Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer på børne- og ægtefællebidrag i udlandet.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Danske og nordiske bidrag og bidragstyper
• Valg af inddrivelsesinstrument
• Den nordiske inddrivelseskonvention
• Underholdspligtforordningen
• Haagerkonventionerne af 1973 og 1958
• FN-konventionen af 1956
• Inddrivelse i udlandet på grundlag af en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag
• Fremgangsmåden ved fremsendelse af bistandsanmodning til restanceinddrivelsesmyndigheden
• Sikkerhedsstillelse hvis bidragsbetaler vil tage ophold i udlandet

Regelgrundlag

Forudsætningen for, at et dansk bidragskrav kan inddrives i udlandet, er, at staten, som man ønsker, skal bistå med at inddrive kravet, har indgået et samarbejde med Danmark omkring denne form for bistand og denne type krav.

Danmark har tiltrådt følgende internationale aftaler (konventioner) om inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag:

• Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (den nordiske inddrivelseskonvention). Se bekendtgørelse nr. 21 af 29. juli 1963 af nordisk konvention af 23. marts 1962 om inddrivelse af underholdsbidrag og bekendtgørelse nr. 13 af 4. april 2002 af overenskomst af 25. februar 2000 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændringer i konventionen af 23. marts 1962 om inddrivelse af underholdsbidrag.
• Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelse af underholdsbidrag og samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtforordningen). Se bilag 4 til lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018 for en konsolideret (sammenskrevet) udgave af underholdspligtforordningen.
• Konventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (Haagerkonventionen af 1973). Se bekendtgørelse nr. 15 af 22. februar 1988 af konvention af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt.
• Konventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn (Haagerkonventionen af 1958) Se bekendtgørelse nr. 26 af 1. april 1966 af konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn.
• Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet (FN-konventionen af 1956). Se bekendtgørelse nr. 49 af 24. august 1962 af den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet.

Inddrivelse af underholdsbidrag i Norden sker som udgangspunkt efter den nordiske inddrivelseskonvention. Færøerne og Grønland er dog ikke omfattet heraf. 

Inddrivelse i det øvrige udland kan ske i henhold til underholdspligtforordningen, Haagerkonventionerne af 1973 og 1958 eller FN-konventionen af 1956, hvis det pågældende land har underskrevet en af disse konventioner.  

Det bemærkes, at konventionerne mv. er gældende uanset parternes statsborgerskab.

Den nordiske inddrivelseskonvention, underholdspligtforordningen og Haagerkonventionerne af 1973 og 1958 er fuldbyrdelseskonventioner. Det betyder, at de stater, der er omfattet af den enkelte konvention, er forpligtede til at inddrive krav på underholdsbidrag på baggrund af en afgørelse fra en af de andre stater, der har tiltrådt konventionen.

FN-konventionen af 1956 er i modsætning til de øvrige konventioner mv. ikke en fuldbyrdelseskonvention, men kun en retshjælpskonvention. FN-konventionen af 1956 indebærer derfor ikke en pligt til at anerkende og fuldbyrde andre landes bidragsafgørelser, men indebærer kun en forpligtelse til ved hjælp af inddrivelseslandenes egne regler at lette inddrivelsen af underholdsbidrag.

Yderligere oplysninger om konventionerne mv., og hvilke lande de gælder for, findes på www.familieretshuset.dk.

Se også

Se også vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.

Danske og nordiske bidrag og bidragstyper

Det er Udbetaling Danmark, der efter anmodning opkræver børnebidrag og ægtefællebidrag, når bidraget er fastsat ved en dansk bidragsafgørelse. Se bidragsopkrævningsloven § 2.

I praksis betyder ovenstående, at Udbetaling Danmark står for opgørelsen og opkrævningen af følgende danske bidragskrav:

• Forskudsvis udlagte børnebidrag
• Børne- og ægtefællebidrag, som det offentlige er indtrådt i
• Private krav på ægtefællebidrag
• Private krav på børnebidrag, der ikke er udlagt forskudsvis af det offentlige, typisk aftalte bidrag, uddannelsesbidrag og procenttillæg til normalbidraget

Et bidragsdokument vedrørende børnebidrag, der er udstedt i et andet nordisk land, sidestilles med et dansk bidragsdokument ved forskudsvis udbetaling af bidrag. Se artikel 11, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 150 af 21. november 1996 af Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester. Udbetaling Danmark kan udbetale disse børnebidrag til den bidragsberettigede på samme måde som danske børnebidrag. ►Det er restanceinddrivelsesmyndigheden, der opkræver de børnebidrag, som er fastlagt ved et bidragsdokument, udstedt i et andet nordisk land, uanset om Udbetaling Danmark har forskudsvist udbetalt bidraget eller ej.◄

Der er ikke indgået overenskomster med andre lande om, at udenlandske bidragsdokumenter kan sidestilles med et dansk bidragsdokument.

Valg af inddrivelsesinstrument

I forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater erstatter underholdspligtforordningen Haagerkonventionerne af 1973 og 1958.

Det betyder, at sager om inddrivelse af bidrag i en EU-medlemsstat skal behandles efter underholdspligtforordningen. Inddrivelse af bidrag i Finland og Sverige kan dog behandles efter den nordiske inddrivelseskonvention, jf. artikel 69, stk. 3, i underholdspligtforordningen.

Hvis hverken underholdspligtforordningen eller den nordiske inddrivelseskonvention finder anvendelse, søges inddrivelsen som udgangspunkt gennemført efter Haagerkonventionen af 1973 ►eller Haagerkonventionen af 1958.◄

FN-konventionen af 1956 er alene en retshjælpskonvention. FN-konventionen af 1956 har til formål at lette inddrivelsen af bidrag ved hjælp af inddrivelseslandets eget bidrags- og inddrivelsessystem. Da inddrivelseskonventionerne mv. i forhold til Danmark ikke indeholder bestemmelser om administrativt samarbejde, kan FN-konventionen af 1956 udgøre det formelle grundlag for fremsendelse af inddrivelsesanmodninger til andre lande. I praksis drejer det sig om anmodninger om inddrivelse efter underholdspligtforordningen og Haagerkonventionen af 1973.

Se også

Se afsnit 2.5 i vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.

Den nordiske inddrivelseskonvention

Den nordiske inddrivelseskonvention omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og handler om inddrivelse af underholdsbidrag på grundlag af dokumenter, der er udfærdiget i et af de nordiske lande.

Konventionen omfatter efter fordringens karakter kun krav mod fysiske personer og gælder uanset parternes statsborgerskab. Det afgørende er, at der er truffet afgørelse om underholdsbidrag i et af de andre nordiske lande, og at bidragsbetaleren bor i et af de nordiske lande.

Den nordiske inddrivelseskonvention omfatter bidrag til:

• Ægtefælle
• Tidligere ægtefælle
• Barn
• Stedbarn
• Barnets mor

Se artikel 1, stk. 1, i den nordiske inddrivelseskonvention med senere ændringer, jf. bekendtgørelse nr. 13 af 4. april 2002 af overenskomst af 25. februar 2000 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændringer i konvention af 23. marts 1962 om inddrivelse af underholdsbidrag.

Desuden omfattes bidrag til udgifter ved

• fødsel
• barsel
• uddannelse
• dåb
• konfirmation
• sygdom
• begravelse
• anden særlig anledning

Se artikel 5 i den nordiske inddrivelseskonvention.

Endelig omfatter konventionen inddrivelse af erstatning for sagsomkostninger, som er pålagt bidragsbetaleren i forbindelse med afgørelsen om bidragspligt. Se artikel 6 i den nordiske inddrivelseskonvention.

Det er en betingelse for inddrivelse efter den nordiske inddrivelseskonvention, at det pågældende bidrag ville kunne inddrives i ansøgerstaten.

Den nordiske inddrivelseskonvention regulerer ikke spørgsmålet om, hvilket lands forældelsesregler der finder anvendelse. ►Hvilket lands forældelsesregler, der finder anvendelse, afhænger af lovvalgsreglerne i det land, hvor kravet søges inddrevet.◄

Inddrivelsen skal ske efter de samme regler, som gælder for inddrivelsen af tilsvarende fordringer i inddrivelsesstaten. På visse punkter gælder der dog særlige regler:

• Når bidragsbetaleren bor i et af de andre nordiske lande, er det ikke nødvendigt at fremsætte en ny anmodning, hver gang et nyt, periodevist bidrag forfalder. Inddrivelsesmyndigheden er - efter anmodning - forpligtet til at fortsætte inddrivelsen, så længe der er hjemmel til det i bidragsdokumentet. Inddrivelsesmyndigheden skal dog med jævne mellemrum sikre sig, at betingelserne for inddrivelsen stadig er opfyldt.
• Gebyrer, der har relation til selve inddrivelsen, fx rykkergebyr, gebyr vedrørende udlæg m.fl., ►samt renter◄ kan ikke fremsendes til inddrivelse.

►Se også

Se mere om anvendelsesområdet for den nordiske inddrivelseskonvention i afsnit 8.2 i vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.

Se også

Se mere om forældelse af danske bidragskrav, når disse søges inddrevet i udlandet i afsnit 5.2 i vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.◄

Underholdspligtforordningen

EU har vedtaget underholdspligtforordningen, som er omfattet af Danmarks retsforbehold og derfor ikke gælder direkte for Danmark. Danmark har dog tilsluttet sig dele af underholdspligtforordningen gennem parallelaftale med EU. Forordningens bestemmelser om international kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser samt adgang til domstolsprøvelse gælder i Danmark. Derimod gælder kapitel III om lovvalg og kapitel VII om samarbejde mellem centralmyndigheder ikke her i landet. Se § 1, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018 om bekendtgørelse af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område.  

Underholdspligtsforordningen gælder for EU-medlemsstaterne, dog således at enkelte dele af forordningen ikke vedrører de medlemsstater, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 23. november 2007 om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt (Haagerprotokollen af 2007). Se artikel 15 i underholdspligtforordningen.

Danmark er ikke bundet af Haagerprotokollen af 2007, og derfor skal anmodninger om inddrivelse af danske bidragskrav efter underholdspligtforordningen fremsendes efter kapitel IV, afdeling 2, artikel 23 til og med 38 i underholdspligtforordningen.

Underholdspligtforordningen finder anvendelse på underholdspligt, der udspringer af et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab. Se artikel 1, stk. 1, i underholdspligtforordningen.

Herunder finder forordningen anvendelse på retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter vedrørende underholdspligt. Se artikel 2, stk. 1, nr. 1-3, i underholdspligtforordningen.

Underholdspligtforordningens kapitel IV, afdeling 2, regulerer ikke spørgsmålet om, hvilket lands forældelsesregler der finder anvendelse. Hvilket lands forældelsesregler, der finder anvendelse, afhænger i stedet af lovvalgsreglerne i det land, hvor kravet søges inddrevet.

Se også

Se mere om anvendelsesområdet for underholdsbidragsforordningen i afsnit 7.3.1 af vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.

►Se også

Se mere om forældelse af danske bidragskrav, når disse søges inddrevet i udlandet i afsnit 5.2 i vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.◄

Haagerkonventionerne af 1973 og 1958

Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 1958 og Haagerkonventionen af 1973.

Haagerkonventionen af 1958 omfatter efter artikel 1 kun børnebidrag til ugifte børn vedrørende tiden, indtil barnet er fyldt 21 år.

Haagerkonventionen af 1973 omfatter for Danmarks vedkommende både børne- og ægtefællebidrag, men hverken konfirmations- og dåbsbidrag, bidrag til moderens underhold i forbindelse med barsel eller uddannelsesbidrag. Danmark ratificerede først denne konvention den 1. januar 1988, hvorfor børnebidrag, der er forfaldne før denne dato, skal inddrives efter Haagerkonventionen af 1958.

Haagerkonventionen af 1973 omfatter efter artikel 1 for Danmarks vedkommende bidrag til:

• Nuværende ægtefælle
• Tidligere ægtefælle, også selvom denne har indgået nyt ægteskab
• Ugifte børn under 21 år

Se Familieretshuset hjemmeside www.familieretshuset.dk for en oversigt over de lande ud over Danmark, der har ratificeret Haagerkonventionen af 1973.

Haagerkonventionen af 1958 bortfalder mellem stater, der begge har ratificeret Haagerkonventionen af 1973, og gælder herefter kun i forhold til:

• Liechtenstein
• Surinam

Se også

Se mere om anvendelsesområdet for Haagerkonventionerne af 1973 og 1958 i afsnit 9.2 og 10 i vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.

Inddrivelse efter Haagerkonventionerne af 1973 og 1958

En offentlig myndighed, der har udbetalt bidrag til bidragsmodtageren, kan efter artikel 19 i Haagerkonventionen af 1973, søge disse bidrag inddrevet. Det er en betingelse, at der er truffet en afgørelse om bidraget i en sag mellem bidragsmodtageren og bidragsbetaleren, og at myndigheden efter lovgivningen i sit hjemland er berettiget til at kræve bidraget betalt af og inddrevet hos bidragsbetaleren.

Er afgørelsen om bidrag kun truffet efter anmodning fra en myndighed, der kræver refusion af bidrag, som myndigheden har udlagt til bidragsmodtageren, er retten til inddrivelse også betinget af, at underholdspligten mellem bidragsbetaleren og bidragsmodtageren er fastsat i den nationale lov, der er anvendelig efter de regler om international kompetence, der gælder i Danmark.

Haagerkonventionen af 1973 og Haagerkonventionen af 1958 regulerer ikke spørgsmålet om, hvilket lands forældelsesregler der finder anvendelse. ►Hvilket lands forældelsesregler, der finder anvendelse, afhænger af lovvalgsreglerne i det land, hvor kravet søges inddrevet.◄ Inddrivelsen sker efter den lovgivning, som gælder i inddrivelsesstaten.

►Se også

Se mere om forældelse af danske bidragskrav, når disse søges inddrevet i udlandet i afsnit 5.2 i vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.◄

FN-konventionen af 1956

FN-konventionen af 1956 omfatter kun bidragstyper, som findes i inddrivelseslandet.

FN-konventionen af 1956 anvendes også, hvis bidrag er baseret på et udenlandsk dokument, bortset fra nordiske bidragsdokumenter, der behandles efter den nordiske inddrivelseskonvention.

Da der er tale om en retshjælpskonvention, er inddrivelsesstaten kun forpligtet til at yde bistand, hvis statens egne regler hjemler adgang hertil. Dette betyder blandt andet, at forældelsesspørgsmålet skal bedømmes efter inddrivelsesstatens regler.

Se Familieretshuset hjemmeside www.familieretshuset.dk for en oversigt over de lande ud over Danmark, der har tiltrådt FN-konventionen af 1956.

Se også

Se mere om FN-konventionen af 1956 i afsnit 11 af vejledning nr. 9275 af 20. marts 2019 om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag.

Inddrivelse i udlandet på grundlag af en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag

Danmark kan i nogle tilfælde optræde som ansøgerstat i forbindelse med inddrivelse af udenlandske bidragskrav. Dette kan opstå, når der foreligger en afgørelse om underholdsbidrag, som er truffet i et land, der har tiltrådt en af konventionerne, og bidragsmodtageren bor i Danmark, mens bidragsbetaleren enten bor i det land, hvor afgørelsen er truffet, eller i et andet land, der har tiltrådt en af konventionerne og ikke har aktiver i Danmark eller modtager løn fra en arbejdsgiver i Danmark.

I de tilfælde, hvor bidragsbetaleren bor i udlandet, herunder i et land der har tiltrådt en af konventionerne, kan restanceinddrivelsesmyndigheden sende en anmodning om bistand til inddrivelse til den kompetente myndighed i det pågældende land.

Fremgangsmåden ved fremsendelse af bistandsanmodning til restanceinddrivelsesmyndigheden

Ønsker bidragsmodtageren krav om børne- og ægtefællebidrag på baggrund af en udenlandsk bidragsafgørelse inddrevet i udlandet, kan anmodningen sendes til restanceinddrivelsesmyndigheden. Med anmodningen om inddrivelse skal vedlægges:

• Afgørelsen eller forliget om underholdsbidrag - enten den originale afgørelse eller en genpart af afgørelsen, der er bekræftet af den myndighed, der har truffet den
• Opgørelse af bidragsrestancens størrelse, og oplysning om hvilket tidsrum den vedrører, samt oplysning om størrelsen af eventuelle løbende bidrag, herunder evt. oplysninger om indeksering
• Oplysninger til identificering af bidragsbetaleren

Den udenlandske myndighed, som restanceinddrivelsesmyndigheden anmoder om bistand til at inddrive bidraget, kan anmode om supplerende oplysninger.

Sikkerhedsstillelse hvis bidragsbetaler vil tage ophold i udlandet

Hvis en bidragsbetaler vil flytte til udlandet, inden denne har opfyldt hele sin bidragspligt, kan Udbetaling Danmark bestemme, at bidragsbetaleren skal opfylde sin bidragspligt eller stille sikkerhed herfor. Se bidragsopkrævningsloven § 19, stk. 1. Det gælder dog ikke, hvis bidragsbetaleren tager bopæl eller fast ophold i Finland, Island, Norge og Sverige. Se bidragsopkrævningsloven § 19, stk. 4.

Består den stillede sikkerhed i kaution, kan fordringen inddrives hos kautionisterne. Bestemmelserne i gældsinddrivelsesloven finder anvendelse ved inddrivelse af bidraget hos kautionisten.