Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

G.A.2.3.3 Dækningsrækkefølge i paralleldriftsperioden fra 1/4 2017

Dette afsnit beskriver dækningsrækkefølgen i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017. Da der i perioden anvendes flere inddrivelsessystemer, har det været nødvendigt med en dækningsrækkefølge, der kan administreres på tværs af systemerne.

Skatteministeren har i medfør af gældsinddrivelseslovens § 18 b fastsat regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for perioden fra og med den 1. april 2017 til og med den 31. december 2024 for

  • fordringer under inddrivelse i medfør af  gældsinddrivelseslovens § 4 og
  • fordringer, der er under opkrævning og i medfør af gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning og inddrivelse af udvalgte fordringer.

Lovgrundlaget for paralleldrift i blandt andet gældsinddrivelseslovens § 18 b, er blevet forlænget ved lov nr.  814 af 9. juni 2020. Forlængelsen af paralleldriftsperioden fra 31. december 2021 til 31. december 2024 har betydning for restanceinddrivelsesmyndighedens administration af hele fordringsmassen, herunder særligt fordringer under inddrivelse i inddrivelsessystemet DMI. Arbejdet med at tilkoble fordringshavere til PSRM og gøre fordringer i DMI inddrivelsesparate har vist sig at tage længere tid end oprindeligt forventet, hvorfor arbejdet med oprydning og konvertering af fordringer til PSRM ikke forventes færdigt før 31. december 2024.

Restanceinddrivelsesmyndighedens paralleldrift indebærer, at fordringer placeres i flere forskellige systemer. Herunder restanceinddrivelsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem DMI og det nye inddrivelsessystem PSRM, samt i Skatteforvaltningens opkrævningssystem SAP38, hvor der ligger fordringer, der behandles som værende under inddrivelse.

Derfor er der i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 47 fastsat særlige regler om dækningsrækkefølgen på tværs af systemerne. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 47 er ændret ved bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021 om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, som trådte i kraft den 1. oktober 2021:

Nr. 1

Dækningsrækkefølgen i gældsinddrivelseslovens § 4 finder anvendelse på hvert system for sig, undtagen hvor en inddrivelsesindsats omfatter fordringer i flere systemer, hvorefter dækningsrækkefølgen i § 4 gælder på tværs af systemerne. Se nr. 2, 2. pkt.

Nr. 2, 1. pkt.

Inddrivelsesindsatser kan foretages i hvert system for sig og omfatte fordringer, der alene er registreret i det enkelte system og lovligt kan inddrives.

Nr. 2, 2. pkt.

Hvis en inddrivelsesindsats omfatter fordringer i flere systemer, gælder dækningsrækkefølgen i gældsinddrivelseslovens § 4.

Nr. 2, 3. pkt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved anvendelse af et beløb, der modtages i forbindelse med inddrivelsen, eller som opstår, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvende beløbet til dækning af fordringer først i ét system, uanset at beløbet stammer fra en inddrivelsesindsats, der omfattede fordringer i flere systemer.

Nr. 2, 4. pkt.

(Ændret til 4. pkt. ved § 1, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Modregning kan foretages via et andet system end det system, hvor fordringerne er registreret.

Nr. 2, 5. pkt.

(Ændret til 5. pkt. ved § 1, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Hvis et beløb omfattet af 3. pkt. er modtaget eller opstår i PSRM og stammer fra en frivillig indbetaling eller en inddrivelsesindsats, som alene omfatter fordringer i PSRM, kan beløbet efter dækning eller eventuel gendækning i PSRM, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, udbetales eller anvendes til modregning med fordringer i DMI, hvis det efter gældende regler er muligt.

Nr. 2, 6. pkt.

(Ændret til 6. pkt. ved § 1, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Hvis et beløb omfattet af 3. pkt. er modtaget eller opstår i DMI og stammer fra en frivillig indbetaling eller en inddrivelsesindsats, som alene omfatter fordringer i DMI, kan beløbet anvendes til modregning i DMI via den i § 49, nr. 1, nævnte korrektionspulje eller udbetales. (Reglerne for korrektionspulje i DMI fremgår af § 18 j efter ændringen i lov nr. 1239 af 11. juni 2021 - se reglerne nedenfor)

Nr. 2, 7. pkt.

(Ændret til 7. pkt. ved § 1, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Hvis der efter modregning i medfør af 8. pkt. er et overskydende beløb, kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, om beløbet skal udbetales eller anvendes til modregning med fordringer i flere systemer.

Nr. 2, 8. pkt.

