C.E.3.3.4.3.4.2 Hvordan opgøres, om et selskab er omfattet af pengetankreglen?
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan det gøres op, om et selskab er omfattet af pengetankreglen.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
►◄
Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af udlodning og succession.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6.
Se afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Hovedregel
Et selskab er omfattet af pengetankreglen (passiv kapitalanbringelse), når
- 50 procent eller mere af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter 4. pkt. skal anses for passiv kapitalanbringelse eller
- handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.
Ved selskabets indtægter forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning plus summen af øvrige regnskabsførte indtægter. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 6. pkt.
Det betyder, at det er selskabets årsregnskab efter årsregnskabsloven, der skal lægges til grund og ikke selskabets skatteregnskab. I selskabets samlede aktiver skal også indgå eventuel oparbejdet goodwill. Se SKM2007.625.LSR.
Når selskabet mv. ejer andelsbeviser omfattet af ABL (aktieavancebeskatningsloven) § 18
Selskabets andelsbeviser indgår ikke som værdipapir, når det gøres op, om 50 procent eller mere af
- omsætningen
- handelsværdien
vedrører faste ejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 7. pkt.
Når selskabet mv. ejer aktier i datterselskaber
Når selskabet mv. ejer aktier i datterselskaber, hvori selskabet mv. direkte eller indirekte ejer mindst 25 procent af aktiekapitalen, indgår
- afkastet fra datterselskaber ikke i omsætningen
- værdien af aktier i datterselskaber ikke i handelsværdien vedrørende værdipapirer
når det beregnes, om 50 procent eller mere stammer fra passiv investering.
I stedet medregnes en til ejerforholdet svarende del af datterselskabets indtægter og aktiver ved bedømmelsen. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 8. og 9. pkt.
Når fast ejendom udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber
Ved bedømmelsen af, om 50 procent eller mere stammer fra passiv kapitalanbringelse , ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 10. pkt.
Det betyder, at en lejeindtægt fra en sådan ejendom ikke skal medregnes ved beregningen af, om 50 procent eller mere stammer fra passiv kapitalanbringelse, hverken til den aktive eller til den passive del af virksomheden.
Fast ejendom, som udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ikke som en udlejningsejendom. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 11. pkt.
Det betyder, at værdien af en sådan ejendom skal medregnes til den aktive del af en virksomhed. Det er et krav, at ejendommen anvendes af lejer i driften, dvs. som domicilejendom, til produktion eller lignende. Udlejes ejendommen derimod videre til tredjemand, er den omfattet af passiv investering i udlejningsejendomme.
Anvendes ejendommen delvis af lejer i driften, mens en del udlejes til tredjemand, omfattes den del af ejendommen, som lejer anvender i driften, af den aktive del af virksomheden, mens den resterende del falder ind under passiv investering i fast ejendom.
Formålet hermed er at opnå en samlet bedømmelse af aktiviteten i selskaberne set under ét.
Undtagelse
DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 4. pkt., bestemte tidligere, at bortforpagtning af landbrugsejendomme mv., jf. VUL § 33, stk. 1 og 7, ikke skulle anses som passiv kapitalanbringelse.
Der kan succederes i aktier i et selskab mv., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse, når den enkelte udlodning til den enkelte udlodningsmodtager udgør én procent eller mere af aktiekapitalen mv. i det pågældende selskab, jf. DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 1. pkt. og 4. pkt.
DBSL (dødsboskatteloven) § 29, stk. 3, 4. pkt., bestemmer nu, at bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, ikke anses for passiv kapitalanbringelse. Lovændringen trådte i kraft 1. januar 2018 og har virkning fra og med det skatteår henholdsvis det indkomstår, hvor beskatningen sker på grundlag af ejendomsvurderinger foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6, jf. lov nr. 688 af 8. juni 2017, § 22, stk. 1 og 12, som senest ændret ved lov nr. 1729 af 27. december 2018.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser | ||
SKM2007.625.LSR | Ved selskabets samlede aktiver forstås også handelsværdien af goodwill, selv om den ikke er bogført, fordi der er tale om oparbejdet goodwill. Egen oparbejdet goodwill indgår i selskabets samlede aktiver, når det afgøres om 50 procent vedrører passiv investering. | |
SKM2015.284.LSR | En anpartskapital i et selskab, der overvejende drev "pengetankvirksomhed" kunne ikke udloddes til en livsarving med succession. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed