Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

C.E.3.2.3.2.1.1 Beskatning af renteindtægter og renteudgifter i mellemperioden

Indhold

Dette afsnit beskriver regler for beskatning af renteindtægter og renteudgifter i indkomstopgørelsen for mellemperioden, der gælder for alle skattefritagne dødsboer.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Eksempler
  • Retningslinjer.

Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af mellemperioden.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer.

Se afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Bemærk

Når

  • dødsboet er udleveret til boudlæg efter DSL (dødsboskifteloven) § 18 og
  • afdøde var gift og levede sammen med den længstlevende ægtefælle

er dødsboet også omfattet. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 78, stk. 2.

Se også

Se

Regel

Renter, der forfalder i mellemperioden, samt beregnede renter fra sidste forfaldsdag til og med dødsdagen, skal indgå i mellemperiodens skattepligtige indkomst. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 9, stk. 1, nr. 4, 1. pkt.

Se også

Se også afsnit

  • C.E.12.1.1.1 om virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens afsnit I generelt for dødsboer og særregel for virksomhedsrenter
  • C.E.3.2.3.2.1.2 om beskæftigelsesfradrag og særligt befordringsfradrag i mellemperioden
  • C.E.3.2.3.2.2 om skattefritagne dødsboer med selvstændig virksomhed
  • C.E.3.2.4 om skatteberegning for mellemperioden
  • C.E.11.1.1 om afdødes ubenyttede indskud på etableringskonto og iværksætterkonto ved dødsfaldet, når dødsboet skiftes ved dødsfaldet
  • C.E.11.2 om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, der er brugt før dødsfaldet til at købe aktier eller anparter.

Misligholdte renter

Reglen i LL (ligningsloven) § 5, stk. 8, om, at

  • renteudgifter først kan trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, når renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret og
  • dette dog ikke gælder, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver

gælder også for renteudgifter i mellemperioden. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 9, stk. 1, nr. 4, 2. pkt.

Se også

Se afsnit

  • C.A.11.2.2 om betingelser for fradrag for renteudgifter 

Eksempler

Eksempel 1

Eksemplet viser, hvordan både forfaldne og beregnede renter indgår i mellemperiodens skattepligtige indkomst. Renterne opgøres på samme måde, uanset om det drejer sig om renteindtægter eller renteudgifter.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfald er sket den 1. maj 2023.
  • Afdøde har kalenderårsregnskab.
  • Mellemperioden er derfor 1. januar - 1. maj 2023.
  • Boet indeholder en fordring på 100.000 kr., der forrentes med 6 procent årligt.
  • Renterne forfalder med halvdelen hver 1. april og 1. oktober.

Fordringens renteindtægter

Beløb

Forfaldne renter pr. 1. april

3.000

Beregnede renter fra sidste forfaldsdag, 1. april - 1. maj, 31 dage

510

Fordringens renteindtægter, der skal medregnes i mellemperioden

3.510

Eksempel 2

Eksemplet viser, hvordan renter indgår i mellemperiodens skattepligtige indkomst, når sidste forfaldsdag ligger før mellemperiodens begyndelse. Renterne opgøres på samme måde uanset, om det drejer sig om renteindtægter eller renteudgifter.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfald er sket den 6. marts 2023.
  • Afdøde har kalenderårsregnskab.
  • Mellemperioden er derfor 1. januar - 6. marts 2023.
  • Boet indeholder en gæld på 100.000 kr., der forrentes med 6 procent årligt.
  • Renterne forfalder med halvdelen hver 1. april og 1. oktober.

Renteudgifter af gæld

Beløb

Forfaldne renter - der forfalder ingen renter i mellemperioden

0

Beregnede renter fra sidste forfaldsdag, 1. oktober 2022 - 6. marts 2023, 158 dage

2.597

Renteudgifter, der skal trækkes fra i mellemperioden

2.597

Retningslinjer

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at når det drejer sig om renteudgifter i mellemperioden, er udgangen

  • af indkomståret og
  • af det år, som indkomstopgørelsen vedrører

dødsdagen.

Det betyder, at renteudgifter - hvor det for tidligere indkomstår er afgjort, at renterne først kan trækkes fra ved betalingen - kun kan trækkes fra i den skattepligtige indkomst for mellemperioden, når betalingen sker i mellemperioden. Der er ikke fradragsret i mellemperioden, når dødsboet først betaler renterne efter dødsfaldet.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.