Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.717.HR

I sagen var honorarer for en læge A's arbejde på en klinik, som A ejede via et holdingselskab, blevet betalt til et speciallægeselskab, som A også ejede, i stedet for til A personligt.

Efter landsrettens dom i sagen var det ubestridt, at A personligt - og ikke speciallægeselskabet - var rette indkomstmodtager af honorarerne.

Speciallægeselskabet gjorde principalt gældende, at dispositionen kunne omgøres i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 29, subsidiært at selskabet var berettiget til betalingskorrektion efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5. 

Højesteret fandt, at betingelsen for omgørelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da selskabet ikke havde godtgjort, at dispositionen ikke i overvejende grad har været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

Højesteret fandt endvidere, at SKATs ændring af rette indkomstmodtager, der havde hjemmel i SL (statsskatteloven) § 4, ikke var omfattet af LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, og at der derfor ikke kunne foretages betalingskorrektion efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at Højesteret ikke med dommen i SKM2012.92.HR eller kendelsen i SKM2012.221.HR har taget stilling til, om sager vedrørende rette indkomstmodtager er omfattet af LL (ligningsloven) § 2, hvilket speciallægeselskabet ellers havde gjort gældende.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR.

SKM2007.465.HR

Skattemyndighederne havde beskattet en hovedaktionær af maskeret udbytte i forbindelse med hovedaktionærens køb af 50 pct. af en ejendom, der var ejet af det af hovedaktionæren kontrollerede selskab. Ejendommen var overdraget til offentlig ejendomsvurdering minus 18,5 pct.

Skatteyderen anerkendte, at der forelå maskeret udlodning op til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 pct., men kunne ikke anerkende at blive beskattet af maskeret udlodning op til den af myndighederne skønnede handelsværdi, der var fastsat til den senest bekendtgjorte ejendomsvurdering.

Højesteret udtalte, at det er en betingelse for betalingskorrektion, at der sker betaling i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis handlen var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. LL (ligningsloven) § 2, stk. 1. Denne betingelse var ikke opfyldt. Hovedaktionæren havde kun tilbudt delvis betalingskorrektion op til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 pct. Der var derfor ikke adgang til betalingskorrektion.

Dommen stadfæster SKM2005.100.ØLR.

Landsretsdomme

SKM2015.370.ØLR

I forbindelse med at to anpartshavere købte en fast ejendom af deres anpartsselskab, afholdt anpartsselskabet udgiften til skødeomkostninger mv. SKAT anså anpartshaverne som rette omkostningsbærere, jf. LL (ligningsloven) § 16 A, stk. 1.

Anpartshaverne anerkendte, at skødeomkostningerne mv. skulle have været afholdt af dem, men anmodede om betalingskorrektion ved at refundere anpartsselskabet de afholdte udgifter, jf. LL (ligningsloven) § 2, stk. 5.

Landsretten fandt, at SKAT ikke havde foretaget korrektion af pris eller vilkår vedrørende anpartsselskabets salg af ejendommen til anpartshaverne efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, men alene skattemæssigt henført udgiften vedrørende anpartsselskabets afholdelse af skødeomkostninger mv. til anpartshaverne som rette omkostningsbærere.

Da der således ikke var foretaget ændringer i den skatte- eller udlodningspligtige indkomst i henhold til LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, kunne der ikke foretages betalingskorrektion i medfør af LL (ligningsloven) § 2, stk. 5. 

Sagen blev henvist til Østre Landsret ved kendelse af 14. januar 2014. Se SKM2014.81.BR.

Dommen ændrer Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2013, 12-0191535.

SKM2014.866.VLR

I sagen var et lønvederlag i form af en bonus for A's arbejde blevet placeret i et selskab, H1 ApS, som A ejede 100 %, og ikke hos A personligt. Arbejdsgiveren var et selskab, G1.1 A/S, som H1 ApS ejede 15 % af.

Der var i sagen enighed om, at A personligt og ikke H1 ApS var rette indkomstmodtager af lønvederlaget.

Landsretten afviste, at A og H1 ApS var berettiget til at omgøre dispositionen i medfør af SFL § 29, stk. 1, nr. 1, idet det ikke var godtgjort, at dispositionen ikke i overvejende grad havde været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

Landsretten fandt, at transaktionen mellem G1.1 A/S og H1 ApS ikke var omfattet af LL (ligningsloven) § 2, idet A ikke  udøvede bestemmende indflydelse i G1.1 A/S, hverken gennem ejerandel, gennem en aktionæroverenskomst eller på anden vis. Aftalen om bonusvederlaget til H1 ApS måtte derfor anses for indgået mellem i LL's forstand uafhængige parter, jf. LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, 1. pkt., in fine.

Da der således ikke var tale om en kontrolleret transaktion, kunne der allerede derfor ikke foretages betalingskorrektion efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5.

Dommen ændrer Landsskatterettens kendelse af 7. januar 2013, 11-0300901, for så vidt angår spørgsmålet om betalingskorrektion og stadfæster kendelsen for så vidt angår spørgsmålet om omgørelse.

SKM2012.457.ØLR

A's selskab, H1 ApS, havde i 2006 solgt en lystbåd til hendes andet selskab, H2 ApS. SKAT forhøjede hendes indkomst med værdi af fri lystbåd, fordi H2 ApS stillede båden til hendes rådighed.

Landsretten fandt, at A ikke kunne omgøre dispositionen, hvorved båden blev solgt fra det ene selskab til det andet selskab, således at salget i stedet ansås for sket fra H1 ApS til hende personligt, således at hun herved kunne undgå rådighedsbeskatningen. Dette allerede fordi dispositionen ikke kunne omgøres privatretligt, da H1 ApS var opløst efter konkursbehandling.

Landsretten fandt ligeledes, at A ikke kunne få betalingskorrektion efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5, fordi SKAT ikke havde foretaget en transfer pricing-forhøjelse efter LL § 2, stk. 1, men forhøjet hende med værdi af rådighed over lystbåd, jf. LL (ligningsloven) § 16, stk. 6.

Endelig fandt landsretten med henvisning til SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 1, at A ikke kunne få prøvet spørgsmålet om, hvorvidt båden var en husbåd eller en lystbåd.

Skatteministeriet blev således frifundet for A's påstande om omgørelse og betalingskorrektion, medens landsretten afviste hendes påstand om hjemvisning til afgørelse af, om båden var en husbåd eller en lystbåd.

Dommen stadfæster Landsskatterettens kendelse af 8. februar 2011, 10-03489.

SKM2009.506.ØLR

Et selskab havde optaget et uforrentet lån hos hovedanpartshaveren, og skattemyndighederne havde korrigeret skatteansættelsen i henhold til LL (ligningsloven) § 2, stk. 1.

Selskabet ønskede adgang til betalingskorrektion efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5.

Landsretten fandt, under de foreliggende omstændigheder, at en erklæring fra selskabets revisor var en påtagelse af en betalingsforpligtelse i overensstemmelse med LL (ligningsloven) § 2, stk. 5, uanset at forpligtelsen måtte anses for at være betinget af skattemyndighedernes accept af, at betingelserne for betalingskorrektion var opfyldt.

Landsretten fandt endvidere, at selskabet havde været berettiget til at betinge betalingsforpligtelsen af skattemyndighedernes accept. I modsat fald ville selskabet risikere, at betalingsforpligtelsen medførte en yderligere beskatning, i tilfælde hvor skattemyndigheden fandt, at betalingskorrektionen var sket for sent. En sådan betingelse om accept fra skattemyndighederne sidestilles med den situation, der er omtalt i Told- og Skattestyrelsens notat om betalingskorrektion og omgørelse, offentliggjort i TfS 2000, 740, hvorefter en betalingsforpligtelse kan ske med forbehold for alene at skulle betalingskorrigere med det beløb, der måtte blive resultatet af et afsluttet klageforløb.

Dommen ændrer SKM2009.50.BR.

Når skattemyndighederne ikke vejleder om, at betalingsforpligtelsen skal påtages i tidsmæssig tilknytning til den ændrede skatteansættelse, udsættes fristen for påtagelse af betalingsforpligtelsen. 

SKM2006.45.ØLR

Spørgsmålet i sagen om rette indkomstmodtager kunne ikke karakteriseres som en korrektion af priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem interesseforbundne parter efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 1. Derfor var der ikke adgang til betalingskorrektion.

Byretsdomme

SKM2017.599.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt fem anpartshaveres transaktioner med deres selskab var omfattet af LL (ligningsloven) § 2.

Anpartshaverne gjorde gældende, at de var omfattet af LL (ligningsloven) § 2, idet der mellem dem var indgået aftaler, der bevirkede, at de udøvede fælles bestemmende indflydelse på selskabet, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt.

Anpartshaverne gjorde gældende, at de derfor havde adgang til betalingskorrektion i medfør af LL (ligningsloven) § 2, stk. 5.

Retten fandt ikke, at anpartshaverne med henvisning til bl.a. en anpartshaveroverenskomst havde godtgjort, at der forelå en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.

Der var derfor ikke adgang til betalingskorrektion.

Dommen blev indbragt for Østre Landsret af skatteyderne, men er efterfølgende hævet.

Tidligere instans: SKM2014.657.LSR.

SKM2012.652.BR

En hovedanpartshaver blev anset for rette indkomstmodtager af et honorar, som var indtægtsført i hans helejede selskab. Byretten lagde blandt andet vægt på, at der var tale om et honorar, der ubestridt var vederlag for hovedanpartshaverens personlige arbejdsydelser.

Byretten fandt, at betingelserne for omgørelse ikke var opfyldt, idet vederlaget måtte anses for indtægtsført i selskabet med henblik på at udskyde beskatningen heraf. Betingelsen for omgørelse i SFL (skatteforvaltningsloven) § 29, stk. 1, nr. 1, blev derfor ikke anset for opfyldt.

Byretten tiltrådte endelig, at betingelserne for betalingskorrektion efter den dagældende bestemmelse i LL (ligningsloven) § 2, stk. 4 (nu LL (ligningsloven) § 2, stk. 5), ikke var opfyldt, idet der ikke ved henførelsen af indkomsten til hovedanpartshaveren forelå en korrektion omfattet af LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, men derimod en korrektion foretaget med hjemmel i SL § 4.

Dommen er indbragt for Østre Landsret af skatteyderen og efterfølgende hævet.

Dommen stadfæster Landsskatterettens kendelser af 6. oktober 2009, 08-00384 og 08-00385.

Landsskatteretskendelser

SKM2014.694.LSR

A havde købt 3 ejendomme af selskaber, som han selv kontrollerede. SKAT havde fundet, at ejendommene blev solgt til underpris og anså forskellen mellem den aftalte købesum og markedsprisen som maskeret udlodning til A.

A ønskede adgang til betalingskorrektion efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5.

Landsskatteretten henviste indledningsvist til LL (ligningsloven) § 2, stk. 5, 2. pkt., der blev indsat med lov nr. 926 af 18. september 2012. Landskatteretten udtalte herefter, at det såvel forud som efter ændringen er en forudsætning for at kunne påtage sig en betalingsforpligtelse, at der foreligger en reel retlig forpligtelse, som rækker ud over den blotte bogføring af forpligtelsen.

Landskatteretten udtalte endvidere, at forudsætningen for at kunne påtage sig betalingsforpligtelse som en reel retlig forpligtelse, ikke kunne anses for opfyldt henset til, at A var under konkurs. Der var derfor ikke adgang til betalingskorrektion.

SKM2004.125.LSR

Landsskatteretten udtalte, at en manglende vejledning om mulighed for betalingskorrektion udskyder fristen for påtagelse af en betalingsforpligtelse.

SKM2002.653.LSR

Den kommunale skattemyndighed havde afslået at genoptage en skatteansættelse og ændre denne efter LL (ligningsloven) § 2, stk. 5, med den begrundelse, at den primære korrektion var indbragt til Østre Landsret.

Selskabet havde rettidigt påtaget sig en betalingsforpligtelse.

Landsskatteretten fandt, at selskabet havde krav på genoptagelse af sagen for at få ændret ansættelsen således, at den sekundære justering af selskabets indkomstansættelse bortfaldt. Selskabet skulle med andre ord ikke vente på, at sagen om den primære korrektion var endeligt afsluttet.