Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af, hvilke regler der gælder for restanceinddrivelsesmyndigheden, og en beskrivelse af bl.a. hvilke fordringshavere eller fordringer, restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive for.

Afsnittet indeholder:

• Restanceinddrivelsesmyndigheden
• Hvilke fordringshavere kan restanceinddrivelsesmyndigheden inddrive for
• Hvilke fordringer inddrives af restancemyndigheden
• Krav til oplysninger om fordringen eller skyldneren
• Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Restanceinddrivelsesmyndigheden

Reglen i gældsinddrivelseslovens § 1 beskriver anvendelsesområdet for gældsinddrivelsesloven.

Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, er restanceinddrivelsesmyndighed. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er told- og skatteforvaltningen. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 2.

Gældsstyrelsen varetager opgaven som restanceinddrivelsesmyndighed i Skatteforvaltningen.

Hvilke fordringshavere kan restanceinddrivelsesmyndigheden inddrive for?

Restanceinddrivelsesmyndigheden står for inddrivelsen af fordringer, som opkræves eller inddrives af "det offentlige". Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1.

Begrebet "det offentlige" skal i denne sammenhæng forstås bredt. Det betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden bl.a. også står for inddrivelsen af fordringer, der stammer fra:

• Statsvirksomheder
• Nettostyrede virksomheder
• Indtægtsdækkede virksomheder
• Selvejende institutioner
• Institutioner med mindre supplerende virksomhed og
• Særlige fonde. 

I UfR 2020.266 H ophævede Højesteret fogedrettens beslutning om at behandle et udlæg foretaget på vegne af Advokatnævnet. Højesteret fastslog, at Advokatnævnets krav på sagsomkostninger skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi Advokatnævnet er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Højesterets flertal lagde bl.a. vægt på, at Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning med henvisning til forarbejderne vedrørende retsplejelovens § 143 i Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 163, side 5468 f, og UfR 2014.3309 H.

UfR 2020.520 Ø har landsretten fastslået, at A/S Storebæltsforbindelsen ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Landsretten lagde vægt på, at statslige aktieselskaber ikke er medtaget i den opregning, som fremgår af forarbejderne til gældsinddrivelsesloven, og at statslige aktieselskaber i den almindelige forvaltningsretlige lovgivning ikke henregnes til den offentlige forvaltning.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en fordringshaver er omfattet af begrebet "det offentlige", skal der foretages en konkret vurdering, med henblik på at afklare, om fordringshaveren er omfattet "det offentlige". Der kan efter praksis bl.a. lægges vægt på om fordringshaveren:

• Er en del af den offentlige forvaltning
• Har fået delegeret myndighedsudøvelse
• Er omfattet af forvaltningslovens regler, fx partshørings-, begrundelses- og vejledningspligt
• Er omfattet af et administrativt hierarkisk system, hvor der fx kan klages til en højere administrativ instans.

Hvorvidt en fordringshaver anses for at være omfattet af begrebet "det offentlige" og dermed gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, er afgørende for om fordringshaveren skal overdrage fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver dog også visse fordringer for fordringshavere, der ikke er omfattet af begrebet "det offentlige". Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Bemærk

Gældsinddrivelsesloven gælder ikke for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der hæfter på fast ejendom med fortrinsret. Se gældsinddrivelseslovens § 1 a, stk. 1.

Gældsinddrivelsesloven gælder heller ikke for kommunalt ejede forsyningsvirksomheders, som senest den 1. juli 2020 har valgt privat inddrivelse fremfor inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre virksomheden tidligst tre år efter at have valgt privat inddrivelse vælger at være omfattet af gældsinddrivelsesloven og dermed inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens 1 b, stk. 1 og stk. 2.

Hvilke fordringer inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden?

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1.

Gældsinddrivelsesloven gælder for dækker både offentlige- og civilretlige fordringer.

Gældsinddrivelsesloven gælder også fordringer, der opkræves og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden på vegne af andre, fx:

• Private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag
• Tilbagebetalingskrav fra A-kasser
• Kontrolafgifter, ekspeditionsgebyrer og rejsekortfordringer fra jernbanevirksomheder
• Gebyrer fra private klagenævn
• Krav fra Landsbyggefonden, Byggeskadefonden og Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boliger mv. og lov om ferieboliger
• Krav fra Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag efter lov om byfornyelse og udvikling af byer
• Krav fra Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger fra lov om midlertidig regulering af boligforholdene
• Krav fra administrator på indbetaling fra ejer efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme
• Krav på licens og kontrolafgift fra Danmarks Radio
• Krav fra godkendte undervisningsinstitutioner
• Krav fra bilsyn.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, der er udstedt i medfør af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefter skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven også finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.

I UfR 2021.3910 Ø har landsretten fastslået, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven, og denne ordning omfatter også fordringer, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde og dermed også fordringer på gebyrer fra private klagenævn. Et privat tvistløsningsorgans (Ankenævn for biler) krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandling kunne derfor ikke inddrives gennem fogedretten, men skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. 

Det bemærkes i denne forbindelse, at Procesbevillingsnævnet den 7. marts 2022 har givet tilladelse til kære af landsrettens kendelse til Højesteret.

Der gælder ikke nogen beløbsgrænse for, hvornår en fordringshaver kan oversende en fordring til inddrivelse.

Særligt vedrørende ejendomsskatter

Ved lov nr. 114 af 31. januar 2017 er inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede kommunale fordringer, overgået fra restanceinddrivelsesmyndigheden til kommunerne. Loven trådte i kraft den 2. februar 2017.

Kommunale fordringer, der inden den 2. februar 2017 er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og som ikke den 2. februar 2017 eller senere tilbagekaldes, inddrives dog efter det hidtil gældende regelsæt af restanceinddrivelsesmyndigheden. 

Se også

Se mere om inddrivelse af ejendomsskatter og fortrinskrav i G.A.3.7.2.

Krav til oplysninger om fordringen eller skyldneren

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan stille krav til de oplysninger vedrørende fordringer, som fordringshaver overdrager til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Fordringshaver skal medsende alle de oplysninger, som er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysninger om fx. fordringens

• Stiftelsestidspunkt
• Forfaldstidspunkt
• Sidste rettidige betalingstidspunkt
• Rentesats
• Hovedstol
• Tilskrevne renter
• Gebyrer
• Omkostninger.

Fordringshaveren skal fx også benytte et CPR- eller CVR-nummer til at identificere skyldneren. Dette kan dog undlades, hvis fordringshaveren godtgør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne oplysninger.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt.

Se også

G.A.1.1.4 Inddrivelsesparate fordringer.

G.A.1.3.4 Suspension af inddrivelsen pga. datafejl.

Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet

Gældsinddrivelsesloven gælder også for opkrævning og inddrivelse af:

• Udenlandske, færøske eller grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager

• Andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med
  • Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
  • En anden international overenskomst, konvention eller
  • En administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 1. pkt.

Opkrævningen og inddrivelsen af de udenlandske krav sker efter de regler, der gælder for opkrævningen og inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af gældsinddrivelsesloven, medmindre andet følger af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen og inddrivelsen af de udenlandske krav.

Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

Se også

Se også afsnit G.A.3.6 International inddrivelse for en uddybning af disse regler.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Nedenfor angives afgørelser mv. af relevans for afsnittet.