E.A.7 Miljø

E.A.7.1 Emballager, poser, engangsservice og pvs-folier

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.1.1)
• Definition af emballager (E.A.7.1.2)
• Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgiften) (E.A.7.1.3)
• Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (E.A.7.1.4)
• Virksomheder omfattet af den volumenbaserede afgift (oplagshavere)(E.A.7.1.5)
• Emballager omfattet af den vægtbaserede afgift (E.A.7.1.6)
• Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift (E.A.7.1.7)
• Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift (E.A.7.1.8)
• Virksomheder omfattet af den vægtbaserede afgift (oplagshavere) (E.A.7.1.9)
• Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer (E.A.7.1.10)
• Afgiftens størrelse for afgiftspligtige bæreposer (E.A.7.1.11)
• Det afgiftspligtige vareområde for engangsservice (E.A.7.1.12)
• Afgiftens størrelse for engangsservice (E.A.7.1.13)
• Det afgiftspligtige vareområde for pvc-folier (E.A.7.1.14)
• Afgiftens størrelse for pvc-folier (E.A.7.1.15)
• Virksomheder omfattet af afgiften på bæreposer, engangsservice eller pvc-folier (oplagshavere) (E.A.7.1.16)
• Varemodtagere omfattet af emballageafgiften (E.A.7.1.17)
• Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven (E.A.7.1.18)
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.1.19)
• Regnskab og andre bestemmelser (E.A.7.1.20).

E.A.7.1.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

Emballageafgiften består af 5 afgiftsdele:

• En volumenbaseret afgift udformet som en stykafgift på visse drikkevareemballager
• En vægtbaseret afgift fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer på udvalgte varegrupper
• En vægtbaseret afgift på bæreposer af papir og plast mv.
• En vægtbaseret afgift på engangsservice
• En vægtbaseret afgift på pvc-folier til levnedsmidler.

Formål

Baggrunden for emballageafgiften er, at afgiften som helhed skal medvirke til at nedbringe affaldsmængderne og skabe incitament til at bruge mindre emballage.

Den volumenbaserede del af emballageafgiften har bl.a. til formål at forebygge emballageaffald.

Den vægtbaserede del af emballageafgiften, hvis afgiftssatser er fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer, har til formål både at reducere emballagemængderne og fremme brugen af mere miljøvenlig emballage.

Formålet med den vægtbaserede afgift på bæreposer er at begrænse brugen af bæreposer af papir og plast og derigennem nedbringe affaldsmængderne.

Formålet med den vægtbaserede afgift på engangsservice er at begrænse brugen af engangsservice, og derigennem nedbringe affaldsmængderne.

Formålet med den vægtbaserede afgift på pvc-folier er at fremme brugen af mere miljøvenlige former for folier til emballering.

Lovgrundlag

Afgiften på emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier fremgår af lovbekendtgørelse nr. 101 af 13. februar 2001 med senere ændringer.

Loven kaldes populært for emballageafgiftsloven og forkortes i denne vejledning til EMBAL.

Historik

De følgende afsnit beskriver, hvornår og hvorfor de forskellige love om afgift på emballage blev indført.

Indførelse af en afgift på detailsalgspakninger

Afgift af visse detailsalgspakninger blev indført ved lov nr. 634 af 21. december 1977 og trådte i kraft 1. februar 1978. Afgiften var udformet som en stykafgift baseret på volumen og materiale. Afgiften omfattede visse emballager til drikkevarer, spiseolier m.v.

Indførelse af en bæreposeafgift

Afgiften på bæreposer havde til formål at afgiftsbelægge de typer af bæreposer, der med rimelighed kunne erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Afgiften blev indføjet i loven ved lov nr. 488 af 30. juni 1993 og trådte i kraft 1. januar 1994.

Indførelse af en flaske- og dunkeafgift

Ved lov nr. 1107 af 29. december 1997 og med virkning fra 1. april 1998 blev afgiftsgrundlaget for afgiften på detailsalgspakninger udvidet med detailsalg af alle flasker og dunke, uanset om beholderne var påfyldte eller ej.

Omlægning til en vægtbaseret emballageafgift

Flaske- og dunkeafgiften blev erstattet af en vægtbaseret afgift ved lov nr. 422 af 26. juni 1998. Omlægningen havde virkning fra 1. januar 1999. Formålet med omlægningen var at opnå en afgiftsmæssig ligestilling af alle typer af emballager, der bruges til en bestemt type af varer. Afgiften blev derfor baseret på varegrupper, som mængdemæssigt var af størst betydning.

I praksis medførte den vægtbaserede afgift lettelser i forhold til den hidtidige volumenbaserede afgift. Den højere volumenbaserede emballageafgift blev dog bibeholdt for emballage til vin, øl, spiritus og mineralvand.

Den højere afgift på nye genpåfyldelige flasker øgede det økonomiske incitament til genbrug ved at holde værdien af en brugt flaske oppe sammenlignet med nyanskaffelsesprisen for en flaske inkl. afgift.

Ved en lovændring senere samme år blev afgrænsningen af det afgiftspligtige vareområde præciseret, bl.a. ved at emballage til smørbare blandingsprodukter blev afgiftspligtige, samt at emballage til vegetabilske mælkeerstatningsprodukter blev fritaget for afgift.

Omlægning til en vægtbaseret emballageafgift baseret på et miljøindeks

Afgiftssatserne for den vægtbaserede afgift blev omlagt ved lov nr. 1292 af 20. december 2000 og med virkning fra 1. april 2001. Ved omlægningen blev afgiften erstattet af en ny vægtbaseret afgift, hvis satser var fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer. Miljøindekset pr. kg materiale var baseret på livscyklusanalyse-screeninger (LCA). Dvs. vurdering af de væsentligste miljøpåvirkninger og ressourceforbruget i emballagematerialets livsforløb.

For de fleste materialer var der undersøgt forskellige situationer med kombinationer af primære og sekundære materialer samt forbrænding og henholdsvis 90 pct. genvinding af materialerne. De gældende afgiftssatser blev fastsat med udgangspunkt i et indeks for miljøeffekter.

Vurderingen af emballagematerialerne var til dels baseret på de tekniske screeninger og til dels de politiske valg mellem, hvilke af effekterne som den vægtbaserede emballageafgift skulle baseres på.

Afgiften omfattede derefter 12 forskellige emballagematerialer.

Emballager til øl, vin, spiritus og mineralvand m.v. fortsatte med at være underlagt den volumenbaserede afgift som følge af andre hensyn i forbindelse med emballager i retursystemer.

Ved omlægningen blev lovens anvendelsesområde udvidet til også at omfatte afgiften af engangsservice, som tidligere befandt sig i lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, den senere lov om visse miljøafgifter. Afgiften på engangsservice gik ved samme lejlighed fra at være en værdibaseret afgift til en vægtbaseret afgift. Derudover kom afgiften til også at omfatte varer til erhvervsmæssig brug. Den vægtbaserede afgift på engangsservice blev ikke fastsat ud fra miljøindekset. Afgift på engangsservice blev oprindeligt indført ved lov nr. 259 af 9. juni 1982 om ændring af lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger og trådte i kraft den 15. juni 1982.

Ved omlægningen blev emballageafgiftens anvendelsesområde desuden udvidet med afgift af pvc-folier til levnedsmidler, som tidligere befandt sig i lov om forskellige forbrugsafgifter. Den vægtbaserede afgift på pvc-folier til levnedsmidler blev derefter fastlagt som en ensartet sats ud fra miljøindekset, hvilket medførte en forhøjelse af afgiften. Afgift af pvc-folier til emballering af levnedsmidler blev oprindeligt indført ved lov nr. 439 af 26. juni 1998 om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter og trådte i kraft den 1. januar 1999.

Afgiftsnedsættelse for emballager til øl og mineralvand

Ved lov nr. 1217 af 27. december 2003 og med virkning fra 1. februar 2004 blev afgiften på emballager til øl og mineralvand nedsat med 80 pct. Afgiften på emballager til vin og spiritus blev ikke ændret.

Formålet med at omlægge afgiften på øl og nedsætte den volumenbaserede afgift på emballager til både øl og sodavand var at styrke konkurrencen på det danske øl- og sodavandsmarked ved at medvirke til generelt billigere øl og sodavand, og derigennem reducere grænsehandlen med disse varer.

Formålet med at reducere afgiften var desuden at reducere den såkaldte "flaskefidus", hvor emballager blev eksporteret med afgiftsgodtgørelse og importeret ved privatpersoners grænsehandlen, og derved bragt i omløb på det danske marked uden afgift.

Alkoholsodavand

Ved lov nr. 1392 af 20. december 2004 og med virkning fra 1. april 2005 blev afgiften for vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand ændret, da emballagerne til vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand blev omfattet af pant- og retursystemet. Emballagerne blev herefter pålagt samme afgift som emballager til øl, sodavand mv.

Kildevandsflasker

Ved lov nr. 1579 af 20. december 2006 og med virkning fra 1. september 2008 blev beholdere til kildevand overført til den volumenbaserede afgift, da denne type emballage blev omfattet af pant- og retursystemet. Beholdere til vand med smag, iste og lignende drikkevarer blev også omfattet af den volumenbaserede afgift ved lov nr. 523 af 17. juni 2008 og med virkning fra 1. september 2008.

Emballager til vin, spiritus mv.

Ved lov nr. 522 af 12. juni 2009 og med virkning fra 1. januar 2011 halveredes emballageafgiften for emballager på vin og spiritus. Reduktionen af afgiften skal mindske den uhensigtsmæssige virkning ved samspillet mellem afgiften og godtgørelsen af afgiften ved eksport.

E.A.7.1.2 Definition af emballager

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår en beholder mv. regnes for at være en emballage efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Emballagens form og type
• Emballagens rumindhold
• Salgsemballage
• Multipak
• Transportemballage
• Endelig forbruger
• Toldtarif
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Emballagens form og type

Salgs- og multipakemballage under 20 liter er omfattet af afgiftspligten uanset form og type. Det kan fx være ampuller, baljer, balloner, bøtter, dunke, dåser, etuier, fade, flakoner, flasker, indpakningspapir, kar, kartoner, kasser, konservesglas, krukker, krus, papkasser, poser, skrin, spande, sække, tremmekasser, tuber og æsker.

Emballagens rumindhold

Ved en emballages rumindhold forstås emballagens (beholderens) bruttovolumen (indvendige mål) og ikke den mængde, der er påfyldt eller skal påfyldes.

Salgsemballage

Salgsemballage er som udgangspunkt omfattet af afgiftspligten.

Ved salgsemballage (primær emballage) forstås emballage, der er udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en salgsenhed for den endelige bruger eller forbruger. Det kan ikke tillægges betydning, om emballagen overdrages til forbrugeren i forbindelse med overdragelsen af beholderens indhold. Fx vandbeholdere til vandkølingssystemer, hvor beholderen kun er til lån og returneres efter brug.

Emballager til vareprøver, der ikke er beregnet til salg, og hvor emballagens art og form klart adskiller sig fra emballager til varer, der almindeligvis sælges, er derimod ikke afgiftspligtige.

Indpakning af varer i detailhandlen, fx varer i gaveposer, varer pakket ind i gavepapir eller samles i en papæske, regnes ikke for salgsemballage, og er derfor ikke omfattet af afgiftspligten.

Multipak

Multipak (sekundær emballage) kan være omfattet af afgiftspligten.

Ved multipak forstås emballage udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en samling af et vist antal salgsenheder og sælges som sådan til den endelige bruger eller forbruger. Dobbeltemballering af varer er dermed fuldt ud omfattet af afgiften, fx 4 stk. håndsæbe eller 2 tuber tandpasta, der er emballeret enkeltvis og samlet ved en yderemballage.

Varer i afgiftspligtige salgsemballager, der efterfølgende indgår i en fælles ydre emballage med ikke-afgiftspligtige varer, fx

• bilsæt med børste og vaskepolish
• færdig middagsret vedlagt en selvstændig emballeret sauce eller
• symaskine vedlagt en lille beholder med symaskineolie

regnes ikke som multipak efter afgiftsloven. Afgiftspligten omfatter derfor kun den direkte emballage, der er om vaskepolishen, saucen og symaskineolien.

Transportemballage

Transportemballage (tertiær emballage) er ikke omfattet af afgiftspligten.

Ved transportemballage forstås emballage til håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipakemballager, fx paller og kasser af pap og karton, herunder plastfyld og metalbeskyttere mv. til emballagen. Transportemballage sikrer varerne imod skader ved håndtering og transport af varerne.

Transportemballage er også fritaget for afgift, selv om den efterfølgende bruges som display (POS-salgsopstilling) i butikker og lignende.

Endelig forbruger

Den endelige forbruger eller bruger kan være både en privat person eller en virksomhed.

Fx er en virksomhed, som indkøber varer til brug i virksomheden, den endelige bruger, uanset om varerne bruges i egen virksomhed eller bruges som led i leveringen af en serviceydelse til fx frisør, hotel, rengøring, værksted og lignende.

Toldtarif

Toldtariffen er et varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, som bruges ved opkrævning af told af varer fra tredjelande og ved udveksling af oplysninger om uden- og indenrigshandel i EU. Se vejledningen Toldtariffen.

Toldtariffens positionsnumre bruges i emballageafgiftsloven til afgrænsning af det afgiftspligtige vareområde.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser for området:

E.A.7.1.3 Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgiften)

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere, hvilke emballager, som er omfattet af den volumenbaserede afgift.

Afsnittet indeholder

• Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem
• Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Bemærk

Den volumenbaserede afgift kaldes også i daglig tale for stykafgiften.

Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Afgiftspligten omfatter salgsemballager med et rumindhold på under 20 liter uanset fremstillingsmateriale til emballering af visse drikkevarer.

Nedenstående skema viser, hvilke emballager er omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgift). Nedenstående emballager indgår ikke i det obligatoriske pant- og retursystem.

Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Afgiftspligten omfatter salgsemballager med et rumindhold på under 20 liter uanset fremstillingsmateriale til emballering af visse drikkevarer.

Nedenstående skema viser, hvilke emballager er omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgift). Disse emballager har en lavere afgiftssats end emballager til vin mv. og indgår i det obligatoriske pant- og retursystem.

Bemærk

Oplysninger om det obligatoriske pant- og retursystem kan fås hos Dansk Retursystem A/S (www.dansk-retursystem.dk] eller Miljøstyrelsen (www.mst.dk).

Se også

Se også SKM2010.379.SKAT for præcisering af, hvilke drikkevarer med indhold af grønsager, frugter, urter mv., som er omfattet af pantbekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 5, og hvilke typer, som er undtaget fra pant- og retursystemet.

E.A.7.1.4 Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den volumenbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftssatserne for emballager omfattet af den volumenbaserede afgift.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatserne for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem
• Afgiftssatserne for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem.

Afgiftssatser for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Nedenstående skema viser afgiftssatserne for emballager, der ikke er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem. Se EMBAL § 1, nr. 1. Dvs. emballager til spiritus, vin eller frugtvin (dog ikke alkoholsodavand, cider og lignende på eller under 10 pct. alkohol):

Bemærk

Laminater er sammensvejsede folier af forskellige materialer som pap, papir, aluminium, plast mv. Beholdere, der er fremstillet af laminat, som udelukkende består af flere slags plastmaterialer, er afgiftspligtige som beholdere af plast.

For de såkaldte "bag-in-box", er det materialet af selve inderposen, der ligger til grund for afgiftsberegningen. En inderpose, der er fremstillet af plastlaminat, hvor der indgår metalliseret plastfilm, er et laminat af forskellige materialer i relation til EMBAL § 2, stk. 2, se stk. 1, hvorfor der skal svares afgift som for laminat.

Afgiftssatser for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Nedenstående skema viser afgiftssatserne for emballager, der er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem. Se EMBAL § 1, nr. 2. Dvs. emballager til øl, sodavand, alkoholsodavand, cider, kildevand (med eller uden smag), mineralvand, limonade og iste m.v.:

Bemærk

Satserne gælder ikke for beholdere, som er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e (vand med smag mv.), eller som er påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og som ikke indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 5. Det kan fx være større plastdunke til vandkølingsanlæg eller emballager af karton eller laminater af forskelligt materiale.

En virksomhed kan vælge at beregne afgift efter EMBAL § 2, stk. 8, se stk. 9-12 (bestemmelserne om vægtbaseret afgift), når emballagen er lavet af sekundært plastmateriale (undtagen eps og pvc), og beholderen er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, eller er påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 7.

E.A.7.1.5 Virksomheder omfattet af den volumenbaserede afgift (oplagshavere)

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, som skal lade sig registrere som oplagshavere som følge af den volumenbaserede afgift på emballager, dvs. emballager til vin, spiritus, øl, sodavand mv.

Afsnittet indeholder:

• Regler for virksomheder, som fremstiller emballager omfattet af den volumenbaserede afgift
• Regler ved mellemhandel
• Regler for aftapningsvirksomheder
• Varemodtagere
• Krav til lokaler
• Lønarbejde.

Bemærk

Se afsnit E.A.1.4 om de generelle regler for registrering. Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.020 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk .

Virksomheder, som er registrerede som oplagshavere, kan indføre eller modtage tomme emballager fra udlandet uden at betale afgift ved modtagelsen. De kan også købe ubrugte emballager i ubeskattet stand fra andre registrerede oplagshavere, hvis emballagerne er beregnet til videresalg i ubrugt stand. Det gælder dog for aftapningsvirksomheder, at emballagerne skal være beregnet til påfyldning. Se EMBAL § 3a.

Regler for virksomheder, som fremstiller emballager omfattet af den volumenbaserede afgift

Virksomheder, der fremstiller emballager til drikkevarer efter EMBAL § 1, nr. 1 og 2, dvs. emballager til

• øl
• vin
• frugtvin
• spiritus
• sodavand
• vand/mineralvand
• limonade mv. med kulsyre
• vand/mineralvand uden kulsyre uden og med smag

skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Reglerne om registrering som oplagshaver findes i EMBAL § 3, stk. 1. Reglerne gælder også for virksomheder, der fremstiller emballager til varer omfattet EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv. uden indhold af kulsyre, saft og most samt koncentrater til fremstilling af sådanne varer).

Regler ved mellemhandel

Virksomheder, der driver mellemhandel (grossisthandel) med ubrugte (tomme) emballager til drikkevarer mv. se EMBAL § 1, nr. 1 og 2 (vin, spiritus, øl, mv.), kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men har ikke pligt til at være registreret (frivillig registrering).

Ved mellemhandel forstås her videresalg en gros til fx andre handlende eller aftapningsvirksomheder.

Reglerne for mellemhandlere findes i EMBAL § 3, stk. 2. Dette gælder også for virksomheder, der driver mellemhandel med emballager til varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv. uden indhold af kulsyre, saft og most samt koncentrater til fremstilling af sådanne varer).

Regler for aftapningsvirksomheder

Virksomheder, der aftapper eller påfylder drikkevarer mv. omfattet af EMBAL § 1, nr. 1 og 2 (vin, spiritus, øl, mv.) på emballage, fx bryggerier og mineralvandsfabrikanter, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver.

Reglerne for aftapningsvirksomheder findes i EMBAL § 3, stk. 3. Dette gælder også for virksomheder, der aftapper mv. varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv. uden indhold af kulsyre, saft og most samt koncentrater til fremstilling af sådanne varer).

Bemærk

En aftapningsvirksomhed, som er registreret som oplagshaver efter EMBAL § 3, stk. 3 skal også lade sig registrere som varemodtager, hvis virksomheden modtager eller indfører påfyldte emballager fra udlandet.

Se også

Se også afsnit E.A.7.1.17 om registrering som varemodtager.

Varemodtagere

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal som udgangspunkt lade sig registrere som varemodtager. Se afsnit E.A.7.1.17.

Krav til lokaler

Virksomheden kan nægtes registrering som oplagshaver eller få registreringen tilbagekaldt, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig måde. Se EMBAL § 3, stk. 6.

Lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan efter ansøgning desuden give tilladelse til, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3b.

E.A.7.1.6 Emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtigt vareområde for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift
• Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift og påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 - 16
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Afgiftspligtigt vareområde for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Afgiftspligten omfatter salgsemballager og multipak med et rumindhold på under 20 liter til emballering af visse varer med henblik på salg til den endelige bruger eller forbruger, hvis emballagen er fremstillet af

• papir
• pap
• tekstiler
• plast
• aluminium
• hvidblik
• stål
• glas
• keramik og/eller
• træ.

Nedenstående skema viser varegrupper, hvor emballagen er omfattet af den vægtbaserede emballageafgift.

Bemærk

Emballager, som er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e (ikke-kulsyreholdigt vand, limonade mv.), eller er påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og som ikke indgår i pant- og retursystemet, er også omfattet af den vægtbaserede afgift. Det kan fx være emballager til vand til vandkølesystemer. Se EMBAL § 2, stk. 5.

En virksomhed kan vælge at beregne efter den vægtbaserede afgift, når emballagen er lavet af sekundært plastmateriale (undtagen eps og pvc), og beholderen er beregnet til at blive påfyldt varer eller påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e (ikke-kulsyreholdigt vand, limonade mv.), og indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 7.

Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift og påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 - 16

Emballager, som indeholder varer, der medfører afgiftspligt efter den vægtbaserede emballageafgift, er omfattet af den volumenbaserede afgift, hvis emballagen er beregnet til at blive påfyldt spiritus, øl, mineralvand mv. Se EMBAL § 2, stk. 8.

Eksempel

Ølflaske som er påfyldt olie eller eddike er omfattet af den volumenbaserede afgift.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.1.7 Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Afsnittet indeholder:

• Hvordan afgiften beregnes af emballager omfattet af den vægtbaserede afgift
• Afgiftens størrelse.

Hvordan afgiften beregnes af emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Afgiften af emballager til vægtafgiftspligtige varer, se afsnit E.A.7.1.6, beregnes efter emballagens samlede vægt på grundlag af nedenstående 12 materialeafhængige (miljøbaserede) afgiftssatser. Dette gælder også beholdere, som er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, eller påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og som ikke indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 5 samt afsnit E.A.7.1.3 om emballager omfattet af den volumenbaserede afgift.

Se også

Se også afsnit E.A.7.1.8 om hvordan den afgiftspligtige vægt af emballagerne opgøres. Det fremgår også, hvordan afgiften skal beregnes for emballager fremstillet af forskellige typer materiale.

Afgiftssatserne fremgår af EMBAL § 2, stk. 8.

Den vægtbaserede afgift omfatter emballager til:

• Andre drikkevarer, som er uden kulsyre, samt saft, most og koncentrater
• Eddike og spiseolier
• Denatureret sprit, fx husholdningssprit
• Sæbe-, vaske, rengørings- og rensemidler, pudse-, poler- og skuremidler mv.
• Varer omfattet af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
• Bekæmpelsesmidler
• Maling, lakker, farvestof, kit- og spartelmasse mv.
• Parfumevarer, kosmetik og toiletmidler mv.
• Kølervæske til motorer og sprinklervæske
• Kemiske stoffer og produkter, som er klassificerede som farlige eller som opfylder farlighedskriterierne (bortset fra visse genpåfyldelige trykbeholdere)
• Mælk og mejeriprodukter, dog ikke flydende sød-, let-, skummet- og kærnemælk
• Margarine mv. samt smørbare produkter bestående af en blanding af mælkefedt og vegetabilsk fedtstof
• Hunde- og kattefoder
• Saucer, sennep mv. samt tomatpuré og tomatsaft.

Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Nedenstående skema viser afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Bemærk

Se afsnit E.A.7.1.8 om dokumentationskrav til emballager, som kan afgiftsberigtiges til en lavere afgiftssats pga. brugen af sekundære materialer, højfyldte materialer eller som følge af, at emballagen er UN-godkendt.

E.A.7.1.8 Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan vægten af emballager, som er omfattet af den vægtbaserede afgift, opgøres.

Afsnittet indeholder:

• Krav til kendskab til materialetyper
• Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for ensartede emballager
• Låg, kapsler og etiketter mv.
• 90 pct.'s reglen
• Beregning efter den højeste afgiftssats
• Manglende dokumentation for sekundært materiale eller fyldstof
• UN-godkendte materialer
• Op- og nedrunding
• Eksempler på beregning af afgiften.

Krav til kendskab til materialetyper

Virksomheden skal vide, hvilke materialer der indgår i emballagen og vægten af disse materialer, enten gennem oplysning fra producenten eller fra egen undersøgelse af varen. Det er den registrerede virksomhed, der er ansvarlig for, at afgiften beregnes på et korrekt grundlag.

Der skal for hver emballage (emballeret vare) foreligge en opgørelse over de materialer, der indgår i emballagen enten fra emballagefabrikanten eller fra virksomhedens egen opgørelse.

Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for ensartede emballager

Emballagevægten kan for ensartede emballager fastsættes på grundlag af en gennemsnitsvejning af et repræsentativt udsnit af de pågældende emballager, dog mindst 10 emballager.

En gennemsnitsvejning af de enkelte emballager skal foretages så ofte, som det ud fra den pågældende emballages art og type er nødvendigt for at sikre en korrekt afgiftsbetaling, dog mindst én gang om året. Virksomheden skal sammen med regnskabet opbevare dokumentation for de foretagne vejninger.

Ved indførsel af varer fra udlandet hvor der ikke foreligger oplysninger fra producenten om emballagens bestanddele og vægt, så varemodtageren selv må konstatere disse, kan der for mindre partier af ensartede varer eller for meget dyre varer fx parfume, ses bort fra kravet om vejning af mindst 10 emballager.

Varemodtageren kan i sådanne tilfælde fastsætte bestanddele og vægt på grundlag af en enkelt emballage, men det er virksomhedens ansvar at vide, hvilke materialer emballagen består af, og vægten af disse. Virksomheden skal opbevare den vejede emballage og dokumentation for den foretagne vejning/opgørelse/fastsættelse af den enkelte emballages vægt.

Låg, kapsler og etiketter mv.

Alle dele af emballagen til de pågældende varer, dvs.

• inderemballage
• yderemballage
• lukkeanordninger (propper, låg, kapsler)
• hanke
• etiketter
• tape og
• folier mv.

er omfattet af afgiftspligten. Etiketter, prisskilte og lignende, der påsættes ude i detailforretningen, er ikke omfattet af afgiftspligten.

Hvis emballagen består af flere materialer, beregnes afgiften ved først at gange vægten af de enkelte materialedele med den respektive sats og derefter lægge tallene sammen. Se EMBAL § 2, stk. 9.

90 pct.'s reglen

Hvis et enkelt materiale udgør mere end 90 pct. af emballagens samlede vægt, kan afgiften beregnes efter satsen for dette materiale alene og af emballagens samlede vægt. Se EMBAL § 2, stk. 9

Beregning efter den højeste afgiftssats

Virksomheden kan dog altid vælge at beregne afgiften for den samlede emballage, herunder emballage, der består af laminater, efter satsen for det materiale i emballagen, der har den højeste afgiftssats og efter emballagens samlede vægt. Se EMBAL § 2, stk. 10.

Manglende dokumentation for sekundært materiale eller fyldstof

For at bruge de lavere afgiftssatser for henholdsvis sekundært pap og papir samt plast skal virksomheden dokumentere, at emballagen indeholder mindst 50 pct. sekundære materialer, fx ved en fabrikanterklæring eller en tro og love erklæring. Foreligger dokumentationen ikke, skal der betales afgift efter satserne for primære materialer. Se EMBAL § 2, stk. 11.

For at bruge den lavere afgiftssats for højfyldt plast skal virksomheden kunne dokumentere, at emballagen består af mindst 50 pct. fyldstof, fx ved en fabrikanterklæring eller en tro og love erklæring. Foreligger denne dokumentation ikke, skal der betales afgift efter satsen for plast, primært materiale. Se EMBAL § 2, stk. 12.

UN-godkendte materialer

Det er en betingelse for at bruge de lavere afgiftssatser for henholdvis UN-godkendt plast og UN-godkendt hvidblik og stål, at UN-godkendelsen fremgår af selve emballagen.

Op- og nedrunding

Ved opvejning af en emballages enkelte afgiftspligtige bestanddele, der vejer 1 g eller derover fastsættes vægten af bestanddelene i hele g, mens vægten af bestanddele, der vejer under 1 g, fastsættes i mg. Vægten op- eller nedrundes til g eller mg efter de almindelige regler, dvs. 5 eller derover rundes op og under 5 rundes ned.

Vægten af den enkelte afgiftspligtige bestanddel i g eller mg ganges herefter med antallet af emballageenheder. Den fremkomne afgiftspligtige vægt for varepartiet anføres i hele kg efter de almindelige regler, se ovenfor.

Eksempler på beregning af afgiften

Nedenstående skema viser en række eksempler på, hvordan afgiften opgøres for forskellige emballager.

Eksempel 1

Eksempel 2

Eksempel 3

Mængden af glas udgør i ovenstående eksempel mere end 90 pct. af emballagens samlede vægt, og det er derfor muligt at opgøre afgiften efter emballagens samlede vægt og afgiftssatsen for glas. Afgiften bliver da 606 g*1,85 kr./kg = 1,12 kr. pr. glasflaske.

Eksempel 4

E.A.7.1.9 Virksomheder omfattet af den vægtbaserede afgift (oplagshavere)

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, som skal lade sig registrere som oplagshavere som følge af den vægtbaserede afgift på emballager.

Afsnittet indeholder:

• Regler for virksomheder, som fremstiller, driver mellemhandel med eller påfylder emballager til varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv.)
• Regler for virksomheder, som emballerer emballageafgiftspligtige varer
• Bagatelgrænse for registrering (den vægtbaserede afgift)
• Regler for detailhandlere
• Regler for mellemhandlere
• Regler for varemodtagere
• Krav til lokaler
• Regler ved lønarbejde.

Bemærk

Se afsnit E.A.1.4 om de generelle regler for registrering. Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.020 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk

Oplagshavere kan indføre afgiftspligtige varer fra udlandet og købe varer fra andre registrerede virksomheder uden afgift. Dette gælder for ubrugte varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 og afgiftspligtige varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 4 - 16. Se EMBAL § 3a.

Regler for virksomheder, som fremstiller, driver mellemhandel med eller påfylder emballager til varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv.)

Reglerne for registrering for denne type virksomheder findes i EMBAL § 3, stk. 1-3, og svarer til bestemmelserne for virksomheder omfattet af den volumenbaserede afgift. Se afsnit E.A.7.1.3 om emballager omfattet af den volumenbaserede afgift.

Regler for virksomheder, som emballerer emballageafgiftspligtige varer

Virksomheder, der foretager emballering, aftapning, påfyldning eller pakning af emballageafgiftspligtige varer, se EMBAL § 1, nr. 4 - 16 (vægtafgift), skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Se EMBAL § 3, stk. 4.

Virksomheder, som fremstiller emballager omfattet af den vægtbaserede afgift efter EMBAL § 1, nr. 4 - 16, skal ikke og kan ikke registreres.

Bagatelgrænse for registrering (den vægtbaserede afgift)

Emballeringsvirksomheder, der har et årligt salg af varer til et afgiftsbeløb under 5.000 kr., skal ikke registreres og dermed ikke betale afgift. Hvis virksomheden ligger over beløbsgrænsen og derfor registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, gælder registreringen for 2 år, medmindre virksomheden ophører med at drive afgiftspligtig aktivitet. Se EMBAL § 3, stk. 5. Beløbsgrænsen er ikke et bundfradrag, og registrerede virksomheder kan ikke fratrække beløbet.

Når en virksomhed er registreret, skal virksomheden angive og betale afgift uanset afgiftsbeløbets størrelse.

Regler for detailhandlere

Detailhandlere, fx slagtere og viktualieforretninger, skal ikke registreres for eller betale afgift ved pakning/påfyldning af varer, der er omfattet af EMBAL § 1, nr. 16, fx af mayonnaise, salatdressing, saucer og sennep, for direkte salg til den endelige forbruger. Se afsnit E.A.7.1.2 for en definition af en endelig forbruger. Se EMBAL § 6, stk. 6.

Regler for mellemhandlere

Virksomheder, der driver mellemhandel (grossisthandel) med påfyldte emballager omfattet af den vægtbaserede afgift, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Sådanne virksomheder har dog ikke pligt til at være registreret (frivillig registrering). Se EMBAL § 3, stk. 2.

Ved mellemhandel forstås her videresalg en gros til fx andre handlende.

Regler for varemodtagere

Virksomheder, der indfører eller modtager påfyldte emballager omfattet af den vægtbaserede afgift fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal typisk lade sig registrere som varemodtager. Se afsnit E.A.7.1.17 om varemodtagere omfattet af afgiften.

Krav til lokaler

Virksomheden kan nægtes registrering som oplagshaver eller få registreringen tilbagekaldt, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig måde. Se EMBAL § 3, stk. 6.

Regler ved lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan efter ansøgning også give tilladelse til, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3b.

E.A.7.1.10 Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer

Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke bæreposer, som er omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtigt vareområde for bæreposer
• Eksempler på beregning af bæreposers rumfang
• Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Afgiftspligtigt vareområde for bæreposer

Afgiftspligten omfatter poser (bæreposer) af papir eller plast mv. med hank eller lignende, fx stropper eller snipper, der kan sammenbindes, og som

• har et rumindhold op til hank på mindst 5 liter og
• med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Se EMBAL § 2a.

Der er ikke afgift på følgende poser

• lukkede poser (topsvejsede) til fx køkkenruller og toiletpapir
• poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast.

Se også nedenstående oversigt over afgørelser mv. for afgrænsning af det afgiftspligtige vareområde.

Benævnelsen af posen, fx affaldspose, har ikke betydning i spørgsmål om afgiftspligten.

Eksempler på beregning af posers rumfang

For at bedømme om en pose er afgiftspligtig, dvs. har et rumfang på 5 liter eller derover, er der vist nogle eksempler på beregning af posers rumfang.

Beregningerne er baseret på retvinklede posers mål i fladlagt tilstand. Se illustrationerne nedenfor.

Udgangspunktet for beregning af rumfanget er i alle tilfælde en pose uden fals. I poser med fals tillægges falsens højde og bredde således:

Poser uden fals:
h = Afstand fra bund til hank (L), b = Bredde (B)

Sidefalsposer:
h = Afstand fra bund til hank (L), b = Bredde (B) + 2 sidefals (2SF)

Bundfalsposer:
h = Afstand fra bund til hank (L) + bundfals (BF), b = Bredde (B)

Bund/sidefalsposer (klodsbundsposer):
h = Afstand fra bund til hank (L) + bundfals (BF), b = Bredde (B) + 2 sidefals (2SF)

På baggrund af posens omkreds beregnes en cirkulær bund, og højden reduceres med radius i cirklen: Radius = 2 x b / 2 x pi. Højde = h - radius

Rumfanget beregnes herefter således: Højde x pi x radius², hvor pi = 22/7.

Årsagen til, at beregningen af rumfanget af en klodsbundspose beregner ud fra en cirkulær bund er, at en klodsbundspose ved opfyldning vil antage cylinderform.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.1.11 Afgiftens størrelse for bæreposer

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftssatserne for bæreposer.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser for bæreposer

Afgiftssatser for bæreposer

Afgiftssatsen for bæreposer fremgår af EMBAL § 2b.

Nedenstående skema viser afgiftssatserne for bæreposer.

Se også

Se også SKM2009.620.SKAT. Bæreposer af biologisk nedbrydeligt materiale, der er fremstillet på basis af plantestivelse (herunder majs- og kartoffelstivelse), er omfattet af afgiftssatsen for papirsposer. Med biologisk nedbrydelig forstås, at materialet lever op til anerkendte tekniske standarder herfor, fx den europæiske standard EN 13432. Bionedbrydelige bæreposer, der er fremstillet af plantestivelse, er omfattet af afgiftssatsen i EMBAL § 2b om papir mv.

E.A.7.1.12 Det afgiftspligtige vareområde for engangsservice

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere, hvilke engangsservicer, som er omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtigt vareområde for engangsservice
• Eksempler på afgiftspligtige varer
• Eksempler på ikke-afgiftspligtige varer.

Afgiftspligtigt vareområde for engangsservice

Afgiftspligten omfatter engangsservice uanset fremstillingsmateriale, dvs. knive, gafler, skeer, tallerkener og krus mv. af plast og pap m.m., som sædvanligvis smides ud efter brug, uanset at det måske kan bruges flere gange. Se EMBAL § 2c.

Engangsservice er afgiftspligtigt både til privat brug og til erhvervsmæssigt brug, også selv om varen udelukkende er af en type og art, der kun bruges erhvervsmæssigt.

På grundlag af især det daværende Momsnævns afgørelser er afgiftspligtens omfang blevet fastlagt.

Eksempler på afgiftspligtige og afgiftsfri varer efter disse afgørelser og efter lovændring nr. 1292 af 20. december 2000 fremgår af nedenstående afsnit.

Eksempler på afgiftspligtige varer

Eksempler på varer, som er omfattet af afgiftspligten:

• Bakker med en længde eller tallerkener med en diameter på 33 cm eller derunder
• Drikkebægre og beholdere med et rumindhold op til 2 liter, også selv om de er forsynet med målestreger
• Drikkebægre af polypropylen med målestreger (hospitalsbægre), som kan forsynes med et låg med drikketud
• Drinkspinde
• Engangskopper fremstillet af pap, der udelukkende bruges til demonstration (prøvesmagning) af andre varer
• Grilltallerkener med flere rum
• Kaffefade (bakker med fordybning til en kop, bruges som kombineret tallerken og underkop)
• Rørepinde af plast
• Plastskeer i importerede pakninger, som også indeholder sukker, flødepulver samt en serviet
• Portionsskåle, bægre, kopper eller lignende til servering af is og desserter
• Pølsebakker fremstillet af foldet pap
• Tallerkener, trekantede, der er specielt konstruerede til automater med mikrobølgeovn og
• Træspatler til isbægre mv.

Eksempler på ikke-afgiftspligtige varer

Eksempler på varer, som ikke er omfattet af afgiftspligten:

• Aluminiumsbakker og -forme
• Askebægre (aluminium eller pap med aluminiumsbelægning)
• Burgerpakninger (transportpakninger)
• Bægre og beholdere med et rumindhold på over 2 liter
• Bægerholdere (genbruges)
• Isbægre (emballager, som indgår i en fremstillingsproces, og som nedfryses sammen med isen)
• Ispinde
• Låg til bægre mv.
• Papbakker til jordbær, tomater, champignons mv.
• Pindemadspinde
• Plattebakker af aluminium med mindst 5 rum
• Serveringsbakker med en længde på mere end 33 cm
• Servietter og engangsduge
• Sugerør
• Yoghurtbægre med påtryk.

E.A.7.1.13 Afgiftens størrelse for engangsservice

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftssatsen for engangsservice.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser for engangsservice.

Afgiftssatser for engangsservice

Afgiftssatserne for engangsservice fremgår af EMBAL § 2c.

Nedenstående skema viser afgiftssatsen for engangsservice.

E.A.7.1.14 Det afgiftspligtige vareområde for pvc-folier

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde for pvc-folier omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtigt vareområde for pvc-folier.

Afgiftspligtigt vareområde for pvc-folier

Afgiftspligten omfatter folier fremstillet af blød pvc (polyvinylchlorid), der er egnet til emballering af levnedsmidler, dvs. indpakningsfilm, husholdningsfilm og lignende. Se EMBAL § 2d.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 1068 af 13. november 2009 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, hvilke bløde pvc-folier der er egnet til emballering af levnedsmidler. Disse folier henhører bl.a. under toldtariffens pos. 3919, 3920, 3921 og 3926.

Den del af et laminat, som er blød pvc-folie, er afgiftsbelagt.

Folier, som ikke er af pvc, eller som ikke er til levnedsmidler, er ikke omfattet af afgiften.

Materialet pvdc er ikke en pvc, fordi materialerne er lavet af hvert sit grundstof. Ved blød pvc forstås, at pvc'en kemisk er tilsat en blødgører, der gør materialet blødt. Folier af ren pvc uden blødgørere er ikke omfattet af afgiften.

Pvc-folier, der i udlandet er brugt til emballering af levnedsmidler, hvor levnedsmidlerne efterfølgende indføres her til landet, er ikke omfattet af afgiftspligten.

E.A.7.1.15 Afgiftens størrelse for pvc-folier

Indhold

Afsnittet beskriver den afgiftspligtige sats for pvc-folier til levnedsmidler.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatsen for pvc-folier.

Afgiftssatsen for pvc-folier

Afgiftssatsen for pvc-folier fremgår af EMBAL § 2d.

Nedenstående skema viser afgiftssatsen for pvc-folier.

E.A.7.1.16 Virksomheder omfattet af afgiften på bæreposer, engangsservice eller pvc-folier (oplagshavere)

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, som er omfattet af afgiften på bæreposer, engangsservice eller pvc-folier, og som skal lade sig registrere som oplagshavere.

Afsnittet indeholder:

• Regler for fremstillingsvirksomheder
• Regler for mellemhandlere
• Regler for varemodtagere
• Krav til lokaler
• Regler ved lønarbejde.

Bemærk

Se afsnit E.A.1.4 om de generelle regler for registrering. Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.020 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk

Oplagshavere kan indføre afgiftspligtige varer fra udlandet og købe varer fra andre registrerede virksomheder uden afgift.

Regler for fremstillingsvirksomheder

Virksomheder, der fremstiller bæreposer, engangsservice, eller pvc-folier, se EMBAL §§ 2a, 2c og 2d, skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Se EMBAL § 3, stk. 1.

Virksomhederne skal registreres separat for hvert afgiftsområde.

Regler for mellemhandlere

Virksomheder, der driver mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige bæreposer, engangsservice eller pvc-folier, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men sådanne virksomheder har ikke pligt til at være registreret (frivillig registrering). Se EMBAL § 3, stk. 2.

Ved mellemhandel forstås her videresalg en gros til andre handlende.

Virksomhederne skal registreres separat for hvert afgiftsområde.

Regler for varemodtagere

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal typisk lade sig registrere som varemodtager. Se afsnit E.A.7.1.17 om varemodtagere omfattet af afgiften.

Krav til lokaler

Virksomheden kan nægtes registrering som oplagshaver eller få tilbagekaldt registreringen, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig måde. Se EMBAL § 3, stk. 6.

Regler ved lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan efter ansøgning desuden tillade, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3b.

E.A.7.1.17 Varemodtagere omfattet af emballageafgiften

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder som skal lade sig registrere efter emballageafgiftsloven som varemodtagere.

Afsnittet indeholder:

• Registrering som varemodtager
• Registrering som midlertidig varemodtager
• Regler om fjernsalg
• Bagatelgrænse for registrering som varemodtager
• Krav om sikkerhedsstillelse
• Fratagelse af registrering som varemodtager.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4 om de generelle bestemmelser for varemodtagere.

Registrering som varemodtager

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshavere, skal lade sig registrere som varemodtagere.

Bestemmelserne om registrering som varemodtagere findes i EMBAL §§ 7 og 7a.

Bemærk

Hvis virksomheden driver mellemhandel (engroshandel), er der mulighed for at blive registreret som oplagshaver.

En virksomhed, der er registreret som oplagshaver efter EMBAL § 3, stk. 3 (aftapningsvirksomheder omfattet af EMBAL § 1, stk. 1, nr. 1 - 3), skal også registreres som varemodtager, hvis virksomheden indfører eller modtager påfyldte emballager fra udlandet.

Registrering som midlertidig varemodtager

Virksomheder, institutioner eller personer

• der lejlighedsvist modtager varer fra udlandet som led i udøvelsen af deres erhverv eller
• erhvervsdrivende, som selv henter varer i udlandet

kan registreres som midlertidig varemodtager. Se EMBAL § 7a, stk. 5.

Regler om fjernsalg

Virksomheder registreret efter momslovens § 47, stk. 2, dvs. har postordresalg eller lignende fra udlandet til kunder i Danmark, fx med parfumevarer, skal registreres efter loven. Se EMBAL § 3, stk. 7.

Bagatelgrænse for registrering som varemodtager

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer, dvs. volumen- og vægtafgiftspligtige emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier, fra udlandet til et samlet afgiftsbeløb på under 5.000 kr. årligt (12 måneders periode), skal ikke registreres og ikke betale afgift.

Der er ikke tale om et bundfradrag ved afgiftsbetalingen, men kun om en fritagelse for registrering og dermed betaling af afgift.

Virksomheden skal løbende vurdere, om modtagelsen af varer vil komme til at ligge under eller over bagatelgrænsen. Hvis virksomheden vurderer, at bagatelgrænsen er eller vil blive overskredet, skal virksomheden straks anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Bagatelgrænsen gælder også for privatpersoners indførsel (modtagelse) af afgiftspligtige varer fra udlandet.

Bestemmelsen om bagatelgrænsen for varemodtagere findes i EMBAL § 7a, stk. 6.

Krav om sikkerhedsstillelse

SKAT kan pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de seneste 3 år er straffet efter EMBAL § 18. Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til det forventede skyldige afgiftsbeløb for de kommende 12 måneder, dog mindst 20.000 kr.

Sikkerheden frigives, hvis varemodtageren inden for en 2-års-periode ikke er straffet efter EMBAL § 18. Sikkerheden skal være SKAT i hænde før forsendelsen af ubeskattede leverancer begyndes. SKAT fastsætter regler for sikkerhedsstillelsen.

Bestemmelsen om sikkerhedsstillelse findes i EMBAL § 7a, stk. 2. Bestemmelserne om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 gælder også.

Fratagelse af registrering som varemodtager

SKAT kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis

• virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt eller
• virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i EMBAL § 9.

Generhvervelse af registreringen kan ske efter 1 år.

Se SKM2009.443.SKAT. Se EMBAL § 7a, stk. 7.

E.A.7.1.18 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Regler for oplagshavere
• Særligt gældende for den volumenbaserede afgift
• Særligt gældende for den volumenbaserede afgift samt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (andre varer uden kulsyre mv.)
• Særligt gældende for den vægtbaserede afgift
• Særligt gældende for afgiften på bæreposer
• Regler for varemodtagere
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Regler for oplagshavere

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode, dvs. kalendermåned. Se OPKL § 2, stk. 2 og afsnit E.A.1.6 om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

I den opgjorte afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage varer, der er udleveret ubeskattet i månedens løb. Se afsnit E.A.7.1.19 og afsnit E.A.1.7 om afgiftsgodtgørelse og afgiftsfritagelse. Den ubeskattede udlevering omfatter dog ikke varer til diplomater m.fl.

Bestemmelserne om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for oplagshavere findes i EMBAL § 4 og 5.

Særligt gældende for den volumenbaserede afgift

Opgørelsen foretages på grundlag af udleveringen af emballager, der er fremstillet af virksomheden eller tilført denne ubeskattet fra udlandet eller fra andre registrerede virksomheder. For aftapningsvirksomheder omfatter den afgiftspligtige mængde antallet af udleverede påfyldte emballager.

For emballager, der er udleveret ubeskattet til en køber til formål (eksportemballage), der ikke medfører afgiftspligt for emballagen (ubrugte emballager), skal virksomheden i forbindelse med ordreoptagelsen kræve, at køberen oplyser om emballagens brug. Se EMBAL § 15, stk. 5.

Fakturaen skal tydeligt angive, at emballagen er leveret uden afgift og derfor ikke må bruges til formål, der medfører afgiftspligt. Se EMBAL § 5, stk. 1, nr. 6.

Særligt gældende for den volumenbaserede afgift samt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (andre varer uden kulsyre mv.)

Styk- og vægtafgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold, se EMBAL § 1, nr. 1 - 3 (drikkevareemballager mv.), kan ikke leveres (overføres) ubeskattet til en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3a.

Særligt gældende for den vægtbaserede afgift

Opgørelsen foretages på grundlag af virksomhedens udlevering af emballerede varer i afgiftsperioden.

For hver emballeret vare skal der foreligge en opgørelse over den brugte emballages sammensætning og vægt og det samlede antal udleverede emballerede varer. Se E.A.7.1.8 om opgørelse af den afgiftspligtige vægt.

Til den afgiftspligtige udleverede mængde skal ikke medregnes

• emballager, hvoraf der tidligere er betalt afgift (genpåfyldelige emballager)
• emballager til vareprøver, der ikke er beregnet til salg, og hvor emballagens art og form klart adskiller sig fra emballager til varer, der almindeligvis sælges.

Vægtafgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold, kan leveres (overføres) ubeskattet til en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3a.

Særligt gældende for afgiften på bæreposer

Hvis udlevering og/eller fakturering af bæreposer sker i antal stk., kan omregning til kg ske på basis af en vægt pr. stk., der er beregnet ved vejning af mindst 100 poser.

Regler for varemodtagere

De erhvervsdrivende varemodtagere, der er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften til SKAT. Angivelsen og betalingen sker efter opkrævningslovens §§ 2 - 8. Afgiftsperioden er måneden. Se EMBAL §§ 7 og 7a.

For andre varemodtagere sker angivelsen og betalingen efter OPKL § 9, stk. 2 - 4.

Se også

Se også afsnit E.A.1.6 om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.1.19 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Afsnittet beskriver afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Regler for afgiftsfritagelse
• Regler for afgiftsgodtgørelse ved udførsel
• Afgiftsgodtgørelse ved genudførsel
• Genindvinding af glas
• Ompakning af varer
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Regler for afgiftsfritagelse

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under samme betingelser, som der er momsfrihed efter ML § 36, stk. 1-3. Se EMBAL § 8.

Virksomheder kan få bevilling (tilladelse) til afgiftsfritagelse for eksportemballage (stykafgiftspligtige emballager), der købes her i landet eller indføres fra udlandet, og som ikke er genstand for omsætning her i landet.

Ved eksportemballage forstås stykafgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold og udelukkende omsættes uden for Danmark. Emballagen må derfor købes her i landet eller indføres fra udlandet af virksomheder, der agter at påfylde indhold for derefter at udføre varen. Se EMBAL § 6, stk. 1.

Se også

Se også afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og E.A.7.1.8 om opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller vægt..

Regler for afgiftsgodtgørelse ved udførsel

SKAT kan meddele virksomheder, der ikke er registreret efter afgiftsloven som oplagshaver, afgiftsgodtgørelse for ubrugte eller påfyldte emballager, der leveres til udlandet. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Se i øvrigt afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse.

For brugte emballager (påfyldte emballager) kan der dog ikke godtgøres afgift ud over den afgift, der påhviler en tilsvarende ny emballage. Se EMBAL § 6, stk. 2.

Fra 1. april 2001 har der ikke været adgang til afgiftsgodtgørelse for påfyldte emballager (dåseøl mv.), der leveres til skibe og fly i EU-trafik med henblik på salg til passagerer i dansk farvand/luftrum for efterfølgende medtagelse i land. Se EMBAL § 6, stk. 2.

Virksomheder, der ikke er registreret efter afgiftsloven som oplagshaver, kan meddeles afgiftsgodtgørelse for bæreposer, engangsservice og pvc-folier, der leveres til udlandet. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Se i øvrigt afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse. Se EMBAL § 6, stk. 3.

Bemærk

Almindelige bæreposer til brug i lufthavne anses ikke for leveret til udlandet.

Afgiftsgodtgørelse ved genudførsel

Der kan gives godtgørelse af afgiften af beholdere til

• spiritus
• vin
• frugtvin
• øl
• sodavand
• mineralvand
• limonade og
• andre varer tilsat kulsyre

der leveres tilbage brugte og sælges til fornyet brug (genpåfyldning) i udlandet.

Godtgørelse gives til virksomheder, der selv har indført de beholdere eller tilsvarende beholdere, som genudføres til fornyet brug i udlandet, eller til andre virksomheder end de, der har indført beholderne, fx flaskeskyllerier, og som har fået retten til afgiftsgodtgørelse overdraget fra importøren.

SKAT udsteder bevilling til at godtgøre afgiften efter ansøgning.

Betingelser for at godtgøre afgiften

Der gælder følgende generelle betingelser for godtgørelse:

• At beholderne udføres i hel tilstand beregnet til genpåfyldning.
• At udførslen af de brugte beholdere til genpåfyldning i udlandet sker mindre end 1 år efter, at beholderne er indført og afgiften er betalt.
• At udførslen sker i forbindelse med et salg og dokumenteres efter samme regler som ved udførsel af varer fra momsregistrerede virksomheder (udførselsangivelse mv.).
• At virksomheden periodisk til SKAT afgiver en anmodning, der indeholder en opgørelse over de udførte beholdere, der ønskes godtgørelse for.
• At opgørelsen er udfærdiget på grundlag af salgsfakturaer mv. over de udførte flasker og indeholder en specifikation over flaskerne opdelt på beholdertyper, antal flasker, flaskestørrelse (nominelt indhold i cl), afgiftsbeløb og samlet afgiftsbeløb.
• At virksomheden i opgørelsen afgiver en erklæring om, at beholderne er udført til genpåfyldning i udlandet. Det er ikke et krav, at der sker genpåfyldning med samme type drikkevare.
• At virksomheden søger om afgiftsgodtgørelse inden 1 år efter beholdernes udførsel.
• Som dokumentation for betalt afgift ved indførslen skal virksomheden kunne fremlægge en attest (blanket 24.032), der er overdraget fra den varemodtager (importør), som har betalt afgift af beholderne ved indførslen. Overdragelse af retten til afgiftsgodtgørelse til virksomheden skal kunne dokumenteres ved en erklæring fra importøren.

SKAT kan i bevillingen fastsætte yderligere bestemmelser om regnskab og kontrol. Se EMBAL § 6, stk. 4.

Genindvinding af glas

Der kan gives godtgørelse af afgiften af glasbeholdere, der oprindeligt har indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand, uden tilsat kulsyre, med et kulsyreindhold på mindst 0,4 pct. vægtprocent. Det er en betingelse, at beholderne genindvindes til glasfabrikation.

SKAT kan udstede bevilling til godtgørelse efter ansøgning.

Der kan ikke gives godtgørelse for andre glasbeholdere eller beholdere/emballager af andre materialer, der efterfølgende genindvindes. Se EMBAL § 6, stk. 5.

Ompakning af varer

Ved indførsel af varer fra udlandet bliver disse i visse tilfælde efterfølgende ompakket og eksporteret. Uanset at varen udføres, kan der ikke gives godtgørelse for den emballageafgift, der er betalt ved indførslen, selvom den fjernes ved ompakningen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.1.20 Regnskab og andre bestemmelser

Dette afsnit beskriver de særlige bestemmelser, som gælder for regnskab mv. for virksomheder, der er omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder

• Regnskab for aftapningsvirksomheder
• Angivelse og afregning
• Kontrol mv.
• Straf
• Oplysningspligt.

Se også

Se afsnit A.10 om de generelle regnskabsbestemmelser.

Regnskab for aftapningsvirksomheder

For aftapningsvirksomheder, der aftapper, påfylder eller pakker afgiftspligtige varer (vægtafgiftsemballager), skal det i øvrigt fremgå af regnskabet for hver art og størrelse af de emballerede varer, dels emballagematerialets art, dels materialets vægt i kg, g eller mg.

Hvis virksomheden bruger halvfabrikata, fx folie, som afgiftspligtig salgsemballage og multipak, skal der føres regnskab over den mængde, der er brugt til dette formål.

Angivelse og afregning

Se afsnit A.11 om reglerne for angivelse og afregning af afgift.

Kontrol mv.

Se afsnit A.C.2.4 om reglerne for kontrol (EMBAL §§ 15-17), for efterbetalinger, skønsmæssige ansættelser og afsnit A.C.3.2.1 for straffebestemmelser (EMBAL §§ 18-19). Se afsnit A.A.10 Klage og domstolsprøvelse for klagevejledning.

Fra 1. januar 2009 er der ved lov nr. 1344 af 19.december 2008 skabt mulighed for at give et påbud om at overholde nærmere anførte regler, samt at pålægge daglige bøder indtil påbuddet efterleves. Se EMBAL §§ 9 og 15 b. Se afsnit A.A. Processuelle regler for SKATs opgaver Processuelle regler på SKATs område om daglige bøder.

Straf

Ved overtrædelse af EMBAL § 7a, stk. 1 eller 5, udmåles en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af EMBAL § 9, stk. 1 - 3 eller 5 - 7, hvis overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov.

Har nogen begået flere overtrædelser af EMBAL § 7a, stk. 1 eller 5 , EMBAL § 9, stk. 1 - 3 eller 5 - 7, eller forskrifter fastsat i medfør af dette, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.

Har nogen overtrådt

• EMBAL § 7a, stk. 1 eller 5
• EMBAL § 9, stk. 1 - 3 eller 5 - 7, eller forskrifter fastsat i medfør heraf
• én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen

og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen.

Bestemmelserne om sammenlægning af bødestraffen kan fraviges, når særlige grunde taler for det.

Oplysningspligt

SKAT kan afkræve erhvervsdrivende oplysning om deres indkøb og brug af emballager, der kan bruges til afgiftspligtigt formål. Se afsnit E.A.7.1.19 om fritagelse og godtgørelse.

E.A.7.3 Affald

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på affald.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.3.1)
• Definition: Affald (E.A.7.3.2)
• Affald omfattet af reglerne (E.A.7.3.3)
• Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne (E.A.7.3.4)
• Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.3.5)
• Opgørelse og afregning (E.A.7.3.6).

E.A.7.3.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne og lovgrundlaget vedrørende afgift på affald.

Afsnittet indeholder:

• Regel (E.A.7.3.1.1)
• Formål (E.A.7.3.1.2)
• Lovgrundlag E.A.7.3.1.3)
• Historik (E.A.7.3.1.4).

E.A.7.3.1.1 Regel

Kort om reglerne

En virksomhed eller et anlæg, der modtager affald til deponering, er registreringspligtigt og skal betale afgift, hvis anlægget modtager affald, der er anvist af en kommunalbestyrelse. Det er ikke en betingelse, at kommunalbestyrelsen har foretaget en konkret eller aktiv anvisning.

Ved deponering forstås i afgiftsmæssig forstand en oplagring af affaldet af mere permanent karakter med det formål at skaffe sig af med affaldet. Det drejer sig om affald, der af miljømæssige årsager ikke kan genanvendes eller forbrændes.

Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om fx et specialdepot.

Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alle typer affald. Loven indeholder en række undtagelser til afgiftspligten. Se afsnit (E.A.7.3.2) og (E.A.7.3.3).

Reglerne finder kun anvendelse, hvis et stof, et materiale, en genstand, mv. må klassificeres som affald efter miljølovgivningens regler.

Se også

• E.A.7.3.2 Definition: Affald.

E.A.7.3.1.2 Formål

Formålet med affaldsafgiften

Da afgiften blev indført i 1986, var det primære formål med afgiften at fremme genanvendelsen og tilskynde virksomhederne til at anvende teknologier, der frembringer mindre affald.

EU's affaldshierarki tjener som en prioritetsrækkefølge for lovgivning og politikker om affaldsforebyggelse og -håndtering.

Prioriteringen er:

• Forebyggelse
• Forberedelse med henblik på genbrug
• Genanvendelse
• Anden nyttiggørelse, fx energiudnyttelse
• Bortskaffelse, deponering.

E.A.7.3.1.3 Lovgrundlag

Gældende lovgivning

Reglerne om afgift på affald står i lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006 (bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer) med senere ændringer.

E.A.7.3.1.4 Historik

Indhold

Dette afsnit beskriver den historiske baggrund for lovgivningen på affaldsafgiftsområdet.

Afsnittet indeholder:

• Indførsel af affaldsafgift
• Lov om afgift af affald og råstoffer
• Regler om affald fra udlandet og ændringer i fritagelsesbestemmelserne
• Ændringer i afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse - Afgift af kalk
• Afgift af aske og slagge fra elværker mv.
• Afgiftsfritagelse i forbindelse med forebyggelse af BSE (Kogalskab/Creutzfeldt-Jacobs sygdom)
• Generel afgiftsfritagelse ved forbrænding og midlertidig afgiftsfritagelse ved deponering i forbindelse med forebyggelsen af BSE
• Ændringer i det afgiftspligtige vareområde og regler for mellemdeponering af forbrændingsegnet affald
• Forskellige ændringer i fritagelsesbestemmelserne
• Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning
• Fritagelse for afgift af visse typer affald fra egen cementproduktion
• Registrering af deponeringsanlæg til farligt affald - Ændringer i fritagelserne og afgiftssatser
• Omlægning af affaldsforbrændingsafgiften
• Satsændringer m.m.

Indførsel af affaldsafgift

Affaldsafgiften blev indført ved lov nr. 329 af 4. juni 1986, og trådte i kraft den 1. januar 1987.

Følgende bestemmelse blev indsat i miljøbeskyttelsesloven: "Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed."

Virksomheder eller anlæg, der modtog affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skulle anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at der skulle betales afgift af alt affald, der blev tilført den registreringspligtige virksomhed, enten til deponering eller til forbrænding. De registreringspligtige virksomheder var virksomheder, der modtog affald fra kommunale renovationsordninger.

Afgiftspligten omfattede:

• Bygningsaffald, jordfyld m.m., der blev tilført en losseplads med henblik på regelmæssig afdækning.

Afgiftspligten omfattede ikke:

• Halm og træaffald fra træforarbejdningsvirksomheder, der blev tilført et forbrændingsanlæg som rene selvstændige læs.
• Driftsmidler som olie og halm, der blev tilført selvstændige halmfyr til støtte for varmeforsyningen.
• Jord, der efter endt affaldsdeponering, blev anvendt til reetablering af vækstlag på en losseplads.

Fradragsberettiget affald:

• Affald, der blev fraført en virksomhed, var fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt.

Lov om afgift af affald og råstoffer

Ved lov nr. 838 af 19. december 1989 blev affaldsafgiften overført til affaldsafgiftsloven. Kredsen af registreringspligtige virksomheder blev udvidet. Virksomheder, der modtog alle former for affald til deponering og forbrænding efter kommunal anvisning, skulle registreres. Det fremgik af lovbemærkningerne, at reglerne svarede til de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven. Administration og opkrævning af affaldsafgiften blev overført til toldvæsenet.

Eksempel fra praksis

Et kraftvarmeværk, der fik tilført affald til forbrænding, var registreringspligtig. Et interessantskab, der havde en samarbejdsaftale med kraftvarmeværket om opførelse og drift af kraftvarmeværket, herunder indsamling og aflevering af affald til kraftvarmeværket, kunne ikke anses for registreringspligtig. Se TfS1999, 582.

Regler om affald fra udlandet og ændringer i fritagelsesbestemmelserne

Affaldsafgiftsloven blev ændret ved lov nr. 1071 af 23. december 1992. Fremover skulle virksomheder, der modtog affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding, også registreres.

Loven indeholdt følgende fritagelser for registrering

• anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald
• slamforbrændingsanlæg
• specielle anlæg til destruktion af olie- og kemikalieaffald
• deponeringsanlæg til olie- og kemikalieforurenet jord
• deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baserede på fossilt brændsel, medmindre de nævnte anlæg også modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen.

Ændringer i afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse - Afgift af kalk

Ved lov nr. 1224 af 27. december 1996 blev der fastsat bestemmelser om afgiftspligt af kalk, der tilføres forbrændingsanlæg til røggasrensning ved affaldsforbrænding og afgiftspligt af slam, der afbrændes på forbrændingsanlæg på rensningsanlæg.

Loven indeholdt desuden følgende fritagelser

• halm, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder halm
• ren træflis og andet rent træaffald fra træforarbejdningsvirksomheder, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder træflis og andet træaffald
• rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning
• kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser
• affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter), der ikke er omfattet af § 11, stk. 6
• farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder farligt affald.

Der blev indført afgiftsdifferentiering. Der var en sats for affald, der deponeres. En anden sats for affald, der forbrændes i forbindelse med el- eller kraftvarmeproduktion og en tredje sats for affald, der afleveres til anden forbrænding. Det blev præciseret, at afgiftspligten blev gjort uafhængig af, om kommunen har foretaget en konkret anvisning af affaldet, og at registreringspligten også omfatter virksomheder, der forbrænder eller deponerer affald på egen grund.

Eksempler fra praksis

Deponering af eget affald på egen grund var ikke omfattet af registreringspligten. Der skulle således ikke betales affaldsafgift i denne situation. Afgørelsen vedrører afgiftsperioder fra før lovændringen. Se SKM2003.26.HR.

Afgiftsmæssig fordeling af affaldet mellem de forskellige satser er beskrevet i TfS 2000, 610.

Afgift af aske og slagge fra elværker mv.

Ved lov nr. 1107 af 29. december 1997 blev fritagelsesbestemmelserne igen ændret. Loven indeholdt nu følgende fritagelser

• biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald
• rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning
• kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser
• affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter), der ikke er omfattet af § 11, stk. 6
• farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder farligt affald.

Afgiftsfritagelse i forbindelse med forebyggelse af BSE

Ved lov nr. 359 af 22. maj 2000 blev følgende fritagelse tilføjet

• kød- og benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af specificeret risikomateriale i forbindelse med forebyggelsen af BSE, der tilføres et forbrændingsanlæg, der er godkendt til forbrænding af forarbejdet specificeret risikomateriale, i hele selvstændige læs. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at affaldet kommer fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed.

Generel afgiftsfritagelse ved forbrænding og midlertidig afgiftsfritagelse ved deponering i forbindelse med forebyggelse af BSE

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 487 af 7. juni 2001. Fritagelserne vedrørende BSE blev ændret til:

• Kødmel, benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af animalsk affald og tilføres et forbrændingsanlæg i hele selvstændige læs fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at kød- og benmelet ikke må anvendes i foderet til dyr, der anvendes til fødevareproduktion.
• Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmel er omfattet af § 9, stk. 3, nr. 6.

Ændringer i det afgiftspligtige vareområde og regler for mellemdeponering af forbrændingsegnet affald.

Ved lov nr. 1057 af 17. december 2002 blev der ændret i fritagelsesbestemmelserne.

Følgende fritagelser blev tilføjet

• olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs
• papirslam, som anvendes ved industriel produktion
• affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr. 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af den samlede tilførte affaldsmængde og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje.

Samtidig blev der indsat en bestemmelse om, at medforbrænding af affald ikke omfatter produktion af energi. Der blev indført regler om mellemdeponering af forbrændingsegnet affald og regler om alternativ metode til vejning af affald.

Eksempel fra praksis

Fremstilling af energi anses ikke for udnyttelse af materialer i affaldet og kan ikke karakteriseres som medforbrænding. Se SKM2009.140.LSR.

Forskellige ændringer i fritagelsesbestemmelserne

Ved lov nr. 127 af 27. februar 2004 blev fritagelsesbestemmelserne ændret.

Fritagelsen

• deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmel er omfattet af § 9, stk. 3, nr. 6

ændres til

• deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af specificeret risikomateriale, hvor der foreligger veterinært krav om deponering.Fritagelsen
• affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr. 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af den samlede tilførte affaldsmængde og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje

ændres til

• affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr. 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af sidste års deponerede affaldsmængde eksklusive midlertidigt deponeret affald og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje. For nye anlæg beregnes mængden ud fra første års deponerede affaldsmængde eksklusive midlertidigt deponeret affald. Følgende fritagelse tilføjes
• Deponering af akse eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af nr. 6, men ikke af nr. 7.

Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning

Ved lov nr. 512 af 7. juni 2006 blev følgende fritagelse tilføjet:

• Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning. For at være omfattet af afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 623 af 30. juni 2003 om anvendelse af affald til jordbrugsformål.

Fritagelse for afgift af visse typer affald fra egen cementproduktion

Ved lov nr. 529 af 17. juni 2008 blev følgende fritagelse tilføjet:

• Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement, kasserede klinker og ovnudhugning fra egen cementproduktion kan ligeledes føres til deponering på den til produktionen hørende egen grund, uden at der skal svares affaldsafgift. Lovændringen er endnu ikke trådt i kraft.

Registrering af deponeringsanlæg til farligt affald. Ændringer i fritagelserne og afgiftssatserne

Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 er forbrændingsafgiften blevet indekseret og afgiften på deponering af affald forhøjet. Specielle deponeringsanlæg til farligt affald skal registreres. Fritaget for registrering er

• anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter
• anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer.

Omlægning af affaldsforbrændingsafgiften

Ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 blev forbrændingsafgiften af affald omlagt til en almindelig afgift på energi og CO2. Omlægningen betyder, at affaldsforbrændingsafgiften ikke længere opkræves efter affaldsafgiftsloven. Bestemmelserne om affaldsforbrænding er overført til energiafgiftslovgivningen.

Eksempler fra praksis

Afbrænding af rapsolie og palmeolie i selskabets kraftcentral er afgiftsfri under forudsætning af, at der ikke er tale om restprodukter eller anvisningspligtigt affald. Se SKM2006.728.SR.

Træaffald fra træforarbejdningsvirksomhed tilført forbrændingsanlægget som rene selvstændige læs, er fritaget for afgift. Tilførsel af brændselsflis med rester af spånplade, malet træ m.m. opfyldte ikke betingelserne. Betingelserne er, at affaldet stammer fra en træforarbejdningsvirksomhed og er tilført forbrændingsanlægget som rene selvstændig læs. Se TfS1994, 887.

Satsændringer m.m.

Ud over de ovenfor beskrevne ændringer i afgiftspligtens omfang mm, er bestemmelserne om bl.a. opgørelse af den afgiftspligtige mængde og satserne blevet ændret flere gange.

Der henvises til de relevante lovændringer for en nærmere gennemgang.

E.A.7.3.2 Definition: Affald

Affaldsbegrebet

Med EF's affaldsdirektiv 2008/98/EF er der indført en fælles affaldsdefinition. Direktivets definition af affald er gengivet direkte i Affaldsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1 på følgende måde:

Affald: Ethvert stof og enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag 1, jf. bilag 2, og som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med. Se BEK nr. 1634 af 13. december 2006 om affald, § 3, stk. 1, nr. 1 og bilag 1 og 2.

EF-domstolen har i flere tilfælde taget stilling til fortolkningen af affaldsbegrebet. Det beror på de konkrete omstændigheder, om et materiale er affald eller ej. Afgørelsen skal træffes af kommunalbestyrelsen på baggrund af den konkrete sag.

Anvisningspligtigt affald

Ved anvisningspligtigt affald forstås dels affald fra de kommunale indsamlingsordninger, som er etableret med hjemmel i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 (affaldsbekendtgørelsen), dels affald omfattet af konkrete eller aktive anvisninger på bortskaffelsesmuligheder, som kommunalbestyrelserne ifølge bekendtgørelsen skal foretage for affald omfattet af bekendtgørelsen, men som ikke er omfattet af en kommunal indsamlingsordning.

Se også

• E.A.7.3.4 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne

E.A.7.3.3 Affald omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det affald, som er omfattet af reglerne om afgift på affald.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtigt affald
• Undtagelser fra afgiftspligten
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

• E.A.7.3.2 Definition: Affald.

Afgiftspligtigt affald

Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alt affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed med henblik på deponering. Se AFFAL § 9, stk. 1.

Afgiftspligten indtræder ved tilførsel til en registreringspligtig virksomhed.

Der skal betales afgift af bygningsaffald, jordfyld, kompost og slagger mv., der tilføres en losseplads med henblik på regelmæssig afdækning af affaldet.

Der skal betales afgift af affald på lossepladser m.v., der først efter etableringen bliver miljøgodkendt og dermed registreringspligtig. Afgiftspligten indtræder ved den efterfølgende godkendelse. Af administrative grunde er det kommunalbestyrelsen, der opgør vægten af affald på sådanne lossepladser.

Eksempel fra praksis

Jord fra en slaggeholdig grund, der blev anvendt til opfyldning på en losseplads, som var under lukning, var afgiftspligtig, da der ikke af myndighederne var truffet afgørelse om, at jorden skulle genanvendes som led i et anlægsarbejde. Se TfS2000, 268.ØLD.

Afgiftspligt indtrådte ved tilførsel til kommunens afgiftspligtige område, selv om kommunen havde afmeldt området fra registrering. Se SKM2009.695.LSR.

Afgiftspligt for affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Genanvendeligt blandet byggeaffald indeholdende ren jord blev tilført virksomheden. Affaldet blev anvist af kommunerne som bygningsaffald. Affaldet blev sorteret, således at fragmenter større end 60X60 mm blev frasorteret, knust og solgt til genanvendelse. Resten blev deponeret på virksomheden. Sorteringsprocessen kunne ikke medføre, at restfraktionen ophørte med at være affald. Deponeringen af affaldet indebar heller ikke en genanvendelse eller nyttiggørelse af affaldet, der kunne medføre afgiftsfritagelse. Se SKM2010.461.ØLR.

Undtagelser fra afgiftspligten

I en række tilfælde er der undtagelser fra afgiftspligten. Se AFFAL § 9, stk. 2:

1. Rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning.
2. Kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser.
3. Affald, der fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter), der ikke er omfattet af AFFAL § 11, stk. 5.
4. Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af specificeret risikomateriale, hvor der foreligger veterinært krav om deponering.
5. Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af § 7a, stk. 2, nr. 3 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., men ikke af denne lovs § 9, stk. 2, nr. 4.
6. Olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs.
7. Affald i form af sten, tegl og brokker.
8. Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement, kasserede klinker og ovnudhugning fra egen cementproduktion kan ligeledes føres til deponering på den til produktionen hørende egen grund, uden at der skal betales afgift.

Ad 1) Rent jordfyld og ren jord

Fritagelsen omfatter rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller til retablering af vækstlag (slutafdækning) på en losseplads. Ved ren jord forstås opgravet muldjord, ler, grus og lignende uden indhold af bygningsaffald eller andre former for materialer eller stoffer, end hvad man normalt vil finde i jorden. Jorden må ikke være omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Det er en betingelse, at den registreringspligtige virksomhed ikke opkræver betaling for modtagelsen. Forurenet jord, der har gennemgået en rensning, og som efter rensningen er så ren, at jorden kan disponeres frit og dermed ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt, betragtes her som ren jord.

Daglig afdækning af affaldet sker bl.a. for at holde på affaldet, så det ikke flyver væk.

Eksempler fra praksis

Kartoffelafrensningsjord, anvendt til slutafdækning, med et indhold af kartofler på mellem 0,2 pct. og 2 pct. af muldjorden, var ikke afgiftspligtig. Se TfS 1995,171.

Renset, let forurenet jord, anvendt til daglig afdækning og slutafdækning på lossepladser, blev anset som affald, der skulle betales afgift af ved tilførsel til den registreringspligtige virksomhed. Jorden var ikke så ren, at der var tale om jord til fri anvendelse. Se TfS 1995, 173.

Kasseret støbesand var affald, også efter oparbejdning med bentonit, som fandt sted, inden støbesandet blev tilført lossepladsen. Se SKM2004.233.HR.

Ad 2) Kompost

Fritagelsen omfatter kompost, der anvendes til slutafdækning på lossepladser. Det er en betingelse, at komposten opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse. Komposten må således ikke kunne forurene grundvand, jord eller undergrund. Se miljøbeskyttelseslovens § 19.

Ad 3) Affald fra afsluttede deponier

Fritagelsen omfatter affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg. Ved affaldsdeponeringsanlæg forstås lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter. Det er en betingelse, at der er tale om egentlige deponeringsanlæg. Det er således ikke tilstrækkeligt, at affaldet fjernes fra en forurenet grund.

Bestemmelsen sikrer, at der ikke betales afgift to gange af det samme affald.

Fritagelsen omfatter også tilfælde, hvor en gammel losseplads eller fyldplads, der var nedlagt allerede før affaldsafgiftens indførsel, og som derfor aldrig har været omfattet af affaldsafgiften, skal fjernes fx for at give plads til et nyt anlægsarbejde. Indholdet fra disse pladser kan tilføres registrerede virksomheder uden betaling af afgift.

Ad 4) Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af specificeret risikomateriale, hvor der foreligger veterinært krav om deponering

Fritagelsen omfatter deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale. Specificeret risikomateriale kaldes også kategori 1 materiale. Se Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at der ikke sker sammenblanding med ikke specificeret kød- og benmel eller anden form for affald. En evt. sammenblanding kan hindre en eventuel senere genanvendelse kød- og benmelet fra ikke-specificeret risikomateriale.

Fritagelsen gælder så længe, der foreligger et veterinært krav om deponering. Ophæves kravet om deponering, vil deponering af aske og slagger fra specificeret risikomateriale i stedet blive omfattet af fritagelsesbestemmelsen vedrørende deponering af aske og slagger fra separat forbrænding af ikke specificeret kød- og benmel. Se ad 5).

Ad 5) Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af § 7a, stk. 2, nr. 3, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., men ikke af denne lovs § 9, stk. 2, nr. 4

Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af § 7a, stk. 2, nr. 3 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks. m.v., men ikke af denne lovs § 9, stk. 2, nr. 4. Bestemmelsen er konsekvensrettet i lov 461 af 12. juni 2009 som følge af, at afgiftsfritagelsen i dagældende § 9, stk. 3, nr. 6, overføres til kulafgiftsloven. Der blev ved lovændringen ikke taget stilling til, at bestemmelsen var udløbet den 31.12.2007. Der følger imidlertid af SKATs praksis, at fritagelsen fortsatte i perioden 1.1.2008 til 1.1.2010.

Ad 6) Olie- og kemikalieforurenet sand

Fritagelsen omfatter olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs.

Ad 7) Sten, tegl og brokker

Fritagelsen omfatter affald i form af sten, tegl og brokker samt lettere forurenet jord. Det er en betingelse, at affaldet overholder de afskæringskriterier, der står i Miljøstyrelsens vejledning nr. 7 fra 2000. Afskæringskriteriet er det forureningsniveau, hvor man bør rydde op eller dække med fast belægning, som fx fliser, så mennesker ikke kommer i kontakt med jorden, hvis grunden bruges til bolig eller lignende. Forureningen må ikke overskride det niveau. Affaldet skal tilføres anlægget i hele selvstændige læs. Affaldet må kun bruges til daglig afdækning og interimsveje. Ved interimsveje forstås midlertidige veje.

Affaldet må højst udgøre 2 pct. af den samlede tilførte mængde. De 2 pct. skal beregnes af sidste års deponerede mængde affald fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret. Det er derfor ikke muligt at tilføre affald og efterfølgende fraføre affald, og herved opnå mulighed for at tilføre større mængder affald til etablering af interimsveje og daglig afdækning. Ved at vælge sidste års mængde har anlægget fra årets begyndelse kendskab til den mængde forurenet jord og byggeaffald, som kan tilføres uden afgift. For et nyt anlæg foretages beregningen dog med udgangspunkt i den deponerede mængde fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret i anlæggets første leveår. Fra anlæggets andet leveår bliver første års tilførte mængde affald fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret, afgørende for beregningen.

Ad 8) Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement, kasserede klinker m.m.
Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement og klinker samt ovnudhugning fra cementproduktion, der deponeres på egen grund er fritaget for affaldsafgift. Det er en betingelse, at affaldet stammer fra egen cementproduktion og at deponeringen kun vedrører affald, der er frembragt ved produktion på samme grund. Bestemmelsen er vedtaget ved lov nr. 529 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer af 17. juni 2008. Bestemmelsen skal notificeres efter EU-Kommissionens statsstøtteregler og træder først i kraft, når godkendelsen foreligger.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.3.4 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de virksomheder og anlæg, der er omfattet af reglerne om affaldsafgift.

Afsnittet indeholder:

• Registreringspligtige virksomheder og anlæg
• Virksomheder og anlæg der er fritaget for registrering
• Betingelser for fritagelse for registrering
• Andre anvendelser og situationer der er fritaget for registrering
• Anmeldelse til registrering
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

• Reglerne om registrering af virksomheder A.5
• Blanket, der anvendes ved anmeldelse til registrering nr. 24.033.

Registreringspligtige virksomheder og anlæg

Hovedreglen er, at virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamling, skal registreres. Se AFFAL § 11.

Ved kommunalbestyrelsens anvisningspligt forstås en kommunal anvisning på en bortskaffelsesmulighed. Ved anvisningspligtigt affald forstås affald fra de kommunale indsamlingsordninger og affald omfattet af aktive eller konkrete anvisninger på bortskaffelsesmuligheder. Se flere oplysninger om håndtering af affald i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 om affald. Både kommunale indsamlingsordninger og anviste bortskaffelsesmuligheder er såkaldte pligtordninger, der som hovedregel vil være fastsat regler om i et kommunalt regulativ.

Selv om der ikke er etableret en indsamlingsordning eller foretaget en konkret eller aktiv anvisning, anses affaldet for omfattet af anvisningspligten. Det er således ikke en betingelse for registreringspligten, at der er foretaget en konkret eller aktiv anvisning af det pågældende affald. Det er det modtagende anlægs faktiske håndtering af affaldet, der er afgørende for spørgsmålet om registreringspligt. Registreringspligten indtræder uanset, hvilken type anlæg, der er tale om. Det kan både være en almindelig kontrolleret losseplads, et specialdepot eller et deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse. Virksomheder, der modtager affald fra udlandet med henblik på deponering, skal ligeledes registreres.

Virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eget affald, er også registreringspligtige. Se SKM2005.102.VLD. Der var ikke grundlag for en fortolkning, hvorefter kun affald tilført udefra udløser afgift.

Hvis et anlæg er registreringspligtigt, fordi det modtager affald omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal der betales afgift af al affald, der tilføres anlægget. Det gælder også, selv om det pågældende affald ikke er omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning. Hvis anlægget ikke er registreringspligtigt i forvejen, skal anlægget registreres, og der skal betales affaldsafgift, såfremt der tilføres affald, som er omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning.

Hvis der på en registreringspligtig virksomhed anvendes affald til bygge- og anlægsarbejder, skal der betales afgift af det anvendte affald.

Frem til 1. januar 2010 var specielle anlæg til destruktion af farligt affald fritaget for registreringspligten. Bestemmelsen er med virkning fra samme dato ændret til at omfatte specielle deponeringsanlæg til farligt affald. Samtidig er fritagelsen for registrering bortfaldet. Deponering af farligt affald på specielle deponeringsanlæg til farligt affald, herunder også midlertidig deponering med henblik på senere forbrænding og deponering på egen grund, er herefter omfattet af de almindelige bestemmelser om afgift på deponering af affald, herunder registreringspligt.

Udgangspunktet for betaling af affaldsafgift ved deponering af farligt affald i specielle deponeringsanlæg er, at affald til den pågældende virksomhed er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning. Det er dog ikke i alle tilfælde, at specielle deponeringsanlæg til farligt affald vil blive registreringspligtige på dette grundlag. Der er derfor fastsat regler om, at registreringspligten for de specielle anlæg til farligt affald gælder i alle tilfælde.

Eksempler fra praksis

En kommune havde drevet registreringspligtig virksomhed med modtagelse af anvisningspligtigt affald efter afmeldelse fra registrering. Se SKM2009.695.LSR.Uanset afmeldelsen indtræder der afgiftspligt ved tilførslen af anvisningspligtigt affald til virksomheden.

Et deponi, der var beliggende på et selskabs egen grund og som kun modtog affald fra selskabet, var registreringspligtigt. Se TfS1995, 172.

Virksomheder og anlæg der er fritaget for registrering

Følgende virksomheder og anlæg er fritaget for registrering. Se AFFAL § 11:

1. Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter
2. Anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer
3. Genanvendelsesanlæg.

Ad 1) Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter

Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter er fritaget for registrering. Det er en betingelse, at deponiet er miljøgodkendt. Ved oprensningssedimenter forstås her oprenset materiale, der fremkommer i forbindelse med vandrensning.

Ad 2) Anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer

Jord og planterester fra vask af sukkerroer spredes normalt ikke tilbage på jorden, men tilføres specialdepoter, medmindre jorden kan nyttiggøres til andre formål. Dette sker for at hindre smittespredning af rizomania, der er en virus i sukkerroer.

Ad 3) Genanvendelsesanlæg

Kommunalbestyrelsen kan også anvise affald til genanvendelse. Genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder, der ikke foretager forbrænding eller deponering af affald, er ikke registreringspligtige.

Som genanvendelsesanlæg betragtes:

• Regulære genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder
• Anvendelse af rent, sorteret bygningsaffald i bygge- og anlægsarbejder. Se bekendtgørelse nr. 1662 af 21. december 2010 om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald
• Anvendelse af kompost til etablering af grøftekanter, parkanlæg og lignende under forudsætning af, at anvendelsen sker efter regler, der ikke medfører krav om miljøgodkendelse eller at anvendelsen ikke i sig selv er godkendelsespligtig
• Nedknusningsanlæg, der modtager bygningsaffald og lignende til midlertidig opbevaring, indtil der er mulighed for at nedknuse affaldet til genanvendelige materialer
• Sorteringsanlæg. Ved sorteringsanlæg forstås her anlæg, der modtager og sorterer affald.

Listen er ikke udtømmende.

Betingelser for fritagelse for registrering

Det er en betingelse for registreringsfritagelsen, at det pågældende anlæg ikke modtager andet anvisningspligtigt affald. Se AFFAL § 11, stk. 6.

Efter praksis accepteres afgiftsfri tilførsel til specialdepoter, der er etableret i forbindelse med en registreringspligtig virksomhed, hvis der er en skarp adskillelse mellem specialdepotet og den registreringspligtige virksomhed.

En betingelse for, at et genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi. Hvis genanvendelsesanlægget drives i tilknytning til et affaldsdeponi, er det et krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald.

Ved adskillelse mellem en registreringspligtige virksomhed og et genanvendelsesanlæg eller et specialdepot, er det i særlig grad de fysiske forhold, der er afgørende. Eksempler på accepteret adskillelse er hegn, herunder flytbare hegn, jordvold samt naturlig adskillelse som fx en bæk.

Eksempler fra praksis

Der var ikke en opdeling af områder, der var afgiftspligtige og områder, hvor der kan ske fritagelse for registrering eller områder, hvor der kan ske genanvendelse af tilførte materialer. Se SKM2009.695.LSR. Hele området blev derfor betragtet som registreringspligtigt deponi.

Principperne for adskillelse af et komposteringsanlæg og et registreringspligtigt affaldsdepot er beskrevet i SKM2003.296.LSR.

For at anse anlægget som et genanvendelsesanlæg, er det en betingelse, at opbevaringen på anlægget er af midlertidig karakter. Er opbevaringen af en sådan karakter, at der ikke længere er tale om en midlertidig opbevaring, medfører det registreringspligt.

Anvendelse af rent, sorteret affald i bygge- og anlægsarbejder udløser ikke registreringspligt, når anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Se bekendtgørelse nr. 1662 af 21. december 2010 om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald. Regelsæt om anvendelse af uorganiske restprodukter i bygge- og anlægsarbejder fastsætter kvalitetskrav til de pågældende restprodukter og indeholder bestemmelser om, til hvilke formål og i hvilke mængder fx lagtykkelser m.m., restprodukterne kan anvendes. Anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder, der ikke er omfattet af den særlige regulering for byggearbejde, men reelt er deponering, er omfattet af den kommunale anvisningspligt og dermed ikke fritaget for registrering. Det samme gælder for anvendelse af affald, der ikke opfylder de kvalitetskrav, der er fastsat i regler om genanvendelse af restprodukter i bygge- og anlægsarbejder, og anvendelse af affaldet til andre formål eller i større mængder end tilladt efter de pågældende regler.

Andre anvendelser og situationer der er fritaget for registrering

Følgende anvendelser er fritaget for registrering. Se AFFAL § 11:

1. Restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse, der anvendes i bygge- og anlægsarbejder
2. Ren jord
3. Rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje
4. Driftsstop på registreret forbrændingsanlæg.

Ad 1) Restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse, der anvendes i bygge- og anlægsarbejder

Det er en forudsætning for fritagelsen, at anvendelsen af restprodukterne er miljøgodkendt enten efter en godkendelse udstedt efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven eller, at anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.

Opfyldning af inddæmmet areal med restprodukter fra kraftværk blev anset som bygge- og anlægsarbejde, selv om der ikke forelå nærmere udformning af planer. Se SKM2003.246.HR.

Ad 2) Ren jord

Ren jord og jordtippe er ikke omfattet af registreringspligten. Det er en betingelse for fritagelsen, at der kun deponeres ren jord til fri anvendelse på pladsen.

Ad 3) Rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje

Fritagelsen omfatter anvendelse af rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje. Bygningsaffaldet må kun bestå af forsorterede, rene stenmaterialer, forsorteret, rent beton og forsorterede, rene uglaserede teglmaterialer. Ved teglmaterialer forstås mursten og teglsten.

Byggematerialet må ikke indeholde rester af maling, lak eller andre forurenede stoffer. Træ og andet organisk materiale samt tjæreholdige materialer skal være fjernet. Der må ikke forefindes PCB-fugemasse eller rester fra skorstene eller lignende.

Ad 4) Driftsstop på registreret forbrændingsanlæg

Lejlighedsvis modtagelse af affald fra et registreret forbrændingsanlæg på grund af driftsstop udløser ikke registreringspligt for modtageren. Det er en betingelse, at affaldet ikke har kunnet afleveres til en anden registreret virksomhed. Det registrerede forbrændingsanlæg skal veje affaldet og betale affaldsafgiften.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.3.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen på affald og beskriver, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser
• Vejning af affaldet
• Tidligere afgiftssatser
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftssatser

Registrerede virksomheder og anlæg skal beregne afgiften på grundlag af følgende satser og regler vedrørende

• deponering af affald
• farligt affald
• mellemdeponering
• overgangsbestemmelser vedrørende mellemdeponering.

Deponering af affald

Afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering. Se AFFAL § 10.

Farligt affald

Afgiften udgør 475 kr. pr. ton farligt affald, der deponeres, herunder deponeres med henblik på senere forbrænding. Satsen finder anvendelse fra 1. januar 2015.

I perioden 2010-2014 er afgiften af farligt affald, der afleveres til deponering på specielle deponeringsanlæg til farligt affald eller deponeres på specielle deponeringsanlæg til farligt affald med henblik på senere forbrænding, følgende:

Mellemdeponering

Afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der deponeres med henblik på senere forbrænding. Ved mellemdeponering forstås her midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald.

Overgangsbestemmelser vedrørende mellemdeponering

Før 1. januar 2010 er affald, der mellemdeponeres med henblik på senere afbrænding, kun blevet belastet med satsen for affaldsforbrænding i stedet for den højere deponisats. Efterfølgende blev der ikke betalt afgift, når affaldet blev overført fra deponi til afbrænding, hvis det kunne dokumenteres, at der allerede var betalt forbrændingsafgift.

Afgiften på forbrænding af affald er omlagt til en energiafgift. Der betales ikke længere afgift af en given mængde affald efter affaldsafgiftsloven. I stedet betales energiafgift i forbindelse med affaldsforbrændingen, idet der betales affaldsvarmeafgift og tillægsafgift efter bestemmelserne i KULAL (kulafgiftloven). Derfor er det ikke længere muligt at betale forbrændingssatsen i forbindelse med mellemdeponering af affaldet.

For affald der den 1. januar 2010 er henlagt i mellemdeponi med henblik på forbrænding, tilbagebetales den betalte affaldsforbrændingsafgift på 330 kr. pr. ton affald i deponiet. Tilbagebetalingen sker på det tidspunkt, hvor affaldet fraføres til forbrænding. I stedet betales affaldsvarmeafgift og tillægsafgift efter KULAL af affaldet. Reguleringen/tilbagebetalingen skal ske før øvrig regulering af affaldsafgift ved fraførsel af affald fra deponiet efter bestemmelserne i AFFAL § 12.

Virksomheden skal kunne godtgøre vægten af affaldet i deponiet på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Virksomheden skal også kunne godtgøre vægten af affaldet til forbrænding, som efterfølgende fraføres deponiet.

Hvis deponiet tilføres affald efter tidspunktet for lovens ikrafttræden den 1. januar 2010, skal tilbagebetaling af den betalte affaldsforbrændingsafgift på 330 kr. pr. ton affald i deponiet ske, før der kan ske fradrag eller tilbagebetaling vedrørende afgiften på 475 kr. pr. ton affald til deponering efter bestemmelserne i § 12 i AFFAL. Dvs. princippet "first-in first-out" skal anvendes. Ved fraførsel af affald mellemdeponeret inden 1. januar 2010 kan der ikke ske fradrag i andre afgiftspligtige mængder efter AFFAL § 12, stk. 1.

Hvis forbrændingsegnet affald er deponeret til deponeringssatsen, skal der ske modregning til deponeringssatsen ved fraførsel. Der skal ikke ske modregning til deponeringssatsen, hvis affaldet opfylder betingelserne for mellemdeponering af affald. I den situation skal der i stedet svares afgift som for mellemdeponeret affald.

Vejning af affaldet

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde skal ske hjælp af en godkendt vægt ved fysisk vejning. SKAT godkender vægte, der er typegodkendt af DANAK. Verifikation af vægten skal foretages af godkendte laboratorer m.m. Ved verifikation forstås her en undersøgelse af, om vægten er i orden.

Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt. Den afgiftspligtige vægt er således som hovedregel uafhængig af affaldets tørstofindhold.

Vejningen sker ved tilførslen til den registreringspligtige virksomhed. Se AFFAL § 12.

Affaldets bruttovægt kan opgøres ved, at der fra den samlede vægt af affald og køretøj fratrækkes en fast tara for køretøjet. Vægten af taraen/køretøjet skal være fastsat ved vejning hos den registrerede virksomhed. Ved tara forstås normalt emballagen. I dette tilfælde er taraen køretøjet.

Hvis køretøjet transporterer affaldet i en container, der ikke er permanent monteret på køretøjet, opgøres taraen som køretøjets faste tara tillagt den tara, som er angivet på containeren. Hvis der ikke er angivet tara på containeren, og containerens vægt ikke på anden måde er registreret, skal køretøj og container vejes samlet ved udkørsel.

Vægtanlægget skal være bemandet, når der vejes.

Der kan dog vejes uden bemanding, når

• der ved vejning anvendes optisk læsbare kort, magnetkort eller lignende (ID-kort)
• den faste tara for køretøjet er kodet i ID-kortet, og
• viderekørsel til aflæsningsstedet kun kan ske efter vejning, eller vejningen kontrolleres på aflæsningsstedet.

Tidligere afgiftssatser

Siden 1. januar 2001 har afgiftssatserne været

• 375 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering
• 330 kr. pr. ton affald, der afleveres til forbrænding

Siden 1. januar 2003 har afgiftssatsen været

• 330 kr. pr. ton affald, der mellemdeponeres.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.3.6 Opgørelse og afregning

Afsnittet indeholder reglerne om virksomhedernes og anlæggenes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

• Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden
• Afgiftsperiode.

Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden

Registrerede virksomheder og anlæg skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden til deponering i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, der igen er fraført i perioden. Ved opgørelsen skal alt affald, der er tilført virksomheden medregnes. Det gælder også affald, der ikke er omfattet af kommunens anvisningspligt. Se AFFAL § 12.

I opgørelsen kan der ikke foretages fradrag i vægten for

• perkolat. Ved perkolat forstås væske, som afstrømmer fra lossepladser
• tilførte hjælpestoffer
• materialer, der ikke er betalt afgift af ved tilførsel, med undtagelse af vand.

Det er ikke afgørende for opgørelsen, hvad det fraførte affald skal bruges til.

Det er principielt en forudsætning for at opnå fradrag efter § 12, at der er sket en reel fraførsel fra den registreringspligtige virksomheds område. Efterfølgende oprettelse/godkendelse af specielle deponeringsanlæg til farligt affald på en registreringspligtig virksomheds område ved opsætning af hegn og etablering af særskilt tilkørsel til det specielle deponeringsanlæg, er i praksis accepteret som en fraførsel.

Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, tilbagebetales afgiften for den overskydende vægt. Da negative afgiftssaldi således udbetales, er det ikke længere muligt at spare op i negative affaldsmængder.

Virksomheder, der inden 1. januar 2010 har uudnyttede fradrag i de afgiftspligtige mængder, kan få udbetalt værdien af fradraget. Værdien af fradraget sættes til 375 kr. pr. ton affald. Virksomhederne kan få udbetalt de akkumulerede negative afgiftssaldi ved henvendelse til SKAT.

Se også

• E.A.7.3.5 Overgangsregler vedrørende mellemdeponering. Afsnittet indeholder oplysning om anvendelse af satsen 330 kr. pr. ton ved tilbagebetaling for mellemdeponeret affald, der fraføres til forbrænding.
• E.A.7.3.5 Vejning af affaldet. Vægten af det fraførte affald er affaldets bruttovægt ved fraførslen.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter affaldsafgiftsloven er kvartalet. Se AFFAL § 13.

Efter udløbet af hvert kvartal og senest den 15. i den følgende måned skal virksomheden angive

• vægten af det tilførte affald
• vægten af det fraførte affald og
• den afgiftspligtige vægt.

Virksomheden eller anlægget skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i måneden efter afgiftsperiodens udløb.

Se også

• A.11 om angivelse og afregning af afgifter
• Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

E.A.7.4 Råstoffer

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.4.1)
• Definition: Råstoffer (E.A.7.4.2)
• Råstoffer omfattet af reglerne (E.A.7.4.3)
• Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.4.4)
• Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.4.5)
• Opgørelse og afregning (E.A.7.4.6)
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.4.7).

E.A.7.4.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

Der er afgift på råstoffer, der indvindes eller importeres. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Bagatelgrænse

Virksomheder, der indvinder eller importerer under 200 m3 råstoffer årligt, skal ikke registreres eller betale afgift. Se AFFAL § 2 a.

Formål

Afgiftens formål er at tilskynde til, at råstofforbruget begrænses. Sammen med affaldsafgiften skal råstofafgiften fremme genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift på råstoffer står i (lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006). Bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer (affalds- og råstofafgiftsloven) med senere ændringer.

Lovens bilag 1 indeholder en liste over afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer.
Lovens bilag 2 indeholder en liste over importerede råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer.

Se også

• E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne.

Historik

Med virkning fra den 1. januar 1990 blev der indført afgift på råstoffer. Før den 1. januar 1990 var der i den daværende råstoflov og kontinentalsokkellov fastsat bestemmelser om gebyr for indvundne eller importerede råstoffer.

E.A.7.4.2 Definition: Råstoffer

Råstoffer

Råstoffer er en fællesbetegnelse for de jord- og bjergarter, der indvindes fra land og fra havet. De mest almindelige råstoffer er sand, grus, sten, granit, kalk, kridt, ler, moler og spagnum.

Se også

• E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne.

E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en oversigt over de råstoffer, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer. Råstofbetegnelserne kan dække over flere råstoftyper. Eksempler er kalk, der omfatter kildekalk og dolomitkalk, sand, der omfatter kvartssand og tungsand og granit, der omfatter basalt, gnejs og porfyr.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 1.
• Indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 2.
• Gravearbejde - bygge- og anlægsprojekter.

Bemærk

Der er ikke råstofafgift ved import af videreforarbejdede råstoffer og færdigvarer. Ved færdigvarer forstås her forarbejdede råstoffer. Det er her forudsat, at der ved skabelsen af en færdigvare sker en værdiforøgelse. Viderearbejdede råstoffer er råstoffer, som har været underkastet en videregående proces, som fx opvarmning, brænding eller lignende eller tilført andre materialer end vand.

Afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktor nævnt i AFFAL bilag 1

De afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktor nævnt i AFFAL bilag 1 er:

Bilag 1 tilsigter at udgøre en udtømmende angivelse af, hvilke råstoffer, der findes i Danmark - uanset om disse indvindes for tiden eller ej.

Indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 2

De indførte afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktor nævnt i AFFAL bilag 2 er:

Bemærk

Positionsteksterne er stedvis forkortet af pladsmæssige grunde. I tvivlstilfælde henvises til toldtariffen.

Gravearbejde - bygge- og anlægsprojekter

Fjernelse af jord m.m. som led i gennemførsel af et bygge- og anlægsarbejde, betragtes ikke som råstofindvinding. Selv om råjord eller egentlige råstoffer bortkøres med henblik på anvendelse uden for de pågældende anlægsprojekter, vil der som udgangspunkt ikke være tale om en erhvervsmæssig udnyttelse af råstoffer, der kræver tilladelse. Dette hænger sammen med, at materialerne ikke er fremkommet ved indvinding med henblik på økonomisk udnyttelse til bestemte formål, men er blevet tilovers ved et bygge- og anlægsprojekt.

Det er en forudsætning, at materialerne er indvundet som en nødvendig udgravning i projektet. Grusmaterialer og lignende, som udgraves ekstra fx ved at gå i dybden under den normale bundkote, betragtes som råstofindvinding. Ved bundkote forstås her, hvor højt eller lavt vandløbsbunden ligger over havets bund. Det samme gælder grusmaterialer og lignende, der er udvundet uden for projektarealet fx som sidetag. Det har ingen betydning, om materialerne er anvendt i projektet eller bortkørt til andre formål.

Der kræves ikke tilladelse efter råstofloven til råjordarbejder på land, hvis jorden udgraves et sted i et anlæg, fx et vejprojekt og indbygges eller udlægges et andet sted. Dette gælder også for råjord udgravet i forbindelse med terrænregulering uden for vejarealet, hvis terrænreguleringen indgår og udføres som en del af vejprojektet som skråningsarealer, vandbassiner eller lignende. Tilsvarende gælder for råjord fra udgravninger i andre bygge- og anlægsarbejder.

Det er kommunalbestyrelsen, der i tvivltilfælde konkret afgør, om der er tale om indvinding eller gravearbejde. Se Skov- og Naturstyrelsens vejledning nr. 10608 af 1. juni 2007 om administration af råstofloven vedrørende forekomster på landjorden.

E.A.7.4.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

• Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer
• Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer.

Se også

• Bagatelgrænse for registreringspligt A.5.1 og (E.A.7.4.1)
• Reglerne for registrering af virksomheder A.5.
• Blanket, der anvendes til anmeldelse til registrering nr. 24.033.

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer nævnt i AFFAL bilag 1, skal registreres. Se AFFAL § 4. Ved erhvervsmæssig indvinding forstås indvinding, hvortil der kræves en indvindingstilladelse efter§ 7 i lovbekendtgørelse nr. 950 af 24. september 2009 om råstoffer (råstofloven).

Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer på land må kun ske efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Tilladelse til indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan kun meddeles med tilslutning fra Kystinspektoratet. Indvinding af råstoffer på havbunden (søterritoriet og kontinentalsoklen) må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren.

Virksomheder, der har opnået tilladelse til indvinding af afgiftspligtige råstoffer, skal anmelde sig til registrering, hvis de ønsker at gøre brug af tilladelsen.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer nævnt i AFFAL bilag 2, skal registreres. Se AFFAL § 4.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.4.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen på råstoffer og beskriver samtidig, hvordan den afgiftspligtige mængde skal opgøres.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssats
• Beregning
• Dokumentationskrav - cement
• Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssats

Afgiften udgør 5 kr. pr. m3 af råstoffet. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Beregning

Den afgiftspligtige mængde råstoffer omregnes til m3 efter de anførte omregningsfaktorer i bilag 1 og 2. Mængden nedrundes til nærmeste hele m3. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Dokumentationskrav - cement

Importører har mulighed for at betale afgift af den dokumenterede anvendte mængde råstoffer til fremstilling af færdigvaren cement ved hjælp af leverandør- og fabrikanterklæringer eller analyse fra et akkrediteret institut. Tilsvarende skal danske producenter af cement fremlægge dokumentation for mængden af råstoffer, der er brugt til at fremstille cement. Se AFFAL § 3.

Hvis ikke importøren eller producenten kan fremskaffe dokumentation i form af leverandør- eller fabrikanterklæring for den anvendte mængde råstoffer, der er medgået til fremstilling af cementen, skal der betales afgift efter de anførte omregningsfaktorer i bilag 2. Afgiften vil dermed udgøre 5,50 kr. pr. ton cement (1,1 x 5 kr.). Se AFFAL § 3.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatsen er uændret siden lovens ikrafttræden 1. januar 1990.

E.A.7.4.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsperiode
• Virksomhedens opgørelse af den afgiftspligtige mængde
• Fradrag i den afgiftspligtige mængde
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

• Angivelse og afregning af afgifter A.11
• Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

De registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode. Afgiftsperioden er kvartalet. Se AFFAL § 13.

Virksomhederne skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i den første måned efter udløbet af kvartalet.

Se også

Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Virksomhedernes opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde foretages på grundlag af udlevering af afgiftspligtige råstoffer, som enten ikke har været bearbejdet eller kun har været underkastet en enkelt bearbejdning. Ved en enkelt bearbejdning forstås sortering, nedknusning, lufttørring eller anden simpel bearbejdning. Efter behandlingen fremstår råstoffet fortsat som et råstof. Ved udlevering forstås den fysiske udlevering fra den registrerede virksomheds lager. Se AFFAL § 5.

Afgiftspligtige råstoffer kan overføres uden afgift til en anden virksomhed, der er registreret efter lov om afgift af råstoffer. Leverandøren skal udstede en faktura med oplysning om, at råstofferne er leveret uden afgift. Se AFFAL § 5.

Ved opgørelsen medregnes enhver øvrig udlevering af de afgiftspligtige stoffer i periodens løb. Råstoffer, der udleveres uden vederlag eller forbruges i virksomheden, skal også medregnes.

Er råstofferne indgået i videregående processer, angives den mængde, der i perioden er udtaget til produktion af færdigvarer eller anvendes i forbindelse med anlægsarbejder. Ved fremstilling af fx teglsten skal den registrerede virksomhed medregne de afgiftspligtige råstoffer til den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvor råstofferne indgår i teglværksproduktionen, uanset om teglstenene først sælges på et senere tidspunkt. En registreret virksomhed, der ved siden af råstofindvindingen har erhvervsmæssige aktiviteter i form af anlægsarbejder, skal betale afgift af de afgiftspligtige råstoffer på det tidspunkt, hvor råstofferne fysisk udtages til anlægsarbejdet.

Det er først på tidspunktet, hvor råstoffet indgår i den videregående proces, at der skal ske opgørelse af den afgiftspligtige mængde og dermed afregning af afgiften: Et eventuelt spild eller svind i form af vandindhold fra udvindingstidspunktet til tilførselstidspunktet, skal derfor ikke medregnes i den afgiftspligtige mængde. SeAFFAL § 5, stk.2.

Afgiftspligtige råstoffer, der er indvundet på søterritoriet eller kontinentalsoklen, og som ikke fysisk udleveres via den registrerede virksomheds lager, skal medregnes til udleveringen på det tidspunkt, hvor råstofferne forlader indvindingsfartøjet i dansk eller udenlandsk havn. Det samme gælder i tilfælde, hvor sømaterialerne afsættes andetsteds på søterritoriet eller kontinentalsoklen. Hvis sømaterialerne efter landingen i dansk havn udleveres fra indvindingsvirksomhedens eget lager, eventuelt efter sortering, nedknusning, lufttørring eller anden simpel bearbejdning, indtræder afgiftspligten ved udleveringen fra indvindingsvirksomhedens lager. Se AFFAL § 5.

Fradrag i den afgiftspligtige mængde

I opgørelsen af den afgiftspligtige mængde råstoffer kan registrerede virksomheder fradrage mængden af afgiftspligtige råstoffer, der er eksporteret. Det er en betingelse, at råstofferne eller sømaterialerne på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning. Eksempler på videregående bearbejdede råstoffer er tegl, mursten, tagsten, kattegrus, isoleringssten, jordbrugskalk, cement mv. Videreforarbejdede råstoffer kaldes også færdigvarer. Se AFFAL § 5, stk. 3.

Som dokumentation for udførslen skal virksomheden kunne fremlægge fakturakopi over de udførte råstoffer og skriftlig ordre, korrespondance med køberen, bankafregning eller lignende.

I opgørelsen fradrages desuden udlevering af råstoffer til en anden registreret virksomhed. Det skal fremgå af leverandørens faktura, at råstofferne er udleveret uden afgift. Se AFFAL § 5, stk.3.

Se også

• Afsnit A.8 afgiftsfri udlevering.

Undtagelse

Sømaterialer, der leveres direkte til udenlandsk havn eller anlægsarbejde, kan ikke fradrages, da materialerne ikke har været underkastet en bearbejdning på land (her i landet). Se AFFAL § 5, stk. 3.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

E.A.7.4.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse - strandfodring
• Afgiftsfritagelse - havbundsmaterialer
• Afgiftsfritagelse - afsluttede depoter
• Afgiftsfritagelse - overjord og muld
• Afgiftsgodtgørelse - eksport af forarbejdede råstoffer
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfritagelse - strandfodring

Råstoffer, der indvindes til brug for strandfodring er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 1.

Ved strandfodring forstås tilførsel af materialer til et strandområde, der er under nedbrydning med henblik på, at materialerne kan indgå i materialeomsætningen, så nettonedbrydningen helt eller delvist stoppes. Hvis hensigten er, at det tilførte materiale skal indgå permanent i et anlæg, en opfyldning eller lignende, vil der ikke være tale om strandfodring.

Afgiftsfritagelse - havbundsmaterialer

Havbundsmaterialer, der stammer fra oprensnings- og uddybningsarbejder, og som nyttiggøres som råstoffer, er fritaget for afgift. Materialerne, der opgraves for bl.a. at holde sejlrender og havne farbare, kaldes også klapmaterialer. Se AFFAL § 6, nr. 2.

Afgiftsfritagelse - afsluttede depoter

Rest- og affaldsprodukter, som indvindes fra allerede afsluttede depoter mv., er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 3.

Afgiftsfritagelse - overjord og muld

Overjord og muld, der udleveres uden vederlag er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 4.

Ved overjord og muld forstå den jord og muld, som findes oven på det råstof, som ønskes udvundet.

Afgiftsgodtgørelse - eksport af forarbejdede råstoffer

Ikke registrerede virksomheder kan ved erhvervsmæssig udførsel af råstoffer, der på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning, få den betalte afgift godtgjort. Se AFFAL § 7.

Eksportøren skal som dokumentation for den anvendte mængde afgiftspligtige råstoffer, fremlægge en erklæring herom fra fabrikanten.

Der ydes dog kun godtgørelse, hvis den betalte afgift pr. år udgør mindst 500 kr. Den årlige opgørelse, som danner baggrund for afgiftsgodtgørelsen, kan kun foretages samlet én gang om året. Se AFFAL § 7.

Det er kun afgiften af de råstoffer, der har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning på land, som kan godtgøres. Dette fremgår af AFFAL § 7, stk. 1, der henviser til AFFAL § 5, stk. 3. Ifølge bestemmelsen er det en betingelse for fradrag, at råstofferne på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning. Det betyder, at der ikke kan gives afgiftsgodtgørelse for råstoffer, der sejles direkte til udenlandske destinationer.

Gravning, sugning og lastning over sold kan ikke anses for at være en bearbejdning af råstofferne. Ved sold forstås her rist. Alle andre behandlinger, der foregår på land medfører, at betingelsen om bearbejdning er opfyldt. Det gælder både simple og videregående bearbejdninger.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

E.A.7.5 Ledningsført vand

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af ledningsført vand.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag E.A.7.5.1
• Forskellige definitioner ved ledningsført vand E.A.7.5.2
• Ledningsført vand omfattet af afgiften E.A.7.5.3
• Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.5.4
• Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.5.5
• Opgørelse og afregning E.A.7.5.6
• Afgiftsfritagelse og godtgørelse af afgift E.A.7.5.7.

E.A.7.5.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Lovens baggrund, formål og historik.

Regel

Der skal betales afgift af ledningsført vand, der bliver brugt her i landet. Se VANDAL § 1.

Lovens baggrund, formål og historik

Lovgrundlag

Reglerne for afgift af ledningsført vand fremgår af lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998 bekendtgørelse af lov om afgift af ledningsført vand (VANDAL) med senere ændringer samt bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand mv.

Formål

Afgiften har til formål at tilskynde vandværker og borgere til at spare på vandet.

Historik

Som led i en gennemgribende omlægning af skattesystemet blev afgift af ledningsført vand indført ved lov nr. (492) af 30. juni 1993 og trådte i kraft den 1. januar 1994.

Efter § 5 i lov nr. 1391 af 20. december 2004 er § 9, stk. 2 med bilag blevet ophævet. Se nyhedsbrev af december 2004. Lovændringen er blevet sat i kraft pr. 15. oktober 2005 ved bekendtgørelse nr. (941) af 12. oktober 2005. Herefter kan liberale erhverv m.fl. få vandafgiften tilbagebetalt i samme omfang, som der er givet fradrag for købsmomsen af vand købt til forbrug i virksomheden. Lovændringen har virkning fra 1. januar 2005.

E.A.7.5.2 Forskellige definitioner ved ledningsført vand

Indhold

Dette afsnit beskriver definitionerne af almene vandforsyningsanlæg, ejendomme og lokale boringer/brønde.

Afsnittet indeholder:

• Almene vandforsyningsanlæg
• Ejendomme
• Boligenhed
• Lokale boringer/brønde
• Slutafregning.

Almene vandforsyningsanlæg

Ved almene vandforsyningsanlæg (herefter benævnt vandværk) forstås anlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme med ledningsført vand. Som vandværk betragtes også indvindingsanlæg, som leverer vand til et andet vandværk, og som har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme.

Ved vurderingen af hvor mange ejendomme et vandværk har til formål at forsyne, kan anlæggets dimensionering og antallet af ejendomme, der er lagt vandledning ud til, indgå. Det er uden betydning for vurderingen, om vandværket leverer vandet ledningsført helt frem til en ejendom eller til en tappehane i nærheden af en ejendom fx i et kolonihaveområde.

Ejendomme

Ved ejendomme forstås selvstændigt matrikulerede enheder. Dette gælder fx også et boligkompleks uanset antallet af lejligheder. Sommerhuse og kolonihaveejendomme mv. betragtes dog som selvstændige ejendomme uanset matrikelopdelingen.

Boligenhed

Som boligenhed anses kun lokaler, der kan registres som sådan i BBR-registeret.

Ethvert ejerforhold/lejemål med eget køkken betragtes som en afgiftspligtig enhed. En ejendom kan derfor omfatte flere boligenheder jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand mv. Værelser med tekøkken eller adgang til køkken betragtes dog ikke som selvstændige boligenheder.

Lokale boringer/brønde

Vandforsyningsanlæg med færre end 10 modtagere betragtes som en lokal boring/brønd.

Slutafregning

Slutafregning er vandværkets årlige opgørelse af kundens forbrug i forhold til kundens acontoindbetalinger.

E.A.7.5.3 Ledningsført vand omfattet af afgiften

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde omfattet af loven.

Afsnittet indeholder:

• Ledningsført vand
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Ledningsført vand

Det afgiftspligtige vareområde er vand, som bliver ført gennem ledningsnet fra vandværker eller lokale boringer/brønde. Se VANDAL § 1. Når man modtager afgiftspligtigt ledningsført vand fra udlandet, betales der en afgift ved modtagelsen, medmindre modtageren er et vandværk. Se VANDAL § 11.

Regnvand eller drænvand opsamlet i bassiner eller lignende er ikke afgiftspligtigt, selv om det bliver ført til en ejendom gennem en ledning.

Eksempel 1

Det tidligere Momsnævn har truffet afgørelse om, at vand oppumpet fra gammel havbund der anvendes til afkøling af vand i et akvarium via en varmeveksler, ikke er omfattet af afgiftspligten. Nævnet fandt, at vandet ikke kan sidestilles med vand, der bliver indvundet eller leveret fra almene vandforsyningsanlæg. Dette er efter nævnets opfattelse en betingelse for, at der kan være afgiftspligt for vand fra egen boring mv. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter indholdet af clorid og natrium at dømme var tale om havvand og ikke om ferskvand. Havvandet blev desuden ikke afsaltet, og bortset fra en temperaturændring blev det ledt uændret ud i havet efter at være brugt til afkøling. Se TfS 1998, 362.

Eksempel 2

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at oppumpet grundvand som efter ophold i udstillingssøer i et ferskvandsakvarium ledes tilbage til den naturlige vandcyklus, er omfattet af afgiftspligten. Retten fandt ikke, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste ledes tilbage til naturkilden, kan medføre, at vandet ikke er omfattet af vandafgiftsloven. Retten lagde herved vægt på, at en sådan anvendelse må anses for omfattet af betegnelsen "forbruges" som angivet i VANDAL § 1. Se SKM2001.609.LSR.

Eksempel 3

Den daværende Told- og Skattestyrelse har truffet afgørelse i en sag om hvorvidt der skal betales afgift af ledningsført overfladevand, som pumpes op fra en å. Det oppumpede vand blev via stikledninger fordelt til vanding af en golfklubs arealer.

Styrelsen anså golfklubben som forbruger af ledningsført vand efter VANDAL § 1. Vandet stammede fra et andet anlæg end et alment vandforsyningsanlæg, i dette tilfælde en pumpestation. Styrelsen påpegede, at der i loven ikke stilles krav om hvorfra vandet kommer eksempelvis en brønd eller boring, men kun at vandet er ledningsført.

Styrelsen mente ikke, at reglerne om afgiftsfritagelse for regnvand og drænvand, der opsamles i bassiner, kunne anvendes i dette tilfælde. Dette skyldtes, at der netop skete en oppumpning fra åen, hvortil der var indhentet tilladelse fra amtet i henhold til vandforsyningloven.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.5.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår virksomheder skal registreres for afgift af ledningsført vand, og hvilke undtagelser der er for registrering.

Afsnittet indeholder:

• Vandværker
• Andre registrerede virksomheder
• Ejendomme med lokale boringer/brønde
• Undtagelse fra registreringspligt
• Anmeldelse til registrering

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4 om afgiftspligtige virksomheder og personer (registrering).

Vandværker

Vandværker skal registreres som oplagshavere for afgift af ledningsført vand. Se VANDAL § 4, stk. 1.

Virksomheder, der er registreret som oplagshavere, er berettiget til at modtage afgiftspligtigt vand fra udlandet og andre registrerede vandværker, selvom afgiften ikke er betalt. Se VANDAL § 5.

SKAT udsteder et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder.

Andre registrerede virksomheder

Virksomheder og institutioner mv., der leverer varer og ydelser omfattet af ML § 13, stk. 1, og som ved deres levering af disse varer og ydelser forbruger ledningsført vand fra egne boringer/brønde eller fra vandforsyningsanlæg med mindre end 10 modtagere, skal registreres, hvis det nævnte vandforbrug overstiger 1000 m³ årligt. Se VANDAL § 4, stk. 2.

Virksomheder, der forbruger vand fra egen boring/brønd til både godtgørelsesberettigede og ikke-godtgørelsesberettigede formål, skal kun anmelde sig til registrering, hvis forbruget til de ikke-godtgørelsesberettigede aktiviteter årligt udgør over 1.000 m³.

Hvis en virksomhed også leverer vand til mindst 10 andre ejendomme eller til et vandværk, skal virksomheden registreres som vandværk. Virksomheden skal i dette tilfælde opsætte målere til både registrering af leverancer til andre vandværker og til opgørelse af det afgiftspligtige forbrug i virksomheden.

Eksempler

Landsskatteretten har i tre sager taget stilling til registreringspligten i VANDAL § 4, stk. 2, på baggrund af udtrykkene "forbruger" i VANDAL § 4, stk. 2 og "forbrugt" i VANDAL § 9, stk. 1.

I den første sag udlejede et interessentskab en ejendom med golfbane til et kommanditselskab for en leje, som inkluderede udgiften til vand. Kommanditselskabet forpagtede golfbanen til en golfklub på vilkår af, at kommanditselskabet varetog vedligeholdelse af banen. Vanding af golfbanen blev anset for at være en del af vedligeholdelsesforpligtelsen. Dermed blev kommanditselskabet anset for at være den endelige forbruger af vandet, og interessentskabet var herefter ikke registreringspligtigt efter VANDAL § 4, stk. 2. Se TfS 1999, 751.

I den anden sag har Landsskatteretten afsagt en kendelse, der handler om samme sagskompleks. Sagen drejede sig om et selskab, som var frivillig registreret efter momsloven for udlejning af en golfbane til en golfklub. Spørgsmålet var om selskabet, som forbruger af vand til vanding af golfbanen, var registreringspligtig efter VANDAL § 4, stk. 2, eller om det var golfklubben, som lejer af banen, der var registreringspligtig. Retten fandt, at da selskabet i lejeaftalen havde påtaget sig at sørge for vanding af det udlejede areal for egen regning, så måtte selskabet anses for at have forbrugt vandet i forbindelse med sin udlejningsvirksomhed. Selskabet var således registreringspligtigt efter VANDAL § 4, stk. 2. Se SKM2001.599.LSR.

I den tredje sag har Landsskatteretten afsagt en kendelse vedrørende et ferskvandscenter, der som frivillig momsregistreret udlejede en museumsbygning med tilhørende ferskvandsakvarier. Ferskvandscentret var ikke registreringspligtigt efter vandafgiftsloven. Lejen inkluderede udgiften til vand og ferskvandscentret var derfor ikke berettiget til godtgørelse af vandafgiften. Retten fandt, at udtrykket "forbruger" efter VANDAL § 4, stk. 2, og "forbrugt" efter VANDAL § 9, stk. 1, må fortolkes ens. Retten fandt ikke grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold, som det her omhandlede, som forbrug af vand. Fremlejer var derfor hverken registreringspligtig efter VANDAL § 4, stk. 2 eller berettiget til godtgørelse af vandafgiften efter VANDAL § 9, stk. 1. Se SKM2001.609.LSR.

På baggrund af de tre sager kan det konkluderes at registreringspligten i VANDAL § 4, stk. 2 indtræder når, vand reelt forbruges. Der behøver derfor ikke, at være sammenfald mellem den juridiske enhed, som indvinder/leverer vand, og den juridiske enhed som forbruger vandet, og dermed bliver registreringspligtig.

Ejendomme med lokale boringer/brønde

Ejere af ejendomme, der kun bliver forsynet fra lokale boringer/brønde, skal ikke anmelde sig til registrering. Afgiften skal derimod betales til kommunen.

Se også

Se også afsnit E.A.7.5.6 om opgørelse og afregning til kommunen.

Undtagelse fra registreringspligt

Momsregistrerede virksomheder skal ikke registreres, hvis de kun bliver forsynet fra lokale boringer/brønde og bruger ledningsført vand til formål, som der ydes fuld godtgørelse til. Et eksempel kan være en landbrugsvirksomhed, der bruger vandet til markvanding. Der skal dog betales afgift til kommunen, i det omfang en del af vandet også bliver brugt til privat forbrug.

Anmeldelse til registrering

Virksomheden skal bruge blanket nr. 24.035 ved anmeldelse til registrering. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.5.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen for ledningsført vand og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser
• Beregning af afgiften.

Afgiftssatser

Afgiften er 5 kr. pr. m³ vand ekskl. moms. Det betyder, at når momsregistrerede vandværker leverer vand, bliver momsen også beregnet af vandafgiften. Se VANDAL § 3.

Forbrug i momsfrie virksomheder og i boliger med egen boring

Afgiftssatsen forhøjes med 25 pct. til 6,25 kr. pr. m³ vand inkl. moms for ejere af ejendomme, der forsynes med vand fra lokale boringer/brønde samt for virksomheder og institutioner mv., der er registreringspligtige efter VANDAL § 4, stk. 2.

Afgiftsbelastningen bliver på denne måde den samme, uanset om vandet bliver leveret fra et momsregistreret vandværk eller fra en lokal boring/brønd eller bliver indvundet af en anden registreringspligtig virksomhed.

Almene vandværker, der på grund af omsætningens størrelse ikke skal registreres efter ML § 49 (højst 50.000 kr.), skal dog ikke forhøje satsen.

Beregning af afgiften

Afgiften beregnes som den leverede mængde af ledningsført vand.

Eksempel

Ved levering af 5000 m³ vand er afgiften:

5000 x 5 kr. pr. m³ = 25 000 kr.

E.A.7.5.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om, hvordan virksomhederne opgør og afregner vandafgift.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsperiode E.A.7.5.6.1
• Opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand E.A.7.5.6.2
• Regnskab E.A.7.5.6.3
• Afregning og indbetaling af afgift E.A.7.5.6.4.

E.A.7.5.6.1 Afgiftsperiode

Afgiftsperioden for registrerede vandværker og andre registrerede virksomheder, der er momsregistrerede, er den samme som for moms, dvs. måneden, kvartalet eller halvåret.

Afgiftsperioden for registrerede virksomheder, som ikke er registreret efter momsloven, er kvartalet.

E.A.7.5.6.2 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand for registrerede vandværker, andre registrerede virksomheder og andre med lokale boringer/brønde.

Afsnittet indeholder:

• Vandværker E.A.7.5.6.2.1
• Andre registrerede virksomheder E.A.7.5.6.2.2
• Lokale boringer/brønde E.A.7.5.6.2.3.

Indhold

Dette afsnit handler om vandværkers opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand.

Afsnittet indeholder:

• Regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand
• Hvad kan fradrages i den afgiftspligtige mængde vand?
• Minimumsafgift
• Den udpumpede mængde vand
• Opgørelse af minimumsafgiften
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand

Vandværket skal opgøre den afgiftspligtige mængde vand i sit almindelige forretningsregnskab eller i sine driftsrapporter på grundlag af leverancer i perioden, for hvilke der er udstedt fakturaer eller aconto opkrævninger. Opgørelsen skal også omfatte eget forbrug, fx når et kommunalt vandværk leverer til kommunen.

Alle fakturaer og acontoopkrævninger, der er udstedt i afgiftsperioden, skal tages med når periodens afgiftspligtige leverancer bliver opgjort. Vandværket skal opgøre og afregne moms og vandafgift ud fra fakturadatoen, ikke ud fra forfaldsdato eller sidste rettidige betalingsdag.

Reglerne om fakturadato til opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand følger reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde el i elselskaber. Se PAVL, afsnit F.3.5.1 om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for elselskaber. Reglerne svarer i øvrigt også til reglerne for opgørelse af momstilsvaret.

Betalingsoversigten fra fx Nets kan bruges som faktura, hvis betalingsoversigten indeholder de samme oplysninger som en faktura. Hver fakturering/transaktion på en betalingsoversigt skal være forsynet med en udstedelsesdato (fakturadato).

Hvad kan fradrages i den afgiftspligtige mængde vand?

Når den afgiftspligtige mængde bliver opgjort, kan følgende trækkes fra:

• Vand, der bliver tilført en anden registreret virksomhed efter VANDAL § 5
• Vand, der bliver leveret til udlandet
• Vandspild, der er forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer efter VANDAL § 24.

Fra 1. januar 2001 er det blevet muligt at eftergive vandværkerne den del af afgiften, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål. Dette gælder, når vandspildet hører til ejendommen på en sådan måde, at vandværket kan opkræve betaling for vandspildet hos forbrugeren. Se lov nr. (338) af 16. maj 2001.

Efter lov nr. (522) af 12. juni 2009, § 4, nr. 5, er reglerne for eftergivelse fra 1. januar 2009 fastsat i VANDAL § 24. Med denne lovændring er bestemmelsen også ændret, så det ikke længere er nødvendigt, at vandværket skal bede SKAT om at eftergive vandafgift på vegne af forbrugeren. Vandværket skal i stedet trække den vandmængde fra, som vedrører vandspildet i afgiftsgrundlaget. Se [Nyhedsbrev af 3. november 2009].

For at være berettiget til at trække vandspildet fra i den afgiftspligtige mængde vand skal følgende betingelser være opfyldt:

• Vandspildet er forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål. Det skal således kunne dokumenteres, at vandspildet hører til ejendommen på en sådan måde, at vandværket kan opkræve vederlag for vandspildet hos forbruger

• Vandværket skal have en skriftlig begrundet anmodning fra forbrugeren, hvor forbrugeren beder om ikke at skulle betale afgift og andre beløb af det pågældende vandspild

• Vandværket må hverken opkræve vandpris, vandafgift eller moms hos forbrugeren. Det er udelukkende vandværket som afgør, om det ønsker at afstå fra opkrævning af både afgiften og vandprisen over for forbrugeren. Vandværkets afgørelse kan ikke påklages til SKAT

• Forbrugeren skal, hvis denne er udlejer, eftergive afgiften og prisen for vandet over for lejere i ejendommen, når lejerne i henhold til en lejeaftale betaler for vandforbruget

• Det er en forudsætning, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet. Se SKM2002.22.TSS.

Kun den del af vandspildet, der ligger udover ejendommens årlige normalforbrug tillagt 300 m³, kaldet mindstekravet, kan eftergives. For ejendomme med flere boligenheder, hvor der ikke sker måling af vandforbrug i den enkelte boligenhed, skal mindstekravet opgøres som den samlede ejendoms årlige normalforbrug, tillagt 300 m³ for hver boligenhed. Hvis der er opsat bimålere på hovedledningens stikledninger, og disse bimålere opfylder den samme standardkvalitet som hovedmåleren, og sker bruddet efter en sådan bimåler, kan mindstekravet efter Skatteministeriets opfattelse opgøres som det samlede årlige normalforbrug tillagt 300 m³ for hver boligenhed, der forsynes med vand efter denne bimåler. Se SKM2002.22.TSS.

Hvis forbrugerens normale afregningsperiode er mindre end et år, bliver mindstekravet nedsat forholdsmæssigt. Dette sker fx hvor der normalt sker afregning med vandværket flere gange om året fx halvårligt, eller ved fra- og tilflytning. Det er Skatteministeriets opfattelse, at selvom vandspildet bliver opdaget inden udløbet af den normale afregningsperiode, og vandspildet derfor kan henføres til en kortere periode, så vil mindstekravet ikke blive nedsat.

Eksempel 1

Et brud på en vandinstallation medfører et krav om betaling af i alt 350 m³ vand. På grund af fraflytning vedrører den endelige regning for vandforbruget 3 måneder. Mindstekravet bliver så beregnet som normalforbruget i den pågældende 3 måneders periode tillagt en fjerdedel af 300 m³, svarende til 75 m^3.

Vandværket skal udstede en kreditnota til forbrugeren på det eftergivne beløb inklusiv vandafgift, hvis faktura er udstedt for den pågældende mængde vand. Vandværket kan herefter trække den samme mængde vand fra i den udpumpede mængde, så den ikke regnes med når minimumsafgiften bliver beregnet.

For vandafgift vedrørende vandspild som er opkrævet før 1. januar 2009 skal § 25, stk. 2-7, som ophævet ved lov nr. (1336) af 19. december 2008, stadig bruges. Der skal derfor i disse tilfælde sendes en skriftlig og begrundet anmodning om eftergivelse til SKAT.

Udover vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål er det ikke muligt at trække vandspild forårsaget af brud fra, når den afgiftspligtige mængde vand skal opgøres efter VANDAL § 7, stk. 1.

Eksempel 2

Det tidligere Momsnævn traf afgørelse om, at et ekstraordinært vandspild på ca. 6.800 m³3 som følge af en lækage i et vandværks ledningsnet ikke kunne trækkes fra i den afgiftspligtige mængde vand. Efter nævnets opfattelse var der ikke mulighed for at opgøre den afgiftspligtige mængde vand på anden måde end efter VANDAL § 7, stk. 1 og 2. Når den afgiftspligtige mængde bliver opgjort, er det uden betydning om værket har opfyldt sin vedligeholdelsespligt eller ej, eller om der er tale om et normalt eller et ekstraordinært vandspild. Se TfS 1998, 361.

Eksempel 3

I forbindelse med en forurening med spildevand, blev der brugt vand til gennemskylning af vandværkets ledningsnet. Det tidligere Momsnævn traf afgørelse om, at der ikke skulle betales afgift af vand brugt til gennemskylning af et vandværks ledningsnet efter en forurening af nettet med spildevand. Nævnet fandt, at der var tale om en helt ekstraordinær situation, der ikke var forudset ved udformningen af VANDAL § 7, stk. 2. Vandværket blev påført et betydeligt vandforbrug til skylning, som følge af en udefra kommende begivenhed, som værket var uden nogen skyld i. Samtidig havde vandværket ikke selv haft nogen indflydelse på, hvor længe skylningen skulle vare, da dette var bestemt af det påbud (fra offentlige myndigheder), som vandværket skulle efterkomme. Se TfS 1998, 360.

I modsætning til afgørelsen i TfS 1998, 361 er der i denne afgørelse ikke tale om vandspild som følge af brud men udledning som følge af påbud fra offentlige myndigheder.

Under normale omstændigheder vil vandværkers sædvanlige gennemskylning af ledningsnettet fx i forbindelse med reparationer, skulle indeholdes i de 10 procents tab som er tilladt efter reglen om minimumsafgift.

Minimumsafgift

Som udgangspunkt er den afgiftspligtige mængde i en afgiftsperiode, de leverancer for hvilke der er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger. For at sikre incitamentet til at minimere vandudsivning som følge af fx utætte og dårligt vedligeholdte vandledninger, skal den registrerede virksomhed dog altid betale afgift af mindst 90 procent af den udpumpede mængde vand. Der skal betales minimumsafgift i det omfang, at den fakturerede mængde er mindre end 90 procent af den udpumpede mængde. Den udpumpede mængde opgøres som:

• Den udpumpede mængde som aflæst på udpumpningsmåleren (for vandværker, der indvinder vand)
• tillagt den mængde der er modtaget og faktureret til virksomheden fra andre registrerede virksomheder og udlandet
• fratrukket den mængde, der er faktureret til andre registrerede virksomheder og udlandet.

For vandværker, der indvinder vand, er der således set bort fra vand, der er brugt til procesformål fx til skylning af filtre, fordi vandmængden først bliver målt ved udpumpningen fra vandværket.

Den udpumpede mængde vand

Hovedreglen er, at det er den udpumpede mængde vand, der bliver aflæst på udpumpningsmåleren, som skal bruges når minimumsafgiften skal opgøres.

Eksempel 1

Den daværende Told- og Skattestyrelse traf afgørelse i en sag om opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand i et vandværk, hvor det blev konstateret, at måleren (vanduret) til registrering af den udpumpede mængde vand havde vist for meget, så den målte mængde blev væsentlig større end den faktisk udpumpede mængde.

Styrelsen tillod, at den udpumpede mængde vand kunne fastsættes ved andet end måling. Vandværket skulle fremlægge dokumentation for, at der faktisk havde været fejl ved de installerede målere fx ved hjælp af eksterne tekniske undersøgelser. Det var en betingelse, at vandværket kunne sandsynliggøre størrelsen af omfanget af fejlmålingen.

Eksempel 2

Landsskatteretten har også taget stilling til fejl i installerede målere ved en kendelse af 30. juni 1998, som ikke er offentliggjort. Landsskatteretten kom frem til, at et vandværk skulle betale afgift af minimum 90 pct. af den målte mængde oppumpede vand, selvom der blev konstateret et væsentligt lavere vandforbrug hos forbrugerne, og selvom vandværket havde haft mistanke om fejlmåling og derfor havde udskiftet vandmålerne på vandværket. Landsskatteretten fandt, at det måtte påhvile vandværket at godtgøre, at målingerne af den udpumpede mængde vand havde været fejlagtig. Det var ikke muligt for vandværket at dokumentere fejlene ved de tidligere vandmålere.

Opgørelse af minimumsafgiften

Ved lov nr. 522 af 12. juni 2009 Lov om ændring af lov om spildevandsafgift og forskellige andre love er det præciseret, at minimumsafgiften som udgangspunkt opgøres pr. kalenderår. I den sidste afgiftsperiode i kalenderåret, dvs. december måned, oktober kvartal eller 2. halvår, skal der laves en opgørelse efter reglerne om minimumsafgift. Dette skal ske, selvom virksomheden ikke angiver forbruget i den sidste afgiftsperiode.

Virksomheder, der kun har én årlig afregningsperiode over for forbrugerne, kan vælge at opgøre minimumsafgiften på grundlag af den periode som vandforbruget måles og afregnes over for forbrugerne (forbrugsperioden). Se afsnit E.A.7.5.6.4 om Afregning og indbetaling.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Det er virksomhedens forbrug af vand i afgiftsperioden, der indgår, når den afgiftspligtige mængde vand skal opgøres for andre registrerede virksomheder. Vandet skal være leveret fra andre steder end vandværker. Se VANDAL § 4, stk. 2.

Der skal kun betales afgift af den del af forbruget, der overstiger 1.000 m³ årligt. Virksomheden skal derfor først betale afgift, når den forbrugte mængde regnet fra regnskabsårets begyndelse overstiger 1.000 m³, og da kun af den del der overstiger 1.000 m³. Se VANDAL § 7, stk. 5.

Hvis der er én eller flere boligenheder på ejendommen, skal der uanset forbruget på ejendommen betales afgift efter et standardforbrug pr. boligenhed eller efter måler. Kommunen opkræver denne del af afgiften. Ejeren af ejendommen skal oplyse kommunen om dette. Se VANDAL § 2, stk. 2.

Se også

Se afsnit E.A.7.5.6.2.3 om boligenheder og afregning til kommunen.

Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår der skal betales afgift af vand og om kommunens rettigheder.

Afsnittet indeholder:

• Hvornår skal der betales afgift?
• Kommunens rettigheder.

Hvornår skal der betales afgift?

Ejere af ejendomme, der bliver forsynet fra lokale boringer/brønde skal betale afgift efter et standardforbrug på 170 m³ om året pr. helårsboligenhed og 70 m³ for andre boliger eller efter et målerregistreret forbrug afhængig af de enkelte kommunes bestemmelser for området. Se VANDAL § 2, stk. 2. Afgiften bliver opkrævet af den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Se VANDAL § 14, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005.

Der skal dog kun betales afgift, hvis der er tale om ledningsført vand. Er der fx tale om egen boring/brønd, der ligger uden for boligenheden, skal der ikke betales afgift, hvis vandet ikke føres ind i boligenheden via en ledning. Ejendomme, der via vandledning bliver forsynet fra et ikke-alment vandværk, skal betale afgiften uanset tapningsstedets placering på grunden. Se VANDAL § 1

Når en ejendom er forsynet med ledningsført vand, bliver en boligenhed på ejendommen også betragtet som forsynet med ledningsført vand. Dette uanset om vandledningen til ejendommen er ført helt ind i boligenheden/boligenhederne.

Afgiftspligten påhviler ejeren af boligenheden. Det betyder, at ejeren skal betale afgift af vand, der bliver brugt i enhver privat eller erhvervsmæssigt benyttet boligenhed. Se VANDAL § 2, stk. 2.

Boligenheder i tilknytning til momspligtige virksomheder, fx landbrugsvirksomheder, skal afregne afgift til kommunen af privatforbruget af ledningsført vand fra egen boring/brønd.

Ejendomme, der bliver forsynet med ledningsført vand fra et alment vandværk, skal ikke også betale afgift af et eventuelt forbrug fra en lokal boring/brønd. Dette kan fx være ejendomme, der bliver forsynet med vand fra et vandværk, og som samtidig har etableret en lokal boring til havevanding.

Hvis ejendommen bliver forsynet fra egen boring/brønd, mens der samtidig kan hentes vand fra en vandhane udenfor ejendommen, fx til drikkevand, skal kommunen alligevel opkræve afgift af vandet fra egen boring/brønd.

Ejere af ubenyttede boligenheder, der ved forsegling/plombering godtgør, at boligenheden ikke kan, og ikke uden kommunens tilladelse vil kunne modtage ledningsført vand, er fritaget for at betale vandafgiften. Det samme gælder ejere af uanvendelige brønde, der ved forsegling/plombering godtgør, at der ikke kan modtages ledningsført vand fra boringen.

Kommunens rettigheder

Den enkelte kommune kan bestemme, at afgiften ikke skal betales efter standardforbrug men efter et målerregistreret forbrug. Kommunen kan opkræve et administrationsgebyr. Gebyret må dog ikke overstige omkostningerne ved administration af målerordningen.

Kommunen kan bestemme, at boligenheder med målerudstyr, der ikke længere opfylder kommunens krav, fremover skal afregne efter standardforbrug. Bortfald af muligheden for at bruge måler vil omfatte samtlige boligenheder, der bliver forsynet fra samme anlæg eller boring.

Kommunerne fastsætter selv reglerne for boligenhedernes afregning af vandafgift til kommunen. Se bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005. Hvis betaling ikke sker senest på en fastsat dato bestemt af kommunen efter forfaldsdagen, er kommunen berettiget til at kræve afgiftsbeløbet forrentet efter reglerne i OPKL § 7.

Inddrivelse af vandafgiften i kommunerne sker efter reglerne i lov nr. 572 af 20. juni 2001 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv. Hvis kommunens seneste indbetalingsfrist bliver overskredet, kan der opkræves morarenter, og der kan opkræves et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser. Se PAVL, afsnit A.11.2.

Vandafgift med påløbne renter og omkostninger samt gebyrer for administration af målerordninger og for erindringsskrivelser er tillagt udpantningsret.

E.A.7.5.6.3 Regnskab

Indhold

Afsnittet indeholder de gældende regnskabsregler.

Afsnittet indeholder:

• Gældende regler for regnskabsføring
• Fakturaer
• Aconto opkrævninger
• Efterfakturering af vandafgift.

Gældende regler for regnskabsføring

Udover de regnskabsregler der fremgår af PAVL, afsnit A.10, gælder følgende:

• Vandværker skal føre et regnskab, hvor opgørelse over tilgang og udpumpning af afgiftspligtig vand indgår
• Registrerede vandværker skal efter anmodning fra SKAT udarbejde fortegnelser over ejendomme, der får leveret vand fra vandværket
• Virksomhedens udpumpning af vand skal registreres ved måler, der anbringes ved alle anlæggets afgangsledninger. SKAT kan kræve en afprøvning af udpumpningsmålere efter reglerne i vandforsyningsregulativet.

Fakturaer

Som fakturadato skal anvendes den dato, hvor fakturaen udstedes.

For at give momsregistrerede virksomheder mulighed for godtgørelse, skal vandværker og andre virksomheder, fx udlejere af fast ejendom, mindst én gang om året oplyse den enkelte momsregistrerede køber om, hvor stor en del vandafgiften udgør af prisen på det leverede vand.

Reglerne om fakturering mv. gælder også for virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for levering af vand i forbindelse med udlejning af fast ejendom, hvis disse virksomheder viderefakturerer vandforbruget til de enkelte lejere mv.

Aconto opkrævninger

Hvis vandværket udsteder aconto opkrævninger for leverancer af vand, som bliver endeligt opgjort på et senere tidspunkt, kan vandværket undlade at oplyse om leverancens omfang på aconto opkrævningen.

Momsregistrerede aftagere kan få godtgørelse af vandafgift på grundlag af aconto opkrævninger, som enten direkte indeholder oplysning om vandafgiftens andel af acontobeløbet, eller oplysning om det antal m³ der har dannet grundlag for beregningen af acontobeløbet suppleret med oplysning om afgiftssatsen. Slutafregningen skal herefter indeholde oplysning om den vandafgift, som allerede er afregnet aconto.

Hvis vandafgiftens andel af aconto beløbet fremgår af aconto opkrævningen, skal oplysning om afgiftens andel i slutafregningen anføres på én af følgende 3 måder:

• Ved oplysning om det vandafgiftsbeløb, der ikke allerede er afregnet a conto
• Ved oplysning om det m³-forbrug og den tilhørende vandafgift, som ikke allerede er afregnet a conto
• Ved oplysning om periodens totale forbrug i m³ og den tilhørende vandafgift samt oplysning om, hvor stor en del af afgiften der allerede er afregnet a conto.

Efterfakturering af vandafgift

Der kan blive tale om efterfakturering af vandafgift i følgende to tilfælde:

• Ved årsopgørelsen, hvor den fakturerede mængde er mindre end minimumsmængden
• Ved slutafregningen over for forbrugerne.

Hvis et vandværk i forbindelse med årsopgørelsen finder ud af, at den fakturerede mængde er mindre end minimumsmængden dvs. ved ledningstab på over 10 pct., kan det vælge at efterfakturere vandafgiften til forbrugerne enten fordelt efter måler eller efter en vedtaget fordelingsnøgle.

Efterfaktureringen af minimumsafgiften må ikke ske i form af en stigning i afgiftssatsen, men skal fremgå særskilt med mængde og afgiftssats. Det skal fremgå af fakturaen, at der er tale om betaling af en afgift af et ledningstab. Hvis den betalte minimumsafgift bliver efterfaktureret til forbrugeren, indgår denne fakturering ikke i periodens afgiftspligtige mængde. Se VANDAL § 7, stk.4.

Hvis der sker efterfakturering af vandafgiften i de tilfælde, hvor vandværket har opkrævet for lidt i vandafgift på én eller flere aconto opkrævninger, skal afgiftens andel i slutafregningen anføres som nævnt under aconto opkrævninger. Den efterfakturerede mængde bliver regnet med til den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvor slutafregningen er dateret.

Hvis vandværket ved slutafregningen finder ud af, at det har opkrævet for meget i vandafgift hos forbrugerne, og hvis den for meget opkrævede afgift bliver betalt tilbage til forbrugeren ved en kreditnota, skal kreditnotaen indeholde de samme oplysninger som anført for en faktura. Den krediterede mængde kan derefter trækkes fra i opgørelsen af den afgiftspligtige mængde vand.

Slutafregningen for leverancer til forbrugerne skal ikke nødvendigvis ske samtidig med opgørelsen af vandværkets udpumpede mængde, dvs. den 31. december, medmindre vandværket kun har én årlig afregningsperiode over for forbrugerne, og har valgt at opgøre minimumsafgiften på grundlag af denne periode.

E.A.7.5.6.4 Afregning og indbetaling

Indhold

Dette afsnit beskriver hvordan afgiften bliver afregnet og betalt.

Afsnittet indeholder:

• Afregning
• Indbetaling af afgift
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit E.A.7.5.6.1 om afgiftsperioden.

Afregning

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, og senest den 15. i den efterfølgende måned angive størrelsen af de afgiftspligtige leverancer mv., der har fundet sted i perioden og indbetale afgiften heraf.

Vandværker, der som følge af reglerne om minimumsafgift skal foretage regulering i den afgiftspligtige mængde, skal indbetale afgiften i den sidste afgiftsperiode i kalenderåret.

Indbetaling af minimumsafgift for vandværker, der kun har én årlig afregningsperiode over for forbrugerne (forbrugsperioden), og som opgør minimumsafgiften samtidig med denne periode, skal ske sammen med indbetalingen for den førstkommende afgiftsperiode efter forbrugsperiodens udløb.

Kommuner skal opgøre den afgift, der er opkrævet i kalenderåret, dvs. de afgiftsbeløb som kommunen har opkrævet med en seneste indbetalingsfrist i det pågældende år. Den opgjorte afgift skal indbetales til SKAT senest den 15. december i opgørelsesåret.

SKAT kontrollerer, at kommunens administration, opkrævning, kontrol og afregning af afgiften sker i overensstemmelse med loven. Se § 5 i bekendtgørelse nr. 982 af 18.oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand m.v.

Indbetaling af afgift

Registrerede virksomheder skal bruge en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 24.006. SKAT udsender blanketten til de virksomheder som ikke er tilmeldt TastSelv.

Til brug for kommunernes indbetaling udsender SKAT et girokort, blanket nr. 24.048.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.5.7 Afgiftsfritagelse og tilbagebetaling af afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og godtgørelse af afgift.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse
• Godtgørelse af afgift
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfritagelse

Af de afgiftsfritagelser, der fremgår af afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse, gælder for ledningsført vand kun, at oplagshavere kan levere vand uden afgift til

• en anden registreret virksomhed efter VANDAL § 5
• udlandet
• diplomater.

Af praktiske hensyn bliver ordningen med fritagelse for afgift af vand, der leveres til diplomater, administreret som en godtgørelsesordning. Det betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører vandværkernes opkrævning af vandafgift.

Diplomatiske repræsentationer mv. kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort vandafgiften. Ved ansøgning bruges en særlig anmodningsblanket 23.006, der kan fås hos SKAT.

Godtgørelse af afgift

Momsregistrerede virksomheder

Momsregistrerede virksomheder som køber vand, kan som hovedregel få godtgjort afgift af vand i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms (købsmoms) af vandet. Dette gælder når, vandet er købt til brug for virksomhedens momspligtige aktiviteter.

Der kan derfor ikke tilbagebetales afgift af ledningsført vand, som virksomheden anvender til:

• Videresalg
• Forbrug i funktionærboliger
• Indehaverens og personalets privatforbrug
• Formål, der ikke vedrører omsætningen af momspligtige varer/ydelser.

Se også

Se afsnit E.A.7.5.4 om momsregistrerede virksomheder, der kun forsynes fra lokale boringer/brønde.

Udlejning af fast ejendom

Hvis vandet bliver leveret via en ejendomsudlejer/ejendomsadministrator, dvs. at virksomheden ikke selv får en regning direkte fra vandværket for det forbrugte vand, kan ejendomsudlejeren være frivilligt momsregistreret for levering af vand. Ejendomsudlejeren kan så viderefakturere forbruget af vand inklusiv moms og vandafgift af det leverede vand til virksomheden. Dermed får lejer mulighed for at få tilbagebetalt vandafgift, i det omfang lejeren opfylder betingelserne for det.

Godtgørelse af vandafgift af vand, der anvendes i idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt i forsamlingshuse og medborgerhuse, kan ske til frivilligt momsregistrerede udlejningsvirksomheder i samme omfang, som det gælder for godtgørelse af afgift af el, der anvendes i forbindelse med tilsvarende udlejningsvirksomhed. Se SKM2003.175.LSR.

Se også

Se også PAVL, afsnit F.6.2.3 for regler om godtgørelse af el-afgift.

Opgørelse af godtgørelsesberettiget vandafgift

Virksomheder, der efter reglerne kan få tilbagebetalt vandafgift, herunder også afgift efter 90 pct. -reglen, når der er sket efterfakturering af et ledningstab på over 10 pct., skal opgøre det beløb, der kan tilbagebetales. Opgørelsen kan omfatte én eller flere afgiftsperioder efter momsloven. For at dokumentere tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvor størrelsen af afgiften fremgår.

Tilbagebetalingsbeløbet angives i hele kroner i rubrikken "Vandafgift" på virksomhedens momsangivelse. Beløbet må kun vedrøre den pågældende momsregistrerede enhed. Dette indebærer, at fx virksomheder der er delregistreret efter momsloven, skal angive vandafgift for hver enkelt registreret momsenhed.

Tilbagebetalingen sker ved, at virksomheden modregner i sit afgiftstilsvar efter momsloven. I det omfang tilbagebetalingen ikke kan ske ved modregning, bliver beløbet udbetalt til virksomheden efter reglerne i OPKL § 12. Beløb under 50 kr. udbetales ikke.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.6 Dæk

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om gebyr til nyttiggørelse af dæk.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.6.1)
• Definitioner (E.A.7.6.2)
• Dæk omfattet af gebyret (E.A.7.6.3)
• Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.6.4)
• Gebyrets størrelse og beregning (E.A.7.6.5)
• Opgørelse og afregning (E.A.7.6.6)
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.6.7).

E.A.7.6.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

• Der skal betales gebyr af nye, regummierede og brugte dæk, der er fremstillet til anvendelse på
• motordrevne køretøjer
• påhængsvogne til motordrevne køretøjer samt vogntog, eksempelvis motorcykler
• registreringspligtige knallerter
• personbiler
• vare- og lastbiler
• busser
• traktorer
• påhængskøretøjer og -redskaber til de nævnte køretøjer.

Formål

Gebyrets formål er at sikre nyttiggørelse af kasserede dæk. Dette sker ved at give tilskud til virksomheder, som erhvervsmæssigt indsamler dæk med henblik på produktion af gummipulver. Opkrævning, administration og kontrol med gebyret varetages af told- og skatteforvaltningen, mens administrationen af tilskudsordningen varetages af Miljøstyrelsen. Eventuelle spørgsmål om tilskudsordningen skal derfor rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K., tlf. 72 54 40 00.

Lovgrundlag

Reglerne om gebyr på dæk fremgår af bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk), udstedt med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006 (bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse) med senere ændringer.

Historik

Gebyrordningen trådte i kraft med virkning fra 1. april 1995 efter aftale om tilbagetagning af kasserede dæk mellem Miljøministeriet og dæk- og autobranchens organisationer, Genvindingsbrancherådet og de kommunale organisationer.

E.A.7.6.2 Definitioner

Indhold

Dette afsnit beskriver definitionerne af personbil og begrebet udlevering, som de er nævnt i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Afsnittet indeholder:

• Personbil
• Udlevering.

Personbil

Ved personbiler forstås biler, der er indrettet til befordring af højst ni personer, føreren medregnet.

Udlevering

Begrebet "udlevering" omfatter

• egentligt salg af dæk
• udtagning til anvendelse på virksomhedens egne køretøjer
• Regummiering af dæk.

E.A.7.6.3 Dæk omfattet af gebyret

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke dæk der er omfattet af gebyret.

Afsnittet indeholder:

• Dæk omfattet af gebyret
• Regummierede dæk.

Dæk omfattet af gebyret

Der skal betales gebyr af nye, regummierede og brugte dæk, der er fremstillet til anvendelse på

• motordrevne køretøjer
• påhængsvogne til motordrevne køretøjer samt vogntog, eksempelvis motorcykler
• registreringspligtige knallerter
• personbiler
• vare- og lastbiler
• busser
• traktorer
• påhængskøretøjer og -redskaber til de nævnte køretøjer.

Gebyrpligten for brugte dæk til de nævnte køretøjer mv. omfatter dæk, der modtages fra udlandet. Geybyrpligten omfatter også brugte dæk, herunder massive gummiringe, som her i landet sælges (udleveres) til fortsat anvendelse på de nævnte køretøjer mv. Se § 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Regummierede dæk

Spørgsmål om gebyrpligt for regummierede dæk har tidligere været forelagt Miljøstyrelsen, der har tilkendegivet, at en erhvervsvirksomhed, der fremstiller regummierede dæk, er pligtig til at betale gebyr af alle dæk, der fremstilles og udleveres. Dette er uafhængigt af, om virksomheden ejer dækkene, eller om dækkene er leveret af en kunde, der får udleveret dækkene, efter at regummieringen er foretaget.

Forholdet kan sidestilles med en situation, hvor virksomheden, der regummiere dæk, udtager regummierede dæk til anvendelse på virksomhedens egne køretøjer. I dette tilfælde skal regummieringsvirksomheden også medregne forbruget ved opgørelsen af det gebyrpligtige antal dæk, der er udleveret fra virksomheden. Se§ 6, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

E.A.7.6.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår der er pligt til registrering for gebyr til nyttiggørelse af dæk samt bagatelgrænse og undtagelse for registrering.

Afsnittet indeholder:

• Registrering
• Bagatelgrænse for registreringspligt
• Anmeldelse til registrering.

Se også

• PAVL 2011-1, afsnit A.5.2 Oplagshavere
• PAVL 2011-1, afsnit A.5 Afgiftspligtige virksomheder og personer (registrering).

Registrering

Virksomheder, der erhvervsmæssig fremstiller eller erhvervsmæssigt modtager dæk fra udlandet, herunder massive gummiringe, fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer til motordrevne køretøjer samt vogntog eller udleverer brugte dæk,

herunder massive gummiringe, til fortsat anvendelse, skal registreres som oplagshaver for gebyr til nyttiggørelse af dæk. Se § 4, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Bagatelgrænse for registreringspligt

Virksomheder, der pr. kalenderår udleverer mindre end 400 brugte gebyrpligtige dæk til fortsat anvendelse på motorcykler, personbiler, busser samt påhængskøretøjer og - redskaber, skal ikke registreres eller betale gebyr. Se § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Virksomheder, der alene modtager de ovenfor nævnte køretøjer mv. fra udlandet eller fremstiller nye køretøjer, skal ikke registreres eller betale gebyr af de påmonterede dæk.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering bruges blanket nr. 24.018. Blanketten kan hentes på (www.webreg.dk) eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.6.5 Gebyrets størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver gebyrsatser for dæk og beskriver samtidig, hvordan gebyret skal beregnes og faktureres.

Afsnittet indeholder:

• Gebyrsatser
• Beregning af gebyret
• Krav til faktura.

Gebyrsatser

Gebyr pr. dæk udgør jf. § 3, stk. 1, nr. 1-7 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk):

Beregning af gebyret

Som udgangspunkt skal afgiften beregnes som antallet af en given type dæk ganget med den aktuelle sats. Der er syv forskellige gebyrsatser jf. skemaet ovenfor. Gebyrsatsen for et dæk afgøres ud fra, hvilken fælgstørrelse dækket passer til, og om det er regummieret eller ej.

Eksempel

Et dæks dimensioner vil oftest være trykt på siden af dækket og opgivet på følgende måde:

205/65 R 15

1. 205 = dækkets bredde i mm
2. 65 = dækkets højde i % af bredden
3. Bogstavet mellem 65 og 15 refererer til dækkets opbygning. R betyder Radial
4. 15 = fælgdiameter i tommer.

Efter dækkets størrelse kan der stå fx 84H, 87W, 94Y...

Tallet er et belastningsindeks, hvor fx 84 er 500 kg. Bogstavet er udtryk for, hvilken hastighed dækket er godkendt til, hvor fx H = 210 km/t.

Et nyt dæk til en personbil, som er mærket 205/65 R 15, passer på en 15" fælg og er derfor gebyrpligtig med 10 kr. Se § 3, stk. 1 nr. 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Krav til faktura

Virksomheden skal udstede en faktura i mindst 2 eksemplarer ved enhver udlevering af gebyrpligtige dæk. Fakturaen skal indeholde oplysning om udstedelsesdato, leverandørens og modtagerens navn og adresse, varens art, type mv. og det gebyrpligtige antal dæk.

Gebyret anføres som en særskilt post på fakturaen, og det skal tydeligt fremgå, at der er tale om gebyr af dæk. Det er også tilladt at anføre prisen inklusive gebyr. Det er i så fald en betingelse, at den aktuelle gebyrsats tydeligt fremgår af fakturaen.

På fakturaer for dæk, der udleveres uden gebyr, skal der tydeligt skrives, at der er tale om dæk, der leveres uden gebyr, fx ved påtegning: gebyrpligtige dæk uden gebyr. Hvis en faktura omfatter både gebyrpligtige dæk og andre dæk, skal de gebyrpligtige dæk opføres særskilt på den øverste del af fakturaen.

Hvis der sker returnering af gebyrpligtige dæk, som tidligere er berigtiget, skal der udstedes en kreditnota med tilsvarende oplysninger, som er krævet for fakturaer.

Virksomheden kan undlade at udstede faktura samtidig med afsendelse, hvis dækkene er ledsaget af en fortløbende nummereret følgeseddel, der indeholder samme oplysninger som fakturaen. Følgesedlen skal snarest efter udleveringen efterfølges af en faktura, der kan omfatte følgesedler udstedt inden for en periode af højst 7 kalenderdage. Fakturaen skal indeholde de sædvanlige oplysninger og skal henvise til de følgesedler, der er omfattet af fakturaen.

Hvis forholdene i det enkelte tilfælde taler for det, fx af edb-mæssige hensyn, kan told- og skatteforvaltningen på grundlag af en ansøgning fra virksomheden give dispensation fra kravet om, at dæk opføres særskilt på fakturaen. Det er en betingelse, at det af fakturaen fremgår, hvilke dæk der er gebyrpligtige. Det kan fx ske ved, at de gebyrpligtige dæk markeres med en særlig kode, hvis betydning er trykt på fakturablanketten.

Tidligere gebyrsatser

Gebyrsatserne blev ændret ved bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk) fra 1. april 2009. Gebyrsatserne har tidligere været:

For perioden 1.4.1995 - 31.3.2009:

E.A.7.6.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af gebyret.

Afsnittet indeholder:

• Gebyrperiode
• Opgørelse af den gebyrpligtige mængde
• Afregning
• Indbetaling af gebyr.

Gebyrperiode

For registrerede virksomheder er gebyrperioden kalenderkvartalet. Afgiften angives og indbetales til SKAT den 15. i den efterfølgende kalendermåned.

Se også

Se de generelle regler om opkrævning af afgifter i OPKL (§§ 2-8).

Opgørelse af den gebyrpligtige mængde

Virksomheder skal opgøre det gebyrpligtige antal af henholdsvis nye, regummierede og brugte dæk for hver afgiftsperiode. Se PAVL 2011-1, afsnit (A.7) Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi.

Det gebyrpligtige antal for et kvartal er summen af antallet af gebyrpligtige dæk, der i perioden er udleveret fra virksomheden.

Virksomheder, der udtager gebyrpligtige dæk til montering (udskiftning) på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer samt vogntog, skal medregne forbruget af disse dæk til det gebyrpligtige antal. Dette gælder også dæk, der monteres på køretøjer, som benyttes af virksomheden.

Følgende skal ikke regnes med i det gebyrpligtige antal dæk:

• Antallet af dæk, der er udleveret til en anden registreret virksomhed,
• Antallet af nye eller regummierede dæk, der er leveret til udlandet, og
• Antallet af dæk, der i den registrerede virksomhed er udtaget til montering ved fremstilling af nye køretøjer. Se § 3, stk. 2, nr. 2.

Registrerede virksomheder kan endvidere få bevilling til ikke at medregne brugte dæk, der er leveret til en fortsat anvendelse i udlandet.

Virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten efter § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk), og som leverer nye eller regummierede gebyrpligtige dæk til udlandet, kan få bevilling til godtgørelse af gebyret.

Registrerede virksomheder kan fradrage gebyret for berigtigede dæk, der tages retur. Det er en betingelse, at virksomheden godtgør køberen den fulde pris inklusive gebyret, og at der udstedes en kreditnota med tilsvarende oplysninger, som gælder for fakturaer.

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over modtagelse, fremstilling samt udlevering af gebyrpligtige dæk. Regnskabet skal kunne danne grundlag for opgørelse af det i hver gebyrperiode opkrævede gebyr og for kontrollen med gebyrets rigtige betaling. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i virksomhedens forretningsregnskab, skal virksomheden føre et specielt regnskab efter SKATs nærmere anvisning. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler for den regnskabsmæssige opstilling (specifikation) af gebyrpligtige dæk.

Se også

Se PAVL 2011-1, afsnit A.8.1 Afgiftsfri udlevering
Se afsnit PAVL 2011-1 afsnit A.10 Regnskabsbestemmelser om de generelle regler for regnskab.

Afregning

Virksomheder skal efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned angive det gebyrpligtige antal dæk og indbetale gebyret heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal ske på en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 24.017, som told- og skatteforvaltningen sender til virksomheden.

Reglerne for angivelse og afregning af gebyr fremgår i øvrigt af PAVL 2011-1, afsnit A.11 Angivelse og afregning af afgifter.

Indbetaling af gebyr

Gebyret skal indbetales senest ved udgangen af måneden efter kvartalets udløb, dvs. samtidig med angivelsen af det gebyrpligtige antal.

E.A.7.6.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit beskriver af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse vedrørende dæk.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse
• Afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsfritagelse

Fritaget for gebyr er:

• dæk, inklusive reservedæk, monteret på køretøjer, der modtages fra udlandet,
• dæk, inklusive reservedæk, der anvendes til montering ved fremstilling af nye køretøjer,
• dæk, der er fremstillet til anvendelse på lille knallert, og
• dæk mindre end 500 mm - 8".

Godtgørelse af gebyr

Virksomheder, der ikke er registreret hos told- og skatteforvaltningen, kan opnå bevilling til godtgørelse af gebyret på nye og regummierede dæk, der leveres til udlandet.

Virksomheder, der fremstiller nye motorkøretøjer mv., hvortil der er anvendt dæk, som er berigtiget, kan få bevilling til godtgørelse af det betalte gebyr.

Virksomheder, der ønsker bevilling til godtgørelse, skal rette henvendelse til told- og skatteforvaltningen.

E.A.7.7 Bekæmpelsesmidler

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på bekæmpelsesmidler.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.7.1)
• Definition: Bekæmpelsesmidler (E.A.7.7.2)
• Bekæmpelsesmidler omfattet af reglerne (E.A.7.7.3)
• Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.7.4)
• Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.7.5)
• Opgørelse og afregning (E.A.7.7.6)
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.7.7)
• Regnskab og prismærker (E.A.7.7.8).

E.A.7.7.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

Der er afgift på godkendelsespligtige bekæmpelsesmidler. Afgiftspligten er knyttet til ordet "godkendelsespligtige". Det afgørende er om et givet bekæmpelsesmiddel skal godkendes. Det er således ikke afgørende om midlet er godkendt eller vil kunne blive godkendt.

Afgiften påhviler alle bekæmpelsesmidler, der er omfattet af definitionen af bekæmpelsesmidler i lov om kemikalier eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF. Det vil normalt være afgørende for et produkts afgiftspligt, om det markedsføres med henblik på at bekæmpe, afskrække eller regulere skadegørere eller planter.

Det er Miljøstyrelsen, der træffer afgørelse om godkendelse af produkterne.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering af varen eller ved indførsel til landet.

Formål

Lovens formål er at nedbringe brugen af kemiske bekæmpelsesmidler. Forbruget bliver målt i kg aktivstof og behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden (BH) er en opgørelse af, hvor mange gange årligt det konventionelt dyrkede landbrugsareal i gennemsnit kan sprøjtes med den solgte mængde plantebeskyttelsesmidler, forudsat de anvendes i en fastsat standarddosis.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af bekæmpelsesmidler står i lovbekendtgørelse nr. 57 af 30. januar 2008 (BEKÆMPAL) med senere ændringer.

Se bekendtgørelse nr. 984 af 18. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Historik

Afgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1996.

E.A.7.7.2 Definition: Bekæmpelsesmidler

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionerne på bekæmpelsesmidler.

Afsnittet indeholder:

• Definition: Bekæmpelsesmidler.

Definition: Bekæmpelsesmidler

Bekæmpelsesmidler er den samlede betegnelse for plantebeskyttelsesmidler (pesticider) og biocider.

Plantebeskyttelsesmidler (pesticider) er produkter, der typisk bliver anvendt i jordbruget med det formål at slå ukrudt, skadedyr og sygdomsfremkaldende svampe ihjel eller for at regulere kulturplanters vækst. Målet er at forhindre udbyttenedgang ved dyrkning af kulturplanter. Pesticiderne omfatter insektmidler, jorddesinfektionsmidler, svampemidler, visse afskrækningsmidler, ukrudtmidler og vækstreguleringsmidler.

Biocider er andre bekæmpelsesmidler, som ikke anvendes med henblik på plantebeskyttelse. Det er bl.a. træbeskyttelsesmidler, slimbekæmpende midler, algemidler og rottemidler, midler mod utøj på dyr og visse afskrækningsmidler. Disse produkter bliver typisk anvendt uden for jordbruget.

E.A.7.7.3 Bekæmpelsesmidler omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det vareområde, som er omfattet af reglerne om afgift på bekæmpelsesmidler.

Afsnittet indeholder:

• Godkendelsespligtige varer
• Bekæmpelsesmidler (afgiftsgruppe A.B og C)
• Emballageafgift.

Se også

Afgiftens størrelse for afgiftsgrupperne A.B, og C.i afsnit E.A.7.7.5.

Godkendelsespligtige varer

Afgiftspligten omfatter stoffer og produkter, der er eller vil være godkendelsespligtige efter kapital 7 i lov om kemiske stoffer og produkter eller efter pesticidforordningen. Afgiften omfatter således alle bekæmpelsesmidler, der er omfattet af definitionen på bekæmpelsesmidler i lov om kemiske stoffer og produkter og pesticidforordningen.

De omhandlede produkter og stoffer er udover spørgsmålet om afgiftspligt ligeledes underlagt miljøstyrelsens regler om, at alle sådanne stoffer og produkter skal være godkendt af Miljøstyrelsen inden salg, import eller anvendelse samt emballeret og mærket med etikette i overensstemmelse med miljølovgivningens regler på området.

Ved afgrænsningen af, om et stof eller produkt er afgiftspligtigt, vil Miljøstyrelsens afgørelse om godkendelsespligt blive lagt til grund. Hvis produktet er godkendelsespligtigt, er det omfattet af afgiftspligten.

Se også

• Omfanget af afgiftspligten i afsnit E.A.7.7.1.

Bekæmpelsesmidler (afgiftsgruppe A.B og C)

Afgiftspligten omfatter følgende bekæmpelsesmidler:

Bekæmpelsesmidler (afgiftsgruppe A.B eller C). Kemiske stoffer og produkter som er bestemt til bekæmpelse af:

1. Plantesygdomme (afgiftsgruppe B)
2. Træødelæggende svampe (afgiftsgruppe C)
3. Uønsket plantevækst (afgiftsgruppe B)
4. Algevækst (afgiftsgruppe C)
5. Slimdannende organismer i papirmasse (afgiftsgruppe C)
6. Følgende laverestående dyr:

• Dyr, der må anses som skadelige for nytte og kulturplanter (afgiftsgruppe A)
• Utøj hos husdyr, herunder stuefugle (afgiftsgruppe A)
• Skadedyr i korn, kornprodukter, foderstoffer og frø (afgiftsgruppe A)
• Tekstilskadedyr (afgiftsgruppe A)
• Insekter, snegle, mider og lignende (afgiftsgruppe A)
• Regnorme (afgiftsgruppe A)
• Skadedyr i tømmer og træværk (afgiftsgruppe C).

7. Følgende pattedyr: kaniner, mosegrise, muldvarpe, mus og rotter (afgiftsgruppe C).

Afskrækningsmidler (afgiftsgruppe B). Kemiske stoffer og produkter, som er bestemt til at forebygge skader, der bliver forårsaget af de under f. og g. nævnte skadedyr samt af vildtlevende pattedyr og fugle, eller som er bestemt til at holde disse dyr borte fra steder, hvor de ikke er ønskede. Afskrækningsmidlet afskrækker dyrene uden samtidig at bekæmpe dem.

Plantevækstreguleringsmidler (afgiftsgruppe B). Kemiske stoffer og produkter, som uden at være egentlige plantenæringsstoffer eller grundforbedringsmidler er bestemt til at regulere planters vækst eller udvikling eller frøenes modning, som:

1. Nedvisningsmidler
2. Respirations- og spiringshæmmere
3. Vækstretarderingsstoffer
4. Roddannere
5. Blomster- og frugtdannere
6. Spiringsfremmere
7. Blomstringssinkere
8. Udtyndingsstoffer
9. Hold-faststoffer
10. Podehjælpere.

Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler (afgiftsgruppe C). Plantebeskyttelsesmidler hvor aktivstoffet består af levende mikroorganismer, herunder vira, og hvor aktivstoffets virkemåde beror på mikroorganismerne selv eller på et eller flere stoffer produceret af disse.

Se BEKÆMPAL §§ 1 og 7.

Emballageafgift

Emballager (pakninger) under 20 liter til bekæmpelsesmidler er afgiftspligtige efter emballageafgiftsloven. Se E.A.7.1.

E.A.7.7.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift af bekæmpelsesmidler. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om fjernsalg og om lønarbejde.

Afsnittet indeholder:

• Oplagshaver
• Lønarbejde
• Varemodtager
• Fjernsalg
• Anmeldelse til registrering.

Se også

• Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder E.A.1.4.1
• Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder E.A.1.4.1
• Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel E.A.1.4.1
• Privatpersoner, der indfører eller modtager varer fra udlandet E.A.1.4.3
• Afgift af varer, der modtages fra udlandet E.A.1.4.1
• Reglerne om registrering af virksomheder E.A.1.4.1
• Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.021.

Oplagshaver

Oplagshaver er en virksomhed, der fremstiller eller med henblik på salg modtager varer fra udlandet. Se BEKÆMPAL§§ 3 og 9.

Aftapning eller pakning af varer i de pakninger, hvori midlerne bliver afsat til forbrug, bliver betragtet som fremstilling.

Virksomheder med flere fabrikationsafdelinger kan lade sig registrere under ét.

Virksomheder, der leverer varer en gros fra særlige udleveringslagre, som ligger uden for hovedvirksomheden, kan få tilladelse til at registrere disse lagre sammen med hovedvirksomheden. En sådan registrering er bl.a. betinget af, at det almindelige forretningsregnskab bliver ført samlet ved hovedvirksomheden, og at de årlige lageropgørelser bliver foretaget samtidigt for hovedvirksomheden og de på gældende udleveringslagre.

De enkelte afdelinger kan foretage fakturering af udleverede varer.

Oplagshavere har ret til at modtage ubeskattede opløsningsmidler fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, hvis varerne er bestemt til videresalg. Se BEKÆMPAL §§ 4 og 10.

Adgangen til at modtage ubeskattede A- og B-varer fra en anden registreret virksomhed omfatter dog kun ikke-prismærkede varer.

Registrerede virksomheder, der køber C-varer i beskattet stand, skal også beskatte disse ved udleveringen, medmindre virksomheden har fået tilladelse af SKAT til at købe C-varer, der er beskattet, eller til at beskatte sådanne varer ved modtagelsen fra udlandet. Tilladelse bliver kun givet for varer, som skal sælges i virksomhedens egen detailforretning eller direkte til forbrugere.

Lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en oplagshaver tilladelse til at lade større partier af A- og B-varer fremstille for dennes regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan samtidig tillade, at den virksomhed, for hvis regning varerne bliver fremstillet, bliver betragtet som fremstiller af varerne, så disse prismærkes med virksomhedens egne prismærker, og at der først betales afgift ved udleveringen af varerne fra virksomhedens eget lager. Tilladelsen forudsætter, at den virksomhed, for hvis regning varerne fremstilles, er eneforhandler af varerne her i landet.

Betingelserne for tilladelsen er i øvrigt:

• At der ved overførsel af afgiftspligtige materialer til fremstilling af varerne fra virksomheden til fabrikationsvirksomheden skal udstedes overførselsbilag, hvor det tydeligt er anført, at der er tale om ubeskattet overførsel af afgiftspligtige varer.
• At prismærker fra virksomhedens beholdning, der er bestemt til prismærkning af de omhandlede varer, under opbevaringen hos fabrikationsvirksomheden skal opbevares i en særlig mappe eller lignende med oplysning om virksomhedens navn. Ved prismærke- eller lageropgørelser påhviler det virksomheden efter anmodning fra SKAT at sørge for, at alle prismærkede varer og prismærker bliver ført tilbage til virksomheden fra fabrikationsvirksomheden.
• At SKAT kan foretage eftersyn i lokaler og af regnskaber mv. både i virksomheden og i fabrikationsvirksomheden efter de almindelige regler for registrerede virksomheder.
• At prismærkede varer og prismærker, som ikke findes ved lager- og prismærkeopgørelser i virksomheden, bliver betragtet som solgte, respektive anvendte til solgte varer.

SKAT kan efter ansøgning også give tilladelse til:

• At registrerede virksomheder lader prismærkning foregå som lønarbejde i ikke-registrerede virksomheder, samt
• At virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling eller indførsel af afgiftspligtige varer, bliver registreret i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Tilladelsen til registrering er betinget af, at virksomheden ikke modtager andre afgiftspligtige varer i ikke-prismærket stand fra andre registrerede virksomheder.

Varemodtager

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, herunder fra andre EU-lande, har pligt til at anmelde sig som varemodtager inden afsendelsen af varerne fra udlandet. Se BEKÆMPAL § 24.

Virksomheder, der indfører eller modtager varer fra udlandet, som ikke er bestemt til videresalg, fx landbrugsvirksomheder og gartnerier, skal registreres som varemodtager.

Erhvervsdrivende, fx en landmand eller gartner, der selv medbringer afgiftspligtige varer fra andre EU-lande til brug i egen bedrift, skal straks efter hjemkomsten angive art og værdi af de medbragte varer til SKAT og indbetale afgiften heraf. Se BEKÆMPAL § 25.

Fjernsalg

Virksomheder, som ved fjernsalg sælger afgiftspligtige varer her i landet, og som er registreret efter ML § 47, stk. 2, er omfattet af reglerne og skal registrere sig som varemodtager. Se BEKÆMPAL § 30.

Eksempler er virksomheder, der handler via postordre eller internet.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker på www.virk.dk.

E.A.7.7.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på bekæmpelsesmidler og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser
• Eksempel på beregning af afgift ved modtagelse af varer fra lande udenfor EU
• Beregning af afgift ved modtagelse af varer fra andre EU-lande
• Afgiftsværdi for A- og B-varer (prismærkevarer)
• Afgiftsværdi for C-varer (ikke-prismærkevarer)
• Emballageafgift
• Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

*) Afgiftsværdien er vederlaget (normalt engrosprisen), som modtageren skal betale for varen inkl. afgiften, men ekskl. moms. Der bruges ikke SKAT-prismærker til disse midler.

Prismærkeværdien er varens højeste detailsalgspris inkl. miljøafgift og moms. Fradraget for moms udgør 20 pct. med den gældende momssats på 25 pct.

Ved tvivlsspørgsmål om, hvilken afgiftsgruppe et middel tilhører, er Miljøstyrelsens godkendelse til formålet afgørende. I de tilfælde, hvor et middel er godkendt til kombineret anvendelse og falder indenfor flere afgiftsgrupper, skal den højeste afgiftssats anvendes.

Se afgiftssatserne i BEKÆMPAL§§ 1 og 7.

Eksempel på beregning af afgift ved modtagelse af varer fra lande udenfor EU

Hvis afgiften skal betales ved modtagelsen fra udlandet, er udgangspunktet for afgiftens beregning afgiftsværdien (uden afgift). Afgiftsværdien er i almindelighed fakturaprisen med tillæg af eventuelle forsendelses- og forsikringsomkostninger plus eventuel told.

Se BEKÆMPAL § 26.

Eksempel

Beregning af afgiften på et insektmiddel (A-vare), hvor detailsalgsprisen er 500 kr. inkl. alle afgifter, herunder bekæmpelsesmiddelafgift og moms:

Beregning af afgift ved modtagelse af varer fra andre EU-lande

For varer der modtages fra andre EU-lande, og som ikke gøres til genstand for omsætning, fastsættes den afgiftspligtige værdi af SKAT på grundlag af indkøbsprisen med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer. Se BEMÆMPAL § 2, stk. 2.

Afgiftsværdi for A- og B-varer (prismærkevarer)

Den afgiftspligtige værdi er varens højeste detailsalgspris uden rabatfradrag af nogen art inkl. miljøafgift, men ekskl. moms. Se BEKÆMPAL § 2.

Detailsalgsprisen er varens pris ved salg til forbruger, inkl. prisen for tilhørende udstyr og emballage, hvori varen sælges. Dette gælder også, selv om emballagen skal returneres.

Hvis der ikke er en egentlig salgspris for varen, fastsættes afgiftsværdien af SKAT på grundlag af en kalkuleret salgspris, som omfatter indkøbsprisen med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.

Hver pakning skal forsynes med et SKAT-prismærke, hvor varens højeste detailsalgspris inkl. både miljøafgift og moms er angivet.

Varen må ikke sælges til en højere pris end angivet på prismærket, hvorimod der ikke er noget i vejen for at sælge til en lavere pris.

For varer, der bliver indført fra udlandet med henblik på eget forbrug, sker beskatningen dog uden brug af prismærker.

Hvis en virksomhed i en periode i forbindelse med et salgsfremstød nedsætter prisen, kan varerne i denne periode prismærkes til den lavere pris (introduktionsprisen/kampagneprisen). Hvis nogle af virksomhedens kunder (detailhandlere) ikke ønsker at deltage i det særlige salgsfremstød, kan virksomheden i samme periode prismærke varer til disse kunder med den sædvanlige detailsalgspris.

Ved introduktionstilbud/kampagnetilbud omhandler, nye varer eller vare, som virksomheden ønsker fokus på, og derved bliver solgt til en lavere pris i en periode for at skabe interesse omkring produktet. Den lavere pris skal gælde alle kunder.

Reglerne om påsætning af prismærke, samt nedenstående regler om sammenpakninger er ligeledes gældende i relation til eventuelle kampagner.

Varer, der er sammenpakket med andre varer, skal prismærkes og beskattes på grundlag af den pris, der gælder ved enkeltvis salg af den pågældende vare. Det er således ikke tilladt at beskatte sammenpakkede varer til en lavere samlet pris end den samlede salgspris ved enkeltvis salg af varen.

Ved salg af varesæt, der omfatter både afgiftspligtige og afgiftsfri varer, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af avancen i forhold til varernes værdi (indkøbs- eller importpris, eventuelt kostpris). Reglen gælder i tilfælde, hvor varerne udelukkende eller helt overvejende bliver solgt samlet, så der ikke forligger en selvstændig pris for de afgiftspligtige varer.

Vareprøver, som der skal betales afgift af, bliver beskattet efter følgende regler:

• Prøver, som bliver udleveret i virksomhedens sædvanlige salgsemballager, skal beskattes efter varernes almindelige detailsalgspris, og varerne skal prismærkes i overensstemmelse hermed.
• Vareprøver, der bliver udleveret i særlige pakninger, som ikke er genstand for salg, skal beskattes på grundlag af varernes fremstillingspris (inkl. emballage) med tillæg af 33,33 pct. og afgiften (53,85 pct. eller 33,33 pct.). Af den herved beregnede værdi beregnes afgiften med 35 pct. eller 25 pct. Prøverne skal ikke være forsynet med prismærker, men skal på klar og tydelig måde være forsynet med oplysning om, at der er tale om prøver, som ikke er til salg.
• Vareprøver, der bliver modtaget fra udlandet i særlige pakninger, som ikke er genstand for salg, skal beskattes på grundlag af disses værdi ved et almindeligt køb, fx ifølge proformafaktura eller lignende, med tillæg af eventuel told og 10 pct. af summen af disse beløb samt afgiften (53,85 pct. eller 33,33 pct.). Af den herved beregnede værdi beregnes afgiften med 35 pct. eller 25 pct. Prøverne skal ikke være forsynet med prismærker, men skal på klar og tydelig måde være forsynet med oplysning om, at der er tale om prøver, der ikke er til salg.

Afgiftsværdi for C-varer (ikke-prismærkevarer)

Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal betale for varen inkl. miljøafgift, men ekskl. moms (engrosprisen). Se BEKÆMPAL § 8.

Agentprovision, ekspeditionsgebyr og lignende skal medregnes i afgiftsværdien.

Kasserabatter og rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, skal medregnes til afgiftsværdien. Dette gælder fx:

• Alle rabatter, der har relation til betalingsfristen
• Dividende, bonus og lignende godtgørelser, som afhænger af leverancer i en bestemt periode.

Betingede rabatter mv. skal medregnes til afgiftsværdien, selv om de straks ved den enkelte levering bliver trukket fra i fakturaen (strakskreditering).

Rabatter, der ubetinget ydes kunden ved leveringen, skal ikke regnes med i afgiftsværdien. Dette gælder fx:

• Almindelige varerabatter (forhandlerrabatter)
• Mængderabatter, der alene er betinget af størrelsen af det enkelte køb
• Rabat for kontant betaling ved leveringen, fx ved forsendelse pr. efterkrav.

Udgifter til emballage skal normalt regnes med i afgiftsværdien. Udgifterne kan dog holdes uden for afgiftsværdien, hvis kunden returnerer emballagen, og virksomheden yder fuld godtgørelse for den.

Udgifter til fragt eller forsendelse (herunder porto), for hvilke virksomheden afkræver kunden særskilt betaling, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi i det omfang, en fremmed søger for transporten, fx fragtvirksomheden. Det er en betingelse, at beløbet bliver faktureret særskilt som fragt eller forsendelsesomkostninger eller under en lignende betegnelse, og at betalingen ikke overstiger de reelle forsendelsesomkostninger.

Afgiftsværdien af varer, der bliver udleveret gratis, er den samme som virksomhedens almindelige pris for varer, som bliver udleveret mod betaling. Hvis der ikke er nogen almindelig pris, skal virksomheden henvende sig til SKAT for at få fastsat afgiftsværdien.

Varer, der bliver solgt til personalet, eller som indehaveren udtager til eget brug, beskattes af den almindelige afgiftsværdi. Hvis der er særlige personalepriser, kan beskatningen dog ske på grundlag af disse priser.

Ved salg direkte til forbrugeren kan afgiftsværdien fastsættes til varens almindelige engrospris, hvis virksomhedens salg af den pågældende vare til andre handlende (engrossalget) mindst er på 25 pct. af det samlede salg af varen.

Hvis der ikke findes en almindelig engrospris, er afgiftsværdien ved salg direkte til forbruger eller ved overførsel til eget detailudsalg varens detailsalgspris med fradrag af 20 pct. Ved salg til storforbrugere til priser, som ikke enhver forbruger kan benytte sig af ved køb af en enkelt vare, er afgiftsværdien varens faktiske salgspris uden fradrag af 20 pct. Ved licitationssalg og lignede større leverancer er afgiftsværdien ligeledes den faktiske salgspris uden fradrag af 20 pct.

Se også

Bekendtgørelse nr. 984 af 10. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Emballageafgift

Hvis bekæmpelsesmidlerne er i emballager med et rumindhold på under 20 liter, skal der også betales emballageafgift. Se E.A.7.1.6 Emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Tidligere afgiftssats

Afgiftssatserne udgjorde 27 pct. for A-varer og 13 pct. for B-varer fra lovens ikrafttræden 1. januar 1996 til 31. oktober 1998. Afgiften på C-varer har været uændret siden lovens ikrafttræden.

E.A.7.7.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsperiode
• Oplagshavers opgørelse
• Varemodtagers opgørelse
• Fjernsalg.

Se også

• Angivelse og afregning af afgifter i PAVL afsnit (A.11) Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi i E.A.1.6.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter BEKÆMPAL er måneden. Se BEKÆMPAL § 11.

Virksomheden skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshavere skal for hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige omsætning som den afgiftspligtige værdi af udleveringen af afgiftspligtige varer i perioden. Se BEKÆMPAL § 12.

Virksomhedens forbrug af egne varer og varer leveret til eget detailudsalg

Til udlevering bliver også medregnet varer, der er brugt af virksomheden eller udleveret uden modydelse. Overførsel af afgiftspligtige varer fra en registreret virksomhed til eget detailudsalg skal også indgå i den afgiftspligtige omsætning.

De udleverede varer regnes med i opgørelsen, selvom varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde.

Se BEKÆMPAL § 12.

Virksomhedens fradrag

Til den afgiftspligtige omsætning medregnes ikke værdien af:

• Varer, der uden prismærker bliver tilført en anden registreret oplagshaver (A og B-varer)
• Varer, der uden prismærker er leveret til diplomatiske repræsentationer mv.
• Varer, der uden prismærker bliver leveret til udlandet
• Varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller forlis. Se PAVL afsnit E.A.1.6.
• Varer, der bliver returneret til virksomheden, hvis køberen bliver godtgjort varens pris inklusiv afgiften, og returneringen finder sted inden for et år. Som returvarer anses ikke varer, som er taget retur eller byttet, og hvor prismærket er fjernet eller gjort utydeligt. Sådanne varer må ikke bringes i omsætning igen.

Se BEKÆMPAL §§ 13, 14 og 15.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre værdien og betale afgift en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alle afgiftspligtige bekæmpelsesmidler, som virksomheden har modtaget i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal medregnes. Se BEKÆMPAL § 24.

Fjernsalg

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne for fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige værdi af de afgiftspligtige bekæmpelsesmidler, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af måneden.

Se også

E.A.1.4.1 Former for registrering.

E.A.7.7.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet
• Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
• Godtgørelse ved eksport.

Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet

Der er afgiftsfrihed for varer, der bliver indført eller modtaget fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser, som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1 -3. Se afsnit (I.3.1) i momsvejledningen. Se BEKÆMPAL § 16.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der bliver leveret til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4 samt personer, der er knyttet til disse. Se BEKÆMPAL § 14.

Godtgørelse ved eksport

Virksomheder, der er registreret som varemodtagere, kan få afgiften godtgjort af varer, der eksporteres. Se BEKÆMPAL § 15.

Afgiftsgodtgørelsen er for A- og B-varer bl.a. betinget af, at virksomheden før udførslen enten har makuleret de påsatte prismærker eller stemplet "Ugyldig" på dem, og at SKAT har haft mulighed for at foretage kontrol af dette.

Bekæmpelsesmidler, der bliver udført efter at være brugt til bejdsning af korn og frø, er anset for omfattet af godtgørelsesbestemmelsen.

E.A.7.7.8 Regnskab og prismærker

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om regnskab, prismærkeregnskab, faktura og prismærker og prismærkning i udlandet.

Afsnittet indeholder:

• Regnskab
• Prismærkeregnskab
• Faktura
• Prismærker
• Prismærkning i udlandet.

Regnskab

På grund af prismærkerne gælder der særlige regnskabsregler for bekæmpelsesmidler. Udgangspunktet er, at regnskabet kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab eller i tilslutning til dette.

Der skal føres særskilt tilgangs- og afgangsregnskab for:

• Prismærkede A- og B-varer
• Ikke-prismærkede A- og B-varer
• C-varer.

Hvis tilgangs- og afgangskonti bliver ført med summariske posteringer, skal der foreligge specifikationer (journaler, kladder, tællestrimler eller lignende), hvoraf fremgår, hvordan de summariske poster er sammensat af enkeltposter.

Posteringerne i regnskabet skal ved nummerhenvisning kunne sammenholdes med købs- og salgsbilagene samt med eventuelle produktionsbilag og interne bilag.

Kreditnotaer for varer, der er modtaget retur, skal noteres under afgang som en negativ postering.

Regnskabet omfatter til- og afgang af A- og B-varer, som virksomheden har prismærket.

Tilgang er:

• Varer af egen fremstilling
• Varer af egen import.

Til varer af egen fremstilling medregnes varer, der er færdiggjort i virksomheden efter at være modtaget i ubeskattet stand fra en anden registreret virksomhed.

Afgang er:

• Varer, der er omarbejdet, tilintetgjort, ommærket mv., herunder brækage (beskadiget inden modtagelsen)
• Varer, der er beskattet, dvs. er medtaget på den månedlige afgiftsangivelse.

Regnskabet føres på grundlag af varernes prismærkeværdi ekskl. moms.

Regnskabet omfatter til- og afgang af ikke-prismærkede A- og B-varer. Varer af egen fremstilling bliver dog kun taget med som tilgang, hvis varerne ikke er bestemt til prismærkning, fx varer til udførsel eller til anden registreret virksomhed. Regnskabet føres på grundlag af fremstillingspris eller købspris.

Regnskabet omfatter til- og afgang af C-varer. Tilgang er fremstilling og indkøb af varer. Afgang er al udlevering, herunder gratis udlevering. Der skal oprettes mindst én konto for varer, der bliver udleveret ubeskattet, og én konto for varer, der bliver beskattet ved udleveringen.

Tilgangsregnskabet bliver ført på grundlag af fremstillingsprisen eller købsprisen. Afgangsregnskabet skal være opdelt i ubeskattet salg (salgspris ekskl. moms) og beskattet salg (salgspris inkl. miljøafgift, ekskl. moms).

Den afgiftspligtige værdi af C-varer skal opgøres og angives til SKAT i danske kroner. Se bekendtgørelse nr. 984 af 18. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler. Ved omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi i danske kroner følges reglerne på momsområdet. Se momsvejledningen afsnit N.5.1 "Generelt § 55".

Prismærkeregnskab

Virksomheden skal føre regnskab over indkøb og forbrug af prismærker. Regnskabet skal føres specificeret for hver afgiftsgruppe (A og B) og med angivelse af dato og den samlede påtrykte pris.

Posteringerne i regnskabet føres på grundlag af virksomhedens eksemplar af bestillingssedlen samt interne fabrikationssedler, pakkesedler og lignende.

Prismærker, som virksomheden ikke får brug for, herunder beskadigede prismærker, kan skrives fra i virksomhedens prismærkeregnskab, hvis mærkerne bliver returneret til SKAT sammen med en specificeret fortegnelse over mærkerne. SKAT returnerer fortegnelsen med attest om modtagelsen. Fortegnelsen skal opbevares som bilag til prismærkeregnskabet.

Prismærkeregnskabet skal afsluttes ved udgangen af hvert kvartal. Den regnskabsmæssige beholdning opgøres og afstemmes med den faktiske beholdning. Eventuelle differencer noteres, og regnskabet bliver videreført med den faktiske beholdning. Større differencer i prismærkebeholdningen skal straks anmeldes til SKAT.

Faktura

Virksomheden skal ved enhver udlevering af varer udstede faktura i overensstemmelse med SKATs regler herom. Fakturaer skal også indeholde oplysninger om:

• Enhedsstørrelse
• For A- og B-varer: Detailenhedspris inkl. miljøafgift og moms (prismærkeværdien)
• For C-varer: Afgiftsværdien.

Prismærker

A- og B-varer skal før udlevering til forbrug her i landet være emballeret i fuldstændigt lukkede pakninger, der er forsynet med et SKAT-prismærke. Se BEKÆMPAL § 6.

Det er forbudt virksomheder, der ikke er registrerede at modtage A- og B-varer uden prismærke. Hvis varerne bliver leveret uden prismærke, skal virksomheden straks underrette SKAT om dette.

Varer, der er udført til udlandet eller udleveret ubeskattet, må ikke være forsynet med prismærke. Der kan dog gives afgiftsgodtgørelse ved udførsel af prismærkede varer, når prismærket er stemplet ugyldig.

Prismærkerne bliver leveret som selvklæbende runde mærker (Ø 22 mm) med følgende påtryk:

• SKAT-logo, afgiftsgruppe (A/B) og pris.

Prismærkerne kan leveres med alle værdipåtryk.

Prismærker kan blive leveret i ruller á 2.000, 5.000 eller 15.000 stk. med samme værdipåtryk. Bestillinger under 2.000 mærker med samme værdipåtryk kan blive leveret i strimler med et variabelt antal mærker, der er deleligt med 100. Bestillinger under 100 mærker med samme værditryk leveres i strimler med et variabelt antal mærker, der er deleligt med 10.

Prismærkerne bestilles hos SKAT. Blanket 24.022 skal anvendes. Leveringstiden for prismærker er 10 - 12 arbejdsdage. Der kan højst bestilles mærker til 6 måneders forbrug. Prismærkerne kan bestilles elektronisk på prismaerker.bestilling@skat.dk.

Prismærkerne må kun bruges af den virksomhed, der har fået prismærkerne leveret. Prismærkerne må således ikke udlånes eller sælges til en anden virksomhed.

Prismærker i ruller bliver leveret indsvejset i en plastpose, hvor der er oplysninger om antal prismærker i rullen og produktionsdato. På rullen sidder en oblat uden pris. Af hensyn til prismærkeoptællingen er der på bagsiden af basispapiret for hver 50 mærker et påtryk, der angiver hvor mange mærker, der er tilbage i rullen.

Prismærkerne må ikke blive udsat for større temperaturudsving. Leverandøren af prismærkerne garanterer at klæbeevnen for ikke-anvendte mærker, der bliver opbevaret ved normal stuetemperatur, holder i mindst 2 år. Det betyder, at mærker, der er mere end 2 år gamle, ikke må bruges. Når prismærket er sat på, er klæbeevnen ubegrænset.

Prismærkerne skal anbringes på emballagen umiddelbart om varen (dunk, flaske, krukke, tube mv.) på en sådan måde, at de ikke kan løsnes uden at blive ødelagt. Prismærker til varer, der i detailhandlen altid bliver solgt omgivet af en bestemt ydre emballage (æske, karton mv.), kan dog sættes på den ydre emballage.

Prismærkerne skal anbringes synligt på pakningerne, og må ikke være skjult af omsvøb eller lignende. Hvis pakningerne er omgivet af cellofan eller lignende, skal dette være så gennemsigtigt, at prismærket let kan ses, og prisen læses uden vanskelighed. Hver pakning må kun være forsynet med ét prismærke.

Påsætningen af prismærker skal ske, før varerne bliver udleveret fra virksomheden. Virksomheder, der kun har ét detailudsalg, og som sælger alle varer gennem dette udsalg fx apoteker, skal forsyne varerne med prismærke straks efter varernes færdiggørelse eller modtagelse.

Ommærkning

Hvis en vare ønskes afsat til en højere pris end den, der er påtrykt det oprindeligt påsatte prismærke, skal der ske ommærkning af varen. Ommærkning kan også ske i tilfælde, hvor en vare ønskes afsat til en lavere pris end den, der er påtrykt det oprindeligt påsatte prismærke. Virksomheden kan dog kun ommærke varer, som den selv har forsynet med prismærke.

Ommærkningen skal foregå i virksomheden, og sker ved, at det oprindeligt påsatte prismærke bliver fjernet og tilintetgjort (makuleres), hvorefter nyt prismærke bliver påsat.

SKAT kan tillade, at virksomheder, der foretager ommærkning, bliver fritaget for at fjerne det oprindeligt påsatte prismærke, fx i tilfælde, hvor mærket kun vanskeligt kan fjernes, uden at emballagen bliver beskadiget. Tilladelser af denne art er betinget af, at det oprindeligt påsatte mærke bliver annulleret (ved bortkradsning af prisangivelsen), og at det nye mærke bliver sat på over det annullerede mærke.

Makulering

Før makulering af prismærker, herunder makulering ved ommærkning af varer, skal virksomheden skriftligt anmelde dette til SKAT. Anmeldelsen skal indsendes 1 uge før makuleringen, så SKAT har mulighed for at tilrettelægge en kontrol.

Sammen med anmeldelsen skal virksomheden sende følgende til SKAT:

En fortegnelse over prismærker til makulering med oplysning om:

• Vareart og mærke
• Mængde
• Prismærkepris pr. pakning eller stk.
• Den samlede prismærkepris.

Forslag om sted og tidspunkt for makuleringen skal fremgå af anmeldelsen.

Hvis SKAT ønsker at overvære makuleringen, vil virksomheden blive kontaktet senest dagen før dette tidspunkt. I modsat fald kan anmeldelsen betragtes som godkendt, og den skal opbevares som bilag til prismærkeregnskabet. Prismærkerne kan herefter fraskrives i regnskabet.

Anmeldelsen sendes til www.skat.dk/kontakt. SKAT vil kvittere for modtagelsen og eventuelt godkende makulering samtidigt hermed.

Pakketvang Varer skal ved udleveringen fra den virksomhed, der har fremstillet eller indført dem, være pakket i fuldstændigt lukkede pakninger (dunke, flasker, krukker, æsker, hylstre, tuber og lignende). Der kan dog ske ubeskattet overførsel mellem registrerede virksomheder af upakkede varer. Se BEKÆMPAL § 5.

Pakketvangen omfatter også varer, der kun bliver fremstillet til brug i selve virksomheden.

Pakningerne skal ved udleveringen være forsynet med oplysning om navn og adresse på enten den registrerede virksomhed eller den virksomhed, der har eneforhandling af den pågældende vare her i landet. Oplysningerne skal tydeligt være påtrykt selve pakningen eller etiketten.

Der er i Miljøministeriets bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler fastsat yderligere bestemmelser om emballering af mærkning af varer.

Prismærkning i udlandet

SKAT kan give registrerede virksomheder tilladelse til, at A- og B-varer bliver prismærket på produktionsstedet i udlandet. Betingelserne for en sådan tilladelse er følgende:

• Varepartiet er på mindst 500 enheder (dvs. mindst 500 prismærker)

• For hver enkelt udenlandsk virksomhed, der træffes aftale med, skal der være en skriftlig bekræftelse på, at denne forpligter sig til at optælle prismærkebeholdningen ved udgangen af hvert kvartal og meddele indehaveren af tilladelsen resultatet af optællingen

• En kopi af aftalen skal sendes til SKAT, idet den skal være bilag til tilladelsen.

Ved overførsel af prismærker, der sker ved virksomhedens egen foranstaltning, skal der udfærdiges en proformafaktura eller en følgeseddel i 2 eksemplarer. Det ene eksemplar bliver i virksomheden, og det andet følger prismærkerne.

Fakturaen/følgesedlen skal indeholde oplysning om:

• Afsenderens og modtagerens navn og hjemsted
• Antallet af prismærker inden for hver art og værdi samt mærkernes samlede pålydende værdi
• Til hvilke varer de pågældende mærker er bestemt.

De udførte prismærker bogføres særskilt i regnskabet.

Ved modtagelsen af prismærkede varer tilskrives disse både i det almindelige tilgangsregnskab, og i det nedenfor beskrevne regnskab. Tilskrivningen sker på grundlag af købsfakturaen. For varer fra ikke-EU-lande skal der være et enhedsdokument.

Virksomheden skal føre et regnskab for hver udenlandsk virksomhed, som den har aftale med. Regnskabet skal indeholde konti for henholdsvis udførte prismærker og indførte prismærkede varer. Af posteringerne skal fremgå oplysning om vareart, varenavn og samlet prismærkeværdi.

Eventuelle returnerede ubenyttede/beskadigede prismærker bogføres her som en minuspostering med antal og samlet prismærkeværdi.

Ved slutningen af hvert kvartal skal værdien af udførte prismærker og værdien af brugte prismærker (prismærkede varer) tælles sammen.

Afslutningen bliver herefter foretaget med anførsel af samlet prismærkeværdi for hver afgiftsgruppe således:

Den prismærkende (udenlandske) virksomheds

• begyndelsesbeholdning
• + overførte prismærker
• - brugte prismærker
• Regnskabsmæssig beholdning
• - optalt beholdning ved kvartalets slutning
• Difference +/- prismærkeværdi.

Større differencer i prismærkebeholdningen skal straks anmeldes til SKAT.

Den optalte beholdning af prismærker bliver overført som ny begyndelsesbeholdning.

Tilladelsen til prismærkning i udlandet kan ikke overføres til andre. Tilladelsen er gyldig indtil videre.

Ændring af de anmeldte forhold skal straks meddeles til SKAT. Overtrædelse eller tilsidesættelse af tilladelsens betingelser kan medføre, at tilladelsen bliver inddraget med øjeblikkelig virkning.

E.A.7.8 Klorerede opløsningsmidler

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på klorerede opløsningsmidler.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag E.A.7.8.1
• Definition: Klorerede opløsningsmidler E.A.7.8.2
• Klorerede opløsningsmidler omfattet af reglerne E.A.7.8.3
• Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.8.4
• Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.8.5
• Opgørelse og afregning E.A.7.8.6
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.7.8.7.

E.A.7.8.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

Der er afgift på visse klorerede opløsningsmidler.

Der skal også betales dækningsafgift af afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, når opløsningsmidlet indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare med en koncentration på over 1 vægtprocent. Se KLORAL § 18.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering af varen eller ved indførsel til landet. Afgiftspligten omfatter også udlevering af genindvundne afgiftspligtige opløsningsmidler.

Bagatelgrænse

Virksomheder, der fremstiller, modtager fra udlandet eller med henblik på salg genindvinder afgiftspligtige opløsningsmidler i en mængde på under 250 kg pr. kalenderår, skal ikke registreres eller betale afgift. Se KLORAL § 1, stk. 3.

Se også

• Dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare A.2.4.
• Bagatelgrænse A.5.

Formål

Afgiften er et led i planen om i højere grad at inddrage afgiftspolitikken i miljøindsatsen.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af visse klorerede opløsningsmidler står i lovbekendtgørelse nr. 1252 af 6. december 2006 (KLORAL) med senere ændringer.

Historik

Afgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1996.

E.A.7.8.2 Definition: Klorerede opløsningsmidler

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionerne på visse klorerede opløsningsmidler.

Afsnittet indeholder:

• Definition: Visse klorerede opløsningsmidler.

Definition: Visse klorerede opløsningsmidler

Klorerede opløsningsmidler er kemiske stoffer eller væsker, som indgår i en række produkter med forskellig anvendelse. Opløsningsmidler anvendes blandt andet i industrien, i renserier og i sundhedsvæsenet. Afgiftspligten omfatter de mest anvendte opløsningsmidler. Opløsningsmidler belaster både arbejdsmiljø og grundvand.

E.A.7.8.3 Klorerede opløsningsmidler omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det vareområde, som er omfattet af reglerne om afgift på visse klorerede opløsningsmidler.

Afsnittet indeholder:

• Visse klorerede opløsningsmidler
• Dækningsafgiftspligtige varer.

Visse klorerede opløsningsmidler

Afgiftspligten omfatter følgende klorerede opløsningsmidler:

• Tetraklorætylen
• Triklorætylen
• Diklormetan.

Se KLORAL § 1.

Dækningsafgiftspligtige varer

Der skal betales afgift (dækningsafgift) af afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, der indgår som en del af andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, i en koncentration på over 1 vægtprocent. Se KLORAL § 18.

Eksempler på dækningsafgiftspligtige varer er:

• Affedtningsmidler
• Rensemidler
• Lim
• Maling.

E.A.7.8.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift af visse klorerede opløsningsmidler. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om fjernsalg.

Afsnittet indeholder:

• Oplagshaver
• Varemodtager
• Fjernsalg
• Anmeldelse til registrering.

Se også

• Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder A.5.1
• Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder A.5.1
• Bagatelgrænse for registreringspligt A.5.1
• Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel A.5.1
• Afgift af varer, der modtages fra udlandet A.9
• Reglerne om registrering af virksomheder A.5
• Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.023.

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller eller med henblik på salg genindvinder tetraklorætylen, triklorætylen eller diklormetan, skal registrere sig som oplagshaver. Se KLORAL § 2, stk. 1.

Virksomheder, der med henblik på salg modtager afgiftspligtige opløsningsmidler fra udlandet, kan anmelde virksomheden til registrering. Se KLORAL § 2, stk. 2.

Oplagshavere har ret til at modtage ubeskattede opløsningsmidler fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, hvis varerne er bestemt til videresalg. Se KLORAL § 3.

Varemodtager

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, herunder fra andre EU-lande, har pligt til at anmelde sig som varemodtager inden afsendelsen af varerne fra udlandet. Anmeldelsen er gældende for 5 år. Se KLORAL § 17.

Fjernsalg

Virksomheder, som ved fjernsalg sælger afgiftspligtige varer her i landet og som er registreret efter ML § 47, stk. 2, er omfattet af reglerne og skal registrere sig som varemodtager. Se KLORAL § 22.

Eksempler er virksomheder, der handler via postordre eller internet.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.8.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen på visse klorerede opløsningsmidler og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssats
• Beregning
• Dokumentationskrav
• Emballageafgift
• Tidligere afgiftssats.

Afgiftssats

Afgiften udgør 2 kr. pr. kg opløsningsmiddel. Se KLORAL § 1, stk. 2.

Beregning

Afgiften beregnes af nettovægten af de afgiftspligtige opløsningsmidler.

For dækningsafgiftspligtige varer betales afgiften efter den normale afgiftssats på grundlag af vægten af de afgiftspligtige bestanddele. Se KLORAL § 18, stk. 4.

Dokumentationskrav

Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af dækningsafgiftspligtige varer, skal vægten af de afgiftspligtige bestanddele angives, og der skal fremlægges en erklæring herom fra fabrikanten. Fremlægges fabrikanterklæringen ikke, beregnes afgiften på grundlag af den fulde vægt af varen.

Oplysningerne i brugsanvisninger og sikkerhedsdatablade kan lægges til grund for fabrikanterklæringen. Ifølge arbejdsmiljølovgivningen om flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler, skal leverandøren angive de flygtige stoffer med navn på brugsanvisningen for produkter, der indeholder mere end 1 pct. af flygtige stoffer.

Se også

Bekendtgørelse nr. 559 af 4. juli 2002 om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører mv. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø om brugsanvisninger m.m.

Emballageafgift

Er de klorerede opløsningsmidler i emballager med et rumindhold på under 20 liter, skal der også betales emballageafgift. Se G.1.1.2 Emballager - vægtafgift.

Tidligere afgiftssats

Afgiftssatsen er uændret siden lovens ikrafttræden 1. januar 1996.

E.A.7.8.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

• Afsnittet indeholder:
• Afgiftsperiode
• Oplagshavers opgørelse
• Varemodtagers opgørelse
• Fjernsalg.

Se også

• Angivelse og afregning af afgifter A.11
• Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter KLORAL er måneden. Se KLORAL § 4.

Virksomheden skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

• Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshavere opgør afgiften på grundlag af mængden af udleverede afgiftspligtige opløsningsmidler her i landet i løbet af måneden. Se KLORAL § 5. Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige opløsningsmidler. Opløsningsmidler, der udleveres uden betaling, skal også medregnes.

Virksomhedens forbrug af egne varer

Virksomheden skal også betale afgift af forbrug af egne opløsningsmidler. Forbrug af egne opløsningsmidler er også, når virksomheden udtager ubeskattede opløsningsmidler og lader dem indgå i andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, eksempelvis opløsningsmidler, som der skulle have været betalt dækningsafgift af ved import. Se KLORAL § 5, stk. 2.

Virksomhedens fradrag

I den afgiftspligtige mængde fradrages:

• Varer, der leveres til en anden registreret oplagshaver
• Varer, der leveres til udlandet
• Varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende. Se (A.7.1.2.6)
• Varer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften.

Se KLORAL § 6.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre mængden og betale afgift en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alle afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal medregnes.

Fjernsalg

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne for fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde, som den mængde afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af måneden.

Se også

• A.5.1 Fjernsalg

E.A.7.8.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet
• Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
• Godtgørelse ved eksport
• Lukkede anlæg.

Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1 -3. Se afsnit (I.3.1) i Momsvejledningen.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4 samt personer, der er knyttet til disse.

Godtgørelse ved eksport

Ikke-registrerede virksomheder kan få afgiften godtgjort af varer, der eksporteres. Dette gælder også for varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Blanket 29.002 anvendes ved ansøgningen. Ansøgning om godtgørelse kan fremsættes en gang årligt.

Lukkede anlæg

Virksomheder kan få bevilling til godtgørelse af den betalte afgift af opløsningsmidler, der anvendes i lukkede anlæg, hvor der ikke udledes klorerede opløsningsmidler til omgivelserne. Det er endvidere en betingelse, at de afgiftspligtige opløsningsmidler nedbrydes fuldstændigt til stoffer, der ikke indeholder organisk bundet klor, frit klor eller klorbrint. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse er mindst 500 kr. Virksomheder, der ønsker bevilling til godtgørelse, skal rette henvendelse til SKAT.

E.A.7.9 Batterier (nikkel-cadmium akkumulatorer)

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.9.1)
• Definitioner (E.A.7.9.2)
• Batterier omfattet af reglerne (E.A.7.9.3)
• Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.9.4)
• Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.9.5)
• Opgørelse og afregning (E.A.7.9.6)
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.9.7).

E.A.7.9.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål, producentansvar og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Producentansvar
• Historik.

Regel

Der er afgift på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved salg eller ved indførsel til landet.

Dækningsafgift

Af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder afgiftspligtige nikkel-cadmium-batterier, betales der dækningsafgift.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10) Bærbare batterier og akkumulatorer.

Formål

Formålet med afgiften er at forstærke indsatsen over for forureningen fra nikkel-cadmium-batterier. Der er hensigten at fremme indsamling og oparbejdning af nikkel-cadmium-batterier.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) står i lovbekendtgørelse nr. 1251 af 6. december 2006 med senere ændringer.

Producentansvar

Den tidligere godtgørelsesordning er med virkning fra 1. januar 2009 erstattet af producentansvar for batterier og akkumulatorer. Miljøstyrelsen administrerer en indsamlingsordning.

Eventuelle spørgsmål om producentansvar og indsamlingsordning skal rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K, tlf. 72 54 40 00.

Historik

Loven trådte i kraft den 1. april 1996. Afgiftspligten omfattede oprindeligt både bly- og nikkel-cadmium-akkumulatorer. Samtidig med afgiftspligten blev der iværksat regler om godtgørelse i forbindelse med indsamling af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier). Administrationen af godtgørelsesordningen blev varetaget af Miljøstyrelsen. Godtgørelsesordningen er erstattet af producentansvar for batterier og akkumulatorer.

E.A.7.9.2 Definitioner - batterier (nikkel-cadmium akkumulatorer)

Indhold

Dette afsnit indeholder definitionen på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Afsnittet indeholder:

• Definition: Hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Definition: Hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Hermetisk forseglede nikkel-cadmium-batterier er lukkede nikkel-cadmium-batterier med fast elektrolyt. Batterierne kan oplades. De sælges både som løse batterier (rundceller, knapceller og fladpak) og i ledningsfrie apparater, for eksempel håndstøvsugere, el-tandbørster, mobiltelefoner og boremaskiner.

E.A.7.9.3 Batterier omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de lukkede nikkel-cadmium-batterier, der er omfattet af reglerne om afgift af lukkede nikkel-cadmium-batterier.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtige nikkel-cadmium-batterier
• Brugte batterier
• Dækningsafgift.

Afgiftspligtige nikkel-cadmium-batterier

Afgiftspligten omfatter følgende batterier:

• Nikkel-cadmium løse rundceller, enkelte eller sammenbyggede knapceller eller fladpak
• Sammenbyggede nikkel-cadmium-rundceller
• Tilsvarende brugte batterier.

Se BATAL § 1.

Nikkel-cadmium batterier anvendes primært i håndværktøj, mobiltelefoner og husholdningsudstyr m.m.

Brugte batterier

Brugte batterier er omfattet af afgiftspligten. Se BATAL § 2, stk. 2.

Dækningsafgift

Der skal betales afgift (dækningsafgift) af batterier i de tilfælde, hvor batterierne indgår som bestanddele i andre varer som for eksempel håndværktøj, elektriske tandbørster, mobiltelefoner, pc'ere, videokameraer, biler mv. Se BATAL § 19.

E.A.7.9.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på nikkel-cadmium-batterier. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om fjernsalg.

Afsnittet indeholder:

• Oplagshaver
• Varemodtager
• Fjernsalg
• Dækningsafgift
• Anmeldelse til registrering.

Se også

• Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder A.5.1
• Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder A.5.1
• Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel A.5.1
• Reglerne om registrering af virksomheder A.5
• Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.024.

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), skal registreres som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Oparbejdning af akkumulatorer (genanvendelse af metallerne i akkumulatorer) betragtes som fremstilling. Se BATAL § 3, stk. 1.

Virksomheder, der fra udlandet modtager batterier med henblik på videresalg, kan anmelde virksomheden til registrering. Se BATAL § 3, stk. 2.

Registrerede virksomheder har ret til at modtage batterier uden afgift fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, hvis batterierne er bestemt til videresalg. Se BATAL § 4.

Varemodtager

Virksomheder, der køber afgiftspligtige varer i udlandet, herunder i andre EU-lande, har pligt til at anmelde sig hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som varemodtagere inden afsendelsen af de af afgiftspligtige varer fra udlandet. Se BATAL §§ 17 og 18.

Fjernsalg

Virksomheder i andre EU-lande, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 2, og som har fjernsalg af afgiftspligtige varer, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Se BATAL § 23.

Se også

• Fjernsalg for privatpersoner A.5.3

Dækningsafgift

En virksomhed, der indfører dækningsafgiftspligtige varer, skal registreres som varemodtager, uanset om virksomheden er registreret som oplagshaver i forvejen. Afgiften betales ved modtagelse af afgiftspligtige varer fra andre EU-lande og ved indførsel fra steder uden for EU. Se BATAL § 19.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

E.A.7.9.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit indeholder afgiftssatserne på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser
• Beregning
• Dokumentationskrav
• Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Virksomheden skal beregne afgiften på grundlag af følgende satser:

SeBATAL § 2.

Beregning

Antal af celler i en pakke vil typisk kunne opgøres som det antal volt (V), pakken kan levere, divideret med 1, 2 V. Fx vil en pakke med en spænding på 9,6 V typisk indeholde 8 celler.

Indkapsling af celler i apparater, for eksempel en tandbørste, ligestilles med pakninger.

Dokumentationskrav

Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af batterier af den nævnte art, skal kapaciteten eller stykantallet af de afgiftspligtige bestanddele angives, og der skal fremlægges en erklæring herom fra fabrikanten. Se BATAL § 19, stk. 5.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne er uændrede siden lovens ikrafttræden den 1. april 1996.

E.A.7.9.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsperiode
• Oplagshavers opgørelse
• Varemodtagers opgørelse.

Se også

• Angivelse og afregning af afgifterA.11
• Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er måneden. Se BATAL § 5.

Virksomheden skal betale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

• Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Opgørelsen foretages på grundlag af den mængde batterier, som virksomheden i perioden har udleveret her i landet. Se BATAL § 6, stk. 1.

Til den afgiftspligtige udlevering skal også medregnes de batterier, der er udleveret som handelsprøver eller udtaget til forbrug i virksomheden. Forbrug i virksomheden er for eksempel batterier i håndværktøj. Se BATAL § 6, stk. 2.

Forbruget af egne batterier indbefatter også, at virksomheden udtager batterier uden afgift og lader dem indgå i andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, eksempelvis varer, som der skulle have været betalt dækningsafgift af ved import. Se BATAL § 19, stk. 1.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved varens indførsel/modtagelse her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre mængden og betale afgift en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alle varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal medregnes.

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne om fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde, som den mængde varer, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af kalendermåneden.

E.A.7.9.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse for varer, der indføres
• Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
• Fradrag for registrerede oplagshavere
• Godtgørelse ved eksport - ikke-registrerede virksomheder.

Se også

Mere om de generelle regler om oplagshavers muligheder for afgiftsfri udlevering. Se afsnit A.8.

Afgiftsfritagelse for varer, der indføres

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1 - 3. Se afsnit (I.3.1) i Momsvejledningen. Se BATAL § 10.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4, samt personer der er knyttet til disse. Se BATAL § 8.

Fradrag for registrerede oplagshavere

I den afgiftspligtige mængde fradrages varer,

• der leveres til en anden registreret oplagshaver
• der leveres til udlandet. Det er kun forbruget i Danmark, der er afgiftsbelagt
• der leveres til brug om bord på fly eller skibe på 5 registertons brutto eller derover bortset fra sportsfly og lystfartøjer
• der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende
• der returneres til oplagshaver, hvis køberen godtgøres vares pris indbefattet afgiften. Fradraget, der opnås ved postering i regnskabet, kan kun ske med et beløb, der svarer til afgiften beregnet efter den afgiftssats, der gælder på faktureringstidspunktet. Fradraget for returbatterier m.m. er betinget af, at der udstedes kreditnota på det godtgjorte beløb. På kreditnotaen skal angives under hvilken dato og fakturanummer batterierne i sin tid blev beskattet.

Se BATAL § 7.

Godtgørelse ved eksport - ikke-registrerede virksomheder

Ikke-registrerede virksomheder kan få godtgjort betalt afgift af varer, der eksporteres. Dette gælder også for varer, der ikke er afgiftspligtige, men som indeholder varer, hvoraf der er betalt afgift.

Ikke-registrerede virksomheder kan ligeledes få afgiften godtgjort af batterier, der leveres til brug om bord i fly eller skibe på 5 registertons brutto eller derover bortset fra sportsfly og lystfartøjer.

Det er en betingelse, at virksomheden kan dokumentere, at der er betalt afgift af batterierne, og at den årlige godtgørelse er mindst 500 kr. Se BATAL § 9.

E.A.7.10 Bærbare batterier og akkumulatorer

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om opkrævning af betaling af bærbare batterier og akkumulatorer m.m.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.10.1)
• Definitioner: Batterier og akkumulatorer (E.A.7.10.2)
• Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af reglerne (E.A.7.10.3)
• Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.10.4)
• Betalingens størrelse og beregning (E.A.7.10.5)
• Opgørelse og afregning m.m.(E.A.7.10.6).

E.A.7.10.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

Der er producentansvar for håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer. Ansvaret gælder for producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer. Den ansvarlige er den, der markedsfører batterier og akkumulatorer første gang i Danmark. Producentansvaret medfører, at producenter og importører opkræves en betaling for den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer. Betalingen opkræves som en afgift.

Bemærk

Ved producent eller importør forstås her enhver i Danmark, som i første led erhvervsmæssigt markedsfører batterier eller akkumulatorer, herunder også hvis de er indbygget i udstyr eller køretøjer i Danmark.

Bemærk

Ved markedsføring forstås, at varen overdrages eller stilles til rådighed for tredjemand mod eller uden vederlag.

Formål

Betalingen skal finansiere den kommunale indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer.

Lovgrundlag

Reglerne om håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer findes i bekendtgørelse nr. 1186 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer af 7. december 2009. (Batteribekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven og gennemfører EU's batteridirektiv i Danmark.

Historik

Reglerne om ansvar for håndtering af udtjente batterier og akkumulatorer trådte i kraft den 1. januar 2009.

E.A.7.10.2 Definitioner: Batterier og akkumulatorer

Indhold

Dette afsnit indeholder definitioner på forskellige batterityper.

Afsnittet indeholder definitioner på:

• Batterier og akkumulatorer
• Bærbare batterier og akkumulatorer
• Knapcellebatteri
• Bil- og industribatterier eller -akkumulatorer.

Batterier og akkumulatorer

Ved batteri eller akkumulator forstås enhver elektrisk eller elektronisk energikilde, som dannes ved direkte omdannelse af kemisk energi, og som består af en eller flere primære battericeller. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 1.

Bærbare batterier og akkumulatorer

Ved bærbart batteri eller bærbar akkumulator forstås: Ethvert batteri eller knapcellebatteri eller enhver batteripakke eller akkumulator, der

• er forseglet
• kan være håndholdt og
• ikke er et industribatteri eller en industriakkumulator eller et bilbatteri eller en bilakkumulator.

Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 6.

Knapcellebatteri

Ved knapcellebatteri forstås: Ethvert lille rundt bærbart batteri eller enhver lille rund bærbar akkumulator, hvor diameteren er større end højden. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 11.

Bil- og industribatterier eller -akkumulatorer

• Bilbatteri eller -akkumulator: Ethvert batteri eller enhver akkumulator, der leverer strøm til startmotorer, lygter og tændingsanlæg. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 4.
• Industribatterier eller -akkumulatorer: Ethvert batteri eller enhver akkumulator, der udelukkende er udviklet til industrielle eller erhvervsmæssige formål eller anvendes i enhver form for elektriske køretøjer. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 10.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10.3) "Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af reglerne".

E.A.7.10.3 Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de bærbare batterier og akkumulatorer, der er omfattet af reglerne om opkrævning af en betaling.

Afsnittet indeholder:

• Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af indberetnings- og betalingspligten
• Undtagelser fra betalingspligten.

Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af indberetnings- og betalingspligten

Indberetnings- og betalingspligten omfatter alle bærbare batterier og akkumulatorer. Indberetnings- og betalingspligten gælder uafhængigt af, om de sælges i løs vægt eller som en del af andet fx udstyr eller lignende. Se batteribekendtgørelsen § 3.

Eksempler på bærbare batterier og akkumulatorer er AA- og AAA-batterier og batterier, der anvendes i fx mobiltelefoner, bærbare computere, batteridrevet håndværktøj, legetøj og husholdningsapparater som fx elektriske tandbørster, barbermaskiner og håndholdte støvsugere.

Bemærk

Afgiften på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) fortsætter uændret. Se (lov nr. 1251 af 6. december 2006).

Undtagelser fra indberetnings- og betalingspligten

Indberetnings- og betalingspligten omfatter ikke bærbare batterier og -akkumulatorer, som er indbygget i

• udstyr med tilknytning til beskyttelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og andet udstyr, bortset fra produkter, der ikke er fremstillet til specifikke militære formål
• udstyr, der er beregnet til at blive sendt op i rummet.

Se batteribekendtgørelsen § 2.

Bemærk

DPA-System driver et lovpligtigt producentregister for producenter og importører af alle typer af batterier og akkumulatorer. Alle typer af batterier og akkumulatorer er som udgangspunkt omfattet af producentansvaret. Indberetnings- og betalingspligten til SKAT omfatter kun de bærbare batterier og akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 4.

Information om, hvilke batterier der er omfattet af producentansvaret, kan fås ved at kontakte DPA-System på tlf. 33 77 91 93 eller via e-mail på info@dpa-system.dk.

DPA-system kan også træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier eller akkumulatorer henhører under kategorien bærbare, industri- eller bilbatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 15.

E.A.7.10.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om betaling af bærbare batterier og akkumulatorer.

Afsnittet indeholder:

• Producenter og importører
• Registrering af producenter og importører for henholdsvis producentansvar og betaling
• Anmeldelse til registrering.

Se også

Se blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nr. 24.054.

Producenter og importører

Producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer er omfattet af reglerne om producentansvaret for håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer og dermed også omfattet af reglerne om indberetningspligt og betalingspligt til SKAT.

Producenter og importører skal registrere sig hos både DPA-System for producentansvar og hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende indberetnings- og betalingspligt til SKAT for markedsførte bærbare batterier. Se batteribekendtgørelsen § 3, stk. 12 og §§ 5 -7.

Oplysninger vedrørende registrering for producentansvar kan ses på www.dpa-system.dk.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering for betalingen til SKAT sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.10.5 Betalingens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver betalingssatsen på bærbare batterier og beskriver, hvordan betalingen skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Betalingssats
• Beregning
• Tidligere betalingssatser.

Betalingssats

Satsen på betalingen er i 2010 på 2,78 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Satsen skal anvendes ved indbetalingen for 2010 med betalingsfrist senest den 15. februar 2011.

Satsen på betalingen er i 2011 på 2,84 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Satsen skal anvendes ved indbetalingen for 2011 med betalingsfrist senest den 15. februar 2012.

Miljøstyrelsen pris- og løn regulerer satsen årligt. Den aktuelle sats kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk. Se bekendtgørelsen § 17, stk. 3.

Beregning

Registrerede virksomheder skal beregne betalingen på grundlag af den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer opgjort i kg. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 1 og bilag 3.

Ved kg forstås den eksakte vægt af batterier eller akkumulatorer i kg inklusive elektrolyt, eksklusive vægten fx af et udstyr, hvori et batteri eller akkumulator indgår. For løse batterier eller akkumulatorer opgøres vægten eksklusive transportemballage, brugsanvisninger og lignende. Se batteribekendtgørelsen § 3, stk. 2.

Ved den markedsførte mængde forstås her den mængde bærbare batterier og akkumulatorer, der overdrages eller stilles til rådighed til tredjemand mod eller uden vederlag.

Tidligere betalingssatser

Betalingen var i 2009 på 2,70 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Satsen blev anvendt ved indbetalingen for 2009 med betalingsfrist senest den 15. februar 2010.

E.A.7.10.6 Opgørelse og afregning m.m.

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af betalingen.

Afsnittet indeholder:

• Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden
• Betalingsperiode
• Indberetning
• Tilsyn
• Straf
• Klager
• Regnskab.

Opgørelse af den betalingspligtige vægt for betalingsperioden

Den markedsførte mængde i kg opgøres som den mængde af bærbare batterier og akkumulatorer, som producenten eller importøren har:

• Fremstillet erhvervsmæssigt
• Indført fra udlandet
• Haft på lager ved kalenderårets begyndelse
• Tilført lageret som returvare.

Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 2.

Producenten eller importøren kan ved opgørelsen til SKAT reducere den markedsførte mængde af bærbare batterier og akkumulatorer med:

• Bærbare batterier og akkumulatorer til eget forbrug
• Bærbare batterier og akkumulatorer, der føres ud af landet
• Bærbare batterier og akkumulatorer, der omforarbejdes til industribatterier og -akkumulatorer
• Bærbare batterier og akkumulatorer, der hos producenten eller importøren eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende
• Bærbare batterier og akkumulatorer, der returneres til producenten eller importøren, hvis køberen får tilbagebetalt varens pris inklusive den betaling, som producenten eller importøren har indbetalt til SKAT
• Producentens eller importørens lagerbeholdning af bærbare batterier eller akkumulatorer ved kalenderårets afslutning.

Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 3.

Producenten eller importøren kan ved opgørelsen til SKAT derudover reducere den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer med den mængde, som er markedsført til en anden virksomhed, og som denne anden virksomhed har udført af landet eller omforarbejdet til industribatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 4.

Det er en forudsætning for fradraget, at producenten eller importøren fremlægger en erklæring fra den virksomhed, som har udført de bærbare batterier og akkumulatorer af landet eller omforarbejdet dem til industribatterier eller -akkumulatorer. Erklæringen skal indeholde oplysninger om virksomhedens CVR-nr., navn og adresse, mængde og type af de udførte eller omforarbejdede batterier, fakturanummer og dato for videreslag eller omforarbejdning, samt dato og nummer på købsfakturaen. Erklæringen skal opbevares som en del af regnskabsdokumentationen. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 5.

Det er en forudsætning for fradrag i betalingen til SKAT, at det er nye og ubrugte bærbare batterier og akkumulatorer, der udføres af landet eller omforarbejdes til industribatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 6.

Virksomheder, der omforarbejder bærbare batterier til industribatterier eller -akkumulatorer, har producentansvar for industribatterier eller -akkumulatorer og skal være registreret hos DPA-System.

Betalingsperiode

Betalingen forfalder den 1. januar efter indberetnings- og betalingsperiodens udløb. Fristen for indberetning og indbetaling er senest den. 15. februar.

Ved en betalingsperiode, indberetningsperiode eller markedsføringsperiode forstås her kalenderåret.

Se også

Se afsnit A.11 om angivelse og afregning af afgifter.

Se også

Batteribekendtgørelsens § 17 indeholder hjemmel til told- og skatteforvaltningens opkrævning af betalingen.

Indberetning

Producenter og importører skal efter udløbet af hver indberetnings- og betalingsperiode indberette mængden af bærbare batterier og akkumulatorer, der er markedsført i det foregående kalenderår til SKAT.

Se også

Se "Opgørelse af den betalingspligtige vægt for betalingsperioden" ovenfor. Afsnittet indeholder oplysninger om opgørelse af den markedsførte mængde i kg, der skal indgå i indberetningen til SKAT.

Indberetningen kan kun ske elektronisk via www.skat.dk. Producenten eller importøren skal derfor være tilmeldt TastSelv Erhverv. Betalingen skal ske elektronisk til SKAT via overførsel fra netbank.

Indberetningen skal opdeles i fire nedenstående typer af batterier. Betalingen bliver opkrævet af den indberettede mængde.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10.5) "Betalingens størrelse og beregning".

Mængden skal indberettes med følgende oplysninger:

Indberetning for tilbagetagne og behandlede mængder af udtjente bærbare batterier og indberetning for andre typer af batterier og akkumulatorer skal foretages elektronisk på www.dpa-system.dk.

Hvis betalingen til SKAT er på under 50 kr. for en betalingsperiode, kan indbetalingen undlades. Der skal dog fortsat foretages indberetning af mængden til SKAT. Hvis der ingen mængde er, skrives der 0 i indberetningen.

Ved manglende indberetning fastsætter SKAT producentens og importørens betaling foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Der betales et rykkergebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser samt renter.

Tilsyn

SKAT og Miljøstyrelsen fører tilsyn med området. SKAT varetager administration og kontrol med opgørelse, indberetning og opkrævning af betaling. Se batteribekendtgørelsen § 46.

SKAT har adgang til at foretage kontrol i virksomhedens lokaler og til at indhente oplysninger hos andre erhvervsdrivende, myndigheder og hos DPA-System.

Straf

Der er fastsat bestemmelser om bødestraf til den, der overtræder batteribekendtgørelsen, herunder afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med opgørelsen eller undlader at lade sig registrere. Se batteribekendtgørelsen § 48.

Klager

DPA-System kan træffe afgørelse om, en virksomhed skal registreres eller ej. DPA-System kan også træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier og akkumulatorer henhører under kategorien bærbare, industri- eller bilbatterier eller -akkumulatorer.

Afgørelser truffet af DPA-System kan påklages til Miljøstyrelsen. Se batteribekendtgørelsen § 47, stk. 3.

Klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser fx om indberetning og betaling sker til Landsskatteretten. Se batteribekendtgørelsen § 47, stk. 4.

Regnskab

Producenter og importører skal føre et regnskab som grundlag for opgørelsen af den markedsførte mængde udtjente bærbare batterier og -akkumulatorer. Regnskabet føres som en del af det almindelige forretningsregnskab.

E.A.7.11 Svovl

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på svovl.

Afsnittet indeholder:

• Regel og lovgrundlag (E.A.7.11.1)
• Historik (E.A.7.11.2)
• Definition: Svovl (E.A.7.11.3)
• Varer omfattet af reglerne (E.A.7.11.4)
• Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne (E.A.7.11.5)
• Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.11.6)
• Opgørelse og afregning (E.A.7.11.7)
• Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.11.8).

E.A.7.11.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne om afgift på svovl, herunder formål og lovgrundlag.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag.

Regel

Der er afgift på indholdet af svovl i fossile brændsler og drivmidler, fx kul og mineralolieprodukter. Se SVOVLAL § 1.

Der er også afgift på svovlindholdet i andre svovlholdige brændsler, fx halm og affald. Se SVOVLAL § 1.

Der skal dog kun betales svovlafgift af brændsler og drivmidler med et indhold af svovl på over 0,05 pct. Hermed er i praksis fx benzin, let dieselolie, svovlfattig dieselolie og svovlfri dieselolie fritaget for svovlafgift.

Kraftværker, kraftvarmeværker og store virksomheder, der måler mængden af svovldioxid (SO2), der ledes ud i luften, kan i stedet for få lov til at betale afgift af denne mængde. Dette skal der ansøges om hos SKAT.

Virksomheder, som begrænser udledningen af svovl ved at rense røgen, eller som binder svovl i andre materialer, kan få godtgjort afgiften på mængden af svovl, der renses bort, eller bindes i andre materialer, fx i aske.

Formål

Afgiften på svovl har til formål at begrænse udledningen af svovldioxid (SO2) til luften. Formålet er at reducere forureningen i form af forsuring, der er medvirkende til skovdød, helbreds gener og skader på bygninger mv.

Lovgrundlag

Gældende lovgivning

Reglerne om afgift på svovl står i lovbekendtgørelse nr. 78 af 8. februar 2006 (bekendtgørelse af lov om afgift af svovl) med senere ændringer.

Der findes desuden bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl.

E.A.7.11.2 Historik

Indhold

Dette afsnit beskriver den historiske baggrund for lovgivningen på svovlafgiftsområdet. Endvidere er omtalt en række væsentlige ændringer af svovlafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Indførelse af svovlafgift
• Almindeligt bundfradrag
• Særlig svovlafgift på elektricitet
• Særligt bundfradrag for fuelolie
• Særligt bundfradrag for fjernvarme til tung proces
• Ændringer i det afgiftspligtige vareområde
• CO2-kvoteomfattede virksomheder - særligt bundfradrag
• Afgiftsfrihed for brændsler, der bruges til at fremstille tilsvarende brændsler
• Satsændringer m.m.
• Særligt bundfradrag for virksomheder med mineralogiske processer mv. for perioden 2005-2009
• Supplementsbestemmelse for afgiftsgodtgørelse for kul- og fueloliebaseret fjernvarme for perioden 2005-2009.

Indførelse af svovlafgift

Svovlafgiften blev indført ved lov nr. 421 af 14. juni 1995 (L 213), der trådte i kraft den 1. januar 1996.

Almindeligt bundfradrag

I en overgangsperiode fra 1. januar 1996 til og med 31. december 1999 kunne der efter SVOVLAL § 32 tages et fradrag (almindeligt bundfradrag) i den mængde, hvoraf der skulle betales afgift. Fradraget blev aftrappet hvert år i nævnte periode.

Bundfradraget blev beregnet af varens vægt eksklusive vand. Fx var bundfradraget for stenkul i 1996 0,28 vægtprocent af kullenes vægt eksklusive vand (tørstof).

Virksomheder omfattet af § 32 kunne på visse betingelser efter ansøgning til SKAT få tilladelse til at anvende stikprøvemålinger og ikke-stationært måleudstyr ved afgiftsberegningen.

Særlig svovlafgift på elektricitet

I perioden 1. januar 1996 til og med 31. december 1999 betalte kraftværker og kraftvarmeværker ikke svovlafgift af varer, der blev brugt til at fremstille elektricitet.

I perioden blev der i stedet betalt en særlig svovlafgift pr. kWh elektricitet. Denne afgift blev opkrævet af el-selskaberne på samme måde som de øvrige afgifter på elektricitet, der leveres til forbrug.

Fra 1. januar 2000 har kraftværker og kraftvarmeværker betalt svovlafgift af de anvendte brændsler.

Særligt bundfradrag for fuelolie

Ved lov nr. 1220 af 27. december 1996 (L 89) blev der indført et særligt bundfradrag for fuelolie på 0,55 pct. Dette bundfradrag ophørte ved udgangen af 2005.

Det særlige bundfradrag var blandt andet betinget af,

• at fuelolien skulle anvendes til procesformål (tung proces) omfattet af bilag 1 (proceslisten) til kuldioxidafgiftsloven (CO2AL), og
• at virksomheden skulle indgå en aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering.

Det særlige bundfradrag for fuelolie var en kompensation for, at virksomheder med tung proces ikke længere kunne modregne svovlafgiften i virksomhedernes betaling af CO2-afgift af fuelolie, der blev brugt til tung proces. Se kuldioxidafgiftslovens (CO2AL) § 9, stk. 2.

Særligt bundfradrag for fjernvarme til tung proces

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 (L 190) blev der indført et særligt bundfradrag (afgiftsgodtgørelse) for kulbaseret og fueloliebaseret fjernvarme, der bliver brugt til procesformål (tung proces) omfattet af bilag 1 (proceslisten) til CO2AL.

Svovlafgiften af den mængde brændsel, der bruges til at fremstille den leverede fjernvarme, skal overstige 250.000 kr. årligt.

Desuden skulle virksomheder, der brugte fjernvarmen til tung proces, have indgået en aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen.

Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 (L 63). Se afsnit E.A.7.11.7.2 om særligt bundfradrag.

Ændringer i det afgiftspligtige vareområde

Indtil 1. juli 2002 var træ, træflis og skovflis samt træpiller uden svovlholdigt bindemiddel omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14. Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 (L 190) udgik disse varer af lovens afgiftspligtige vareområde, da de bliver anset for at være rent træ med et indhold af svovl under 0,05 pct.

Andet træ, fx spånpladeaffald, der udover træ også indeholder limrester med videre, er fortsat omfattet af afgiftspligten efter SVOVLAL § 1, nr. 14. Se afsnit E.A.7.11.4 om varer omfattet af reglerne.

CO2-kvoteomfattede virksomheder - særligt bundfradrag

Ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 (L 229) blev bestemmelserne om særligt bundfradrag forsynet med en særskilt bestemmelse vedrørende CO2-kvoteomfattede virksomheder.

Den pågældende bestemmelse blev ændret ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 og trådte aldrig i kraft.

Afgiftsfrihed for brændsler, der bruges til at fremstille tilsvarende brændsler

Ved lov nr. 1417 af 21. december 2005 (L 81) blev svovlafgiftsloven forsynet med en bestemmelse om, at energiprodukter, der bruges til at fremstille et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Fritagelsen omfatter ikke energiprodukter, der bliver brugt som motorbrændstof.

Satsændringer m.m.

Afgiftssatserne var i hovedtræk uændrede i perioden 1. januar 1996 til og med 31. december 2007.

Der blev indført en indeksering af afgiftssatserne ved lov nr. 1536 af 19. december 2007 (L 8). Dette betød, at afgiftssatserne i mineralolie-, el-, gas- kul-, CO₂- og svovlafgiftslovene blev forhøjet med 1,8 pct. pr. år i perioden 2008 til og med 2015.

Der blev indført en indeksering af afgiftssatserne på grundlag af udviklingen i nettoprisindekset ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 (L 207). Denne indeksering gælder fra 2016.

Særligt bundfradrag for virksomheder med mineralogiske processer mv. for perioden 2005 til og med 2009

Lov nr. 1384 af 21. december 2009 (L 63) indeholdt blandt andet overgangsbestemmelser for tilbagebetaling af svovlafgift af kulprodukter og fuelolie, som er medgået ved mineralogiske processer mv. i perioden 2005 til og med 2009.

Ved mineralogiske processer mv. forstås følgende processer:

• Varer, der bliver brugt til kemisk reduktion
• Varme og varer, der bliver brugt i elektrolyse
• Varme og varer, der bliver brugt direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur
• Varme og varer, der bliver brugt direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

Adgangen til tilbagebetaling omfattede både svovlafgiftsregistrerede og ikke-svovlafgiftsregi-strerede virksomheder med mineralogiske processer mv.

Det er en betingelse for tilbagebetaling, at varmen og varerne blev anvendt direkte til procesformål (tung proces), som er nævnt i bilag 1 (proceslisten) til CO2AL.

Med ordningen blev virksomhederne beløbsmæssigt stillet som om, at de havde fået et særligt bundfradrag efter svovlafgiftsloven for fuelolie eller kul til mineralogiske processer mv. for perioden 2005 til og med 2009.

Opgørelsen af tilbagebetalingen skulle så vidt, som det var muligt, være baseret på energimålinger. Hvis virksomheden ikke havde de fornødne målerregistreringer, skulle virksomheden kunne fremlægge anden dokumentation for opgørelsen, herunder den dokumentation som findes i virksomheden, og som SKAT ønsker fremlagt. Det skulle sandsynliggøres, at virksomheden ikke opnåede en større tilbagebetaling af afgift, end hvis der var foretaget måling.

Fristen for anmodning om tilbagebetaling af svovlafgift for perioden 2005 til og med 2009 var 1. september 2010.

Supplementsbestemmelse for afgiftsgodtgørelse for kul- og fueloliebaseret fjernvarme for perioden 2005 til og med 2009

Lov nr. 1384 af 21. december 2009 (L 63) indeholdt blandt andet en supplementsbestemmelse for tilbagebetaling af svovlafgift af kulbaseret og fueloliebaseret fjernvarme, der blev brugt til procesformål (tung proces) omfattet af bilag 1 (proceslisten) i CO2AL.

Supplementsbestemmelsen var gældende for perioden 2005 til og med 2009.

Fristen for anmodning om tilbagebetaling af svovlafgift efter supplementsbestemmelsen for perioden 2005 til og med 2009 var 1. september 2010.

E.A.7.11.3 Definition: Svovl

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionen på svovl.

Afsnittet indeholder:

• Definition: Svovl
• Definition: Svovldioxid (SO2).

Se også

Se afsnit E.7.11.4 om varer omfattet af reglerne.

Definition: Svovl

Svovl er det 16. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol S.

Fossile brændsler indeholder en vis mængde svovl. Det samme gør fx også halm og affald.

Definition: Svovldioxid (SO2)

Svovldioxid (SO2) er en farveløs gas, der overvejende dannes ved forbrænding af svovlholdige brændsler, fx fuelolie og kul, og som udledes til luften.

Svovldioxid opløses i den atmosfæriske luft og i det vand, som luften/skyerne indeholder. Svovldioxid omdannes desuden til svovlsyre.

E.A.7.11.4 Varer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de varer, som er omfattet af reglerne om afgift på svovl.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftspligtige varer
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftspligtige varer

Der betales afgift af indholdet af svovl i følgende varer, hvis de indeholder over 0,05 pct. svovl:

1. Gas- og dieselolie
2. Fuelolie, bitumen samt varer omfattet af kulafgiftslovens (KULAL) § 1, nr. 4. Det vil sige tallolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer udvundet af saften fra træ, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til at fremstille varme
3. Fyringstjære
4. Petroleum
5. Stenkul (inklusive stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus
6. Jordoliekoks
7. Brunkulsbriketter og brunkul
8. Blyholdig benzin
9. Blyfri benzin
10. Autogas (LPG)
11. Anden flaskegas (LPG)
12. Gas (bortset fra LPG), der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie (raffinaderigas), samt som biprodukt i raffineringsprocesser
13. Naturgas
14. Halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel, affald og andre svovlholdige brændsler, der indfyres i produktionsanlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW.

Bemærk

Træ, træflis, skovflis samt træpiller uden svovlholdigt bindemiddel anses for rent træ med et svovlindhold på 0,05 pct. og derunder.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.11.5 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder og anlæg, der er omfattet af reglerne om svovlafgift.

Afsnittet indeholder:

• Oplagshavere: Virksomheder, der skal registreres
• Oplagshavere: Virksomheder, der kan registreres
• Oplagshavere: Udledningsvirksomheder
• Anmeldelse til registrering som oplagshavere
• Varemodtager
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

• Se afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering: Oplagshaver
• Se afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering: Varemodtager
• Se afsnit E.A.1.4.2 om anmeldelse til registrering
• Blanket, der anvendes til anmeldelse til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blanket nr. 23.019.

Oplagshavere: Virksomheder, der skal registreres

Følgende virksomheder skal registreres som oplagshavere hos SKAT:

• Virksomheder, der udvinder eller fremstiller kul-, olie- eller gasprodukter med et afgiftspligtigt svovlindhold. Varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 1-13.
• Virksomheder, der forbruger halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel, affald og andre svovlholdige brændsler, der indfyres i produktionsanlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW (1 MW). Varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14.

Oplagshavere: Virksomheder, der kan registreres

Følgende virksomheder kan registreres som oplagshavere hos SKAT:

• Virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger kul-, olie- eller gasprodukter med et afgiftspligtigt svovlindhold (varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 1-13), og som råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 t eller 1.000 m³ til opbevaring af varerne. Producenter af halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel, affald og andre svovlholdige brændsler kan ikke registreres
• Andre virksomheder, der forbruger afgiftspligtige varer, hvis virksomheden gennemfører rensning af røggas, binder svovl i andre materialer eller gennemfører andre foranstaltninger, der begrænser udledningen af svovl.

Oplagshavere: Udledningsvirksomheder

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter SVOVLAL, kan få tilladelse til at betale afgift af udledningen af svovldioxid (SO2) i stedet for af svovlindholdet i de forbrugte afgiftspligtige varer. Dette sker efter ansøgning til SKAT. Se SVOVLAL § 2, stk. 2.

Betingelser for at betale afgift af den udledte SO2 med videre, fremgår af SKM bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl. Se nedenfor.

Betingelser for at betale afgift af udledt SO2

Tilladelse til at betale afgift af udledningen af SO2 bliver givet af SKAT.

Tilladelsen er betinget af, at virksomheden

• kan dokumentere resultatet af de gennemførte SO2-målinger, og
• fører regnskab over mængden af SO2 i de røggasmængder, der er udledt til luften, samt
• dokumenterer beregningsmetoden for den udledte SO2-mængde og den beregnede afgift.

Ansøgning

Virksomheden skal oplyse hvilket måleudstyr, der bliver brugt, og skal kunne dokumentere, at de fastsatte krav til måleudstyr opfyldes. En del af dokumentationen kan være fabrikantoplysninger om svovlmåleren.

I ansøgningen skal virksomheden beskrive

• det måleudstyr, der vil blive benyttet, og
• den målemetode, der vil blive brugt, og
• den måleprocedure, der vil blive brugt. Det vil bl.a. sige hvor ofte der måles, på hvilke tidspunkter der måles, og hvor længe der måles.

Ansøgningen skal sendes til SKAT.

SKAT kan forlange, at beskrivelsen af målemetoden skal godkendes af et eksternt laboratorium, der er akkrediteret til at foretage sådanne verificeringer (efterprøve rigtigheden).

Dansk Akkreditering, DANAK, er den myndighed, der akkrediterer danske laboratorier. Udgiften til en eventuel verificering skal betales af virksomheden.

Tilladelsen gives for en periode på 3 år.

Ændringer af anlæg, produktionsforhold eller brændsel

Hvis der sker ændringer i virksomhedens anlæg, produktionsforhold eller brændselstype, som har væsentlig betydning for mængden af SO2, der udledes til luften samt måling heraf, skal virksomheden omgående kontakte SKAT.

SKAT kan kalde tilladelsen tilbage, hvis virksomheden ikke kan måle udledningen af SO2 med samme sikkerhed som før ændringerne.

Stationære målere

Målingerne skal som hovedregel ske på stationært (fast installeret) måleudstyr.

Virksomheden kan dog på visse betingelser få tilladelse til at anvende ikke-stationært måleudstyr, se nedenfor.

Ikke-stationært måleudstyr (ensartet produktionsforhold)

Virksomheder, der har en ensartet sammensætning af det anvendte brændsel, fyringsforhold og produktion, kan efter ansøgning til SKAT få tilladelse til at anvende ikke-stationært måleudstyr. Det vil sige, at der skal være tale om

• samme brændsel/forhold mellem forskellige brændsler med samme svovlindhold, og
• samme kedel/kedler og temperatur, samt
• ensartet produktion.

Det er en betingelse for tilladelsen, at den målte emission er så ensartet, at den med rimelighed kan lægges til grund for beregningen af afgiften.

Ved ændringer i sammensætningen af brændsel, fyringsforhold eller produktionsforhold skal virksomheden dokumentere, at SO2-udledningen til luften er lige så stabil som før ændringen.

Ikke-stationært måleudstyr (særligt bundfradrag overstiger SO2-emissionen med mere end 10 pct.)

Virksomheder, hvor særligt bundfradrag efter SVOVLAL § 33 på de anvendte kul overstiger den udledte mængde SO2 til luften med mere end 10 pct., kan efter ansøgning til SKAT få tilladelse til, at stikprøvemålinger og ikke-stationært måleudstyr bruges ved afgiftsberegningen. Bundfradraget udgør 0,28 vægtprocent af kullenes vægt eksklusive vand (tørstof).

Virksomheden skal fra miljøgodkendelsen fremlægge resultater af målinger, der sandsynliggør ovennævnte betingelse.

Tilladelsen gives for et år ad gangen.

Målestandarder

Uanset om der bruges stationært udstyr eller udstyr, der ikke er stationært, er der særlige krav til måleudstyret, målingernes antal og udførelse.

Målere skal opfylde ISO 7935-kvalitetsstandarder eller tilsvarende standard. Målere, som har en kvalitet og nøjagtighed, der svarer til disse standarder, kan også benyttes.

Defekte målere mv.

Hvis en måler er ude af drift imellem 1 time og 14 dage på grund af defekt eller reparation, benyttes den højst målte timeværdi, der blev målt i den seneste uge med normalt fungerende måler.

Hvis måleren er ude af drift i over 14 dage på grund af defekt eller reparation, skal virksomheden meddele dette til SKAT.

Journal, regnskab mv.

Virksomheden skal føre journal over alle gennemførte målinger. Måleudskrifter eller anden tilsvarende dokumentation skal vedlægges journalen. Journalen skal også oplyse om kalibrering, eftersyn, udfald og reparation mv. af måleren. Der skal desuden føres regnskab over andre forhold, der direkte eller indirekte har indflydelse på beregningen af den samlede mængde SO2 udledt til luften.

Virksomheden skal også kunne dokumentere, hvordan den udledte mængde SO2 og afgiften heraf er beregnet.

SKAT kan forlange, at måleprocedure og målemetode verificeres af et eksternt laboratorium, der er akkrediteret til at måle SO2.

Anmeldelse til registrering som oplagshavere

Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 23.019 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

Varemodtagere

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, herunder fra andre EU-lande, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal anmelde sig som varemodtager inden afsendelsen af varerne fra udlandet. Se SVOVLAL § 18 og se afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering: Varemodtager.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

E.A.7.11.6 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på svovl og svovldioxid (SO2) og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftssatser
• Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Afgiftssatserne reguleres/opskrives med 1,8 pct. hvert år frem til og med 2015.

I perioden 2011 til og med 2015 gælder nedenstående satser (lov nr. 527 af 12. juni 2009):

Afgiftssats for svovl i afgiftspligtige brændsler

Afgiftssats for svovldioxid (SO2) udledt til luften

Afgiftssatser for træpiller med svovlholdigt bindemiddel, halm og affald

Hvis registrerede virksomheder, som bruger varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14 (halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel og affald) med et afgiftspligtigt svovlindhold, ikke måler den samlede mængde svovl udledt til luften, skal afgiften opgøres ud fra virksomhedens forbrug af disse varer, se nedenstående oversigt.

Afgiftssats for forbrug af eget træaffald og lignende

Virksomheder, der ikke køber træpiller med svovlholdigt bindemiddel, halm og affald, men kun bruger egne varer (eget træaffald og lignende), som fx møbelfabrikker, kan beregne afgiften på grundlag af nyttiggjort varme eller elproduktion, se nedenstående oversigt.

Bemærk

Efter 2015 reguleres afgiftssatserne årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, som bliver offentliggjort af Danmarks Statistik. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2016.

Satserne bliver reguleret på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i året, der ligger 2 år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde.

Satserne vil blive offentliggjort for hvert år.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssats for svovl i afgiftspligtige brændsler

Afgiftssats for svovldioxid (SO2) udledt til luften

Afgiftssatser for træpiller med svovlholdigt bindemiddel, halm og affald

Afgiftssats for forbrug af eget træaffald og lignende

E.A.7.11.7 Opgørelse og afregning

Indhold

Afsnittet indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

• Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Registrerede oplagshavere (E.A.7.11.7.1)
• Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Særligt bundfradrag (E.A.7.11.7.2)
• Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Varemodtagere (E.A.7.11.7.3).

E.A.7.11.7.1 Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Registrerede oplagshavere

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om oplagshaveres opgørelse af den afgiftspligtige mængde og afregning af afgift.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsperiode
• Udleveringsvirksomheders opgørelse
• Forbrugsvirksomheders opgørelse af kul-, olie- og gasprodukter
• Fradrag ved opgørelse
• Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype
• Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem
• Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter
• Udledningsvirksomheders opgørelse
• Forbrugsvirksomheders opgørelse af halm og affald mv.
• Forbrugsvirksomheders opgørelse på grundlag af eget træaffald og lignende
• Skematisk oversigt over opgørelsesmetoder.

Bemærk

For oplagshavere skelnes der i dette afsnit mellem:

• Udleveringsvirksomheder, det vil sige virksomheder, som hovedsageligt sælger varer med et afgiftspligtigt svovlindhold
• Forbrugsvirksomheder, det vil sige virksomheder, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger varer med et afgiftspligtigt svovlindhold
• Udledningsvirksomheder, det vil sige forbrugsvirksomheder, som betaler afgift af den udledte mængde svovldioxid (SO2) til luften.

Se også

• Se afsnit E.A.7.11.6 om afgiftens størrelse og beregning
• Se PAVL afsnit A.11 om angivelse og afregning af afgifter
• Opkrævningslovens (OPKL) OPKL § 2, stk. 2.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter SVOVLAL er måneden. Se SVOVLAL § 5.

Afgiften opgøres og skal indbetales til SKAT senest den 15. i den efterfølgende kalendermåned. Se SVOVLAL § 6 og OPKL § 2, stk. 2.

Virksomheder kan indberette angivelsen og indbetale afgiften elektronisk til SKAT, Se TastSelv Erhverv på www.SKAT.dk.

SKAT udsender angivelses- og indbetalingsblanket til de virksomheder, som ikke er tilmeldt TastSelv. Registrerede virksomheder skal bruge blanket nr. 23.021.

Se også
Se de generelle regler om opkrævning af afgifter i OPKL §§ 2 - 8.

Udleveringsvirksomheders opgørelse

Virksomheder, der hovedsagelig sælger varer, skal ved opgørelsen for hver afgiftsperiode medregne varer, der er udleveret fra virksomhedens lager af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold. Der er tale om varer, der er udleveret i afgiftsperioden. Se SVOVLAL § 6.

Virksomheden skal også medregne et eventuelt eget forbrug af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold. Se nedenstående afsnit "Forbrugsvirksomheders opgørelse af kul-, olie- og gasprodukter".

Ved opgørelsen kan der blandt andet fradrages varer, der er leveret til udlandet. Se nedenstående afsnit "Fradrag ved opgørelse".

Regler for opgørelse af svovlindholdet i varer med et afgiftspligtigt svovlindhold er nærmere beskrevet i følgende 3 afsnit:

• Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype
• Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem
• Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter.

Forbrugsvirksomheders opgørelse kul-, olie- og gasprodukter

Virksomheder, der ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger varer, skal ved opgørelsen medregne varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, der i afgiftsperioden er brugt i virksomheden. Se SVOVLAL § 6.

Når forbruget bliver gjort op, skal varer, der er udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden, også medregnes. Se ovenfor om udleveringsvirksomheders opgørelse.

Regler for opgørelse af svovlindholdet i varer med et afgiftspligtigt svovlindhold er nærmere beskrevet i følgende 3 afsnit:

• Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype
• Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem
• Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter.

Virksomheden kan få godtgjort afgiften af svovl, der bortrenses eller bindes i andre materialer. Se E.A.7.11.8.3 om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl.

Særligt for olieprodukter

For olieprodukter (varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 1-4 og 8-12) skal mængden opgøres på grundlag af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, der er tilført virksomhedens registrerede anlæg, som er godkendt efter mineralolieafgiftslovens (MINAL) § 5. Der skal ske regulering for lagerforskydning i månedens løb.

Mængden opgøres således:

Opmålt beholdning ved månedens begyndelse
+ modtaget fra udlandet
+ indkøb her i landet af varer uden afgift
÷ opmålt beholdning ved månedens slutning.

Fradrag ved opgørelse

Virksomheden kan ved opgørelsen fradrage:

• Varer, der leveres til en anden registreret oplagshaver
• Varer, der leveres til udlandet
• Varer, der fritages for afgift efter SVOVLAL § 8. Se E.A.7.11.8 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
• Varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden er gået tabt som følge af varernes art, lækage eller lignende
• Varer, der returneres til virksomheden, hvis køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften.

Se i øvrigt SVOVLAL § 7.

Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype

Den afgiftspligtige mængde svovl for kul-, olie- og gasprodukter skal som hovedregel opgøres for hver enkelt brændselstype.

Udleveringsvirksomheder og forbrugsvirksomheder kan imidlertid vælge at beregne svovlindholdet i varerne efter et lagerbalancesystem. Se nedenfor.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har i januar 2011 solgt 500 ton stenkul med afgift.

Vandindhold: 10 % (90 % tørstof).
Svovlindhold af tørstof: 0,78 %.

Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem

Udleveringsvirksomheder og forbrugsvirksomheder kan beregne svovlindholdet i varerne efter et lagerbalancesystem.

Lagerbalancesystemet kan benyttes fra begyndelsen af en afgiftsperiode og skal gælde for en periode på mindst 2 år.

Lagerbalancesystemet er nærmere beskrevet nedenfor.

Lagerbeholdning primo

Virksomheden skal opgøre svovlindholdet i pct. af varens tørstofvægt for hver enkelt varekategori og af mængden af hver varekategori primo. Det samlede svovlindhold i kg beregnes af lageret, der herefter er primo beholdningen.

Svovlindholdet i lagerbeholdningen primo beregnes således:

p * X/100, hvor
X= kg af varen, og
p = % svovl i varen.

Hvis virksomheden ikke har dispensation til at bruge og oplagre brændsler med højere svovlindhold end det generelt fastsatte maksimum for indhold af svovl i brændsler, kan svovlindholdet i begyndelseslageret opgøres ud fra følgende svovlprocenter:

• Kulprodukter: 0,9 %
• Fuelolie, spildolie og fyringstjære: 1,0 %
• Gasolier: 0,2 %
• Jordoliekoks: 1,3 %
• Benzin og gas: 0,05 %.

Tilført lager

For varer, der bliver tilført lageret, opgøres svovlindholdet ud fra sælgerens lagerbalancesystem eller ud fra sælgerens måling. Hvis varen bliver produceret eller importeret, opgøres svovlindholdet efter måling.

For hver gang der er tilført varer af samme varekategori til lageret, skal der ske en ny opgørelse af det samlede lager og samlede indhold af svovl i varelageret. Det beregnes herefter, hvor meget svovlindholdet er i varerne i pct. af varernes tørstofvægt (varens vægt eksklusive vand).

Svovlindhold i varer tilført lagerbeholdningen i perioden beregnes således:

q * Y/100, hvor
Y = kg af varen tilført lageret, og
q = % svovl i varen.

Fraført lager

For varer, der fraføres lageret (varer, der udtages fra lageret) beregnes svovlindholdet ved at gange den opgjorte aktuelle svovlprocent med mængden af varer, der fraføres lageret.

Det beregnede svovlindhold af lageret bliver reduceret med de svovlmængder, der fraføres lageret enten opgjort efter lagerbalancesystemet eller efter måling.

Virksomheder, der ikke gennemfører målinger af varer fraført lageret, skal beregne svovlindholdet i perioden således:

r * Z/100, hvor
Z = kg af varen fraført lageret, og
r = % svovl i varen beregnet som (p * X + q * Y)/(X + Y).

For fraførsler, hvor der gennemføres målinger, beregnes svovlmængden i perioden således:

s * Æ/100, hvor
Æ = kg af varen, og
s = % svovl målt i varen.

Lagerbeholdning ultimo

Lagerbeholdningen ultimo opgøres som:

primo lagerbeholdning (p * X)
+ varer tilført (q * Y)
÷ varer fraført (r * Z) eller (s * Æ)
= lagerbeholdning ultimo.

Regnskab

Virksomheden skal føre regnskab over indkøb og forbrug af varer for hver brændselskategori, og på dette grundlag beregne mængden af svovl i brændsler, der er udleveret fra eller brugt i virksomheden.

Eksempel på opgørelse efter lagerbalancesystem

En forbrugsvirksomhed har den 1. januar 2011 et lager på 1.000 ton fuelolie (primo lager) med et svovlindhold på 1 %.

Virksomheden får primo januar tilført 400 ton fuelolie med et svovlindhold på 0,5 %.

Virksomheden bruger herefter 200 ton fuelolie i resten af afgiftsperioden.

Hver gang virksomheden får tilført et nyt parti fuelolie, skal der ske en ny opgørelse af beholdningen, og det gennemsnitlige svovlindhold i pct. skal beregnes.

Denne svovlprocent benyttes til at beregne svovlmængden i den forbrugte mængde olie, indtil virksomheden får tilført et nyt parti fuelolie.

Ophør med brug af lagerbalancesystem

Ved ophør med brug af lagerbalancesystemet, skal virksomheden betale afgift af det aktuelle opgjorte svovlindhold i varerne på lageret.

Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter

Udleveringsvirksomheder og forbrugsvirksomheder kan opgøre svovlindholdet i varer, der sælges, ud fra det maksimale svovlindhold, der kan forekomme i leverancerne (svovlindholdet i de enkelte varekategorier).

Virksomheden skal anmelde og dokumentere det maksimale svovlindhold i de enkelte varekategorier overfor SKAT.

Det anmeldte maksimum kan gælde for leverancer i en bestemt periode eller for en eller flere bestemte leverancer. Der kan anmeldes forskelligt maksimum for forskellige typer af leverancer. Svovlindholdet i leverancerne må dog aldrig ligge over det anmeldte maksimum for de pågældende leverancer.

Hensigten med bestemmelsen er, at det er lettere for leverandører af fx fuelolie og kulprodukter at opgøre svovlindholdet i især mindre leverancer, hvor det kan være uforholdsmæssigt dyrt at udtage prøver og analysere svovlindholdet i disse.

Udledningsvirksomheders opgørelse

For virksomheder, der har tilladelse til at betale afgift af udledningen af SO2 efter SVOVLAL § 2, stk. 2, fx visse centrale kraftvarmeværker, er den afgiftspligtige mængde den opmålte mængde SO2, der er udledt til luften i afgiftsperioden.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har ved udgangen af januar 2011 opmålt den udledte mængde SO2 til 2.750 kg.

Forbrugsvirksomheders opgørelse af halm og affald mv.

Virksomheder, der betaler afgift efter SVOVLAL § 2, stk. 3, skal medregne brændsel (halm, træpiller med et svovlholdigt bindemiddel og affald), der i afgiftsperioden er brugt i virksomheden.

Hvis virksomheden også forbruger kul-, olie- eller gasprodukter, der er modtaget uden svovlafgift, skal mængden af disse brændsler opgøres efter reglerne for forbrugsvirksomheders opgørelse (kul-, olie- og gasprodukter).

Virksomheden kan få godtgjort afgiften af svovl, der bortrenses eller bindes i andre materialer. Se E.A.7.11.8.2 om afgiftsgodtgørelse.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har i januar 2011 forbrugt 800 ton halm.

Forbrugsvirksomheders opgørelse på grundlag af eget træaffald og lignende

Virksomheder, der betaler afgift efter SVOVLAL § 2, stk. 4, skal opgøre afgiften på grundlag af nyttiggjort varme eller elproduktion.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har i januar 2011 nyttiggjort 1.200 GJ varme.

Skematisk oversigt over opgørelsesmetoder

Nedenstående er en skematisk oversigt over metoder, der gælder for udleverings-, forbrugs- og udledningsvirksomheder.

E.A.7.11.7.2 Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Særligt bundfradrag

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beregning af særligt bundfradrag.

Afsnittet indeholder:

• Særligt bundfradrag for kul til tung proces
• Skematisk oversigt over reglerne for særligt bundfradrag for kul
• Særlig afgiftsgodtgørelse for kulbaseret fjernvarme til tung proces.

Særligt bundfradrag for kul til tung proces

Virksomheder, der er registreret efter svovlafgiftsloven, og som bruger kulprodukter nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 5-7 til energitunge processer (tung proces) kan få et særligt bundfradrag. Se SVOVLAL § 33.

Det særlige bundfradrag for kulprodukter er:

• Stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders og koksgrus: 0,28 %
• Jordoliekoks: 0,32 %
• Brunkul og brunkulsbrikketter: 0,20 %.

Betingelser mv.

• Kulprodukterne skal bruges til procesformål (tung proces), der er nævnt i bilag 1 (proceslisten) til CO2AL, og
• virksomhedens ovn- eller kedelanlæg skal være bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. i perioden fra 1. januar 1976 til 1. april 1995.

Bundfradraget ydes i fuldt omfang, selv om kulprodukterne bruges til andre formål end dem, der er nævnt i proceslisten. Det er en betingelse, at disse andre formål skal udgøre under 20 pct. af de fremstillede energimængder.

Bortfald af bundfradrag

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret før den 1. januar 1986, bortfaldt bundfradraget ved udgangen af 2005.

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr., mellem 1. januar 1986 og 1. april 1995 bortfalder bundfradraget i det 20. år efter bygningen eller renoveringen, det vil sige senest den 31. marts 2015.

Forbrugsvirksomheder

Forbrugsvirksomheder skal opgøre det særlige bundfradrag for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg.

Bundfradraget fratrækkes herefter den afgiftspligtige svovlmængde efter eventuel godtgørelse og efter fordeling af uudnyttet godtgørelse for binding af svovl. Se E.A.7.11.8.3 om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl.

Overstiger det særlige bundfradrag for kulprodukter i en afgiftsperiode den afgiftspligtige svovlmængde, kan et uudnyttet bundfradrag overføres til andre kulprodukter, der bruges samtidig i samme ovn- eller kedelanlæg.

Det særlige bundfradrag kan derimod ikke overføres til andre brændsler, fx fuelolie, andre ovn- eller kedelanlæg eller til andre afgiftsperioder.

Eksempel 1 (opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 400 ton stenkul (tørstof). Heraf er 85 % anvendt til tung proces. Svovlindhold af tørstof: 0,75 %.

Eksempel 2 (opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 400 ton stenkul (tørstof). Heraf er 70 % anvendt til tung proces. Svovlindholdet af tørstof: 0,75 %.

Udledningsvirksomheder

Udledningsvirksomheden skal opgøre det særlige bundfradrag for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg.

Andelen af den målte svovludledning for hvert brændsel opgøres i forhold til energimængden i de brugte (indfyrede) brændsler.

Det særlige bundfradrag trækkes fra den afgiftspligtige svovlmængde.

Hvis det særlige bundfradrag for kulprodukter i en afgiftsperiode overstiger den afgiftspligtige svovlmængde, kan uudnyttet særligt bundfradrag overføres til andre brændsler i samme ovn- eller kedelanlæg og til samme brændsel i andre ovn- eller kedelanlæg på samme geografiske sted.

Disse andre ovn- og kedelanlæg skal opfylde betingelserne for særligt bundfradrag for kulprodukter.

Det særlige bundfradrag for kulprodukter kan ikke overføres til andre brændsler i andre ovn- eller kedelanlæg.

Virksomheden kan overføre uudnyttet særligt bundfradrag for kulprodukter til andre afgiftsperioder i kalenderåret. For hver afgiftsperiode skal virksomheden opgøre udledning af svovl, særligt bundfradrag og eventuelle uudnyttede særlige bundfradrag overført fra andre afgiftsperioder a conto.

Ved kalenderårets udløb foretages en endelig opgørelse af den samlede svovludledning fratrukket de akkumulerede særlige bundfradrag. Reguleringen af afgiften skal tages med på afgiftsangivelsen for december.

Eksempel 1 (opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden har tilladelse til at betale afgift af den udledte mængde SO2.

Virksomheden har 2 kedler. Røggasserne fra kedlerne bliver ført til samme skorsten.

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag for kul.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) i den ene kedel og 50 ton fuelolie i den anden kedel.

Opmålt udledt mængde SO2: 900 kg.

Energiindhold:

• Stenkul: 25,2 GJ/ton
• Fuelolie: 40,4 GJ/ton.

Eksempel 2 (Opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden har tilladelse til at betale afgift af den udledte mængde SO2.

Virksomheden har 2 kedler, hvori der både fyres med kul og fuelolie. Røggasserne fra kedlerne bliver ført til samme skorsten.

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag for kul.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) og 50 ton fuelolie i sine kedler.

Opmålt udledt mængde SO2: 1.000 kg.

Energiindhold:

• Stenkul: 25,2 GJ/ton
• Fuelolie: 40,4 GJ/ton.

Eksempel 3 (Opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden har tilladelse til at betale afgift af den udledte mængde SO2.

Virksomheden har 2 kedler. Der fyres med kul og fuelolie i begge kedler. Røggasserne fra kedlerne bliver ført til samme skorsten.

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag for kul.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) og 50 ton fuelolie i sine kedler.

Opmålt udledt mængde SO2: 900 kg.

Energiindhold:

• Stenkul: 25,2 GJ/ton
• Fuelolie: 40,4 GJ/ton.

Skematisk oversigt over reglerne for særligt bundfradrag for kul

Reglerne for særligt bundfradrag for kul er vist skematisk i nedenstående oversigt.

Særlig afgiftsgodtgørelse for kulbaseret fjernvarme til tung proces

Virksomheder, der får leveret fjernvarme fra kraftvarmeværker og tilknyttede blokvarmecentraler, og som bruger fjernvarmen til tung proces, kan få en særlig godtgørelse (særligt bundfradrag). Se SVOVLAL § 33.

Betingelser mv.

Følgende betingelser mv. skal være opfyldt for at opnå særlig afgiftsgodtgørelse for svovlafgiften:

• Varmen er produceret af kulprodukter (stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkul eller brunkulsbrikketter)
• Varmen skal bruges til procesformål (tung proces), der er nævnt i bilag 1 (proceslisten) til CO2AL
• Varmeproducentens ovn- eller kedelanlæg i kraftvarmeværket og tilknyttede blokvarmecentraler skal være bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. i perioden fra 1. januar 1976 til 1. april 1995
• Den indirekte svovlafgiftsbelastning fra de brugte kulprodukter, der er indeholdt i den leverede mængde varme til procesvirksomheden, skal udgøre mindst 250.000 kr. pr. år. Hvis varmen kun bliver leveret en del af året, nedsættes de 250.000 kr. forholdsmæssigt.

Varmeleverandøren skal overfor procesvirksomheden dokumentere, at svovlafgiften af den mængde kulprodukter, som varmeproducenten har brugt til at fremstille varmen, og som er leveret til procesvirksomheden, udgør mindst 250.000 kr. pr. år.

Ansøgning om afgiftsgodtgørelse skal sendes til SKAT. Af praktiske grunde er det forudsat, at de berørte virksomheder indgår en aftale med SKAT med henblik på at få fastlagt en praktisk procedure, herunder krav til dokumentation mv. for at opnå den særlige afgiftsgodtgørelse for leverancer af fjernvarme, der anvendes til tung proces.

Bortfald af godtgørelse (særligt bundfradrag)

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret før den 1. januar 1986, bortfaldt bundfradraget ved udgangen af 2005.

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret for mindst 10. mio. kr., mellem 1. januar 1986 og 1. april 1995 bortfalder godtgørelsen i det 20. år efter bygningen eller renoveringen, det vil sige senest den 31. marts 2015.

Varmeleverandøren skal overfor procesvirksomheden dokumentere, at denne betingelse er opfyldt. Varmeleverandøren skal meddele procesvirksomheden, hvornår der er gået 20 år efter bygningen eller renoveringen af ovn- eller kedelanlægget.

E.A.7.11.7.3 Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Vare-modtagere

Opgørelse og afregning af afgift

Afgiften forfalder ved varernes indførsel/modtagelse her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre mængden og betale afgift en gang om måneden.

Se SVOVAL § 18.

Opgørelsen skal omfatte alle varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal betales.

Virksomheder kan indberette angivelsen og indbetale afgiften elektronisk til SKAT, Se TastSelv Erhverv på www.SKAT.dk.

Virksomheder, der ikke anvender TastSelv, skal angive afgiften på et indbetalingskort (blanket Y-922A).

Se også

Se afsnit

• E.A.7.11.6 om afgiftens størrelse og beregning
• PAVL afsnit A.11 om angivelse og afregning af afgifter.

E.A.7.11.8 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse (E.A.7.11.8.1)
• Afgiftsgodtgørelse ved forbrug mv. af varer (E.A.7.11.8.2)
• Afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (E.A.7.11.8.3).

E.A.7.11.8.1 Afgiftsfritagelse

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse for varer med et afgiftspligtigt svovlindhold.

Afsnittet indeholder:

• Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.
• Afgiftsfritagelse for jetfuel, der leveres til luftfartøjer
• Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til skibe i udenrigsfart
• Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til fiskerfartøjer
• Afgiftsfritagelse for benzin til anden teknisk brug end motorbrændstof
• Afgiftsfritagelse for indførsel af olieprodukter i brændstoftank eller reservedunk
• Afgiftsfritagelse for varer til fremstilling af tilsvarende varer
• Inddragelse af adgang til afgiftsfri indkøb.

Se SVOVLAL § 8.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.

Varer der bliver leveret til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner med videre, der er omtalt i toldlovens § 4 samt personer, der er knyttet til disse, er fritaget for afgift.

Såfremt varen ikke er leveret uden afgift til den diplomatiske repræsentation med videre, kan repræsentationen få afgiften godtgjort hos SKAT. Ved ansøgning om godtgørelse af afgiften anvendes en særlig blanket (blanket 23.006), der kan findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk under Virksomheder / blanketter.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 4. Se PAVL afsnit F.1.5.4 om diplomater. Se også PAVL afsnit F.4.5 vedrørende naturgas og bygas.

Afgiftsfritagelse for jetfuel, der leveres til luftfartøjer

Jetfuel, som en registreret oplagshaver leverer til brug i luftfartøjer, og som bruges erhvervsmæssigt, er fritaget for afgift.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 2. Se PAVL afsnit F.1.5.1 om luftfartøjer.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til skibe i udenrigsfart

Varer, som en registreret oplagshaver leverer til brug om bord på skibe i udenrigsfart, er fritaget for afgift.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 3. Se PAVL afsnit F.1.5.2 om skibe.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til fiskerfartøjer

Varer, som en registreret oplagshaver leverer til fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover, dog bortset fra lystfartøjer, er fritaget for afgift.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 3. Se PAVL afsnit F.1.5.3 om fiskerfartøjer.

Afgiftsfritagelse for benzin til anden teknisk brug end motorbrændstof

Benzin til anden teknisk brug end motordrift er fritaget for afgift.

Afgiftsfritagelse for indførsel af olieprodukter i brændstoftank eller reservedunk

Olieprodukter, som private medbringer fra udlandet til brug i køretøjets normale brændstoftank eller reservedunk, er fritaget for afgift.

Der skal heller ikke betales afgift af op til 200 l brændstof i erhvervskøretøjer og specialcontaineres normale tanke. Afgiftsfritagelsen omfatter dog hele brændstofindholdet i de nævnte tanke, hvor dette følger af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt.

I praksis administreres bestemmelserne i SVOVLAL § 8, stk. 3 og § 18, stk. 3 på samme måde som MINAL § 9, stk. 8 og § 13, stk. 3. Det vil sige, at der generelt ikke skal betales afgift af brændstoffet i erhvervskøretøjers og specialcontaineres standardtanke. Se PAVL, afsnit F.1.5.6 om andre afgiftsfritagelser.

Afgiftsfritagelse for varer til fremstilling af tilsvarende varer

Energiprodukter omfattet af SVOVLAL § 1, der medgår direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Det er en betingelse, at energiproduktet er produceret på virksomhedens område.

Et olieraffinaderi skal derfor ikke betale afgift af egne fremstillede energiprodukter, der anvendes til at fremstille andre tilsvarende mineralolieprodukter på samme raffinaderi.

Der skal betales afgift af varer, der bruges til formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter.

Der skal også betales afgift af energiprodukter, der bliver brugt som motorbrændstof.

Se SVOVLAL § 9, stk. 6.

Inddragelse af adgang til afgiftsfri indkøb

Hvis varer, der er fritaget for afgift, bliver brugt til andre formål end det, de er bestemt til, kan SKAT inddrage virksomhedens adgang til at indkøbe varerne uden afgift. Dette gælder fx varer, der er leveret uden afgift til fiskerfartøjer.

Virksomheden afkræves afgiften af de pågældende varer senest 14 dage efter påkrav.

Se SVOVLAL § 24, stk. 1.

E.A.7.11.8.2 Afgiftsgodtgørelse ved forbrug mv. af varer

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsgodtgørelse ved forbrug med videre af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold.

Afsnittet indeholder:

• Varer, der anvendes til færgedrift, små fiskerfartøjer mv.
• Andre varer end jetfuel, der anvendes i luftfartøjer
• Varer, der udføres mv. af ikke-registrerede virksomheder
• Beløbsgrænse for afgiftsgodtgørelse.

Se SVOVLAL § 9.

Varer, der anvendes til færgedrift, små fiskerfartøjer mv.

Virksomheder, der bruger varer til færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end dem, som er omfattet af adgangen til afgiftsfri levering af varer (skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover) kan få svovlafgiften godtgjort. Adgangen til afgiftsgodtgørelse omfatter ikke lystfartøjer.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 6. nr. 1. Se PAVL afsnit F.1.6.3 om anden godtgørelse.

Varerne kan i særlige tilfælde leveres uden afgift til fx færgedrift fra en registreret oplagshaver. Der gælder de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 9. Se PAVL afsnit F.1.6.3 om anden godtgørelse.

Andre varer end jetfuel, der anvendes i luftfartøjer

Afgiften bliver godtgjort af andre varer end jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt. Andet flybrændstof end jetfuel kan fx være flybrændstoffet AVGAS.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 2. Se PAVL afsnit F.1.5.1 om luftfartøjer.

Varer, der udføres mv. af ikke-registrerede virksomheder

Virksomheder, der ikke er registreret efter svovlafgiftsloven, kan få bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af varer i samme omfang, som registrerede oplagshavere kan levere varer uden afgift, til

• virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter SVOVLAL
• udlandet
• diplomatiske repræsentationer
• brug om bord på skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer på 5 BT/BRT og derover, og
• luftfartøjer (gælder kun for jetfuel).

Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende ikke-registrerede virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder.

Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere, som nævnt i aktieavancebeskatningsloven, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende bliver tale om indbyrdes forbundne virksomheder.

Når registrerede oplagshavere køber varer uden afgift af virksomheder med bevilling, skal leverandøren udstede en faktura, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden afgift.

Beløbsgrænse for afgiftsgodtgørelse

Afgiftsgodtgørelser under 500 kr. udbetales ikke.

E.A.7.11.8.3 Afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsgodtgørelse til virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter svovlafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (forbrugsvirksomheder)
• Afgiftsgodtgørelse efter måling (metode 1)
• Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser (metode 2)
• Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)
• Udbetaling af godtgørelse til registrerede oplagshavere
• Tidligere godtgørelsessatser (standardsatser).

Se SVOVLAL § 9.

Generelt om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (forbrugsvirksomheder)

Registrerede virksomheder, der betaler afgift af det afgiftspligtige indhold af svovl i forbrugte varer (brændsler), og som begrænser udledningen af svovldioxid (SO2) til luften ved rensning af røg, kan få godtgjort afgiften af den mængde svovl, der i afgiftsperioden bortrenses.

Det samme gælder for virksomheder, som binder svovl i andre materialer mv.

Godtgørelsen omfatter svovl, der fx

• bindes i et rensningsanlæg ved en egentlig svovlproduktion
• ved en proces går i forbindelse med kalkholdige vanddråber, hvorved der fremkommer gips
• går i forbindelse med kalkstøv, eller som
• bindes i slagger og aske.

Godtgørelsen beregnes for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg for sig. Hvis virksomheden bruger flere brændsler i samme ovn- eller kedelanlæg, fordeles den bortrensede eller bundne mængde svovl for hvert brændsel i hvert ovn- eller kedelanlæg for sig i forhold til mængden af svovl i de indfyrede brændsler.

Mængden af svovl, der ydes godtgørelse for, kan ikke overstige mængden af svovl i de indfyrede brændsler. Afgiftsgodtgørelsen af den bortrensede mængde svovl kan dermed ikke overstige afgiften af den indfyrede mængde svovl.

I visse produktionsprocesser bliver svovl frigjort fra de forarbejdede råvarer som følge af processen. Da der ikke bliver betalt afgift af denne mængde svovl, kan der heller ikke ydes afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsgodtgørelse kan ske efter måling eller på grundlag af det minimum af svovl, der er bundet i materialer (minimumssats).

De nærmere regler for måling mv. fremgår af SKM bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl.

Ifølge bekendtgørelsen kan afgiftsgodtgørelsen ske efter måling af den mængde svovl, der bindes mv. (metode 1) eller ud fra en minimumssats (metode 2).

De nærmere regler for de 2 metoder er beskrevet i nedenstående afsnit "Afgiftsgodtgørelse efter måling" og "Godtgørelse efter minimumssats".

Registrerede virksomheder, der bruger kulprodukter mv., og som ikke foretager måling af den bortrensede eller bundne mængde svovl, kan vælge at beregne godtgørelsen efter en standardsats. Se afsnittet "Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)".

Dette gælder kulprodukter, som er nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 5-7 og halm og træpiller, med et svovlholdigt bindemiddel nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 14.

Godtgørelsen bliver udbetalt ved, at virksomheden trækker beløbet fra på afgiftsangivelsen for den pågældende afgiftsperiode.

Regnskab

Virksomheden skal indrette regnskabet således, at den for hvert brændsel og for hvert ovn- og kedelanlæg kan dokumentere, hvilke mængder svovlholdige brændsler, der er brugt.

Regnskabet skal også kunne dokumentere mængden af svovl, der er bortrenset, bundet eller produceret for hvert brændsel og hvert ovn- eller kedelanlæg. Afgiften af denne mængde skal også dokumenteres. Endelig skal regnskabet udformes på en sådan måde, at der kan føres kontrol med den korrekte godtgørelse af afgiften.

Virksomheden skal vedlægge en erklæring, der er udfærdiget af et akkrediteret laboratorium om, at den anvendte målemetode kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften (godtgørelsen).

Afgiftsgodtgørelse efter måling (metode 1)

Virksomheden skal opgøre mængden af det materiale, som svovlet bindes i. Virksomheden skal også foretage stikprøvemålinger af svovlindholdet i et omfang og med en hyppighed, der gør stikprøven repræsentativ.

Stikprøvernes omfang og hyppighed afhænger derfor af ensartethed og stabilitet i virksomhedens brændselssammensætning, produktionsforhold og brændselsudnyttelse mv.

SKAT fastsætter antallet af prøver og hyppighed af prøvetagningen for virksomheden. Der skal dog mindst udtages 8 prøver årligt.

Hvis svovlen bindes i andre materialer end aske, skal materialets oprindelige svovlindhold bestemmes og trækkes fra svovlindholdet i materialet efter binding. Virksomheden får dermed ikke godtgørelse af det oprindelige svovlindhold.

Ved bestemmelse af det oprindelige svovlindhold i andre materialer skal virksomheden følge den procedure, som er beskrevet i afsnittet "Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser" som dokumentation af svovlindholdet i dette materiale.

Virksomheden skal for hver afgiftsperiode lave en samlet opgørelse af den mængde svovl, der er bortrenset, bundet eller produceret, samt af svovlindholdet i de brændsler, der er brugt i perioden.

Eksempel 1 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 % vand (90 % tørstof) i en kedel.

Svovlindhold i tørstof: 0,75 %.

I asken er der målt et svovlindhold, der svarer til 234 kg bunden svovl.

Eksempel 2 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden har i januar 2011 brugt 46 ton jordoliekoks, 90 ton stenkul og 40 ton træflis (tørstofmængder) i samme kedel.

Svovlindhold i brændslets vægt eksklusive vand (tørstof):

Jordoliekoks: 1,0 %
Stenkul: 0,78 %
Træflis: 0,04 %.

I asken er der målt et svovlindhold, der svarer til 445 kg bunden svovl.

Eksempel 3 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden fører røgen fra afbrænding gennem kalkstøv.

Der er brugt 100 ton kalk, hvor svovlindholdet før afbrændingen var 10 kg og efter afbrændingen 150 kg.

Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser (metode 2)

Virksomheden skal overfor SKAT anmelde og dokumentere et minimum for den bundne eller producerede mængde svovl.

Minimumskoncentrationen af svovl i det bundne materiale skal anmeldes for 6 måneder ad gangen.

Godtgørelsen beregnes på grundlag af mængden af det materiale, som svovlen er bundet i, ganget med den anmeldte minimumskoncentration. Et eventuelt indhold af svovl i materialet før svovlbinding, skal trækkes fra.