E.A.1.6 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde og værdi
Indhold
Dette afsnit beskriver de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde/værdi for autoriserede eller registrerede oplagshavere, registrerede varemodtagere, ►autoriserede modtagere◄ og registrerede vareafsendere og ved fjernsalg.
Afsnittet indeholder:
- Oplagshaveres opgørelse af afgiften
- Varemodtageres opgørelse af afgiften
- Vareafsenderes opgørelse af afgiften
- Virksomheder registreret for fjernsalg
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Oplagshaveres opgørelse af afgiften
Oplagshavere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige mængde eller værdi af afgiftspligtige varer eller ydelser, som virksomheden har udleveret i perioden.
Virksomhedens forbrug af egne varer sidestilles med udlevering. Forbrug af egne varer indbefatter også, at virksomheden udtager uberigtigede varer og lader dem indgå i andre varer.
Det er uden betydning, om udleveringen sker for virksomhedens egen regning eller for anden regning, og uanset om varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde. Varer, der udleveres uden betaling, skal også medregnes, fx vareprøver.
I den afgiftspligtige mængde fradrages varer, der er fritaget for afgiftspligt. Nogle fradrag kan virksomheden foretage umiddelbart, mens den i andre tilfælde skal søge Skatteforvaltningen om tilladelse til at foretage fradraget. Se afsnit E.A.1.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
For registrerede virksomheder, der af administrative grunde benævnes oplagshavere, men hvor afgiftspligten ikke indtræder ved udlevering, fx affald eller råstoffer, gælder der særlige regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.
Der er ingen hjemmel i punktafgiftslovgivningen til godtgørelse (fradrag) for registrerede virksomheders afgiftstab ved uerholdelige fordringer (tab på debitorer). Se bl.a. skatteministerens svar til Folketinget på S 471 af 27. november 1998 og på Skatteudvalgets spørgsmål, alm. del, bilag 24 af 8. oktober 1996.
Opgørelsen foretages i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Se afsnit A.B.3.5 Regnskabsbestemmelser for punktafgifter om regnskabsbestemmelser.
Varemodtageres opgørelse af afgiften
Varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige mængde eller værdi af afgiftspligtige varer eller ydelser, som virksomheden har modtaget fra udlandet i perioden.
Varemodtagere kan i modsætning til oplagshavere ikke tage fradrag i den afgiftspligtige mængde eller værdi. Varemodtagere kan i stedet benytte mulighederne for godtgørelse. Se afsnit E.A.1.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse om godtgørelse.
Opgørelsen foretages i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Se afsnit A.B.3.5 Regnskabsbestemmelser for punktafgifter om regnskabsbestemmelser.
►Bemærk
Fra den 13. februar 2023 oprettes i de harmoniserede afgiftslove en ny registreringstype, som autoriseret modtager, alternativt midlertidig registreret modtager. Registreringen gælder for virksomheder, der her i landet modtager punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug i et andet EU-land.
De autoriserede modtagere skal afregne afgift på samme måde som de registrerede varemodtagere, som opgør den afgiftspligtige mængde for afgiftsperioden som den mængde af afgiftspligtige varer, der er tilført virksomheden i perioden.
Registrering som autoriseret modtager indføres i mineralolieafgiftsloven, spiritusafgiftsloven, tobaksafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven. De nøjagtige bestemmelser for registrering fremgår af afsnittet for den enkelte afgift.
Se afsnit E.A.1.4.1 Former for registrering om registrering af virksomheder.◄
Vareafsenderes opgørelse af afgiften
Vareafsendere vil normalt ikke skulle afregne afgift, da transport af de punktafgiftspligtige varer skal ske i umiddelbar tilknytning til proceduren for indførsel af varer fra steder uden for EU. Vareafsender hæfter for afgiften under transport og svind konstateret i Danmark, og som sker undervejs i en varetransport, og som ikke er en følge af varens art. Svindet skal angives og afgiften heraf skal betales til Skatteforvaltningen.
►Bemærk
Fra den 13. februar 2023 oprettes i de harmoniserede afgiftslove en ny registreringstype, som autoriseret afsender, alternativt midlertidig registreret afsender. Registreringen gælder for virksomheder, der afsender punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug her i landet, til et andet EU-land.
De autoriserede afsendere hæfter på samme måde som de registrerede afsendere under transport.
Registrering som autoriseret afsender indføres i mineralolieafgiftsloven, spiritusafgiftsloven, tobaksafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven. De nye registreringsregler er beskrevet i afsnittet for den enkelte afgift.
Se afsnit E.A.1.4.1 Former for registrering om registrering af virksomheder.◄
Virksomheder registreret for fjernsalg
Udenlandske virksomheder, som er autoriseret eller registreret for fjernsalg af afgiftspligtige varer til Danmark, skal efter udløbet af hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige mængde eller værdi af afgiftspligtige varer eller ydelser, som virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg.
Opgørelsen kan foretages i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Se afsnit A.B.3.5 Regnskabsbestemmelser for punktafgifter om regnskabsbestemmelser.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Højesteretsdomme | ||
Højesterets dom af 17. januar 1994 TfS 1994,128 | Fortolkning af begrebet "udleveret fra virksomheden" i kulafgiftslovens § 5. Opgørelsestidspunktet for kulafgift skulle forstås som faktureringstidspunktet, hvorved punktafgifterne kunne beregnes samtidig med momsen i dette konkrete tilfælde, hvor kullet var faktureret, men ikke fysisk udleveret, men blev oplagret i en særkilt bunke hos leverandøren. Bunken var mærket med kundens navn og der blev betalt særskilt lagerleje. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed