A.E.1.1.3 Rentefradrag ved gældseftergivelse LL § 5, stk. 9

Efter LL § 5, stk. 9, er fradragsretten for påløbne renter vedrørende gæld, der nedsættes som følge af en gældseftergivelse, undergivet visse begrænsninger.

Begrænsningen indtræder for alle låneforhold, hvor skyldneren opnår en gældseftergivelse, der medfører en nedskrivning af gælden f.eks. ved tvangsakkord, frivillig akkord, gældssanering og enkeltstående gældseftergivelser ved aftale med en enkelt eller enkelte kreditorer. Ligeledes vil en aftale om gældseftergivelse betinget af, at debitor overholder en betalingsordning, være omfattet af begrænsningen på aftaletidspunktet, se herom nærmere nedenfor under aftalt senere gældseftergivelse. LL § 5, stk. 9, 1. pkt., begrænser fradragsretten for renter af gæld omfattet af nedsættelsen, således at det oprindelige forhold mellem hovedstol og renter af den samlede gæld før nedsættelsen fastholdes.

Eksempel

Ved indkomstopgørelsen for år 1 fratrækkes årets påløbne forfaldne renter på 50.000 kr.

Den samlede gæld er på 400.000 kr., hvoraf 100.000 kr. er påløbne renter. Gælden nedsættes til 50 pct. dvs. til 200.000 kr.

Efter LL § 5, stk. 9, vil skatteyderen - efter betaling af den nedsatte gæld - være berettiget til et fradrag på 50 pct. af den oprindelige rentedel før nedsættelsen, i eksemplet 50 pct. af 100.000 kr. i alt 50.000 kr. Da skatteyderen i eksemplet foretog fradrag for forfaldne renter i år 1, kan der ikke foretages yderligere fradrag.

Det følger af LL § 5, stk. 9, 2. pkt., at skatteyderen kan opretholde fradrag for forfaldne ikke betalte renter, selvom om nedsættelsen har bevirket, at rentedelen efter nedsættelsen er mindre end det allerede foretagne fradrag. Hvis gælden i ovenstående eksempel blev nedsat med 75 pct., ville det således ikke medføre regulering af den tidligere skatteansættelse.

Eksempel

Ved indkomstopgørelsen for år 1 fratrækkes årets påløbne renter på 50.000 kr.

Den samlede gæld er på 400.000 kr., hvoraf 100.000 kr. er påløbne renter. Gælden nedsættes med 75 pct. dvs. til 100.000 kr. Skatteyderen vil efter nedsættelsen være berettiget til et fradrag på 25.000 kr. dvs. 25 pct. af den oprindelige rentedel på 100.000 kr. Der kan som i eksemplet ovenfor ikke foretages fradrag, da dette blev foretaget i år 1.

Selvom rentedelen efter gældseftergivelsen er mindre end det i år 1 foretagne fradrag på 50.000 kr., skal der ikke ske genoptagelse, da den samlede nedsatte gæld på 100.000 kr. stadig overstiger det allerede foretagne fradrag. Dog kan skatteyderen ikke opretholde fradrag som måtte overstige den samlede nedsatte gæld. Her vil der være grundlag for at ændre skatteansættelsen.

Parternes frie adgang til at træffe bestemmelse om fordeling af indbetalinger, der foretages efter gældsnedsættelsen, på henholdsvis hovedstol og rentedel er ikke ændret.

Fradragstidspunktet for renter efter nedsættelsen afgøres efter de almindelige regler herom, jf. LL § 5, stk. 1. og stk. 8. Har skatteyderen - før gældsnedsættelsen - foretaget fradrag for forfaldne men ubetalte renter, er der efter nedsættelsen tale om en restancesituation, hvorefter fradragsretten afgøres efter LL § 5, stk. 8. Gældsnedsættelsen konstituerer således ikke et nyt låneforhold.

Se i øvrigt Skatteministeriets cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996, pkt. 6.

Der vil således ikke være fradrag for renter, der er påløbet den del af gælden, der herved er eftergivet. Se TfS 1997, 863 LR hvor der blev indgået en aftale om eftergivelse af gælden efter 62 måneder betinget af betaling af renter på gælden i perioden. Ligningsrådet fandt, at renter ikke kunne fratrækkes, fordi de blev anset som afdrag på hovedstolen.

I SKM2003.523.LSR kunne der ikke godkendes fradrag for betalinger på et lån, som blev erlagt efter at der var opnået gældseftergivelse, idet betalingerne ikke kunne anses som renter, men var afdrag på den resterende gæld, uanset aftalen var udformet som en hensigtserklæring.

Det er en betingelse for bortfald af rentefradragsretten, at der er indgået en egentlig aftale om gældseftergivelse. En betinget hensigtserklæring fra kreditors side kan efter en konkret vurdering i nogle tilfælde ikke anses at være tilstrækkelig, se TfS 1999, 372 LSR.

Krav på rente er en selvstændig fordring, der kan forældes uafhængigt af hovedfordringen og eventuelt efter andre regler end denne. Ved hovedfordringens forældelse bortfalder også rentekrav, selv om disse ikke ville være forældede, hvis de blev bedømt som selvstændige fordringer, jf. forældelseslovens § 23, stk 2.

Om eventuel afbrydelse og suspension af forældelsen, se >Den juridiske vejledning, afsnit A.A.9.5.1 Egentlig afbrydelse af forældelse "Egentlig afbrydelse af forældelse<".