C.C.5.2.3.2 Regnskabskrav
Indhold
Dette afsnit beskriver de regnskabsmæssige krav, der skal være opfyldt for at benytte virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens afsnit 1.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Regel
- Betydningen af reglen
- Oplysninger, der skal opgøres sammen med oplysningsskemaet
- Konsekvenser af manglende overholdelse af regnskabskrav
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Resumé
Når en selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at benytte virksomhedsordningen, skal virksomhedens regnskab opfylde kravene i bogføringsloven. Skatteministeren har fastsat særlige krav til regnskabet. En manglende opfyldelse af regnskabskravene kan medføre, at virksomheden ikke kan indgå i virksomhedsordningen.
Regel
Det er en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at der er udarbejdet et regnskab for virksomheden. Regnskabet skal opfylde bogføringslovens krav.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om det regnskab, som den selvstændige skal udarbejde for virksomheden, herunder om den form, oplysningerne til brug for oplysningsskemaet skal afleveres i. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 2, stk. 6.
Skatteministeren har udnyttet denne kompetence og fastsat nærmere regler om regnskab mv. Reglerne fremgår af:
- Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder. Se bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018 om krav til det skattemæssige årsregnskab mv. for større virksomheder.
- Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder. Se bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018 om krav til skattemæssige årsregnskab mv. for mindre virksomheder.
Se også
Se også afsnit A.B.3.1 Erhvervsretlige regler for bogføring og regnskab om bogføringsloven.
Betydningen af reglen
Når en selvstændig træder ind i virksomhedsordningen, skal der bogholderimæssigt foretages en opgørelse af de aktiver og passiver, der skal indgå i erhvervsvirksomheden.
Den selvstændige skal tilrettelægge bogføringen, så der sker en regnskabsmæssigt opdeling af den samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi (virksomhedsordningen) og en privatøkonomi. Det indebærer, at bogføringen skal give en klar og overskuelig redegørelse for virksomhedens forretninger og formueforhold.
Den regnskabsmæssige opdeling i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi er en nødvendig betingelse for at benytte virksomhedsordningen, fordi det ellers ikke vil være muligt at foretage en korrekt skatteberegning.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en privat kassekredit med skattemæssig virkning kunne opdeles pr. 10. juni 2014, således at alle hævninger/indsætninger efter denne dato kunne bogføres i virksomheden. Se SKM2015.489.SR.
Bogføringen skal omfatte alle transaktioner mellem virksomheden og "omverdenen", herunder med den selvstændiges privatøkonomi. Indtægter og udgifter i tilknytning til de aktiver og passiver, der indgår i virksomheden, er også transaktioner med "omverdenen", som er omfattet af virksomhedens bogføring. Alle indtægter og udgifter, der er en følge af den selvstændiges erhvervsvirksomhed, skal bogholderimæssigt være indtægter og udgifter for virksomheden.
Der skal ske særskilt bogføring for hver post af værdier, der bliver overført fra den selvstændigt erhvervsdrivende til virksomheden (indskud), og fra virksomheden til den selvstændigt erhvervsdrivende (hævninger). Bogføringen skal ske med virkning fra det tidspunkt, hvor overførslen finder sted. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 2, stk. 4.
Består indskud og hævninger af andre værdier end kontanter, skal det fremgå hvilke værdier, der er tale om. Hvis Skattestyrelsen forlanger det, skal den selvstændige oplyse, hvordan værdiansættelsen er foretaget.
Ved overførsel af biler, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, skal bogføringen ske med virkning fra starten af indkomståret.
Overførsel af
- finansielle aktiver og passiver
- beløb efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 5, der kan ske inden fristen for indgivelse af oplysningsskema
skal bogføres med virkning fra indkomstårets udløb. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 2,, stk. 5.
Mellemregningskontoen
Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at benytte en mellemregningskonto efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 4 a, skal bevægelserne på denne konto bogføres særskilt for hver post. Kontoens udvisende ved regnskabsårets udløb skal oplyses særskilt. Se § 22, stk. 2, nr. 2, og § 23, stk. 1, nr. 3, i mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder og § 19, stk. 2, nr. 2, og § 20, stk. 2, i mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder.
Kravet om, at samtlige overførsler mellem virksomheden og privatøkonomien bogføres særskilt, indebærer ikke, at den selvstændige på overførselstidspunktet skal tage stilling til, om beløbet skal anses som en hævning af optjent overskud eller som en overførsel fra mellemregningskontoen. De foretagne overførsler kan fordeles mellem hævekontoen og mellemregningskontoen efter indkomstårets udløb.
Af praktiske grunde kan bogføring af overførsler i form af privat anvendelse af fx virksomhedens bil, telefon mv., ske på mellemregningskontoen ultimo året.
Se også
Se også afsnit C.C.5.2.6 Mellemregningskontoen om mellemregningskontoen.
Flere virksomheder
Hvis den selvstændige driver flere virksomheder, skal alle virksomhederne behandles som én virksomhed, når den selvstændige har valgt at bruge virksomhedsordningen. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 2, stk. 3.
Det indebærer, at virksomhedsøkonomien omfatter alle virksomhederne i relation til kravet om regnskabsmæssig adskillelse af økonomien i en privatøkonomi og en virksomhedsøkonomi. Det vil sige, at indskudskonto, konto for opsparet overskud, mellemregningskonto mv. opgøres for alle virksomhederne under ét. Beregning af kapitalafkastet skal også ske for virksomhederne under ét.
Princippet medfører også, at hæverækkefølgen skal opgøres for samtlige virksomheder under ét. Flytning af aktiver eller andre værdier mellem virksomhederne sker inden for den samlede virksomhedsordning, uden at beløbene er anset for overført til den selvstændige i hæverækkefølgen.
Desuden indebærer princippet fx, at et eventuelt salgsprovenu ved salg af en af flere virksomheder skal indgå i virksomhedsøkonomien under ét. Det medfører, at der som udgangspunkt ikke sker nogen regulering af overskudsdisponeringen eller virksomhedens konto for opsparet overskud, mellemregningskonto og indskudskonto. Reglerne om delvis afståelse er beskrevet nærmere i afsnit C.C.5.2.13.2 Delvis afståelse.
I en sag fandt Landsskatteretten, at en mellemregningskonto mellem to virksomheder i virksomhedsordningen ikke var et aktiv/passiv i virksomhedsordningen. Mellemregningskontoen skulle derfor ikke indgå i forbindelse med omdannelse af den ene virksomhed efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven. Beløbet skulle derfor ikke medregnes ved opgørelsen af ejerens anskaffelsessum for de anparter, der var erhvervet ved omdannelsen. Se SKM2008.1007.LSR.
Princippet om, at flere virksomheder skal behandles som én virksomhed, indebærer også, at modregning af underskud i anden indkomst mv. kun kan ske, hvis underskuddet ikke kan rummes i virksomhedernes samlede overskud for det år.
Bemærk
Det er kun i forhold til virksomhedsskatteloven, at flere virksomheder skal behandles som én virksomhed. Det gælder ikke i forhold til fx bogføringsloven, hvor der skal føres særskilt regnskab for hver enkelt virksomhed.
Oplysninger, der skal opgøres sammen med indgivelse af oplysningsskemaet
Når en selvstændig har valgt at benytte virksomhedsordningen, skal han eller hun for det indkomstår opgøre størrelsen af:
- Indeståendet på indskudskontoen. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 3.
- Indeståendet på kontoen for opsparet overskud. Se VSL § 10, stk. 2.
- Kapitalafkast. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 7.
- Kapitalafkastgrundlaget. Se VSL (virksomhedsskatteloven) § 8.
Se også
Se også afsnit
- C.C.5.2.5 om indskudskontoen
- C.C.5.2.10 om konto for opsparet overskud
- C.C.5.2.9.1 om kapitalafkast
- C.C.5.2.9.3 om kapitalafkastgrundlaget.
Indskudskonto og kapitalafkastgrundlag skal specificeres ved udarbejdelsen af oplysningsskemaet for året.
Der kræves særskilt oplysning om:
- Summen af renteindtægter og renteudgifter, der er forfaldne i regnskabsåret, og periodiseringsposter ved regnskabsårets begyndelse og slutning
- Indkomstårets reguleringer og saldi ved regnskabsårets udløb på indskudskonto og konto for opsparet overskud
- Beløb, der ved regnskabsårets udløb er hensat til senere hævninger
- Summen af samtlige indskud og summen af samtlige hævninger
- Art og værdiansættelse af indskud og hævninger, der ikke er kontante beløb
- Kapitalafkastgrundlag ved årets begyndelse og årets slutning. Efter indtrædelsesårets udløb kan kapitalafkastgrundlaget opgøres med udgangspunkt i virksomhedens egenkapital
- Beregningen og størrelsen af kapitalafkast
- Beregningen og størrelsen af eventuelle rentekorrektioner.
Kravet om beregning af størrelsen af rentekorrektioner indebærer, at den selvstændigt erhvervsdrivende ved beregning af rentekorrektion efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 11, også skal give oplysninger om størrelsen af indskudskontoen ved indkomstårets begyndelse, kapitalafkastgrundlaget ved indkomstårets udløb samt nettorenteudgiften, reguleret som anført i den nævnte bestemmelse.
For selvstændigt erhvervsdrivende, der driver flere virksomheder, skal alle virksomhederne behandles som én virksomhed. Se. VSL (virksomhedsskatteloven) § 2,, stk. 3.
Konsekvenser af manglende overholdelse af regnskabskrav
Hvis de formelle krav i bogføringsloven og i mindstekravsbekendtgørelserne ikke er opfyldt, fører det ikke i sig selv til, at regnskabet tilsidesættes. For at tilsidesætte anvendelsen af virksomhedsordningen med baggrund i regnskabskravene, skal en eventuel mangel ved regnskabet være af en sådan betydning, at regnskabet må anses for at give et misvisende billede af virksomhedens økonomiske forhold, herunder af adskillelsen mellem virksomhedens økonomi over for den private økonomi.
I SKM2010.277.BR fandt byretten, at en selvstændig ikke opfyldte regnskabskravene i VSL (virksomhedsskatteloven) § 2, stk. 1, fordi virksomhedens økonomi og privatøkonomien ikke var adskilt. Den manglende opfyldelse af regnskabskravene i et tidligere indkomstår indebar, at den selvstændige måtte anses for ophørt med at anvende virksomhedsordningen, hvorfor ophørsbeskatningen efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 15 b, stk. 1, var berettiget. Det forhold, at den selvstændige muligvis heller ikke havde opfyldt regnskabskravene i årene forud, hvor han også havde benyttet virksomhedsordningen, kunne ikke føre til et andet resultat. Se også SKM2016.261.VLR og ►SKM2022.373.BR◄.
I en sag blev regnskabskravene anset for opfyldt for en udlejningsvirksomhed uanset, at der ikke løbende var foretaget nogen bogføring. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at der efterfølgende var sket en adskillelse af virksomhedens økonomi og privatøkonomien, at de regnskabsmæssige forhold for udlejningsvirksomhed måtte anses for så simple og enkle, at det ikke havde været nødvendigt at foretage en løbende bogføring. Endvidere lagde Landsskatteretten vægt på, at myndighederne for et andet indkomstår havde kunnet godkende anvendelsen af virksomhedsordningen uanset, at regnskabsgrundlaget for dette år efter det oplyste var af samme beskaffenhed som regnskabsgrundlagene for de omstridte år. Se TfS 1998, 719 LSR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretsdomme | ||
| SKM2016.261.VLR | Der var ikke udarbejdet et regnskab, der opfyldte bogføringslovens krav. Der var ikke fremlagt oplysninger, herunder et bilagsmateriale, der gav grundlag for ved et skøn at foretage en adskillelse af den private økonomi fra virksomhedens. Virksomhedsordningen kunne ikke finde anvendelse. | Stadfæster SKM2015.478.BR. |
| SKM2013.775.ØLR | En selvstændig drev virksomhed som restauratør. I forbindelse med en ransagning af boligen fandt politiet 2 millioner kroner i kontanter. Retten lagde til grund, at pengene stammede fra indtægter i restauranten, som ikke var opgivet til skattevæsenet. Retten fandt på den baggrund, at restauratøren ikke havde været berettiget til at anvende virksomhedsordningen i indkomstårene 1999-2006. Retten fandt tillige, at skattemyndighederne havde været berettigede til at foretage skønsmæssige forhøjelser af indkomsten for nævnte år. | Stadfæster SKM2013.196.BR. |
| SKM2013.542.ØLR | En skattepligtig drev en betydelig udlejningsvirksomhed, metervareforretninger og minkfarme. Retten fandt, at den skattepligtiges regnskabsmateriale var mangelfuldt i en sådan grad, at det måtte anses for at give et misvisende billede af virksomhedens økonomiske forhold. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at bilagsmaterialet vedrørende udlejningsvirksomheden var mangelfuldt, at lejeindtægterne var indtægtsført efter kontantprincippet, at der var uoverensstemmelser mellem bogførte indeståender på bankkonti og de faktiske indeståender ifølge bankkontoudtog, at konkrete betalinger ikke var dokumenteret ved et ført og afstemt kasseregnskab, og at der ikke var udarbejdet særskilte regnskaber for den skattepligtiges forskellige virksomheder. Som følge heraf var den skattepligtige ikke berettiget til at anvende virksomhedsordningen. | Stadfæster SKM2012.642.BR. |
| Byretsdomme | ||
| ►SKM2022.373.BR◄ | ►Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde beskattet skatteyderen af opsparet overskud i dennes virksomhed i 2015, fordi skatteyderen ikke opfyldte betingelserne for at anvende virksomhedsordningen. Der var i sagen ikke fremlagt nogen bogført hævekonto eller indskudskonto, selvom det kunne konstateres, at skatteyderen havde hævet over 500.000 kr. i virksomheden i 2015. Virksomhedens kapitalafkast og kapitalafkastgrundlag var heller ikke opgjort, og det fremstod i skatteyderens opgørelser indsendt til SKAT som om, at visse private aktiver var medtaget under virksomhedsordningen. Landsskatteretten havde desuden fundet, at en række udgifter i virksomheden havde privat karakter, som således ikke kunne fradrages i virksomheden, men denne del af afgørelsen var ikke indbragt for domstolene. Skatteyderen gjorde under sagen bl.a. gældende, at manglerne ved virksomhedens regnskab og bogføring ikke var så væsentlige, at det kunne føre til nægtelse af anvendelse af virksomhedsordningen, ligesom der ved Landsskatterettens afgørelse var sket den fornødne opdeling af privat- og virksomhedsøkonomien. Retten fremhævede, at virksomhedsskattelovens krav til bogføring af hævekontoen og opgørelse af indskudskontoen har til formål at sikre, at der ikke sker en sammenblanding af virksomheds- og privatøkonomien, og dermed sikre, at der kan ske korrekt beskatning efter virksomhedsskatteloven. Retten lagde til grund, at skatteyderen ikke havde fremlagt nogen bogført hævekonto, og at transaktionssporet for årets hævninger ikke kunne genskabes, ligesom skatteyderen ikke havde fremlagt dokumentation for indskudskontoens udvisende på kr. 0. Retten konstaterede endvidere, at virksomhedens regnskab indeholdt en række private udgifter, og at opgørelserne sendt til SKAT gav et rodet billede af virksomhedens økonomiske forhold, som der ikke var skabt klarhed over. Retten fandt herefter, at skatteyderen ikke opfyldte virksomhedsskattelovens betingelser for anvendelse af virksomhedsordningen, hvorfor skatteyderen med rette var blevet beskattet af virksomhedens opsparede overskud.◄ | ►Anket til Østre Landsret◄ |
| SKM2020.367.BR | Retten fandt, at skatteyderne ikke havde godtgjort, at de opfyldte betingelserne for at anvende af virksomhedsordningen. | |
| SKM2014.130.BR | En skattepligtig drev virksomhed som registreret revisor. Hans regnskab led af sådanne mangler, at han ikke kunne anvende virksomhedsordningen. | |
| SKM2013.202.BR | En skattepligtig drev virksomhed med udlejning af ejendomme. Retten fandt, at en skønsmæssig ansættelse ikke var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Retten fandt tillige, at den skattepligtige ikke opfyldte betingelserne for at anvende virksomhedsordningen, idet bogføringslovens krav ikke var opfyldt. | Appelleret og afgjort ved SKM2016.542.ØLR. Appelsagen vedrørte ikke spørgsmålet om anvendelse af virksomhedsordningen og gengives derfor ikke i dette afsnit. |
| SKM2010.277.BR | Manglende opfyldelse af regnskabskravene indebar, at en selvstændig måtte anses for ophørt med at anvende virksomhedsordningen, hvorfor ophørsbeskatningen var berettiget. Det forhold, at skatteyderen muligvis heller ikke havde opfyldt regnskabskravene i tidligere år, hvor han også havde benyttet virksomhedsordningen, kunne ikke føre til et andet resultat. | |
| Landsskatteretskendelser | ||
| SKM2008.1007.LSR | En mellemregningskonto mellem to virksomheder i virksomhedsordningen var ikke et aktiv/passiv i virksomhedsordningen og skulle ikke indgå i forbindelse med omdannelse af den ene virksomhed efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven. Beløbet skulle ikke medregnes ved opgørelsen af ejerens anskaffelsessum for de anparter, der var erhvervet ved omdannelsen. | |
| TfS 1998, 719 LSR | Regnskabskravene blev anset for opfyldt for en udlejningsvirksomhed, hvor der ikke løbende var foretaget bogføring. Der blev lagt vægt på, at
| |
| Skatterådet | ||
| SKM2017.188.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en indgået transportaftale ikke ville blive anset for sikkerhedsstillelse og dermed en hævning iht. VSL (virksomhedsskatteloven) § 4 b, allerede fordi baggrunden for spørgsmålet var en opdeling af et lån i en erhvervsmæssig del og en privat del. Ifølge en tidligere afgørelse fra Skatterådet kan et eksisterende gældsforhold ikke opdeles i en erhvervsmæssig del, der indgår i virksomhedsordningen og en privat del, der holdes uden for virksomhedsordningen. | Påklaget til Landsskatteretten, som ved en ikke offentliggjort afgørelse af 29. august 2018 har afvist at besvare spørgsmålet under henvisning SFL (skatteforvaltningsloven) § 24, stk. 2. |
| SKM2015.489.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en privat kassekredit med skattemæssig virkning kunne opdeles pr. 10. juni 2014, således at alle hævninger/indsætninger efter denne dato bogføres i spørgers virksomhed. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed