Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

D.A.16.3.5.6 Tvangsafmeldelse og udelukkelse

Afsnittet beskriver proceduren for udelukkelse (tvangsafmeldelse), kriterierne for udelukkelse og udelukkelsens varighed.

Afsnittet indeholder:

  • Kriterier for udelukkelse
  • Kompetence til at afmelde og udelukke
  • Virkningstidspunkt
  • Forpligtelser efter virkningstidspunktet
  • Formodning for ophør af de afgiftspligtige aktiviteter
  • Skifte mellem to særordninger
  • Stadig undladelse (manglende overholdelse af reglerne)
  • Udelukkelse i efterfølgende perioder.

Kriterier for udelukkelse

En afgiftspligtig person, der anvender EU-ordningen eller ikke-EU-ordningen, afmeldes og udelukkes fra den pågældende særordning, hvis

1) den afgiftspligtige person meddeler, at denne ikke længere leverer varer eller ydelser, der kan omfattes af den anvendte ordning,

2) det på anden måde kan antages, at den afgiftspligtige persons afgiftspligtige aktiviteter er bragt til ophør,

3) den afgiftspligtige person ikke længere opfylder betingelserne for at anvende ordningen eller

4) den afgiftspligtige person til stadighed undlader at overholde reglerne for ordningen.

Se ML (momsloven) § 66 j, stk. 1, som ændret ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, artiklerne 363 og 369e i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455, og som ændret ved direktiv 2019/1995, samt artikel 58, stk. 1, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

En afgiftspligtig person, der ikke gør brug af en formidler, slettes af identifikationsmedlemslandet fra importordningens identifikationsregister, hvis

1) den afgiftspligtige person meddeler, at denne ikke længere foretager fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU,

2) det på anden måde antages, at den afgiftspligtige persons afgiftspligtige aktiviteter omfattet af importordningen er ophørt,

3) den afgiftspligtige person ikke længere opfylder betingelserne for at anvende importordningen eller

4) den afgiftspligtige person gentagne gange undlader at overholde reglerne for importordningen.

Se ML (momsloven) § 66 t, stk. 1, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, artikel 369r, stk. 1, i Momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455, samt artikel 58, stk. 1, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

En formidler slettes af identifikationsmedlemslandet fra importordningens identifikationsregister, hvis

1) formidleren i en periode på 2 på hinanden følgende kvartaler ikke har fungeret som formidler på vegne af en afgiftspligtig person, der gør brug af importordningen,

2) formidleren ikke længere opfylder de øvrige betingelser for at fungere som formidler eller

3) formidleren gentagne gange undlader at overholde reglerne for importordningen.

Se ML (momsloven) § 66 t, stk. 2, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, artikel 369r, stk. 2, i Momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455, samt artikel 58, stk. 5, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

En afgiftspligtig person, der er repræsenteret ved en formidler, slettes af identifikationsmedlemslandet fra importordningens identifikationsregister, hvis

1) formidleren meddeler, at den afgiftspligtige persons afgiftspligtige virksomhed med fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU er ophørt,

2) det på anden måde antages, at den afgiftspligtige persons afgiftspligtige aktiviteter omfattet af importordningen er ophørt,

3) den afgiftspligtige person ikke længere opfylder betingelserne for at anvende importordningen,

4) den afgiftspligtige person gentagne gange undlader at overholde reglerne for importordningen eller

5) formidleren meddeler, at vedkommende ikke længere repræsenterer den afgiftspligtige person.

Se ML (momsloven) § 66 t, stk. 3, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, artikel 369r, stk. 3, i Momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455, samt artikel 58, stk. 1, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Kompetence til at afmelde og udelukke

Hvis en afgiftspligtig person, der anvender en af særordningerne, opfylder ét eller flere af de kriterier for udelukkelse, der er fastlagt i artikel 369e, eller for sletning i identifikationsregistret, jf. artikel 363 eller artikel 369r, stk. 1 og 3, i direktiv 2006/112/EF, udelukker identifikationsmedlemsstaten denne afgiftspligtige person fra den pågældende ordning. Kun identifikationsmedlemsstaten kan udelukke en afgiftspligtig person fra en af særordningerne. Identifikationsmedlemsstaten baserer sin afgørelse om udelukkelse eller sletning på alle tilgængelige oplysninger, herunder oplysninger fra andre medlemsstater. Se momsforordningens artikel 58, stk. 1, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Hvis en formidler opfylder et af de i artikel 369r, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF beskrevne kriterier for sletning, sletter identifikationsmedlemsstaten denne formidler fra identifikationsregistret og udelukker de afgiftspligtige personer, repræsenteret ved den pågældende formidler, fra importordningen. Kun identifikationsmedlemsstaten kan slette en formidler fra identifikationsregistret. Identifikationsmedlemsstaten baserer sin afgørelse om sletning på alle tilgængelige oplysninger, herunder oplysninger fra andre medlemsstater. Se momsforordningens artikel 58, stk. 5, som indsat ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Bemærk

Bemærk, at den afgiftspligtige person kan klage over afgørelsen om udelukkelse i overensstemmelse med de nationale procedurer, der gælder i identifikationsmedlemslandet.

Virkningstidspunkt

Udelukkelsen af en afgiftspligtig person fra ikke-EU-ordningen eller EU-ordningen får virkning fra den første dag i kalenderkvartalet efter den dag, hvor afgørelsen om udelukkelse sendes elektronisk til den afgiftspligtige person. Hvis udelukkelsen imidlertid skyldes en ændring af hjemstedet for den økonomiske virksomhed eller det faste forretningssted eller af det sted, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes, har udelukkelsen virkning fra den dag, hvor ændringen fandt sted. Se momsforordningens artikel 58, stk. 2, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Udelukkelsen af en afgiftspligtig person fra importordningen får virkning fra den første dag i måneden efter den dag, hvor afgørelsen om udelukkelse sendes elektronisk til den afgiftspligtige person, undtagen for følgende situationer:

a) hvis udelukkelsen skyldes en ændring af hjemstedet for den økonomiske virksomhed eller det faste forretningssted, i hvilket tilfælde udelukkelsen får virkning fra den dato, hvor ændringen fandt sted

b) hvis udelukkelsen skyldes den pågældendes vedvarende manglende overholdelse af reglerne i denne ordning, i hvilket tilfælde udelukkelsen får virkning fra dagen efter den dag, hvor afgørelsen om udelukkelse sendes elektronisk til den afgiftspligtige person.

Bortset fra den i litra b) beskrevne situation forbliver det individuelle momsregistreringsnummer, der er tildelt for anvendelsen af importordningen, gyldigt i den periode, der er nødvendig for at importere de varer, der blev leveret før udelukkelsen, som dog ikke kan ikke overstige to måneder fra denne dato.

Se momsforordningens artikel 58, stk. 3 og 4, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Forpligtelser efter virkningstidspunktet

En afgiftspligtig person, der er udelukket fra ikke-EU-ordningen eller EU-ordningen, afvikler alle momsforpligtelser vedrørende levering af varer eller ydelser, der er opstået efter den dato, hvor udelukkelsen fik virkning, direkte med skattemyndighederne i den pågældende forbrugsmedlemsstat. Se momsforordningens artikel 58c, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Se også

Se også afsnit D.A.16.3.6.2 Sidste angivelse om indsendelse af angivelsen for den sidste periode.

Formodning for ophør af de afgiftspligtige aktiviteter

En afgiftspligtig person, der anvender en særordning, som i en periode på to år ikke har foretaget levering af varer eller ydelser, der er dækket af denne ordning i nogen forbrugsmedlemsstat, antages at være ophørt med sin afgiftspligtige virksomhed, jf. artikel 363, litra b), artikel 369e, litra b), eller artikel 369r, stk. 1, litra b), eller artikel 369r, stk. 3, litra b), i direktiv 2006/112/EF. Dette ophør udelukker ikke den afgiftspligtige person fra at anvende en særordning, hvis vedkommende genoptager sin virksomhed under en af ordningerne. Se momsforordningens artikel 58a, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Bemærk

Bemærk, at her forstås med "anvende en særordning", at den afgiftspligtige person ikke er udelukket fra på ny at tilmelde sig en særordning.

Skifte mellem to særordninger

Hvis en afgiftspligtig person flytter sit hjemsted eller et fast forretningssted med den virkning, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at anvende EU-ordningen, men samtidig kommer til at opfylde betingelserne for at anvende Ikke-EU-ordningen (eller omvendt), så kan der skiftes mellem de særordninger med det samme. Det følger dels af reglen nævnt under "Virkningstidspunkt" i dette afsnit om, at udelukkelsen fra den hidtidige ordning får virkning fra datoen for ændringen. Dels af særreglen nævnt under D.A.16.3.5.1 Anmeldelse og virkningstidspunkt Anmeldelse og virkningstidspunkt om afgiftspligtige personer, der for første gang leverer ydelser, der kan omfattes af en ordning.

Stadig undladelse (manglende overholdelse af reglerne)

En afgiftspligtig person eller en formidler anses for til stadighed at have undladt at overholde reglerne vedrørende en af særordningerne, jf. artikel 363, litra d), artikel 369e, litra d), artikel 369r, stk. 1, litra d), artikel 369r, stk. 2, litra c), eller artikel 369r, stk. 3, litra d), i direktiv 2006/112/EF, i mindst følgende tilfælde:

a) hvis identifikationsmedlemsstaten har fremsendt påmindelser i henhold til artikel 60a til vedkommende eller den formidler, der handler på vedkommendes vegne, for de tre umiddelbart foregående angivelsesperioder, og momsangivelsen ikke er blevet indsendt for hver enkelt af disse angivelsesperioder, senest 10 dage efter at påmindelsen er blevet sendt

b) hvis identifikationsmedlemsstaten har fremsendt påmindelser i henhold til artikel 63a til vedkommende eller den formidler, der handler på vedkommendes vegne, for de tre umiddelbart foregående angivelsesperioder, og det fulde angivne momsbeløb ikke er blevet betalt af vedkommende eller den formidler, der handler på vedkommendes vegne, for hver enkelt af disse angivelsesperioder, senest 10 dage efter at påmindelsen er blevet sendt, medmindre det resterende skyldige beløb er mindre end 100 EUR for hver angivelsesperiode

c) hvis den afgiftspligtige person eller den formidler, der handler på vedkommendes vegne, efter en anmodning fra identifikationsmedlemsstaten og én måned efter en efterfølgende påmindelse fra identifikationsmedlemsstaten har undladt at gøre de regnskaber tilgængelige, der er omhandlet i artikel 369, 369k og 369x i direktiv 2006/112/EF.

Se momsforordningens artikel 58b, stk. 2, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Se også

Udelukkelse i efterfølgende perioder

Hvis en afgiftspligtig person er blevet udelukket fra EU-ordningen eller ikke-EU-ordningen, fordi vedkommende til stadighed undlader at overholde reglerne for den pågældende ordning, udelukkes denne person fra at anvende særordningerne i 2 år efter det kvartal, hvor den pågældende blev udelukket. Se ML (momsloven) § 66 j, stk. 2, som ændret ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, samt artikel 58b, stk. 1, i momsforordningen som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

En afgiftspligtig person eller en formidler, der er blevet slettet af identifikationsmedlemslandet, fordi vedkommende gentagne gange ikke har overholdt reglerne for importordningen, udelukkes fra ordningen i 2 år efter den angivelsesperiode, hvori udelukkelsen skete. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis udelukkelsen af den afgiftspligtige person udelukkende skyldes manglende overholdelse af reglerne fra formidleren, som handler på vegne af den afgiftspligtige person. Se ML (momsloven) § 66 t, stk. 4, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, samt artikel 58b, stk. 1, i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.