(ændret til 8. pkt. ved § 1, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Modtager restanceinddrivelsesmyndigheden et overskydende beløb fra fordringshaver, fordi fordringshaver ved modregning, se § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, har dækket en fordring, som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå, kan beløbet udbetales eller anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden til modregning.

Nr. 2, 9. pkt.

(Ændret til 9. pkt. ved § 1, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Var den fordring, som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå, registreret i DMI, kan modregning ske først med fordringer i DMI i medfør af § 18 j, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og herefter kan det overskydende beløb udbetales eller anvendes til modregning med fordringer i PSRM.

Nr. 3, 1. pkt.

En frivillig indbetaling anvendes til at dække fordringer i det system, hvor den er modtaget.

Nr. 3, 2. pkt.

Hvis en frivillig indbetaling ikke er modtaget i et bestemt system, anvendes beløbet til at dække fordringer i DMI, og eventuelle overskydende beløb anvendes til dækning af fordringer i PSRM.

Nr. 4

Hvis en frivillig indbetaling eller en indsatsspecifik dækning resulterer i et overskydende beløb i et system, og det er forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at overføre beløbet til et andet system, kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at udbetale beløbet til skyldner.

I paralleldriftsperioden gælder gældsinddrivelsesbekendtgørelsens §§ 4-7, § 8, stk. 3, og gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 5, ikke for det gamle inddrivelsessystem; DMI. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 49 og bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021 om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

For inddrivelsessystemet DMI gælder i stedet gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 49 samt bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021 § 1, nr. 12 om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige:

Nr. 1, 1. pkt.

(Pkt. som ændret ved § 1, nr. 12 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Opstår der i forbindelse med inddrivelsen af en fordring, der er registreret i DMI, et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller annullation af overdragelsen af en allerede helt eller delvis dækket fordring, overføres det overskydende beløb til en korrektionspulje.

Nr. 1, 2. pkt.

(Pkt. som ændret ved § 1, nr. 12 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Beløbet i korrektionspuljen udlignes senest ved udløbet af hver kalendermåned ved modregning med fordringer, der er under inddrivelse i DMI, eller fordringer under opkrævning, hvis det efter gældende regler er muligt. 

Nr. 1, 3. pkt.

(Pkt. som ændret ved § 1, nr. 12 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Er beløbet i korrektionspuljen under 50 kr., udlignes dog kun én gang om året. 

Nr. 1, 4. pkt.

 (Pkt. som ændret ved § 1, nr. 12 i bekendtgørelse nr. 1869 af 23. september 2021)

Hvis der efter modregning i medfør af 2. pkt. fortsat er et overskydende beløb, kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, om beløbet skal udbetales eller anvendes til modregning med fordringer i andre systemer.

Nr. 2

En fordring anses for modtaget, den dag fordringen registreres i modtagelsessystemet for DMI.

Nr. 3, 1. pkt.

Ved den indbyrdes dækning af renter dækkes først renter påløbet under opkrævningen.

Nr. 3, 2. pkt.

Renter påløbet under opkrævningen dækkes i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den først modtagne rente dækkes først.

Nr. 3, 3. pkt.

Dernæst dækkes renter påløbet under inddrivelsen, således at den først påløbne rente dækkes først.

Nr. 4

Ved samtidig oversendelse af flere fordringer vedrørende samme skyldner og inden for samme kategori, se § 4, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er registreret i DMI.

Nr. 5

Hvis et pengeinstitut afviser at honorere en betaling, der er anvendt til helt eller delvist at dække en fordring, ophæves dækningen af fordringen, og senere dækninger fastholdes.

Nr. 6, 1. pkt.

Opskrivning af en fordring sker ved opjustering af fordringens størrelse med virkning fra opjusteringens registrering i DMI.

Nr. 6, 2. pkt.

Hvis den fordring, der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskrevet helt, får opskrivningsbeløbet den plads i dækningsrækkefølgen, som den opskrevne fordring ville have haft, hvis den ikke var dækket helt eller nedskrevet helt.

Nr. 6, 3. pkt.

Renten efter § 9, stk. 1, tilskrives opjusteringsbeløbet fra den 1. i måneden efter opjusteringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Nr. 6, 4, pkt.

Det gælder dog ikke, hvis opjusteringen skyldes en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dækket, mens den var under inddrivelse.

Nr. 6, 5. pkt.

I dette tilfælde tilskrives renten opjusteringsbeløbet fra nedskrivningens virkningstidspunkt.

Nr. 6, 6. pkt.

Renter af opjusteringsbeløbet dækkes inden den fordring, der opskrives.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.