Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2013.793.HR 

Et antal afgørelser om afskrivningsret på såkaldte "working interests" var offentliggjort og omtalt i Ligningsvejledningen. Afgørelserne var truffet af de overordnede administrative myndigheder (Landsskatteretten og Skatterådet). Ifølge afgørelserne var erhververen af "working interests" berettiget til at foretage afskrivninger på anskaffelsessummen efter AL § 40, stk. 2, om afskrivning på udbytterettigheder. Afgørelserne var baseret på en fejlagtig forståelse af "working interests"(faktum). Der var derfor enighed om, at "working interests" i virkeligheden ikke havde karakter af udbytterettigheder, og at de derfor ikke var omfattet af AL 40, stk. 2. Men skatteyderen mente, at myndighederne kun kunne ændre praksis med virkning fra fremtiden - ikke med tilbagevirkende kraft. Derfor mente han ikke, at Landsskatteretten ved en kendelse i 2009  kunne nægte ham afskrivningsret efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2, på hans "working interests"  for så vidt angik indkomstårne 2002-2004. Der var ikke tale om en praksisændring med tilbagevirkende kraft, fordi de gamle afgørelser under de forelliggende omstændigheder ikke var udtryk for en fast og bindende praksis. 

SKM2011.407.HR

Et selskab havde overdraget sine rettigheder til nogle lejede arealer på en havn. Selskabet modtog et vederlag på 17,5 mio. kr. for dette. Det var et led i lejeaftalen, at selskabet forpligtede sig til at rive bygningerne på den lejede grund ned. Selskabet ønskede fradragsret for nedrivningsudgifterne på ca. 1,1 mio. kr. Højesteret fandt, at afståelsessummen på 17,5 mio. kr. var aftalt under hensyn til, at den også skulle dække udgifterne til opfyldelse af forpligtelsen til nedrivning, som fulgte af overdragelsesaftalen. Selskabet var derfor berettiget til at trække udgiften til nedrivning fra i fortjenesten ved salget af lejerettighederne til arealerne efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 6.

SKM2006.641.HR

I denne sag var det et spørgsmål, om appellanten var berettiget til at afskrive på goodwill i indkomståret 2000. Det var afgørende for svaret på spørgsmålet, om der var indgået endelig og bindende aftale om appellantens køb af en revisionsvirksomhed i dette indkomstår, eller om det først skete i 2001, da overdragelsesaftalen blev underskrevet.
Højesteret fandt under henvisning til

• to hensigtserklæringer
• en pressemeddelelse, som var underskrevet af samtlige partnere hos appellanten om overdragelse af revisionsvirksomheden,

at endelig og bindende aftale blev indgået inden udgangen af 2000.

SKM2005.500.HR

En skatteyder indgik aftale med et selskab om køb af en vindmølle. Sagens første stridspunkt var, om skatteyderen havde købt det jordareal, som møllen skulle stilles på, eller om det betalte beløb var ydet for en midlertidig rådighedsindskrænkning.
Højesteret fandt, at hele det omstridte beløb måtte anses som vederlag for et overdraget areal, fordi opstillingen og driften af vindmøllen reelt ikke påførte ejeren af den omliggende ejendom gener.
Højesteret afviste også en subsidiær påstand fra skatteyderen om, at der kunne afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, litra a, nu AL (afskrivningsloven) § 25, stk. 3. Højesteret henviste til, at det ikke i det berørte indkomstår kunne slås fast, om og i givet fald med hvilket beløb, skatteyderen ville lide tab i forbindelse med tilbageskødningen af vindmølleparcellen.

Landsretsdomme

 SKM2015.36.VLR

G1 ApS havde stiftet mere end 50 selskaber ved apportindskud af software. Den apportindskudte software hidrørte i den overvejende del af selskabsstiftelserne fra G2 Ltd. G1 ApS var et datterselskab af G2 Ltd.

H1 A/S blev stiftet af G1 ApS, og ved stiftelsen blev hele aktiekapitalen tegnet af G2 Ltd., som indskød aktiver i form af den omtvistede software.

Det fandtes ikke bevist, at G2 Ltd. havde været ejer af  software, og det var som følge heraf ikke godtgjort, at der var indskudt afskrivningsberettiget software ved stiftelsen af H1 A/S. Selskabet kunne på den baggrund ikke foretage skattemæssige afskrivninger herpå.

SKM2012.17.VLR

Landsretten fandt, at "working interests" skal bedømmes som ejerandele i amerikanske olieudvindingsvirksomheder og ikke som udbyttekontrakter, der kan afskrives efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2.

SKM2009.561.ØLR

Et selskab, som havde solgt goodwill og var blevet betalt med 15 pct. af bruttohonorarindtægterne fra de overdragne klienter, havde ikke ret til skattemæssige afskrivninger efter den dagældende bestemmelse i LL (ligningsloven) § 16 F, stk. 2, (nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2), fordi der ikke var ydet vederlag for erhvervelsen af en allerede bestående udbyttekontrakt. Der kunne heller ikke afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

SKM2003.406.VLR

Et selskab havde købt en vindmølle. I købesummen indgik også ulempeerstatning til den lodsejer, på hvis jord møllen skulle placeres. Kort tid efter indgåelsen af aftalen påtog selskabets hovedanpartshaver sig en indeståelse over for lodsejeren for, at lodsejeren ville få betaling for brugsretten til vindmøllen. Umiddelbart herefter erhvervede hovedanpartshaveren hele den ejendom, som vindmøllen blev opført på.
Landsretten lagde vægt på, at der var blevet indgået en aftale om brugsret, der begrænsede sig til opførelse af én bestemt vindmølle, fordi det fremgik af aftalen, at brugsretten skulle udnyttes inden fem år fra tidspunktet for udstedelse af byggetilladelse, og at beløbet skulle betales, når fundamentstøbningen til vindmøllen blev påbegyndt. Der blev herefter tilladt afskrivning på det betalte beløb efter den tidligere bestemmelse i LL (ligningsloven) § 16 F.

SKM2002.7.ØLR

I forbindelse med en revisors udtræden af et revisionsselskab blev der bl.a. indgået en aftale om, at revisionsselskabet hvert år i de følgende 12 år havde krav på 10 pct. af de honorarindtægter, som den udtrædende revisor modtog fra tidligere klienter.
Landsretten fandt ikke, at værdien af den afståede klientportefølje kunne sidestilles med vederlag/udgifter til erhvervelse af en udbyttekontrakt. Selskabet kunne derfor ikke afskrive efter § 15 i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat (nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2). Landsretten fandt heller ikke, at selskabet kunne afskrive med hjemmel i SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

UfR 1966.493 ØLR

En skatteyder købte maskiner og inventar mv. for 170.000 kr. Dette beløb skulle afdrages og forrentes over en årrække. Gælden blev indfriet før tiden med en dekort på 15 pct.. Dekorten var hjemlet i den oprindelige salgsaftale. Afskrivningsgrundlaget skulle reguleres med den ydede dekort.

Byretsdomme

SKM2022.263.BR

Sagsøger, en telekommunikationsvirksomhed, erhvervede i 2011 et datterselskab, hvilket ubestridt var en udvidelse af selskabets drift (etableringsudgift). I forbindelse med erhvervelsen blev datterselskabets kunder migreret til sagsøgers netværk. Sagsøger betalte ca. 43 mio. kr. til datterselskabets tidligere operatør som følge af et vilkår om mindstetrafik i datterselskabets aftale med den tidligere operatør.

Sagen angik, om denne betaling var fradrags- eller afskrivningsberettiget for sagsøger.

Retten nåede frem til, at migreringen af kunderne ikke relaterede sig til den eksisterende drift, men i stedet til opkøbet og dermed udvidelsen af forretningen. Retten lagde vægt på bl.a. forudsætninger i opkøbsfasen, præsentationen for sagsøgers bestyrelse, sagsøgers selskabsmeddelelser samt den tidsmæssige og indholdsmæssige sammenhæng mellem opkøbet og opsigelsen af aftalen. Udgiften var derfor ikke fradragsberettiget. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at sagsøger kunne have ventet med at migrere kunderne. 

Retten nåede videre frem til, at der ikke var afskrivningsret efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2, idet udgiften relaterede sig til opkøbet og dermed udvidelsen af forretningen - og ikke var et led i indgåelsen af den nye service provider aftale mellem sagsøger og datterselskabet. Det var af samme grund ikke en udgift til erhvervelse af et aktiv, der ville blive udsat for værdiforringelse, som var afskrivningsberettiget efter statsskatteloven.

SKM2011.327.BR

Et selskab havde foretaget indbetalinger til en fodboldklub mod andel i et eventuelt provenu, hvis to navngivne spillere blev solgt inden for kontraktperioden.
Selskabet drev virksomhed med køb og salg af aktier og obligationer, og selskabets eneanpartshaver var formand for bestyrelsen i fodboldklubben.
Skatteministeriet fik medhold i, at udgifterne til fodboldklubben ikke var afholdt som led i selskabets erhvervsmæssige virksomhed, men derimod var afholdt i hovedanpartshaverens interesse.
Udgiften kunne derfor hverken trækkes fra eller afskrives i selskabet, og hovedanpartshaveren blev beskattet af beløbet som maskeret udlodning.

Landsskatteretskendelser

SKM2018.603.LSR

I forbindelse med at et selskab erhvervede en varmeforsyningsvirksomhed fra en kommune, påtog selskabet sig historiske pensionsforpligtelser over for tjenestemænd, der havde været ansat i den kommunale varmeforsyning. Pensionsforpligtelsen kunne via varmeprisreglerne indregnes i de fremtidige takster over for selskabets kunder i takt med, at omkostningen blev  betalt. Taksrettigheder ikke kunne anses for en udbytteret eller en anden rettighed, som er omfattet af AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2. 

SKM2014.731.LSR

Ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for et varemærke kunne ingen del af udgifterne afholdt i forbindelse med varetagelsen af selskabets interesser i en voldgiftssag om selskabets køb af aktier og varemærket tillægges anskaffelsessummen for varemærket.

SKM2010.464.LSR

Investeringer i amerikanske olie- og gasrettigheder blev ikke anset for at være en udbytteret efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2, men for at være erhvervelse af en ejerandel i en erhvervsmæssig virksomhed omfattet af anpartsreglerne i PSL (personskatteloven) § 4, stk. 1, nr. 10.

SKM2009.734.LSR

Landsskatteretten afviste, at et selskab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kunne tage fradrag for afskrivninger på overfartsrettigheder omfattet af tonnageskatteordningen efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2. Det blev herved lagt til grund, at fradragsbegrænsningen i TSL § 15, stk. 3, 1 pkt., også omfatter aktiver omfattet af tonnageskatteloven.

SKM2005.434.LSR

Ved overdragelse af virksomhed mellem to selskaber med identisk anpartshaverkreds skulle afskrivningsgrundlaget for goodwill nedsættes efter værnsreglen i AL (afskrivningsloven) § 40.

SKM2005.47.LSR

Det fandtes ikke dokumenteret, at der var sket erhvervelse af en navneret.
Landsskatteretten udtalte også, at retten til at vælge repræsentanter og suppleanter til et repræsentantskab ikke er omfattet af AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2. Der blev dermed lagt vægt på, at stemmerettigheder ikke er direkte nævnt i AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2, og at stemmerettigheder ikke kan sidestilles med de eksempler på rettigheder, der er nævnt i bestemmelsen.

TfS 2000, 65 LSR

Et dansk moderselskab havde spurgt Ligningsrådet om de afskrivningsmæssige konsekvenser i forbindelse med moderselskabets køb af goodwill fra nogle udenlandske datterselskaber. Ligningsrådet svarede, at moderselskabets køb af goodwill fra et udenlandsk datterselskab ville medføre, at moderselskabets afskrivningsgrundlag i henhold til LL (ligningsloven) § 16 F, stk. 4, (nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 5), skulle nedsættes med hele anskaffelsessummen for den goodwill, der var købt fra datterselskabet, fordi ingen del af datterselskabets goodwill havde kunnet afskrives efter danske regler, da datterselskabet ikke havde været skattepligtigt til Danmark. Svaret blev påklaget til Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt, at det danske moderselskabs afskrivningsgrundlag skulle nedsættes med det udenlandske selskabs ikke afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen opgjort efter danske regler. Dermed var overdragerens skattepligtsforhold uden betydning.

LSRM 1986,8

Landsskatteretten anså et vederlag, som indehaveren af et varehus havde betalt ejeren af en nabogrund for at få en tinglyst vej- og færdselsret på grunden, som et vederlag for at opnå en leje- eller forpagtningskontrakt efter § 2, nr. 5, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat, nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Da der var tale om en ikke-tidsbegrænset rettighed, kunne vederlaget afskrives over ti år efter § 15 i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat, nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2.

LSRM 1983,88

Et beløb for at opnå en eneforhandlingskontrakt, der blandt andet indeholdt mulighed for at sælge eneforhandlingsretten, blev anset som et vederlag for en rettighed og dermed afskrivningsberettiget efter § 15 i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat, nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2.

LSRM 1983, 85

Et aktieselskab, der var ejet af tre aktionærer, overtog nogle aktiver vedrørende en bestemt produktion af landbrugsmaskiner fra et anpartsselskab. Anpartsselskabet var ejet af to af aktieselskabets aktionærer. Anpartsselskabet havde især arbejdet med produktudvikling og fremstilling af de nævnte maskiner. Skatterådet mente, at overtagelsesaftalen var opnået i kraft af aktionærindflydelse, sådan at differencen mellem inventarets bogførte værdi og handelsprisen måtte betragtes som en gavelignende ydelse, der var skattepligtig, men ikke afskrivningsberettiget for aktieselskabet. Aktieselskabet anførte, at differencebeløbet måtte anses som vederlag for udviklingsomkostninger. Landsskatteretten fandt på baggrund af indhentet udtalelse, at der ikke kunne statueres nogen merværdi/gavebeløb af den aftalte købesum, men at differencebeløbet kunne karakteriseres som betaling for udviklingsomkostninger. Da udviklingsarbejdet ikke blev benyttet af det anpartsselskab, som havde skabt resultatet, fandt retten ikke, at beløbet var fradragsberettiget efter LL (ligningsloven) § 8 B, men at det kunne afskrives over ti år efter § 15, stk. 2, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat, nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 3, om afskrivning på godtgørelser i anledning af opgivelse af agentur eller lignende.

LSRM 1968,128

Et dødsbo afhændede en advokatvirksomhed på det vilkår, at køberen i ti år betalte 10 pct. af bruttosalærindtægten. Fordringen på salærandelen blev udlagt til arvingerne, her i blandt advokatens enke. Hun mente ikke, at hendes salærandele var skattepligtig indkomst. Det fik hun ikke medhold i. Derimod fik hun medhold i en subsidiær påstand, fordi retten statuerede, at hun efter § 15 i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat kunne afskrive på det beløb, der var lagt til grund ved arveafgiftsberegningen, da hun erhvervede udbytteretten.

Skatterådets og Ligningsrådets afgørelser

SKM2020.111.SR

Ved aftale af […] 2016 overdrog T A/S fire aktiver til X A/S for i alt xx EUR. Ét af aktiverne var en aftale om som underleverandør at sælge/levere Produkt A til Y A/S. Overdragelsessummen for dette aktiv udgjorde ifølge aftalen xx EUR. De tre andre aktiver, der blev overdraget, bestod af maskiner, værktøj og en købekontrakt.

T A/S er en dansk produktionsvirksomhed, der bl.a. leverer A produkter til B-industrien. X A/S ejes af T A/S (xx %) og Z (xx %) og […], […] betaler T A/S et månedligt beløb for at forestå produktionsplanlægning, salgsopsøgende arbejde, håndtering af indgåede ordre, kvalitetskontrol mv. Z producerer selve råvaren til A produkter. Herudover skal T A/S levere produktionsydelser til X A/S.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at X A/S i 2016 kunne fratrække udgiften på xx EUR fuldt ud som en engangsbetaling for retten til at bruge den af T A/S oparbejdede produktionsteknologi/ produktionsknowhow i forhold til kontrakten med Y A/S. Repræsentanten for X A/S er af den opfattelse, at der er tale om en engangsbetaling for brugsret til knowhow, hvorfor udgiften kan strakafskrives efter afskrivningslovens § 41, stk. 1.

Efter Skatterådets opfattelse indebærer det forhold, at X A/S har erhvervet kontrakten med Y A/S, ifølge hvilken der skal leveres produkter og ydelser til hvis frembringelse, der kræves knowhow, ikke, at X A/S dermed har erhvervet knowhow eller brugsrettigheder til knowhow.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at betalingen for retten til som underleverandør at levere nærmere specificerede produkter til Y A/S kunne anses for afholdt til erhvervelse af en immateriel rettighed omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, således at udgiften kan afskrives efter denne bestemmelse. Der blev ikke herved taget stilling til, om betalingen var fastsat i overensstemmelse med armslængde-princippet.

SKM2017.694.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udviklingsomkostninger afholdt og regnskabsmæssigt aktiveret i et andelsselskab kunne anses som immaterielle aktiver med den følge, at disse udelades af formuemassen, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 14, stk. 2, 1.-2. pkt.

SKM2015.468.SKAT

Skatterådet kunne bekræfte, at et selskabs overdragelse af knowhow til tre nystiftede datterselskaber kan være omfattet af AL § 41, at overdragelsen af knowhow mod vederlæggelse i nyudstedte aktier vil være skattefri for de modtagne datterselskaber, at datterselskabernes anskaffelsessum for knowhow skal fastsættes til armslængdeværdien, og at datterselskaberne kan foretage straksfradrag efter AL § 41 for den overdragne knowhows anskaffelsessum.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at de påtænkte datterselskabers straksfradrag efter AL 41 indgår i sambeskatningsindkomsten i samme periode, hvor moderselskabets salg af omhandlede knowhow indgår i sambeskatningsindkomsten, og at der ikke skal ske forholdsmæssig reduktion af det foretagne straksfradrag efter AL § 41, hvis et datterselskab udgår af sambeskatningen inden årets udløb.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af licensrettigheder kan gennemføres med samme skattemæssige virkning som ved overdragelse af knowhow.

 SKM2013.597.SR

SKM2012.370.SR

En aftale om køb af ret til andel i omsætningen for en koncerns omsætning blev efter en konkret vurdering af de indgåede aftaler ikke anset for at være en udbyttekontrakt. Udgiften til køb af denne var derfor ikke afskrivningsberettiget for en personlig dansk investor efter AL (afskrivningsloven) § 1, stk. 2. Aftalen blev anset for at være en finansiel kontrakt.

SKM2012.62.SR

Køberen af en ret til en andel af en eventuel transfersum i tilfælde af, at en fodboldklub solgte en bestemt spiller inden for en nærmere angivet periode, kunne ikke afskrive efter AL (afskrivningsloven) § 40. Der blev lagt vægt på, at den skattepligtiges formål med købet var at foretage en passiv kapitalanbringelse, og derfor kunne rettighederne ikke anses for at være anskaffet med erhvervsmæssigt formål.

SKM2008.544.SR

Sagen handlede bl.a. om, at bortforpagterne ønskede at overdrage en landbrugsvirksomhed til en ny ejer. Forpagtningsaftalen var indgået inden den 1. januar 2006, og forpagteren havde vederlagsfrit modtaget betalingsrettigheder ved førstegangstildelingen i 2005 på grundlag af det forpagtede areal. Ifølge forpagtningsaftalen skulle forpagter senest ved forpagtningens ophør vederlagsfrit levere betalingsrettighederne til bortforpagterne. Overdragelsen skulle finde sted inden levering af betalingsrettighederne til bortforpagterne, og den nye ejer skulle indtræde i forpagtningsaftalen. En betaling fra den nye ejer til de tidligere bortforpagtere, for at indtræde i retten til at modtage betalingsrettigheder vederlagsfrit fra forpagteren, fandtes at skulle behandles efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2.

SKM2008.389.SR

Udgifter til advokat for at udarbejde K/S H's stiftelsesdokument, vedtægter og tegningsaftale i forbindelse med etableringen af selskabet til et ejendomsanpartsprojekt kunne trækkes fra efter LL (ligningsloven) § 8 J, da udgifterne direkte påhvilede investorerne.

Desuden tog Skatterådet stilling til, om en række udgifter ville kunne regnes med i afskrivningsgrundlaget for K/S H's investeringsejendom. I afskrivningsgrundlaget for ejendommen kunne følgende regnes med:

• Sædvanligt honorar til en arkitekt for en byggeteknisk gennemgang af ejendommen
• Sædvanligt mæglersalær, forudsat at det konkret kunne godtgøres, at der var udøvet en egentlig mæglervirksomhed i forbindelse med overdragelse af ejendommen
• Skødeudgifter til advokat.

Udgifter til konsulentbistand fra en arkitekt i forbindelse med byggeteknisk gennemgang af ejendommen i forbindelse med købet af ejendommen ville også kunne lægges til anskaffelsessummen ved opgørelse af ejendomsavance efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Derimod kunne udgifter til konsulentbistand med gennemgang af ejendommens lejekontrakter, gennemgang af finansieringsmuligheder, udgifter til advokat til gennemgang af ejendommens papirer i forbindelse med købet af ejendommen, og udgifter til identifikation af ejendommen ("Finders Fee") ikke lægges til afskrivningsgrundlaget. Knowhow om fremstillingsmetode vedrørende et anpartsprojekt, der udbydes til passive investorer, kan derfor ikke anses for at være et aktiv, der falder ind under de immaterielle aktiver, der er nævnt i AL (afskrivningsloven) § 40.

SKM2001.189.LR

Ligningsrådet fandt ikke, at begrebet "opgives" i AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 4 og 6, omfatter en rettigheds udløb. Den omstændighed, at der ved afskrivning på en rettighed efter AL § 40 ikke er fradragsret for et uafskrevet restbeløb, er efter Ligningsrådets opfattelse ikke til hinder for, at restbeløbet trækkes fra efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 6, i forbindelse med salg eller opgivelse af rettigheden. Hvis der ikke afskrives skattemæssigt i en rettigheds løbetid, vil hele købesummen kunne fradrages. Se AL (afskrivningsloven) § 41, stk. 6.

Ligningsrådet fandt også, at der ved salg af en rettighed umiddelbart før udløb vil være adgang til fradrag for tab efter AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 6, forudsat at der er tale om et reelt salg.

TfS 1997, 87 LR

Ligningsrådet fandt, at overdragelsen af goodwill i et tandlægeanpartsselskab til et nystiftet interessentskab eller et nystiftet anpartsselskab ikke kunne være omfattet af begrænsning i afskrivningsadgangen, jf. daværende LL (ligningsloven) § 16 F, stk. 4 (nu AL (afskrivningsloven) § 41, stk. 5), da ingen af parterne i overdragelsen havde bestemmende indflydelse.