G.A.3.6.3.1 Generelt om inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark
Indhold
Dette afsnit handler om inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark.
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlag
- Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark
- Modregning, lønindeholdelse og udlæg
- Dækningsrækkefølge
- Konkurs og gældssanering
- Eftergivelse
- Afskrivning af udenlandske fordringer
- Forældelse
- Fordringen bestrides
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Bemærk
De udenlandske fordringer, der kan inddrives i Danmark, kan være modtaget til inddrivelse i Danmark i henhold til en række forskellige internationale aftaler, og nogle af nedenstående punkter afhænger derfor af, hvilken aftale fordringerne er fremsendt efter.
Reglerne om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark gennemgås i afsnit G.A.3.6.3.2.
Regelgrundlag
Hovedreglen er, at de udenlandske fordringer skal inddrives efter samme regler, som gælder for tilsvarende danske fordringer.
Reglerne i gældsinddrivelsesloven gælder således for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, grønlandske eller færøske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager.
Reglerne gælder også for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2.
Reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand mv., gælder, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 2. pkt.
Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark
Restanceinddrivelsesmyndigheden modtager anmodningen om inddrivelsesbistand og kontrollerer, om sagen opfylder formalia. Hvis anmodningen opfylder formalia og eventuelle betingelser, der måtte være fastlagt i den konkrete internationale aftale, fx beløbsgrænser, indsendes fordringerne i systemet.
Når fordringerne er indsendt i systemet, indgår de i den generelle inddrivelse.
Modregning, lønindeholdelse og udlæg
Ved inddrivelse af udenlandske fordringer kan modregning, lønindeholdelse og udlæg anvendes i samme omfang som ved tilsvarende danske fordringer.
Som udgangspunkt gennemføres inddrivelsen ved udlæg under anvendelse af de regler, som er gældende for tilsvarende danske fordringer. Det er restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, der foretager udlæg for fordringerne.
Bemærk
I TfS 1985.251 udmeldte det daværende skattedepartement, at et tysk skattekrav ikke kunne gøres gældende mod skatteyders ægtefælle i Danmark efter KSL (kildeskatteloven) § 72, stk. 2 (nu gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1), da der ikke i tysk ret var hjemmel til at inddrive skattekrav hos en ægtefælle (subsidiært udlæg). Skattedepartementet meddelte skattemyndighederne i Tyskland, at selv om inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark skete efter de danske regler, kunne Tyskland dog ikke efter artikel 23 i den dagældende dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke bestod i Tyskland.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten bestemte både dengang og nu, at det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, skal nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat. Denne begrænsning er ikke på samme vis udtrykt i EU’s inddrivelsesdirektiv. Derfor må skattekrav, for hvilke anmodningen om bistand støttes på direktivet, antages også at kunne inddrives efter gældsinddrivelseslovens § 12.
Se også
Se mere om modregning i afsnit G.A.3.1.4.
Se mere om lønindeholdelse i afsnit G.A.3.1.2.
Se mere om udlæg i afsnit G.A.3.2.2.
Se mere om de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med andre lande, og som har bestemmelser om bistand til inddrivelse i afsnit G.A.3.6.2.2.2.
Se mere om EU's inddrivelsesdirektiv i afsnit G.A.3.6.2.2.3.4.
Dækningsrækkefølge
En udenlandsk fordring indgår i dækningsrækkefølgen på samme måde som en tilsvarende dansk fordring. Se gældsinddrivelseslovens § 4.
Se også
Se mere om udenlandske fordringer i dækningsrækkefølgen i G.A.2.3.6 Udenlandske fordringer i dækningsrækkefølgen
Konkurs og gældssanering
En udenlandsk myndighed kan anmelde en fordring i et dansk konkursbo. Hvis en udenlandsk fordring er til inddrivelse her i landet, anmelder restanceinddrivelsesmyndigheden fordringen, og de udenlandske myndigheder underrettes.
For gældssanering gælder ligeledes, at restanceinddrivelsesmyndigheden anmelder fordringen. Lader skifteretten den udenlandske fordring indgå i gældssaneringen, får den udenlandske myndighed dividende på lige fod som de danske fordringshavere. Den udenlandske myndighed er dog ikke forpligtet til at respektere de danske følger af gældssaneringen, og kan eventuelt i henhold til det pågældende lands nationale regler inddrive fordringen i eget land.
Både efter konkursbehandling og efter at der er truffet afgørelse om gældssanering, er restanceinddrivelsesmyndigheden afskåret fra at bistå med inddrivelse.
Se også
Se mere om konkurs i afsnit G.A.3.4.1.
Se mere om gældssanering i afsnit G.A.3.1.7.
Eftergivelse
Spørgsmål om hel eller delvis eftergivelse af fordringer, der er sendt til inddrivelse i Danmark, afgøres udelukkende af ansøgerstaten. Anmodning om eftergivelse skal derfor sendes til den pågældende udenlandske myndighed.
Se også
Se mere om eftergivelse i G.A.3.1.6.
Afskrivning af udenlandske fordringer
Det fremgår af lovbemærkningerne, at udenlandske fordringer ikke er omfattet af den generelle afskrivningsbestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 16. Årsagen hertil er, at "ejerskabet" til de udenlandske fordringer ligger hos de udenlandske myndigheder. Se afsnit 3.7.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er derfor kun den pågældende udenlandske myndighed, der kan beslutte, at en fordring skal afskrives.
Se også
Se mere om afskrivning i afsnit G.A.3.1.8.
Forældelse
Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse, skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder, normalt være angivet i anmodningen.
►Den enkelte internationale aftale regulerer som udgangspunkt, hvilket lands forældelsesregler, som finder anvendelse.◄ Eksempelvis for fordringer der inddrives efter den nordiske bistandsaftale eller EU’s inddrivelsesdirektiv reguleres forældelsesspørgsmål af reglerne i ansøgerstaten.
For fordringer, der inddrives efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det reguleret i den enkelte aftale, hvordan spørgsmål om forældelse skal afgøres.
Se TfS 2005.307.HK, SKM2006.218.ØLR og TfS 1999.807.VLK til illustration af domspraksis på området vedrørende forældelsesspørgsmål.
Se også
Se mere om forældelse af fordringer under inddrivelse i afsnit G.A.2.4.
Se mere om forældelse af fordringer generelt i afsnit A.A.9.
Se mere om inddrivelse fordringer i overensstemmelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst i G.A.3.6.2.2.2.
Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med den nordiske bistandsaftale i G.A.3.6.2.2.3.1.
Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med EU’s inddrivelsesdirektiv i G.A.3.6.2.2.3.4.
Fordringen bestrides
Hvis skyldner bestrider fordringen, opstår spørgsmålet om, hvordan dette skal håndteres.
Klager skyldner over selve grundlaget for fordringen, skal klagen rettes til de udenlandske myndigheder, som behandler klagen efter deres regler om klagefrister mv. Se SKM2018.194.VLR. Omhandler klagen inddrivelsen og hjemlen til at foretage inddrivelse, skal klagen behandles af de danske myndigheder.
Se også
Se mere om klager i afsnit G.A.2.2.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteret | ||
| TfS 2005.307.HK | Der var tale om en sag, hvor et pantefogedudlæg, der under anvendelse af artikel 33 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, var foretaget på grundlag af et tysk skattekrav, blev begæret ophævet, da det blev gjort gældende, at kravet var forældet efter danske regler. Højesteret lagde i lighed med landsretten til grund, at fuldbyrdelsen af kravet ikke måtte stride imod de danske forældelsesregler, da det af art. 34 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår, at krav, der inddrives i medfør af overenskomstens bestemmelse om inddrivelse af skattekrav, ikke må være forældet efter hverken danske eller tyske forældelsesfrister. Forfaldstidspunktet måtte imidlertid fastsættes efter de tyske regler, hvor den 5-årige forældelsesfrist løber fra udløbet af det kalenderår, hvor kravet forfaldt til betaling. Da skyldner ikke havde godtgjort, at den forfaldsdato, som var fastsat af de tyske myndigheder, var i strid med tysk ret eller med dobbeltbeskatningsoverenskomsten, fandt Højesteret ikke, at kravet ved fogedforretningens gennemførelse var forældet. Højesteret udtalte, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 33 efter sin ordlyd og forarbejderne må forstås således, at når der foreligger et fundament, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, som fremsætter anmodningen, og som ikke kan bestrides, skal der foretages inddrivelse alene med respekt af de særlige undtagelser, der er hjemlet i art. 33, stk. 5 (hvorefter kravet ikke nyder en eventuel fortrinsret for skattekrav i den inddrivende stat), samt i art. 34. Højesteret opretholdt derfor det foretagne udlæg. | |
| Landsretten | ||
| SKM2018.194.VLR | Fogedretten i Kolding ophævede et udlæg foretaget af SKAT vedrørende nogle tyske skattekrav, under henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for grundlaget for kravet og under henvisning til, at skyldner havde indsigelser mod kravet. Vestre Landsret udtalte, at en anmodning baseret på Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter afgifter og andre foranstaltninger kan tjene som fundament for en fogedforretning, såfremt den indholdsmæssig overholder betingelserne i direktivet. Derudover udtalte Landsretten, at såfremt skyldneren havde indsigelser mod kravet, skulle dette prøves af den kompetente instans i Tyskland. Fogedretten havde dermed ikke grundlag for at ophæve pantefogedudlægget. | |
| SKM2006.218.ØLR | De tyske skattemyndigheder havde efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland anmodet de danske skattemyndigheder om at inddrive et tysk skattekrav vedrørende indkomståret 1994 hos en dansk statsborger. Da fogedretten fandt, at det tyske skattekrav ikke var forældet efter både danske og tyske forældelsesregler, blev et udlæg foretaget af Helsingør Kommune opretholdt. I den forbindelse fandt fogedretten ikke, at spørgsmålet om fastsættelse af forfaldsdato for et tysk skattekrav kunne fastsættes efter andre regler end de tyske regler. Fogedretten lagde derfor til grund, at forfaldsdatoen var som oplyst af de tyske skattemyndigheder. Østre Landsret opretholdt udlægget. Landsretten lagde til grund, at det tyske skattekrav senest var forfaldet på udlægsdatoen, og at det tyske skattekrav ikke var forældet efter de tyske og danske regler, hverken da de tyske skattemyndigheder foretog skatteansættelsen, eller da Helsingør Kommune foretog udlæg. | |
| TfS 1999.807.VLK | De danske skattemyndigheder foretog i 1998 udlæg for 43.425 kr. for et krav på tysk indkomstskat for indkomståret 1990. Landsskatteretten havde i 1996 truffet afgørelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland. Efter at der var sket udlæg, gjorde skatteyderen over for fogedretten gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet, men fik ikke medhold heri. Landsretten lagde i lighed med fogedretten til grund, at forfaldstiden for skattekravet efter de tyske regler var den 7. oktober 1996, og at der ikke var hjemmel i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland for yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke forældet hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Det foretagne udlæg blev derfor opretholdt. | |
| Byretten | ||
| SKM2017.278.BR | Afgørelsen angik overordnet, hvorvidt direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger ("Inddrivelsesdirektivet") fandt anvendelse under behandlingen af en påklaget udlægsforretning ved fogedretten, samt hvilken betydning dette måtte få i forhold til bevisførelsen i sagen. Fogedsagen angik nærmere et af SKAT foretaget udlæg, som blev gennemført på baggrund af en anmodning fra de tyske skattemyndigheder i henhold til inddrivelsesdirektivet. Rekvisitus gjorde gældende, at inddrivelsesdirektivet var implementeret i strid med fremgangsmåden i grundlovens § 20, samt i øvrigt at direktivet var i strid med det danske retsforbehold, hvorfor direktivet var uvirksomt i dansk ret. Herudover gjorde rekvisitus gældendende, at der skulle tillades fuld bevisførelse for den tyske fordrings rigtighed ved fogedretten. Fogedretten lagde til grund, at spørgsmålet om inddrivelsesdirektivets lovlighed i forhold til grundlovens § 20 ikke var blevet prøvet ved EU-domstolen eller indirekte ved en præjudiciel forelæggelse. Som følge heraf var betingelserne ikke opfyldt for, at fogedretten var kompetent til at efterprøve, om dele af inddrivelsesdirektivet var uanvendeligt i dansk ret. Fogedretten fandt endvidere, at direktivet ikke var i strid med det danske retsforbehold. Idet direktivets anvendelighed i dansk ret ikke kunne efterprøves, måtte direktivet lægges til grund i sagen. Som følge heraf fandt fogedretten, at spørgsmålet om den underliggende tyske fordrings rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer, hvorfor der ikke blev tilladt bevisførelse for kravets rigtighed ved fogedretten. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed