Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

G.A.3.2.2.2.2 Tvangsauktion over løsøre

Indhold

Dette afsnit handler om tvangsauktion over løsøre.

Afsnittet indeholder:

  • Reglerne om tvangsauktion over løsøre
  • Auktionsbegæring og auktionsgrundlaget
  • Auktionsværneting
  • Fremgangsmåden inden tvangsauktion
  • Bekendtgørelse af tvangsauktionen
  • Auktionsvilkår og fordeling af auktionsprovenu
  • Ny auktion
  • Restanceinddrivelsesmyndighedens kompetence ved auktion over løsøre og bortsalg af fordringer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Reglerne om tvangsauktion over løsøre

Reglerne om tvangsauktion over løsøre findes særskilt i kapitel 50 samt generelt i kapitel 49, 52 og 53 i retsplejeloven. Hvis tvangsauktion afholdes af en beskikket auktionsleder, finder reglerne i auktionslederloven også anvendelse.

Tvangsauktion over løsøre afholdes af fogedretten. Pantefogeden kan aldrig afholde auktion over løsøre.

Auktionsreglerne er temmelig forskellige, alt efter hvilken slags løsøre der er tale om.

Der skelnes mellem:

  • Almindeligt løsøre
  • Ikke-registreret skib
  • Registreret skib og luftfartøj (i Skibsregistret og Luftfartøjsregistret)
  • Værdipapirer, som har kurs på et dansk eller udenlandsk reguleret marked
  • Omsætningsgældsbreve
  • Simple fordringer.

Derudover kan løsøre bortauktioneres som tilbehør til fast ejendom. Se tinglysningslovens § 37 og § 38. I så fald afholdes auktionen over det hele efter de regler, der gælder for tvangsauktion over fast ejendom. Se afsnit G.A.3.2.2.2.3 om tvangsauktion over fast ejendom.

Auktionsbegæring og auktionsgrundlaget

En efterstående udlægshaver kan begære tvangsauktion uden hensyn til foranstående udlæg. Omkostninger i forbindelse med auktionens afholdelse må dog ikke komme en udlægshaver med en bedre prioritet til skade.

Derimod kan en udlægshaver ikke begære tvangsauktion, hvis en bedre prioriteret hånd- eller underpanthaver modsætter sig dette.

Når auktionsgrundlaget er et udlæg, skal sagen henvises (autoriseres) af fogedretten til en auktionsleder.

En auktionsleder må ikke forveksles med en auktionsholder. En auktionsleder er beskikket af Justitsministeriet. En auktionsholder har derimod alene til opgave at modtage varer til salg ved auktion på dertil bestemte steder og forberede auktionen. En auktionsholder skal have et næringsbrev. Et næringsbrev er en tilladelse fra en offentlig myndighed, der giver en person ret til at udøve visse typer af erhverv.

De forskellige auktionshuse, fx Bruun Rasmussens Kunstauktioner, er både auktionsholdere og auktionsledere.

Auktionarius er den person, der forestår selve auktionsopråbet.

Auktionsværneting

Auktionen skal afholdes i den retskreds, hvor udlægget er foretaget, medmindre den derværende fogedret bestemmer noget andet, fx fordi auktionsgenstanden nu befinder sig i en anden retskreds. Se retsplejelovens § 539, 3. punkt. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at få auktionen henvist til foretagelse i en anden retskreds end den, hvor udlægget er foretaget, hvis udbyttet herved må forventes at blive større.

Fremgangsmåden inden auktion

Det kræves ikke, at begæringer om auktion over løsøre er skriftlige. Det er dog mest hensigtsmæssigt, hvis begæringen foreligger i skriftligt form.

Efter at pantefogeden har fjernet de udlagte genstande fra skyldnerens besiddelse, sendes en udskrift af udlægsbogen til den judicielle foged med anmodning om, at genstandene henvises til bortsalg.

Forud for tvangsauktionen skal fogedretten ikke afholde vejledningsmøde eller forberedende møde, men forberedende møde forekommer dog ofte i praksis ved auktioner over fx registreret skib.

Bekendtgørelse af tvangsauktion

Reglerne om bekendtgørelse af tvangsauktion lægger afgørende vægt på, hvilken kategori af løsøre der er tale om.

Tvangsauktion over almindeligt løsøre skal bekendtgøres mindst 1 uge før auktionen. Bekendtgørelsen skal indrykkes to gange i et eller flere af de mere udbredte stedlige blade. 1 uges fristen regnes fra den første bekendtgørelse.

Er de udlagte genstande udsat for hurtig fordærvelse eller tab i værdi, eller er deres opbevaring forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan fogedretten lade auktionen afholde med kortere bekendtgørelsesfrister end ovenfor beskrevet. Se retsplejelovens § 556.

Ved biler, hvor udlægget er tinglyst i Bilbogen, skal der ske underretning til de øvrige rettighedshavere, og efter salget skal udlægget aflyses digitalt ved Tinglysningsretten i Hobro.

Ved registreret skib eller fly er der betydelig lighed med bekendtgørelsesreglerne for fast ejendom, da der skal foretages individuel indkaldelse af rettighedshavere. Herudover skal der gives meddelelse til henholdsvis Skibsregistret og Luftfartøjsregistret.

Ved auktion over udlagte eller håndpantsatte fordringer skal følgende underrettes om auktionen:

  • Fordringshaveren
  • Skyldner
  • Eventuelle kautionister
  • Enhver person, hvis rettigheder eller forpligtelser med hensyn til fordringen må antages at blive berørt - hvis det er muligt.

Auktionsvilkår og fordeling af auktionsprovenu

Den person, der begærer auktion afholdt, skal selv udarbejde auktionsvilkårene. I praksis anvendes dog altid ved almindeligt løsøre den pågældende auktionsleders standardauktionsvilkår, så den, der begærer auktionen, ikke selv skal udfærdige individuelle auktionsvilkår.

Der udfærdiges i praksis altid et auktionskatalog, som indeholder auktionsvilkårene og en fortegnelse over de genstande, der bortauktioneres. Opråbet på auktionen sker så vidt muligt i den orden, som auktionskataloget angiver.

Den person, der begærer auktionen, skal antage en inkassator, dvs. en person der indkræver pengene. Inkassatoren skal stille en sikkerhed, der er nærmere bestemt af fogedretten. I praksis er auktionslederen normalt inkassator. Der er intet i vejen for, at den der begærer auktionen, selv kan være inkassator.

Ved løsøreauktioner betaler auktionskøberen budsummen til inkassator, som derefter afregner til fogedretten. Inkassator afgør bindende, om der skal gives auktionskøberen kredit med betalingen. Hvis inkassator giver denne kredit, indestår han selv som selvskyldner for beløbets betaling.

Fogedretten betaler auktionsprovenuet videre til rette vedkommende. Der sker dog ikke herved præklusion af nogen art. Præklusion betyder, at en rettighed ophører, fordi den berettigede undlader at gøre sit krav gældende, selv om han offentligt er blevet opfordret hertil. Den berettigede, der ikke meldte sig inden fogedrettens udbetaling af auktionsprovenu, kan derfor godt rette krav mod den, der uberettiget har modtaget en del af provenuet.

Har andre end rekvirenten og skyldneren krav på provenuet, udarbejder fogedretten udkast til fordeling af dette. Se retsplejelovens § 554, stk. 1 og 2. Fogedretten underretter den, der har gjort krav på en del af auktionsprovenuet, om, at udkastet ligger til eftersyn i fogedretten. Se retsplejelovens § 555 stk. 1.

Fremkommer der ikke indsigelser inden 4 uger efter underretningen om udkastet, bliver auktionsprovenuet udbetalt i overensstemmelse med fordelingsudkastet. Heller ikke i dette tilfælde sker der præklusion af nogen art.

I de fleste tilfælde sker udbetalingen af auktionsprovenuet dog ved, at inkassator, når der ikke er tvivl om, hvem der er berettiget til provenuet, udbetaler det direkte til den berettigede. Kun når der er tvivl, eller når fogedretten direkte i forbindelse med auktionsagens henvisning til auktionsleder har bestemt det, sker indbetalingen til fogedretten.

Ved auktionen vil der alene kunne ske dækning af den skyld, som udlæg er foretaget for. Kan det forventes, at provenuet vil overstige udlægsbeløbet, og er der andre offentlige restancer, skal udlæg foretages i aktivet, inden bortsalg har fundet sted.

Hvis auktionen er afholdt, kan udlæg foretages i et eventuelt overskydende auktionsprovenu, der ellers vil tilfalde skyldneren.

Bemærk

Hvis fogedretten meddeler, at der er en udlægshaver, der har en bedre prioritet, i fx et varelager, bør pantefogeden rekvirere udskrift af dette foranstående udlæg for at sikre, at der er tale om samme effekter og mængde.

Ny auktion

Skønner fogedretten eller auktionsleder, at der kan opnås et væsentligt højere bud på en ny aktion, kan det bestemmes, at der skal holdes en anden og sidste auktion, retsplejelovens § 550, stk. 5.

Restanceinddrivelsesmyndighedens kompetence ved auktion over løsøre og bortsalg af fordringer

Restanceinddrivelsesmyndigheden er bemyndiget til at fremsende auktionsbegæring til fogedretten vedrørende alle former for løsøre med undtagelse af registreret skib og luftfartøj.

Ved bortsalg af visse typer af løsøre og fordringer skal restanceinddrivelsesmyndigheden tage særlige forholdsregler. Det drejer sig om følgende typer:

  • Registreret skib og luftfartøj
  • Værdipapirer, som har kurs på et dansk eller udenlandsk reguleret marked
  • Omsætningsgældsbreve
  • Simple fordringer

Registreret skib og luftfartøj

Hvis pantefogeden vurderer, at det vil være indbringende, at et registreret skib eller luftfartøj bortsælges ved tvangsauktion, skal sagen forelægges Gældsstyrelsens juridiske kontor med en indstilling. Det er herefter Gældsstyrelsens juridiske kontor, som afgør, om der skal indgives auktionsbegæring.

Værdipapirer, som har kurs på et dansk eller udenlandsk reguleret marked

Hvis udlæg er foretaget i værdipapirer som defineret i § 4 i lov om kapitalmarkeder, som har kurs på et dansk eller udenlandsk reguleret marked, bortsælges disse ikke ved tvangsauktion. De nævnte værdipapirer sælges i stedet efter anmodning fra udlægshaveren af fogedretten gennem en værdipapirhandler. Se retsplejelovens § 557.

Dette skyldes, at der ikke på en auktion kan opnås højere bud end børskursen. Der vil tværtimod være risiko for et lavere bud.

Udlæg i disse fordringstyper forældes (tidligst)1 år efter, at udlægget er foretaget. Se retsplejelovens § 526, stk. 4.

Lov om kapitalmarkeder har afløst værdipapirhandelsloven.

Omsætningsgældsbreve

Som navnet antyder, er et omsætningsgældsbrev et gældsbrev, der er beregnet til at blive solgt. Betaler skyldneren ikke sin gæld, skal der hurtigst muligt tages skridt til at få omsætningsgældsbrevet solgt. Der skal ikke spekuleres i at opnå den bedste kurs. Restanceinddrivelsesmyndigheden er kreditor og har derfor ingen forpligtelse til at drive kurspleje.

Omsætningsgældsbreve skal bortsælges efter reglerne om løsøreauktion.

Der skal fremsendes en begæring til fogedretten. Begæringen skal være skriftlig og skal vedlægges:

  • Omsætningsgældsbrevet
  • Udskrift af udlægsbogen
  • Udkast til tvangsauktionsvilkår
  • Oplysning om, hvor meget auktionen kan afværges med

I stedet for at sætte omsætningsgældsbrevene på tvangsauktion kan de indkræves, efterhånden som de forfalder. Se retsplejelovens § 558, stk. 1.

Inkassatoren kan være pantefogeden, og i så fald skal der ikke indhentes autorisation som inkassator hos fogedretten. Se skatteinddrivelseslovens § 8, stk. 2.

Vælger restanceinddrivelsesmyndigheden at være inkassator, og kan beløbet ikke inkasseres inden udlæggets forældelsesfrist, der er 1 år efter udlæggets foretagelse, skal omsætningsgældsbrevet tages i håndpant, og skyldneren skal underskrive en håndpantsætningserklæring. På denne måde undgås, at restanceinddrivelsesmyndighedens sikkerhedsret i omsætningsgældsbrevet bortfalder.

Simple fordringer

Simple fordringer er fordringer, hvor der ikke er udstedt gældsbreve. Da det ofte vil være umuligt at opnå en rimelig kurs på simple fordringer og gældsbreve, kan det være uhensigtsmæssigt at bortsælge en sådan fordring på tvangsauktion. Det kan derfor være bedre at afvente, at fordringen forfalder til betaling, og at betaling efterfølgende finder sted.

Hvis indkrævningen af de udlagte fordringer er påbegyndt, eller hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har meddelt skyldneren, at man vil påbegynde indkrævningen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden pådrage sig et ansvar over for skyldneren, hvis indkrævningen forsømmes, og skyldneren som følge heraf lider et tab.

Hvis der intet er aftalt om den simple fordrings forfaldstidspunkt, kan den bringes til forfald ved påkrav. Der skal gives fordringsdebitoren en rimelig betalingsfrist. Påkravet skal være skriftligt og skal sendes anbefalet.

Hvis der er foretaget udlæg i skyldnerens fordring hos tredjemand, der misligholder betalingsforpligtelsen, kan pantefogeden ikke foretage udlæg i fordringsdebitorens øvrige aktiver. Først efter, at der er indhentet dom over fordringsdebitor for kravet, kan den judicielle foged foretage udlæg hos denne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

UfR 2014.2995VLR

Separat salg af udlagt mælkekvote skulle ikke ske ved tvangsauktion, men derimod som et tvangssalg foretaget af fogedretten gennem Mælkeudvalgets kvotebørs.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.