Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

C.A.10.2.5.4.6 Udbetaling ved ophævelse i utide

Indhold

Afsnittet beskriver reglerne om afgift efter pensionsbeskatningsloven ved udbetaling af kapitalpensionsordninger og supplerende engangsydelser i utide eller ved dispositioner over ordningen, der er i strid med pensionsformålet.

Afsnittet indeholder:

  • Udbetaling i utide
  • Dispositioner i strid med pensionsformålet
  • Afgiften ved udbetaling i utide eller dispositioner i strid med pensionsformålet
  • Samtidighedskravet ved udbetalinger, der var gældende før den 1. januar 2004.

Udbetaling i utide

Definition

Begrebet udbetaling i utide omfatter enhver udbetaling fra kapitalpensionsordninger eller supplerende engangsydelser, der ikke er omfattet af de situationer, der er nævnt i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 1-8, eller PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1.

PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25 stk. 1-8 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1 omfatter udbetalinger i forbindelse med, at pensionsopspareren

  • har nået pensionsudbetalingsalderen. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 1 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1
  • første gang får udbetaling ved en af Skatterådet godkendt lavere pensionsalder. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk.1, nr. 1 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 26, stk. 2
  • første gang får udbetaling efter varig nedsættelse af sin funktionssevne (arbejdsevne/erhvervsevne). Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 2 og 3, PBL (pensionsbeskatningsloven) § 26, stk. 3 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29, stk.1
  • første gang får udbetaling efter at være blevet ramt af en livstruende sygdom. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 4, PBL (pensionsbeskatningsloven) § 26, stk. 3 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1
  • får udbetalt en invalidesum.  Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 5
  • er afgået ved døden. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk.1, nr. 6 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1
  • har nået tidspunktet 20 år efter pensionsudbetalingsalderen eller er fyldt 80 år, hvis ordningen er oprettet inden den 1. maj 2007. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 7, som er ændret ved  lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 1, nr. 4, der med virkning fra 1. januar 2018 forlænger forfaldstidspunktet for seneste udbetaling med 5 år, dvs. fra 15 år til 20 år efter forsikredes pensionsudbetalingsalder. 
  • får udbetaling i overensstemmelse med udbetalingsvilkårene af en kapitalpension, der er blevet udloddet til en fraskilt eller frasepareret ægtefællen i forbindelse med bodeling ved separation eller skilsmisse. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1, nr. 8, og § 30, stk. 2.

Ved udbetaling i alle andre tilfælde, skal der som udgangspunkt betales afgift på  52 pct. af de udbetalte beløb. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 26 og PBL (pensionsbeskatningsloven) § 28.

Det gælder også for den del af en kapitalpension, der stammer fra overførsel af et indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Se afsnit C.A.10.2.1.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide og afsnit C.A.10.2.2.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide om den skattemæssige behandling af betaling af omkostningspræmier og gebyrer.

Afgiftspligten indtræder ved udbetalingen fra ordningen, uanset om kontoen på et tidligere tidspunkt er opsagt til udbetaling. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) §§ 25-28.

Efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 26, stk. 1 kan pensionsopspareren ved hel eller delvis udbetaling af en kapitalpensionsordning efter, at pensionsudbetalingsalderen er nået, vælge at betale afgift på 52 pct. efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 28 i stedet for afgiften på 40 pct. efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1. Det bevirker, at ejeren fremover fortsat har fradrags- eller bortseelsesret for indbetalinger på kapitalpensionsordninger. Se afsnit (C.A.10.2.5.3.2.4) om, at der ikke er fradrags- eller bortseelsesret, når kapitalpension er udbetalt efter pensionsudbetalingsalderen.Reglens relevans er dog begrænset, så længe beløbsgrænsen i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, for indbetalinger med bortseelses- eller fradragsret udgør 0 kr.

Dispositioner i strid med pensionsformålet

Dispositioner over ordningen, der er i strid med pensionsformålet, er omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 30. Se afsnit(C.A.10.2.5.5) om dispositioner over kapitalpensionsordninger.

Vedrører dispositionen eller overdragelsen kun en del af ordningen, skal afgiften kun beregnes af det beløb, som dispositionen mv. vedrører, forudsat at der inden udløbet af fristen for afgiftens betaling oprettes selvstændig police for den resterende del. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 30, stk. 7.

Afgiften ved udbetaling i utide eller dispositioner i strid med pensionsformålet

Ved udbetaling i utide eller ved dispositioner i strid med pensionsformålet skal der som udgangspunkt betales afgift på 52 pct. af de udbetalte beløb. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 28, PBL (pensionsbeskatningsloven) § 30, stk. 1.
Det gælder også for den del af en kapitalpension, der stammer fra overførsel af et indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Der skal dog ikke betales afgift af den del af udbetalingen eller ordningens værdi, der krone-for krone svarer til indbetalinger, som pensionsopspareren har foretaget på ordningen, og som pensionsopspareren ikke har haft fradrags- eller bortseelsesret for her i landet eller i udlandet. Pensionsopspareren skal godtgøre, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne her i landet eller i udlandet. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 32, stk. 1.
Ved en deludbetaling af en sådan kapitalpensionsordning, anses deludbetalingen uanset § 26, stk. 4, fortrinsvis at hidrøre fra den afgiftsfri del af ordningen uanset pensionsopsparerens alder, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 32, stk.1, 4. pkt., som er indsat ved lov nr. 2197 af 29. december 2020, § 1, nr. 13,
Reglen har virkning for deludbetalinger, der sker fra og med d. 1. juli 2021, jf. lov nr. 2197 af 29. december 2020, § 10, stk. 5

I PBL (pensionsbeskatningsloven) § 33 A, stk. 1 og 3 og 34, stk. 1, 3 og 4 findes overgangsregler om afgiftens størrelse for kapitalpensionsordninger, der er oprettet inden den 1. januar 1972.

Kapitalforsikring oprettet inden den 1. januar 1972

Der betales en afgift på 52 pct. af den del af udbetalingen eller værdien,

  • der stammer fra indbetalinger, der forfaldt efter den 31. december 1971 og vedrører tiden efter denne dato
  • værditilvækst efter den 31. december 1971 vedrørende de før den 1. januar 1972 opsamlede beløb. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 28 og 33 A, stk. 1.

Der betales afgift på 25 pct. af den øvrige del af udbetalingen eller værdien, dog skal der

  • ikke betales afgift af beløb, der stammer fra arbejdstagerens egne bidrag, der forfaldt før den 1. januar 1972. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 34, stk. 3.

Der skal svares afgift med 25 pct., selv om der foreligger en kapitalpensionsordning, hvori arbejdstageren er indtrådt før den 1. januar 1958, og som derfor havde været delvist afgiftsfri ved normal udbetaling.

Den del af udbetalingen mv., der stammer fra arbejdstagerens egne bidrag til ordningen,  som er indbetalt før den 1. januar 1972, er helt afgiftsfri, ligesom der heller ikke skal betales afgift af den værditilvækst, der tilskrives til disse bidrag efter den 1. januar 1980. Se PBL § 34, stk. 3

Opsparing i pensionsøjemed oprettet inden den 1. januar 1972

Der betales en afgift på 52 pct. af udbetalingen eller værdien. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 28, § 33 A, stk. 1.

Der betales dog ingen afgift af summen af de beløb, hvormed arbejdstagerens egne årlige bidrag før den 1. januar 1972 har oversteget 350 kr. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 34, stk. 4.

Når der sker udbetaling ved fratræden af stilling hos arbejdsgiveren før det fyldte 60. år af en ordning oprettet før den 1. januar 1958, se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 27, stk. 1, nr. 3, skal der betales afgift på 52 pct. af den del af ordningens værdi, der stammer fra forøgede indbetalinger efter den 1. januar 1972. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) §§ 11 og 13 om forøgede indbetalinger.

Der kan dog i stedet oprettes en ny selvstændig police eller konto for den afgiftspligtige del, så denne kan opretholdes på de hidtidige vilkår efter fratrædelsen. Se skd.1975.34.270.

Skemaet viser afgiftssatserne efter pensionsbeskatningsloven ved udbetaling i utide og dispositioner i strid med pensionsformålet over kapitalpensionsordninger:

Ordninger oprettet i perioden

Indbetalinger før den 1. januar 1958 samt værditilvækst hertil indtil udbetalingstidspunktet

Indbetalinger fra den 1. januar 1958 til den 31. december 1971 og værditilvækst heraf indtil den 1. januar 1980

Indbetalinger fra 1972 og værditilvækst hertil, samt værditilvækst fra den 1. januar 1980

Den 1. januar 1980 eller senere

52 pct.

Fra den 1. januar 1972 til den 31. december 1979

52 pct.

Fra den 1. januar 1958 til den 31. december 1971

Forsikring 25 pct.
Arbejdstagerens egne indbetalinger før den 1. januar 1972, og værditilvækst heraf i hele perioden er dog afgiftsfri.

52 pct.
Værditilvækst af arbejdstagerens egne indbetalinger før den 1. januar 1972 i hele perioden er dog afgiftsfri.

Opsparing 52 pct.
Summen af arbejdstagerens egne indbetalinger, før den 1. januar 1972, der overstiger et årligt beløb på 350 kr. og værditilvækst heraf i hele perioden er dog afgiftsfri.

Før den 1. januar 1958

Forsikring 25 pct. Arbejdstagerens egne indbetalinger før den 1. januar 1972, og værditilvækst heraf i hele perioden er dog afgiftsfri

Forsikring 25 pct.
Arbejdstagerens egne indbetalinger før den 1. januar 1972, og værditilvækst heraf i hele perioden er dog afgiftsfri

52 pct.
Værditilvækst af arbejdstagerens egne indbetalinger før den 1. januar 1972 i hele perioden er dog afgiftsfri.

Opsparinger 52 pct.
Summen af arbejdstagerens egne indbetalinger, før den 1. januar 1972, der overstiger et årligt beløb på 350 kr. og værditilvækst heraf i hele perioden er dog afgiftsfri

Opsparinger 52 pct. 
Summen af arbejdstagerens egne indbetalinger, før den 1. januar 1972, der overstiger et årligt beløb på 350 kr. og værditilvækst heraf i hele perioden er dog afgiftsfri

Samtidighedskravet ved udbetalinger, der var gældende før den 1. januar 2004

Ved udbetalinger før den 1. januar 2004 skulle der betales afgift efter pensionsbeskatningsloven af samtlige pensionsopsparerens kapitalpensionsordninger, hvis bare en enkelt ordning blev udbetalt ved det 60. år eller senere, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25, stk. 1. De tidligere regler om samtidighedskravet er ophævet med virkning for ordninger, der bliver ophævet den 1. januar 2004 eller senere. De tidligere regler er nærmere beskrevet i (Ligningsvejledningen, Almindelig del 2004-2, afsnit A.C.1.2.4.5.3).

Dispensation for afgift på 60 pct. (2012 og tidligere)

Efter den tidligere PBL (pensionsbeskatningsloven) § 26, stk. 5 kunne den lokale told- og skatteregion (i København og på Frederiksberg de pågældende kommunale skattemyndigheder) dispensere fra kravet om betaling af afgift på 60 pct. af den først ophævede ordning, selv om senere ophævede ordninger først var blevet afgiftsberigtiget efter udløbet af samtidighedskravets frist.

Reglerne om dispensation anvendes fortsat, hvis den først ophævede pensionsordning er afgiftsberigtiget før den 1. januar 2004. Hvis der efterfølgende opdages en ordning, der ikke er afgiftsberigtiget, kan ejeren ansøge Skattestyrelsen om dispensation fra afgiften på 60 pct. Kriterierne for dispensation er nærmere beskrevet i (Ligningsvejledningen, Almindelig del 2004-2, afsnit A.C.1.2.4.5.4).

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.