Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

C.A.6.3.4 Skattefri hædersgaver

Hæderspriser, der

  • bliver udbetalt i henhold til Nobelstiftelsens Grundstadgar eller
  • gives af mellemstatslige organisationer og institutioner, hvori Danmark deltager eller er medlem,

er skattefri, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Se LL (ligningsloven) § 7, stk. 1, nr. 19.

Hæderspriser, som

  • gives af offentlige midler, legater samt kulturelle fonde og lignende eller
  • gives af erhvervsvirksomheder her i landet eller i udlandet,

er skattefri, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester. Det er en betingelse, at hædersprisen er ydet som et uansøgt engangsbeløb. Se LL (ligningsloven) § 7, stk. 1, nr. 19.

Prisen skal, som anført, udelukkende være en anerkendelse af den pågældende kunstners fortjenester, og det er ikke en hæderspris i skattelovgivningens forstand, hvis hædersprisen på nogen måde erstatter et skattepligtigt vederlag, gave eller lignende. Der må således ikke ydes en skattefri hæderspris i stedet for at betale et skattepligtigt vederlag for udført arbejde.

Hvis en kunstner modtager en hæderspris fra en erhvervsvirksomhed, og kunstneren på tidspunktet for ydelsen af hædersprisen eller i nær tidsmæssig tilknytning hertil er ansat hos denne erhvervsvirksomhed eller udfører et kunstnerisk stykke arbejde for denne uden at have fået, hvad der svarer til normal løn eller betaling herfor, er det en indikation af, at hædersprisen ikke udelukkende er en anerkendelse af den pågældendes kunstneriske arbejde. Det samme er tilfældet, hvis familiemæssige eller økonomiske relationer må antages at have spillet ind ved uddelingen.

Hæderspriser gives typisk til personer, som gennem en længere tidsperiode har været aktive eller gjort sig bemærket inden for genren. Det er op til virksomhederne, hvordan de vil markedsføre uddelingerne i relation til den pågældende kunstner, herunder om de fx vil fremhæve en bestemt bog, som kulminationen af hans virke. I sidste ende er det en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om en skattefri hæderspris.

Udbetalinger fra Statens Kunstfond er normalt ikke omfattet af LL (ligningsloven) § 7, stk. 1, nr. 19. Kunstfonden udbetaler bl.a. engangsydelser for et værk fx en film og engangsydelser som arbejdslegat. Disse legater er ikke omfattet, fordi de ikke udelukkende er givet som en anerkendelse af kunstnerens fortjeneste.

Kunstfonden udbetaler også andre ydelser, som heller ikke er omfattet af bestemmelsen. Der udbetales fx 3-årige arbejdsstipendier og livsvarige ydelser, som ikke opfylder betingelsen om, at det skal være en engangsydelse. Fonden udbetaler også rejselegater, og de må bedømmes efter de generelle regler herom.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2013.241.HR

Kunstneren modtog livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Ydelsen tildeles alene på grundlag af en vurdering af kvaliteten af den hidtidige kunstneriske produktion, og ydelsen er ikke et vederlag for konkrete arbejder eller produkter. Derfor kan ydelsen ikke medregnes som indtægt ved opgørelsen af virksomhedens resultat. Af den grund kunne der ikke foretages fradrag for de udgifter i kunstnervirksomheden, som ellers ville kunne rummes i indtægten i form af den livsvarige ydelse.

Da den livsvarige ydelse ikke kunne medregnes ved opgørelsen af virksomhedens resultat, var der tale om et underskud. Virksomhedens underskud kunne ikke fradrages i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eftersom virksomheden ikke havde erhvervsmæssig karakter. Efter oplysningerne om indtægter og udgifter i kunstnervirksomheden lagde Højesteret således til grund, at virksomheden ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste i forhold til kunstnerens arbejdsindsats. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at kunstneren var fagligt kompetent og anerkendt, og at han havde modtaget en række hædersbevisninger og legater m.v., der ikke var vederlag for konkrete arbejder eller produkter og ej heller betinget af fremtidig kunstnerisk indsats.

Beskatning

Landsskatteretskendelser
SKM2019.203.LSR

En hæderspris, der blev uddelt af et universitet i et EU-land, var ikke omfattet af skattefriheden efter LL (ligningsloven) § 7, nr. 19.

Landsskatteretten lagde vægt på, at bestemmelsen efter sin ordlyd alene omfatter Nobelprisen og hæderspriser, der ydes af mellemstatslige organisationer eller institutioner, hvor Danmark deltager i eller er medlem af, samt priser, der ydes som anerkendelse af kunstnerisk virksomhed.

 
SKM2007.292.LSR

En plakatkunstner modtog en præmie på 60.000 kr. i forbindelse med en udstilling. Præmien ansås for omfattet af LL (ligningsloven) § 7, nr. 19 og var dermed skattefri.

Ikke beskatning

SKM2006.759.LSR

En hæderspris, der blev givet til to danske arkitekter fra en dansk fond, blev anset for skattefri efter LL (ligningsloven) § 7, nr. 19, om hæderslegater til kunstnere.

Ikke beskatning

Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2022.208.SR

En forening (H1) ønskede at uddele skattefrie hæderspriser i medfør af LL (ligningsloven) § 7, nr. 19, til en række modtagere, der havde gjort sig bemærket indenfor sit virke. Det eneste kriterie for tildelingen af legatet var en nærmere angivet kvalitet. Hæderspriserne forventedes at blive uddelt i november 2022 og udgjorde et kontant beløb på xx-tusind kr. til hver prismodtager. Finansieringen af priserne kom fra overskydende midler fra samarbejdspartneren G1, men det var ikke G1, der havde bestemt, hvad beløbet skulle bruges til, ligesom det ikke var G1, der var den reelle uddeler af priserne.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de af foreningen uddelte hæderspriser kunne behandles som en skattefri hæderspris i medfør af LL (ligningsloven) § 7, nr. 19, 2. pkt., da H1 ikke kunne anses som en erhvervsvirksomhed som omhandlet i bestemmelsen. H1 måtte derimod skatteretligt anses som en forening. Foreningen kunne dog heller ikke uddele skattefrie hæderspriser, da det efter administrativ praksis var et krav, at sådanne foreninger havde et almennyttigt formål for at være omfattet af skattefriheden, hvilket ikke gjorde sig gældende for H1, idet formålet ifølge vedtægterne var at varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesser.

Endelig kunne legatet i sig selv heller ikke anses at opfylde betingelserne for skattefrihed, da legatet i princippet kunne ydes til samme person hvert andet år og dermed ikke kunne anses som en hæderspris for et virke gennem en årrække, som også var gældende praksis for tildeling af skattefrie hæderspriser.

 
SKM2022.156.SR

To foreninger ønskede at tilbyde en skattefri hæderspris, jf. LL (ligningsloven) § 7, nr. 19. Prismodtageren blev udpeget blandt forfattere, som var aktuelle. Prisen blev uddelt hvert år og bestod af xxx-tusind kr. samt en statuette. Prisen blev sponsoreret og udbetalt af selskabet G1 A/S. Beløbet blev udbetalt direkte til prismodtageren. Prisen blev anset for ydet af G1 A/S og det forhold, at prisen var forankret hos foreninger kunne ikke føre til et andet resultat. 

Skatterådet kunne bekræfte, at den af foreningerne indstiftede pris kunne behandles som en skattefri hæderspris, jf. LL (ligningsloven) § 7, nr. 19.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at en frivillig oplæsningsturné for prismodtageren ikke medførte, at prisen ikke fik status som hæderspris.

 
SKM2019.317.SR

Spørger ønskede Skatterådets stillingtagen til, om en hæderspris var skattefri, eller delvis skattefri efter henholdsvis LL (ligningsloven) §§ 7, nr. 19 og 7 O.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Hædersprisen opfyldte betingelserne i ligningslovens § 7, nr. 19, da hverken Fonden, der havde ydet beløbet, eller Fagforeningen, der havde udbetalt beløbet, var at anse for at være en mellemstatslig organisation eller institution hvori Danmark som stat, deltog i eller var medlem af.

Hædersprisen havde heller ikke karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester. Hædersprisen blev givet for modtagerens bedrifter indenfor det videnskabelige- og forskningsmæssige område.

Skatterådet bekræftede dog, at Hædersprisen var delvis skattefri efter LL (ligningsloven) § 7 O.

Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal der lægges vægt på, om beløbet er ydet af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lignende.

Da beløbet var ydet af Fonden, der er en almennyttig fond, var beløbet delvis skattefri efter LL (ligningsloven) § 7 O.

 
SKM2012.620.SR Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Weekendavisens Litteraturpris var skattefri for modtageren, idet prisen udbetaltes som led i en konkurrence og dermed blev givet for et bestemt værk. Der var således ikke tale om en anerkendelse af modtagerens samlede forfatterskab. 
SKM2004.77.LR Cavling-prisen blev ikke anset for omfattet af LL (ligningsloven) § 7, nr. 19, 2. pkt. om skattefrihed af hæderspriser til kunstnere.

Beskatning

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.