fristen ved lønkrav i FORÆL (forældelsesloven) § 4
- 10-års-fristen ved særligt retsgrundlag i FORÆL (forældelsesloven) § 5.
Med den nye forældelseslov er der ikke tilsigtet nogen ændring i den praksis om begyndelsestidspunktet, der var efter 1908-loven.
Eksempel på udskudt forfaldstidspunkt
I en sag var der indgået en aftale mellem den skattepligtige og den kommunale myndigheds opkrævningsafdeling om, at inddrivelsen af et skattekrav blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra Landsskatteretten. Det blev derfor lagt til grund, at forfaldstidspunktet for skattekravet efter 1908-loven var udskudt. Den kommunale opkrævningsafdeling tilbagekaldte efterfølgende aftalen. Landsskatteretten fandt, at der løb en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor aftalen blev tilbagekaldt. Se SKM2010.659.LSR. Afgørelsen blev indbragt for Københavns Byret, der fandt, at parternes aftale af 14. januar 2002 medførte, at inddrivelsen af skattekravet blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra landsskatteretten, og at denne aftale havde den virkning, at forfaldstidspunktet blev udsat, idet sagsøgte i en periode var uberettiget til at kræve beløbet betalt. Retten bemærkede endvidere, at det ikke i sig selv var afgørende, at ordet henstand ikke fremgik af aftalen. Se SKM2012.643.BR
Påkrav
Et påkrav er kreditors erklæring om, at han ønsker ydelsen betalt. Hvis betalingen forudsætter et påkrav, løber fristen fra det tidligste tidspunkt, hvor ydelsespligten kunne gøres gældende, og ikke fra det tidspunkt hvor skyldner har pligt til at betale sin ydelse efter påkravet.
Hvis betaling skal ske straks efter påkravet, regnes fristen fra det tidligst mulige tidspunkt, hvor påkravet kunne være fremsat.
Henstand
Hvis en skyldner har bedt om henstand, og anmodningen er imødekommet, er forfaldstidspunktet udskudt.
Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er udløbet af henstandsperioden.
Se
- SKM2010.659.LSR, der er stadfæstet ved SKM2012.643.BR. og
- SKM2013.288.ØLR
Løbedage eller sidste rettidige betalingstidspunkt
Hvis der i loven er indrømmet skyldner løbedage eller i øvrigt lovgivningsmæssigt er angivet en sidste rettidig betalingsdag, skal forældelsesfristen regnes fra betalingsfristens udløb. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2, stk. 2.
Løbedage er ikke udtryk for udskudt forfaldstidspunkt, men når betaling sker inden udløbet af fristen for løbedage, kan kreditor ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod debitor.
Løbende skatter og afgifter
Ved krav om betaling af skatter og afgifter fastlægges forfaldstidspunkt sædvanligvis af en bestemmelse i den pågældende skatte- og afgiftslov. Er der i skatte- og afgiftslovens fastsat et tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen kan kræve betaling (sidste rettidige betalingsdag), løber forældelsesfristen først fra dette tidspunkt.
Når skatte- og afgiftsloven bestemmer, at kravet skal opdeles i et antal rater, der forfalder til betaling til nærmere fastsatte tidspunkter, regnes forældelsesfristen for hver rate for sig. Hver rate betragtes som et selvstændigt krav i relation til forældelsesfristen.
Eksempel på sidste rettidige angivelses- og betalingsdag
Et momskrav v/kvartalsafregning, vil for januar kvartal forfalde den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb med sidste rettidige betalingsdag samme dag. Hvis sidste rettidige betalingsdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelses- og betalingsdag.
En restskat, der ikke kan indregnes i forskudsskatten efter KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3, forfalder typisk til betaling i 3 rater, henholdsvis 1. august, 1. september og 1. oktober i det år, der følger umiddelbart efter indkomståret. Sidste rettidige betalingsdato er den 20. i forfaldsmåneden. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 4.
Disse rater forælder herefter henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 3 år senere.
Se også
Se også afsnit A.A.9.6 Særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse.
Se også om forfalds- og betalingstidspunkter:
Se afsnit A.B. Angivelse og afregning samt eventuelt vedrørende:
- Toldkrav. Se afsnit A.B.7 Told.
- Momskrav. Se afsnit D.A moms samt SKM2007.837.HR
- Indeholdt A-skat og AM-bidrag. Se afsnit A.B
- Punktafgifter. afsnit E.A Punktafgifter.
- Lønsumsafgift. Se D.B lønsumsafgift.
- Personskat. Se KSL (kildeskatteloven) §§ 58 og 61, stk. 4-6, jf. § 58.
Regulering og ændring af skatter og afgifter
Forældelsesfristen løber fra det forfaldstidspunkt, der er fastlagt i loven, uanset om kravet ikke er gjort op. Det gælder også hvis ændringen af skatteansættelsen foretages på et senere tidspunkt.
Det betyder vedrørende skattekrav, at den 3-årige forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der ville have været forfaldstidspunktet, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligning for det pågældende indkomstår. Se TfS 1993, 341 ØLD, der vedrørte selskabsskat.
For personer opkræves skat efter kildeskatteloven som foreløbige skatter for
- lønmodtagere i form af indeholdte A-skatter,
- bl.a. erhvervsdrivende i form af løbende B-skatter
- begge kategorier, herudover eventuelt som restskatter.
Dette medfører, at den 3-årige forældelsesfrist for de personskatter, der ikke har været indeholdt eller opkrævet som en foreløbig skat, skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskatter. Se evt. UfR 1989, 1064 H, TfS 1989, 618V og TfS 1992, 576 ØLD.
Eksempel
Den 3-årige forældelsesfrist for upålignede skatter for 2008 løber fra den 20. september, 20. oktober og 20. november 2009 med 1/3 af kravet på hver af dato. Se TfS 1989, 605 HD.
Hvis Skattestyrelsen i 2010 foretager ligning af en skatteyder for indkomståret 2008, der resulterer i en restskat på 100.000 kr. løber den 3-årige forældelsesfrist fra den 20. september, 20. oktober og 20. november 2009 og ikke fra det tidspunkt i 2010, hvor Skattestyrelsen sender en opkrævning på betaling af restskatten for 2008.
Se også afsnit A.A.9.6 Særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse om forældelse af skattekrav.
Enkeltstående betaling af afgifter
For så vidt angår enkeltstående betalinger af afgifter løber forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, hvor afgiften kunne kræves betalt. Se UfR 1968, 240 H og UfR 1971, 856 ØLD.
Gaveanmeldelse til brug for betaling af gaveafgift skal indsendes og betales senest 1. maj i året efter gaven er givet. Se BAL (boafgiftsloven) §§ 26 og 30. Forældelsesfristen løber fra det tidligste af disse tidspunkter. Se UfR 1973, 603 ØLR.
Vedrørende arveafgift i eksekutorboer løber forældelsesfristen for arveafgift tidligst fra det tidspunkt, hvor revisor indsender boopgørelsen til skifteretten. Se SKM2003.24.ØLR.
Tilbagesøgningskrav og andre særlige krav
Forældelsesfristen ved tilbagesøgningskrav løber fra det tidspunkt, da den fejlagtige betaling fandt sted. Se SKM2008.417.HR.
I en sag blev en persons skattepligtige indkomst forhøjet med urette for indkomstårene 1994 og 1995. Skattekravet blev inddrevet hos klagerens arbejdsgiver, dvs. at skattekravet herefter blev godskrevet klager som indeholdt A-skat på årsopgørelserne, der blev udsendt i 1997. Skattemyndighederne anerkendte i 2004, at skatteforhøjelserne var foretaget med urette. De af forhøjelsen afledte og inddrevne skatter derfor også var uberettiget inddrevet hos arbejdsgiveren. Skattemyndighederne tilbagebetalte de fejlagtigt opkrævede beløb til arbejdsgiveren. Ved en fejl blev A-skatten også udbetalt til klageren i forbindelse med udskrivning af de ændrede årsopgørelser for 1994 og 1995. Skattemyndighederne fremsatte i 2005 krav overfor klager om tilbagebetaling af det fejludbetalte beløb.
Klager gjorde gældende, at tilbagebetalingskravet var forældet, da tilbagebetalingskravet blev stiftet i forbindelse med godskrivningen i 1997. Herimod gjorde Skatteforvaltningen gældende, at tilbagebetalingskravet først blev stiftet i forbindelse med fejludbetalingen i 2004, hvorfor kravet efter Skatteforvaltningens opfattelse ikke var forældet.
Retten fandt ikke, at godskrivningen i 1997 udgjorde en udbetaling fra Skatteforvaltningen til klager og fandt at der ved godskrivningen i 1997 ikke blev stiftet et tilbagebetalingskrav. Retten fandt derimod, at kravet på tilbagebetaling blev stiftet ved fejludbetalingen i 2004. Tilbagebetalingskravet var derfor ikke forældet. Se SKM2008.812.BR.
Hvis borgerens tilbagesøgningskrav relaterer sig til en efterfølgende ansættelsesændring, vil forfaldstidspunktet for tilbagesøgningskravet være det faktiske indbetalingstidspunkt for den for meget betalte skat. Se SKM2008.71.SKAT.
Se også
Se også afsnit A.A.9.6 Særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse om forfaldstidspunkt og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.
Suspension af forældelsesfristen
Den 3-årige forældelsesfrist suspenderes ved kreditors ukendskab til
- fordringen eller
- skyldneren
Se FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 2.
Suspension af forældelsesfristen betyder, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt udskydes. Det vil sige, at forældelsesfristen først regnes fra den dag, da fordringshaver fik eller burde få kendskab til fordringen eller til skyldneren. Suspensionen løber altså indtil den dag, da fordringshaver fik eller burde få kendskab til fordringen eller til skyldneren.
Som udgangspunkt er det kun den 3-årige forældelsesfrist, der kan suspenderes. I enkelte andre bestemmelser er der dog indføjet adgang til suspension af forældelsen fx for lønkrav, der er omfattet af en 5-årig forældelse. Se FORÆL (forældelsesloven) § 4.
Ukendskab til kravet kan navnlig forekomme i forbindelse med erstatningskrav og tilbagebetalingskrav. Krav, der er opstået ved, at person, en virksomhed eller det offentlige har betalt et beløb, fordi den pågældende fejlagtigt troede, han var forpligtet til det.
Betingelser for suspension
Uvidenheden skal vedrøre de faktiske forhold, som kravet kan støttes på. Retsvildfarelse - dvs. ukendskab til eksistensen eller den rette fortolkning af det retlige grundlag for kravet - medfører som udgangspunkt ikke suspension
Følgende fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, jf. de almindelige bemærkninger i lovforslaget (L 165 af 28. februar 2007):
"3.2.1.3. Suspension af den korte forældelsesfrist
…
Udvalget finder, at retsvildfarelse ligesom efter gældende retspraksis ikke generelt bør kunne påberåbes som suspensionsgrund, men i visse særlige tilfælde bør anerkendes som suspensionsgrund. Udvalget har ikke anset det for muligt at formulere en regel, som på tilfredsstillende måde afgrænser disse undtagelsestilfælde, og udvalget finder derfor, at spørgsmålet om, i hvilke tilfælde retsvildfarelse undtagelsesvis kan anerkendes som suspensionsgrund, fortsat bør være overladt til domstolenes afgørelse."
Af de specielle bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet:
"Til § 3
…
Til stk. 2
….
At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det indebærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger."
Princippet er slået fast i Højesteretspraksis. Se fx Højesterets dom offentliggjort i U.2012.3564 H (om den dagældende suspensionsbestemmelse i 1908-lovens § 3, stk. 1) hvor det anføres, at anvendelse af suspensionsreglen om utilregnelig uvidenhed som klart udgangspunkt forudsætter ukendskab til faktiske forhold. Endvidere UfR2019.2762 H, hvor Højesteret fandt, at selve det forhold, at en dansk ordning viser sig at være i strid med EU-retten, ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 2. Der forelå heller ikke i øvrigt sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvis at suspendere forældelsesfristen som følge af retsvildfarelse.
Se også SKM2022.363.VLR hvor Landsretten fandt, at sagsøgers tilbagebetalingskrav var forældet. Landsretten henviste til, at sagsøger ikke havde godtgjort, at hans ukendskab til sit tilbagesøgningskrav mod Gældsstyrelsen ikke skyldtes en retsvildfarelse, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en retsvildfarelse undtagelsesvis kunne begrunde suspension af forældelse i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2.
Længden af suspensionen begrænses af den absolutte forældelsesfrist på 10 år i FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 3. Se afsnit A.A.9.4.1 Forældelsesfristens længde og beregning.
Praksis vedr. ukendskab til fordring eller skyldner
Ved fortolkning af den nugældende forældelseslov skal praksis efter 1908-loven videreføres. Se lovforslaget 165 fra 2006 til forældelsesloven.
I en sag fandt landsretten, at forældelsesfristen var suspenderet. Derfor var myndighedernes krav på arveafgift ikke forældet. Se TfS 1998, 140 ØLD.
Retten lagde vægt på, at myndigheden ikke havde haft grundlag for at opgøre sit afgiftskrav, dvs. der var utilregneligt ukendskab til fordringen. Sagen blev indbragt for Højesteret, men forældelsespåstanden var ikke omfattet af anken.
I en anden sag nåede Landsretten til det resultat, at skattekravet var forældet, fordi retten vurderede, at skattemyndighederne havde haft de nødvendige oplysninger til at opgøre deres krav. Derfor var der ikke indtrådt suspension. Se UfR 1981, 738 ØLD.
Bemærk
Ukendskab til skyldners adresse kan ikke medføre suspension, men kan udløse en etårig tillægsfrist efter FORÆL (forældelsesloven) § 14. Se nærmere A.A.9.5.3 Tillægsfrist på 1 år.
Særlig regel om suspension i LL (ligningsloven) § 32 F
Forældelseslovens regler om suspension suppleres desuden af LL (ligningsloven) § 32 F om krav på skat af fortjenester omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven og af reglerne i AL (afskrivningsloven) §§ 9, 21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav omfattet af disse bestemmelser skal der ses bort fra den tid, hvor skattemyndighederne har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol, fordi den skattepligtige opholdt sig i udlandet.
Bestemmelsen i LL (ligningsloven) § 32 F gælder ikke, hvis den skattepligtige opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se TfS 2000, 205 ØLD.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme | ||
| UfR 2019, 2762 H | Højesteret fandt, at selve det forhold, at en dansk ordning viser sig at være i strid med EU-retten, ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 2. Der forelå heller ikke i øvrigt sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvis at suspendere forældelsesfristen som følge af retsvildfarelse | |
| SKM2008.417.HR | Et udlæg var foretaget med urette. Stiftelsestidspunktet for krav om tilbagebetaling var betalingstidspunktet. | |
| TfS 1989, 605 H | Landsskatterettens ændrede begrundelse for skattekravet kan ikke medføre, at de uden forbehold betalte restskatter er forældet. | Afgørelsen er kommenteret i TfS 1989, 604 |
| UfR 1989, 1064 H | Forældelsesfrist for restskatter som følge af skatteforhøjelse løber fra forfaldstidspunktet for årets ordinære forfaldstidspunkt for restskatter | |
| UfR 1968, 240 H | Forældelse var indtrådt, da kreditor havde kunnet gøre kravet gældende på et tidspunkt, der lå mere end 5 år forud for udpantningsbegæringen. | |
| Landsretsdomme | ||
| SKM2022.363.VLR | Sagsøger havde i en årrække betalt af på gammel skattegæld. I 2017 anmodede Sagsøger om tilbagebetaling af de betalte afdrag. SKAT traf afgørelse om, at gælden var forældet og tilbagebetalte alle afdrag, der var betalt indtil tre år før det tidspunkt, hvor SKAT havde modtaget anmodningen om tilbagebetaling.
Spørgsmålet var herefter, om der var krav på tilbagebetaling af yderligere afdrag, eller om tilbagebetalingskravet var forældet. Landsretten fandt, at Sagsøgers tilbagebetalingskrav var forældet. Landsretten henviste til, at Sagsøger ikke havde godtgjort, at hans ukendskab til sit tilbagesøgningskrav ikke skyldtes en retsvildfarelse, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en retsvildfarelse undtagelsesvis kunne begrunde suspension af forældelse i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2. Landsretten udtalte endvidere, at det kunne ikke føre til en anden vurdering, at SKAT i 2009 havde meddelt Sagsøger, at hans skattegæld ikke var forældet, eller at SKAT havde foretaget sædvanlige inddrivelsesskridt i en periode, hvor SKAT i hvert fald ikke længere kan bevise, at gælden havde været retskraftig. | Tidligere afgørelse: SKM2021.399.BR |
| SKM2018.002.ØLR | Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om afbrydelse af forældelsen vedrørende skyldners momsgæld til Skatteforvaltningen fra tidligere virksomhed. Landsretten fandt, at Skatteforvaltningen ved de fremlagte fogedbøger og underretninger om lønindeholdelse havde godtgjort, at forældelsen var blevet afbrudt for krav, der forfaldt til betaling efter den 13. juli 1999. Landsretten fastslog i den forbindelse, at der i INDOG (gældsinddrivelsesloven), bilag 1, var hjemmel til lønindeholdelse af momsgælden. Landsretten fandt i øvrigt, at det var en åbenbart fejl, at skæringsdatoen var angivet til den 13. juli 2007 i opsummeringen i afgørelsen og fastslog, at Skatteankestyrelsens afgørelse skulle forstås således, at skæringsdatoen for forældelse var den 13. juli 2004, da det var denne dato, der var fastslået i afsnittet med overskriften "Skatteankestyrelsens afgørelse". | Tidligere afgørelse: SKM2017.151.BR. |
| SKM2013.288.ØLR | Østre Landsret fastslog, at kravet ikke var forældet, idet Skattteforvaltningen havde givet henstand med betaling af skatterestancen, hvorefter kravet ikke kunne anses for forfaldent før henstands ophør. | |
| SKM2003.24.ØLR | Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for arveafgift kan tidligst være tidspunktet for boets indlevering til skifteretten til revision. | |
| TfS 2000, 205 ØLD | LL (ligningsloven) § 32 F fandt ikke anvendelse ved ophold i et land, hvor et dansk skattekrav kunne gennemføres i kraft af en bistandsaftale. | |
| TfS 1998, 140 ØLD | Afgiftskrav ikke forældet, da afgiftsmyndigheden havde været i utilregnelig uvidenhed om sit krav. | Indgået retsforlig i Højesteret TfS 2001, 898 H |
| TfS1993, 341 ØLR | Forældelsestidspunktet regnes fra skattekravets forfaldstidspunkt | |
| TfS 1992, 576 ØLD | Forældelse af skattekrav regnes fra forfaldstidspunktet for restskatter, der opkræves på normal vis for de pågældende skatteår. | |
| TfS 1989, 618 VLD | Skattemyndighederne havde ved at sammenholde tidligere års regnskaber og det aktuelle regnskab haft tilstrækkeligt grundlag for at opgøre sit krav. Forældelsen var derfor ikke suspenderet. | |
| UfR 1981, 738 ØLD | Skattevæsenet anset for uberettiget til at ændre tidligere skatteansættelser p.g.a. forældelse. | |
| UfR 1973, 603 ØLR | Forældelse indtrådt for gaveafgift, da afgiften kunne være krævet betalt på et tidspunkt, der lå mere end 5 år forud for sagsanlægget. | |
| UfR 1971, 856 ØLR | Forældelsesfrist for gaveafgift regnet fra det tidspunkt, hvor de for beregningen nødvendige oplysninger var meddelt skattemyndighederne. | |
| Byretsdomme | ||
| SKM2021.399.BR | Sagsøger havde i en årrække betalt af på gammel skattegæld. I 2017 anmodede sagsøgeren om tilbagebetaling af de betalte afdrag, og i januar 2018 traf SKAT afgørelse om, at gælden var forældet og tilbagebetalte alle afdrag, der var betalt indtil tre år før det tidspunkt, hvor SKAT havde modtaget anmodningen om tilbagebetaling. Spørgsmålet i sagen var, om der var krav på tilbagebetaling af yderligere afdrag, eller om tilbagebetalingskravet var forældet. Der var enighed om, at tilbagebetalingskravet var underlagt en treårig forældelse, og retten fandt ikke, at forældelsesfristen havde været suspenderet efter forældelseslovens § 3, stk. 2. Gældsinddrivelseslovens § 18 e, der omfattede en del af kravet, kunne ikke føre til, at kravet ikke var forældet. | Stadfæstet i SKM2022.363.VLR, dog med en udvidet begrundelse om at det ikke var godtgjort at ukendskab til tilbagesøgningskravet mod Gældsstyrelsen ikke skyldtes en retsvildfarelse, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en retsvildfarelse undtagelsesvis kunne begrunde suspension af forældelse i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2 |
| SKM2021.390.BR | SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem sagsøgerne var indkomstskatteplig-tige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige. Retten fandt, at SKAT først i forbindelse med det oplysningsgrundlag, der forelå ved en afgørelse af 15. februar 2016 fra Landsskatteretten, havde den fornødne kundskab til sagsøgernes status af samlevende, hvorfor forældelsesfristen på 3 år i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 1, skulle regnes fra den 15. februar 2016, jf. § 3, stk. 2 | Sagen er anket til Østre Landsret |
| SKM2018.300.BR | Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger havde et erstatningskrav mod Skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen havde med urette inddraget nummerpladerne til sagsøgers tysk indregistrerede køretøj. Retten fandt, at den skadegørende handling indtraf, da køretøjets nummerplade blev afmontere. Efter forældelseslovens § 2, stk. 4, regnes forældelsesfristen for erstatningskrav uden for kontrakt fra skadens indtræden. Retten udtalte, at uanset at A først senere har opgjort sit krav, må skadens indtræden anses for at være sket, da nummerpladerne blev inddraget. I det forældelsesfristen er tre år, var kravet forældet, da sagen blev anlagt. | |
| SKM2018.225.BR | Sagen drejede sig i første række om, hvorvidt et af en privatskole mod Skatteforvaltningen rejst krav på tilbagebetaling af indeholdt og afregnet A-skat og AM-bidrag var forældet. A-skatten og AM-bidragene var indeholdt af skolens viceskoleleder i forbindelse med en besvigelse af skolen. Der var i sagen enighed om, at forældelsesfristens påbegyndelsestidspunkt skulle regnes fra de datoer, hvor de omhandlede A-skatter og AM-bidrag blev afregnet til Skatteforvaltningen, og at kravet som udgangspunkt var forældet efter forældelseslovens §§ 3, stk. 1 og 30, stk. 1. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt havde været suspenderet efter forældelseslovens § 3, stk. 2, som følge af, at sagsøgeren havde været i utilregnelig uvidenhed om kravet. Efter en konkret bevisvurdering fandt retten, at sagsøgeren burde have haft kendskab til et eventuelt krav, og at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt derfor ikke havde været suspenderet. | |
| SKM2017.151.BR | Forældelse af skatte og afgiftskrav - forståelse af administrativ afgørelse indeholdende skrivefejl. Byretten fandt, at skatteankestyrelsen ved en efterfølgende berigtigelse af en afgørelse ikke kunne anses for, at have truffet en ny afgørelse. | stadfæstet, se SKM2018.002.ØLR |
| SKM2016.500.BR | Sagen vedrørte, om Skatteforvaltningen var erstatningsansvarlig overfor sagsøgeren som følge af, at Skatteforvaltningen den 17. juni 2009 uretmæssigt beslaglagde og efterfølgende bortauktionerede hans bil, herunder om det eventuelle erstatningskrav var forældet. Retten fandt, at forældelsesfristen skulle regnes fra den 17. juni 2009, hvor køretøjet blev uretmæssigt beslaglagt. Erstatningskravet var derfor forældet, da sagsøgeren indgav stævning den 26. maj 2015. Det forhold, at Skatteforvaltningen genoptog behandlingen af afgiftssagen og vurderede, at der ikke havde været grundlag for at opkræve registreringsafgift, kunne efter rettens opfattelse ikke medføre, at sagsøgeren havde befundet sig i en sådan utilregnelighed, som forudsat i forældelseslovens § 3, stk. 2. | |
| SKM2012.643.BR | Københavns Byret fandt, at parternes aftale af 14. januar 2002 medførte, at inddrivelsen af skattekravet blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra landsskatteretten, og at denne aftale havde den virkning, at forfaldstidspunktet blev udsat, idet sagsøgte i en periode var uberettiget til at kræve beløbet betalt. Retten bemærkede endvidere, at det ikke i sig selv var afgørende, at ordet henstand ikke fremgik af aftalen | tidligere afgørelse: |
| SKM2008.812.BR | Skats tilbagesøgningskrav som følge af fejlagtig godskrivning af A-skat. Forfaldstidspunktet er tidspunktet for den for meget betalte skat. | |
| SKM2008.71.SKAT | Fristen for forældelse af en virksomheds tilbagesøgningskrav løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endeligt er opgjort og indbetalt til Skatteforvaltningen. | |
| Landsskatteretskendelser | ||
| SKM2022.597.LSR | Klagers køretøj var anmeldt stjålet den 10. maj 2013. Motorstyrelsen havde tilbagebetalt vægtafgift for perioden den 1. september 2016 til den 24. juni 2019, men afslået at tilbagebetale vægtafgift for perioden den 10. maj 2013 til den 31. august 2016, under henvisning til at kravet er forældet. Klagen vedrørte spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget betalt vægtafgift. Landsskatteretten fandt, at klagerens krav om tilbagebetaling af for meget betalt vægtafgift skulle behandles i henhold til forældelseslovens regler. Landsskatteretten fandt, at klageren fik kendskab til, at der ikke skulle ske opkrævning af vægtafgift for køretøjet den 10. maj 2013. Landsskatteretten fandt herefter, at kravet på tilbagebetaling af vægtafgift for perioden før den 1. september 2016 var forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Motorstyrelsens afgørelse blev stadfæstet. | |
| SKM2010.659.LSR | En indgået aftale mellem den skattepligtige og den kommunale myndigheds opkrævningsafdeling om, at inddrivelse af et skattekrav blev berostillet, indtil der forelå en kendelse fra Landsskatteretten, blev anset for at have medført, at forfaldstidspunktet for skattekravet blev udskudt efter 1908-loven. En efterfølgende tilbagekaldelse af aftalen ændrede ikke ved dette. Der løb herefter en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor aftalen blev tilbagekaldt | Se SKM2012.643.BR |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed