A.B.4.1.2.2.2 Betaling af restskat
Indhold
Dette afsnit handler om betaling af restskat.
Afsnittet indeholder:
- Pligt til at betale restskat
- Procenttillæg
- Overførsel af restskat
- Betaling af resterende restskat
- Dækningsrækkefølge
- Morarente
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Pligt til at betale restskat
Den skattepligtige har pligt til at betale restskat. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 1.
Restskat er det beløb, som slutskatten med tillæg af eventuel overført restskat m.v. efter KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3, og af eventuel afgift omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25 A, stk. 5-9, overstiger de foreløbige skatter, der modregnes efter KSL (kildeskatteloven) § 60. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 1. ►Bemærk, at PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25 A, stk. 6, er ændret ved § 3, stk. 1, nr. 1, i lov nr. 1389 af 5. oktober 2022.◄
Procenttillæg
Ud over restskatten skal der også betales et procenttillæg af restskatten. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 2 (som ændret ved § 1 i lov nr. 832 af 14. juni 2022).
Procenttillægget beregnes en gang årligt og fastsættes som rentesatsen i OPKL § 7, stk. 2, 3. pkt., med tillæg af 1,5 procentpoint afrundet til en decimal.
Hvis den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, beregnes desuden en rente af restskat og procenttillæg svarende til renten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 2 (som ændret ved § 1 i lov nr. 832 af 14. juni 2022).
Rentesatsen efter OPKL § 7, stk. 2, er angivet i afsnit A.B.4.6.2 Renter mv. ved forsinket eller manglende betaling.
Overførsel af restskat
Hvis udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse er senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overføres restskatten med tillæg som et yderligere tilsvar for det efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller AM-bidrag for dette år. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3 (som ændret ved § 1 i lov nr. 832 af 14. juni 2022).
Det er dog kun den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter KSL (kildeskatteloven) § 63, stk. 1, der ikke overstiger grundbeløbet, med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 2, der overføres. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3.
Grundbeløbet udgjorde 18.300 i 2010-niveau og reguleres efter PSL (personskatteloven) § 20. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3 og 8.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om opkrævningen. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3. Reglerne findes i KSLbek.
De skattebeløb, der er opkrævet for et år, hvortil der er overført restskat m.v., anses for medgået først til dækning af den overførte restskat m.v. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3.
Betaling af resterende restskat
Et eventuelt resterende beløb efter overførsel af restskat med renter og procenttillægget forfalder til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 4 (som ændret ved § 1 i lov nr. 832 af 14. juni 2022).
Raterne skal være på mindst 500 kr., indtil hele beløbet er betalt. Hvis restskat, der ikke bliver indregnet efter KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3, reguleret med tillæg og renter efter KSL (kildeskatteloven) §§ 61-63 (som ændret ved § 1 i lov nr. 832 af 14. juni 2022), i alt er et mindre beløb end 500 kr., opkræves den ikke. Ved beregningen indgår beløb, der ikke tidligere er opkrævet. Se KSL (kildeskatteloven) § 62 C, stk. 1-2.
Beløb på 200 kr. eller derunder bortfalder, når udbetaling over Nemkontosystemet ikke har kunnet finde sted inden for en periode på 3 måneder. Se KSL (kildeskatteloven) § 62 C, stk. 3.
Der opkræves kun hele kronebeløb. Se KSL (kildeskatteloven) § 62 C, stk. 4.
Der gælder særlige regler, hvis årsopgørelsen først udskrives den 1. august i året efter indkomståret eller senere. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 4-6 (KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 4 og 5, er ændret ved § 1 i lov nr. 832 af 14. juni 2022).
Der gælder også særlige regler, hvis en person ikke er skattepligtig ved begyndelsen af det efterfølgende år, eller hvis den længstlevende ægtefælle i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet overtager boet. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 7.
Dækningsrækkefølge
De skattebeløb, der opkræves eller inddrives for et indkomstår, dækker indkomstskat forud for ejendomsværdiskat, og AM-bidrag forud for A-skat og B-skat. Se KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 9.
Morarente
Er der ikke betalt rettidigt, skal den pågældende betale en rente pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Se KSL (kildeskatteloven) § 63.
Renten udgør rentesatsen i OPKL § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint. Se KSL (kildeskatteloven) § 63. Rentesatsen efter OPKL § 7, stk. 2, er angivet i afsnit A.B.4.6.2 Renter mv. ved forsinket eller manglende betaling.
Renter af skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om året og opkræves sammen med restskatten for de pågældende år. Se KSL (kildeskatteloven) § 63.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser | ||
SKM2008.527.LSR | Skattepligtig ikke underrettet om at Skatteforvaltningen ville foretage skatteansættelse på andet grundlag end selvangivet. Årsopgørelsen ugyldig. Det var uberettiget at opkræve rente efter KSL (kildeskatteloven) § 63 af en ugyldig årsopgørelse. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed