G.A.3.4.5.8.4 Betydning for restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse
Indhold
Afsnittet handler om de måder, hvorpå gældssaneringen påvirker restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for inddrivelse.
Afsnittet indeholder:
- Modregning
- Subsidiært udlæg
- Lønindeholdelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Modregning
Konkurslovens § 42 om modregning gælder tilsvarende for gældssanering. Se konkurslovens § 201. Ved brug af bestemmelserne om modregning skal man være opmærksom på, at datoen for indledning af gældssaneringen træder i stedet for konkursdekretets afsigelse.
Konkurslovens § 42, stk. 1 udvider den almindelige modregningsadgang ved at fastslå, at et krav kan benyttes til modregning, selvom kravet ikke er forfaldet. Det fremgår dog samtidig af bestemmelsen, at fordringshaver er afskåret fra at modregne krav (modkrav), der er stiftet før dagen for indgivelse af begæring om gældssanering (fristdag) i krav (hovedkrav), skyldner har erhvervet efter denne dato. Der kan med andre ord ikke ske modregning hen over fristdagen. Se mere om modregning i konkurs i G.A.3.4.1.4.2 Individualforfølgning og modregning i konkurs.
Bestemmelsen suppleres af konkurslovens § 226, stk. 2, 2. pkt., hvor det fremgår, at gældssaneringskendelsen ikke har betydning for skatteforvaltningens adgang til at modregne krav på B-skat i overskydende skat vedrørende samme indkomstår. Altså kan skatteforvaltningen modregne krav på B-skat og aconto skat vedrørende igangværende indkomstår med samme beløb, uden hensyn til gældssaneringen, i skyldners eventuelle overskydende skat for dette indkomstår.
Bemærk
Der skal foretages modregning efter de sædvanlige regler, hvis en skyldner opnår fordringer på overskydende skat under gældssaneringssagen. Hvis der herefter er yderligere beløb til udbetaling, skal skifteretten orienteres om dette yderligere beløbs størrelse, så beløbet kan medregnes i husstandens budget og tages i betragtning ved dividendeberegningen. Se UfR 1987.742/2 ØLR.
Derudover gøres der opmærksom på, at fristdagen først er endelig, når skifterettens kendelse om gældssanering er endelig. Det betyder, at der under gældssaneringssagens behandling kan afgives erklæring om modregning, selvom fordringerne er stiftet på hver sin side af fristdagen. Hvis skifteretten afsiger kendelse om gældssanering, må restanceinddrivelsesmyndigheden udbetale det modregnede beløb.
Subsidiært udlæg
Der kan ikke foretages subsidiært udlæg hos skyldners ægtefælle, når der er indledt gældssaneringssag for skyldner. Se gældsinddrivelseslovens § 12 og UfR 1987.176 VLR. Hvis der er foretaget subsidiært udlæg inden gældssaneringssagens indledning, skal dette fastholdes.
Subsidiært udlæg etablerer en selvstændig ret til fyldestgørelse i den udlagte genstand, f.eks. fast ejendom. Udlægget bortfalder således ikke, selvom skyldner senere opnår en gældssanering. Se UfR 1996.1267 ØLR, hvor det tidligere ToldSkat bl.a. havde henvist til konkurslovens § 226, stk. 3, og landsretten tilsluttede sig dette synspunkt.
Et tinglyst subsidiært udlæg giver ikke mulighed for at søge beløbet inddrevet på anden vis hos ægtefællen. Det udlagte må derfor sættes på tvangsauktion. Der kan ikke foretages subsidiært udlæg for gæld, der er omfattet af gældssaneringskendelsen, idet disse gældsposter bortfalder ved kendelsen og derfor ikke længere eksisterer.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal sikre sig, at gælden ikke forælder, og være opmærksom på, at når det udlagte aktiv realiseres, kan der indgå beløb til dækning af det foretagne udlæg.
Se mere om adgangen til at foretage subsidiært udlæg hos skyldners ægtefælle i G.A.3.1.5.6 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn.
Lønindeholdelse
Se G.A.3.1.2.6 om lønindeholdelse, når skyldneren er under insolvensbehandling.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsretten | ||
UfR 1996.1267 ØLR | Udlæg foretaget i medfør af dagældende kildeskattelovs §72, stk. 2, bortfaldt ikke som følge af gældssanering hos ægtefællen. | Afgørelsen viser, at allerede foretagne udlæg hos skyldners ægtefælle, ikke bortfalder som følge af, at skyldner opnår gældssanering. |
UfR 1987.742/2 ØLR | Fortsat gældssanering forudsatte, at et beløb på 50.000 kr. i overskydende skat kom kreditorerne til gode. | Sagen fastslår, at yderligere beløb, der kommer til udbetaling, skal medregnes i husstandens budget. |
UfR 1987.176 VLR | Den subsidiære ægtefællehæftelse efter dagældende kildeskattelovs § 72, stk. 2, kunne ikke gøres gældende ved den skattepligtiges gældssanering. | Restanceinddrivelsesmyndigheden kan herefter ikke foretage subsidiært udlæg hos skyldners ægtefælle, når skylder har fået indledt gældssaneringssag. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed