G.A.1 SKAT som inddrivelsesmyndighed

Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke regler, fremgangsmåde og beføjelser, der gælder, når SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed (RIM) vil tvangsinddrive hos en person, der har gæld til det offentlige.

Afsnittet indeholder:

• Lovgrundlag for inddrivelse (G.A.1.1)
• Snitflade mellem opkrævning og inddrivelse (G.A.1.2.)
• Pantefogedordningen, begreb og kompetence (G.A.1.3)
• Pantefogedernes inddrivelsesinstrumenter (G.A.1.4).

G.A.1.1 Lovgrundlag for inddrivelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de regler, der gælder for restanceinddrivelsesmyndigheden (RIM), og som bl.a. regulerer snitfladerne mellem opkrævning og inddrivelse.

Afsnittet indeholder:

• Oversigt over relevante love
• Hvilke krav skal inddrives af RIM?

Oversigt over relevante love

Nedenfor angives relevante regler om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Bemærk:

Oversigten indeholder ikke love om særlige opkrævningsregler. Om opkrævningsregler på skatteområdet, se fx lovbekendtgørelse nr. 1402 af 07.12.2010 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven).

Oversigt over relevant lovgivning:

Hvilke krav skal inddrives af RIM?

Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, er RIM. Se INDOG § 2, stk. 1. Denne delegationskompetence er udnyttet, fordi RIM er told- og skatteforvaltningen. Se § 2 i inddrivelsesbekendtgørelsen.

RIM kan inddrive samtlige krav med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige. Se INDOG § 1. Bilag 1 til INDOG er en gruppering af de kravstyper, der skal inddrives af RIM.

Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven også finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov, hvilket han har gjort i inddrivelsesbekendtgørelsens § 1.

Begrebet det offentlige

Begrebet det offentlige skal forstås bredt. Det betyder, at også fordringer fra bl.a.

• statsvirksomheder
• nettostyrede virksomheder
• indtægtsdækkede virksomheder
• selvejende institutioner
• institutioner med mindre supplerende virksomhed og
• særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde. INDOG dækker derfor både offentlige og civile fordringer.

Krav, der opkræves og inddrives af det offentlige på andres vegne

INDOG gælder også fordringer, der opkræves og inddrives på vegne af andre, herunder

• underholdsbidrag for private og udenlandske kreditorer
• krav om tilbagebetaling fra A-kasser
• fordringer på kontrolafgift fra trafikselskaber
• fordringer på gebyrer fra private klagenævn
• krav fra Landsbyggefonden, Byggeskadefonden og Grundejernes Investeringsfond
• pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boliger
• lov om friplejeboliger
• krav fra Byggeskadefonden om byfornyelse
• ekstraordinære bidrag efter lov om byfornyelse og udvikling af byer
• krav fra Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger fra lov om midlertidig regulering af boligforholdene
• krav fra administrator på indbetaling fra ejer efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme
• krav på licens og kontrolafgift fra DR
• krav fra godkendte undervisningsinstitutioner
• krav fra bilsyn.

  Se Inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

  Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet

  Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark, og danske fordringer, der inddrives i udlandet, er også omfattet af loven. Dog sådan at inddrivelsesdirektivet og den nordiske bistandsaftale samt dobbeltbeskatningsaftalerne fortsat gælder. Se INDOG § 1, stk. 2.

  Loven gælder også for opkrævning og inddrivelse af

  • udenlandske
  • færøske eller grønlandske

  skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager

  • andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med
    • Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
    • en anden international overenskomst, konvention eller
    • en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

  Se INDOG § 1, stk. 2.

  Bemærk:

  Der gælder dog fortsat særlige regler om udlægskompetencen for krav, som inddrives her i landet i henhold til EUs Inddrivelsesdirektiv. For krav, som inddrives her i landet i henhold til EUs Inddrivelsesdirektiv, gælder det, at udlægskompetencen fortsat ligger hos fogedretten.

  Se også

  Se også Inddrivelsesvejledningens afsnit J.2.11 for en uddybning af disse regler.

G.A.1.2 Snitflade mellem opkrævning og inddrivelse

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere den lovbestemte snitflade mellem opkrævning og inddrivelse, der blev indført med OIL, og som er bevaret i INDOG.

Afsnittet indeholder:

• Opdeling (kompetenceforholdet) mellem fordringshaver og Restanceinddrivelsesmyndigheden (G.A.1.2.1)
• Opgaver og kompetencer i forbindelse med opkrævningsarbejdet (G.A.1.2.2)
• Opgaver og kompetencer i forbindelse med inddrivelsesarbejdet (G.A.1.2.3)

G.A.1.2.1 Opdeling (kompetenceforholdet) mellem fordringshaver og Restanceinddrivelsesmyndigheden

Indhold

Afsnittet indeholder en overordnet beskrivelse af opdelingen (snitfladen) mellem opkrævning og inddrivelse, der blev indført ved OIL, lov nr. 429 af 6. juni 2005, og som er videreført i INDOG (lov om inddrivelse af gæld til det offentlige).

Afsnittet indeholder:

• Sondring mellem opkrævning og inddrivelse
• Definition på opkrævning
• Definition på inddrivelse

Sondring mellem opkrævning og inddrivelse

Det er bestemt ved lov, at restanceinddrivelsen er samlet hos én myndighed. Et af hovedformålene med at samle restanceinddrivelsen hos én myndighed er, at borgeren eller virksomheden mv. skal opleve en ensartet sagsbehandling i forbindelse med inddrivelse af gæld til det offentlige. I den forbindelse er det også bestemt, at der skal være en sondring mellem opkrævning og inddrivelse, som vil afgøre fordelingen af arbejdsopgaverne og kompetencerne mellem kommunale, regionale og statslige fordringshavere på den ene side og RIM på den anden side.

Sondringen mellem opkrævningsmyndigheden og restanceinddrivelsesmyndigheden blev indført ved OIL, lov nr. 429 af 6. juni 2005 og er videreført i INDOG (lov om inddrivelse af gæld til det offentlige). Denne adskillelse medfører også, at der skal skelnes mellem SKAT som opkrævningsmyndighed og SKAT som inddrivelsesmyndighed.

Se også:

SKM2007.137.SKAT om hvilke afgørelser, der træffes af SKAT som opkrævningsmyndighed og af SKAT som inddrivelsesmyndighed (RIM).

Lovbemærkningerne i forslaget til OIL, der nærmere beskriver, hvordan snitfladen og kompetenceforholdet er fordelt mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og RIM på den anden side.

Definition på opkrævning

Ved opkrævning forstås:

• Udsendelse af opkrævninger og regninger mv. til borgere og virksomheder
• Kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist
• Eventuelt efterfølgende udsendelse af rykkere.

Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan som led i opkrævningsarbejdet give tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand. Det kan kun ske efter anmodning fra skyldneren. Se INDOG § 2, stk. 3.

Se også

Se også afsnit G.A.1.2.2 om opgaver og kompetencer i forbindelse med opkrævningsarbejdet.

Definition på inddrivelse

Ved inddrivelse forstås brug af lovgivningens muligheder for tvangsinddrivelse i form af fx

• lønindeholdelse
• indtrædelsesret
• modregning
• udlægsforretning
• indgivelse af konkursbegæring
• deltagelse i akkordordninger mv.

RIM kan aftale eller give henstand med betalingen samt eftergive en fordring helt eller delvist efter de almindelige regler eller praksis. Begrebet inddrivelse omfatter også brug af ikke-tvangsmæssige tiltag, som fx afdragsordninger.

Se også

Se også afsnit G.A.1.2.3 om opgaver og kompetencer i forbindelse med inddrivelsesarbejdet.

G.A.1.2.2 Opgaver og kompetencer i forbindelse med opkrævningsarbejdet

Indhold

Dette afsnit beskriver fordringshaverens væsentligste opgaver og kompetencer i forbindelse med opkrævning.

Afsnittet indeholder:

• Fordringshavers arbejdsopgaver i forbindelse med opkrævningen
• Hvis skyldner har indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse
• Fordringshavers kompetence
• Hvornår kan et krav overdrages til RIM?
• Væsentlige ændringer i skyldners forhold efter fordringens overdragelse til RIM.

De kommunale og statslige fordringshavere har følgende arbejdsopgaver og kompetencer. Se INDOG § 2 samt § 1 i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Fordringshavers arbejdsopgaver i forbindelse med opkrævningen

Det fremgår af lovens forarbejder (OIL og INDOG), at fordringshaveren som før skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder rykkerprocedure, efter de fastlagte regler og procedurer om dette.

Ved opkrævning forstås derfor:

• Udsendelse af opkrævninger og regninger mv. til borgere og virksomheder
• Kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist
• Eventuelt efterfølgende udsendelse af rykkere.

Rentetilskrivning

De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler. Fordringshaveren udfører og indberetter som udgangspunkt rentetilskrivningen.

Underretning til skyldner om fordringens overdragelse

Det er desuden fordringshaverens opgave at underrette skyldneren skriftligt, når fordringen overdrages til RIM. I praksis kan underretningen til skyldneren ske som et led i opkrævningsproceduren, fx på selve opkrævningen, på selve betalingsaftalen eller på sidste rykker, inden fordringshaveren overdrager fordringen til RIM. Se INDOG § 2, stk. 4.

Hovedreglen er, at det er en betingelse, at fordringshaver skriftligt informerer skyldneren om, at fordringshaveren overdrager fordringen til RIM, før overdragelsen finder sted. Fordringshaver kan dog undlade at informere skyldneren, hvis han/hun antager, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Det fremgår af lovens bemærkninger (INDOG), at undtagelsesbestemmelsen kun kan anvendes i særlige situationer, hvor der kan være behov for at handle hurtigt for at sikre det offentliges krav. Det kan fx være ved

• foretagelse af arrest
• ved foretagelse af udlæg uden forudgående underretning efter RPL § 486 og § 493
• ved indgivelse af konkursbegæring, fx i sager, hvor der optræder økonomisk kriminalitet eller for uforfaldne krav konstateret i forbindelse med kontrol i en virksomhed.

I disse særlige situationer, der især opstår i forhold til fordringer, som vedrører virksomheder, bør formelle regler om underretning af skyldner om overdragelsen af fordringen til RIM ikke forhindre en effektiv inddrivelse eller forårsage tab for det offentlige.

Fordringshaveren skal også give skyldneren besked, hvis fordringen tilbagekaldes fx med henblik på en henstand med betalingen.

Hvis en virksomhed anmoder om genoptagelse af en tilsvarsfastsættelse e.l.

Som opkrævningsmyndighed har SKAT kompetencen til at afgøre, om en anmodning om genoptagelse skal imødekommes. Da pantefogeden formelt ikke er ansat i SKAT og dermed en del af opkrævningen, men er ansat i RIM og dermed kun tilknyttet inddrivelsesarbejdet, bør pantefogeden ikke træffe en afgørelse om, hvorvidt der skal genoptages eller foretages beregning af virksomhedens ændrede momstilsvar. Dette gælder, uanset om der er tale om ordinær genoptagelse eller ekstraordinær genoptagelse.

Dette betyder, at hvis pantefogeden eller en inddrivelsesmedarbejder i forbindelse med inddrivelse af fx en momsrestance, modtager en momsangivelse eller andet, der må sidestilles med en anmodning om genoptagelse af virksomhedens momstilsvar, herunder genoptagelse af foreløbige fastsættelser, skal pantefogeden videregive anmodningen til SKAT (opkrævningen) til behandling og afgørelse. Se SKM2008.221.SKAT

Hvis skyldner har indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse

Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Se INDOG § 2, stk. 2.

Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til RIM, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse. Disse indsigelser medfører som regel ikke, at RIM udsætter inddrivelsen af fordringen.

RIM kan dog sætte inddrivelsen i bero, hvis det virker urimeligt, at fortsætte inddrivelsen af et omtvistet krav.

RIM kan sende kravet tilbage til fordringshaveren, hvis fordringshaveren ikke forsøger at afklare skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse indenfor rimelig tid.

Se også

• SKM2009.8.SKAT
• afsnit G.A.1.2.3 Opgaver og kompetencer i forbindelse med inddrivelsesarbejdet, der nærmere behandler RIMs mulighed for at tillægge skyldners indsigelse opsættende virkning.

Fordringshavers kompetence

Nedenstående skema viser, hvilke midler en fordringshaver kan benytte under opkrævningen af en fordring.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Hvornår kan et krav overdrages til RIM?

Det er kun fordringer på mindst 100 kr., der kan overdrages til inddrivelse hos RIM. Se Inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Fordringshaveren kan overdrage fordringen til RIM, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringen kan først overdrages, når fordringshaveren har afsluttet opkrævningen af fordringen. Det vil sige, når skyldneren ikke overholder betalingsfristen eller misligholder en aftale om betaling i rater på trods af et eller flere rykkerbreve. Det er først på dette tidspunkt, at fordringen har udviklet sig til en restance, og at fordringshaveren derfor kan overdrage fordringen til RIM med henblik på inddrivelse.

Fremrykket overdragelse af fordringen til RIM

Fordringshaver kan dog overdrage fordringen til RIM før opkrævningen er afsluttet, hvis forholdene i særlig grad taler for det. Se INDOG § 2, stk. 3, sidste punktum.

Efter lovens forarbejder (OIL) kan det fx være relevant, hvis krav om underholdsbidrag og daginstitution opkræves samtidig med, at en eller flere andre fordringer er sendt til inddrivelse hos RIM. Skyldneren kan i denne situation være interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også rater, der ikke er sendt til RIM omfattes af afviklingsordningen, så ordningen omfatter hele gældsforholdet. En samlet afvikling kan også være i fordringshaverens interesse, da ordningen omfatter en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der indgår ikke yderligere bemærkninger til bestemmelsen i forarbejderne til INDOG.

Væsentlige ændringer i skyldners forhold efter fordringens overdragelse til RIM

Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens forhold efter, at fordringen er overdraget til RIM, skal fordringshaveren underrette RIM om dette. Se inddrivelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 3. Fordringshaveren kan i den forbindelse anmode RIM om at sende sagen tilbage med henblik på, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen som nævnt ovenfor.

Fordringshaveren kan modsat bede RIM om, at intensivere inddrivelsen af fordringen, hvis skyldnerens økonomiske forhold bliver bedre. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 4.

Fordringer med ret til refusion fra staten, skal dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren har forestået opkrævningen. Se INDOG § 2, stk. 5, 2. pkt. og inddrivelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 5..

Det er dog stadig fordringshaveren, der afgør, om der skal lukkes for varme og el, eller om skyldneren skal sættes ud af et lejemål, når skyldneren ikke har betalt til forsyningsselskaber eller husleje. Det er i den forbindelse også fordringshaveren, der sørger for, at afgørelsen bliver effektueret. Der er ofte tale om nogle særlige tiltag, som medfører eller betinger et tæt samarbejde med de sociale myndigheder.

G.A.1.2.3 Opgaver og kompetencer i forbindelse med inddrivelsesarbejdet

Indhold

Afsnittet indeholder en oversigt over, hvilke kompetencer og arbejdsopgaver RIM har som inddrivelsesmyndighed.

Afsnittet indeholder:

• Indtrædelse i kreditorbeføjelserne
• Indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse
• Indhentning af oplysninger
• Forarbejdernes inddrivelsesstrategi.

Indtrædelse i kreditorbeføjelserne

Når et krav overdrages til inddrivelse i RIM, overtager RIM kreditorbeføjelserne. Se INDOG § 1, stk. 2.

Efter lovens forarbejder indtræder RIM i samtlige rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til de enkelte fordringer. Det betyder, at RIM kan bruge de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen eller ifølge praksis. RIM kan også bruge andre kreditorbeføjelser, som følger af lovgivningen eller af praksis.

Det drejer sig blandt andet om

• udpantningsret
• lønindeholdelse
• modregning
• indtrædelsesret
• dækningsrækkefølge
• tiltrædelse af akkordordninger og gældssaneringsforslag
• indgivelse af arrest
• indgivelse af konkursbegæring
• indberetning til kreditoplysningsbureauer
• eftergivelse
• henstand.

RIM kan også indgå frivillige betalingsaftaler med skyldneren eller fastsætte betalingsordninger over for skyldneren. RIM kan desuden aftale eller give henstand med betalingen eller eftergive en fordring helt eller delvis efter de almindelige regler eller praksis.

Klage over RIM´s afgørelser

Hvis man vil klage over RIMs afgørelser om inddrivelse, skal man indbringe klagen for Landskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Bestemmelsen indeholder også en såkaldt remonstrationsordning. Se i øvrigt afsnit G.A.2.2 om klager over SKATs afgørelser.

Indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse

RIM har ingen kompetence til at afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Se INDOG § 2, stk. 2. Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til RIM, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse.

Skyldners indsigelser har som hovedregel ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsen. RIM kan i konkrete tilfælde sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring fra fordringshaveren om, hvorvidt kravet eksisterer og/eller om størrelsen af kravet. Det kan være tilfælde, hvor skyldneren har fremsat kvalificerede indsigelser, og hvor RIM på grundlag af en vurdering af indsigelserne har en begrundet formodning om, at

• kravet ikke er opgjort korrekt af fordringshaveren eller
• kravet ikke eksisterer.

Se INDOG § 2, stk. 2 samt inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan RIM sende kravet tilbage til fordringshaveren.

Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor RIM har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til RIM, behandles IKKE af fordringshaveren, men indbringes for Landsskatteretten, med mindre andet er bestemt i lovgivningen. Se i øvrigt afsnit G.A.2.2. om klager over SKATs afgørelser.

Indhentning af oplysninger

RIM kan få systemadgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregistret. Se lov om et indkomstregister § 7og INDOG § 3, stk. 4.

RIM bruger oplysningerne ved behandlingen af enkeltsager eller til kontrol ved samkøring og sammenstilling af oplysninger med RIMs øvrige oplysninger.

RIM kan desuden indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder og hos pengeinstitutter samt hos værdipapircentralen, der er nødvendige for, at RIM kan varetage inddrivelsesopgaven. Se INDOG § 3, stk. 3.

Endelig kan RIM indhente oplysninger fra registre, der føres af offentlige myndigheder om skyldners forhold, som er af betydning for inddrivelsen. Se INDOG § 3, stk. 3.

Denne adgang omfatter oplysninger om:

• skyldnerens økonomiske forhold
• arbejdsmæssige forhold
• boligmæssige forhold mv.

For at få adgang til disse oplysninger er det en betingelse, at det sker inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven, og at disse oplysninger er en forudsætning for, at RIM kan varetage inddrivelsesopgaven. Hvis det er teknisk muligt, vil disse oplysninger kunne indhentes elektronisk.

RIM skal sikre sig, at der ikke bliver givet en generel adgang for ansatte vedrørende alle oplysningerne i IT-systemer, som RIM har adgang til at benytte. Det betyder, at RIM skal sikre sig, at adgang og autorisation til oplysninger, der er relevante for løsningen af inddrivelsesopgaver, vil ske efter en forudgående konkret vurdering af ledende medarbejdere.

Det følger desuden af FVL § 32, at medarbejdere i RIM ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke har betydning for udførelsen af medarbejderens opgaver.

Forarbejdernes Inddrivelsesstrategi

Efter forarbejderne til OIL vil et vigtigt element i en strategi være, at som udgangspunkt vil de mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt, fx udlægsforretning og lønindeholdelse, ikke blive brugt over for en skyldner, som indgår og overholder en betalingsaftale, som nedbringer restancen. Dog kan udlæg som hidtil foretages til sikring af en

• betalingsaftale
• betalingsordning eller
• henstandsordning.

De forenklede og harmoniserede inddrivelsesregler, herunder om lønindeholdelse, vil være med til at sikre en inddrivelsesstrategi, hvor sagerne visiteres, så RIMs indsats løbende kan tilpasses brugen af de mest hensigtsmæssige inddrivelsesinstrumenter. Det kan fx være brug af elektronisk administrerbare inddrivelsesinstrumenter set i forhold til de enkelte skyldneres forhold.

Efter lovens forarbejder (OIL) er det hensigten i forhold til privatpersoner, at visiteringen og valg af inddrivelsestiltag skal have fokus på skyldnerens indkomstforhold i form af afdragsordning og lønindeholdelse. Hensigten er desuden, at de mere indgribende og resursekrævende udlæg kun forventes gennemført ved større restancer, hvis skyldneren med sikkerhed har let realiserbare aktiver, eller for at afbryde forældelsesfristen.

Ved virksomhedsgæld vil lønindeholdelse oftest ikke være muligt som inddrivelsesmiddel. Vægten vil i stedet ligge på afdragsordninger over for medspillere, mens inddrivelsen over for modspillere vil ske i form af udlæg. Er der tale om store restancer, vil udlæg desuden blive brugt for at sikre kravet.

Ved valg af inddrivelsestiltag skal RIM derudover tage højde for, om der er risiko for en løbende forøgelse af gældsforholdet. I bekræftende fald vil der blive brugt tiltag, der kan begrænse denne risiko.

Et vigtigt og væsentligt element i en automatiseret inddrivelse vil være at sikre, at der fortsat kan tages individuelle hensyn, hvor inddrivelsen betinger det. Herunder at gældsforhold, der ikke egner sig til at blive behandlet automatisk, sorteres fra til manuel behandling.

G.A.1.3 Pantefogedordningen, begreb og kompetence

Indhold

Der er ansat fogeder i domstolene (de judicielle fogeder) og fogeder hos RIM (pantefogeder). I dette afsnit beskrives, hvilke regler og hvilken kompetence, der gælder for fogederne.

Afsnittet indeholder

• Den judicielle foged
• Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
• Pantefogedens saglige kompetence
• Pantefogedens juridiske kompetence
• Stedlig kompetence
• Værnetingsregler - hvor kan udlæg foretages?
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Den judicielle foged

Der foretages forskellige typer af fogedforretninger i Fogedretten som fx

• Udlæg
• arrest
• fogedforbud
• bevissikring
• tilbagetagelse og
• udsættelse af lejemål.

Fogedretten har betydning for RIMs inddrivelse af krav på især 2 områder:

1. Det er fogedretten, der skal inddrive de kravstyper, som ikke har udpantningsret fx civilretlige krav. Dette betyder, at det er domstolene, der skal foretage udlægsforretningen, hvis et krav ikke har udpantningsret. Se bilag 1 til INDOG om krav, der har udpantningsret.
2. Fogedretten er klageinstans for udlæg, der er foretaget af RIMs pantefogeder, når skyldner fremsætter indsigelser. Se SKINDL § 6, stk. 1, og INDOG 17, stk. 2.

Kontorpersonalet ved fogedretterne kan bemyndiges til at foretage fogedforretninger. Se RPL § 19, stk. 3. Hvis fogeden er en kontorfoged, må der under fogedsagen ikke træffes afgørelse i tvister eller foregå bevisførelse.

Hvis en skyldner udebliver fra et møde i fogedretten, og pantefogden mener, at sagen bør behandles under en udkørende fogedforretning med henblik på at høre skyldnerens personlig forklaring og undersøge skyldnerens bolig for udlægsegnede effekter, skal fogedretten imødekomme en sådan begæring. Se UfR 2001, 2396 VLK.

Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder

Pantefogeden kan kun foretage inddrivelse af skatter og afgifter mv. samt andre offentlige krav, som er tillagt udpantningsret i lovgivningen. Udlæg kan foretages af ansatte, der er bemyndiget som pantefoged af RIM. Se SKINDL § 3, stk. 1.

Pantefogder er kun underlagt de administrative myndigheder i relation til selve ansættelsesforholdet.

Pantefogdernes juridiske beføjelser er fastsat i Skatteinddrivelsesloven og i Retsplejeloven. Indenfor de judicielle beføjelsers rammer kan RIM i cirkulærer og vejledninger regulere pantefogdernes administrative beføjelser, men de administrative myndigheder har ikke en egentlig instruktionsbeføjelse, hvad angår pantefogdens judicielle arbejde i forbindelse med udlægsforretninger. Dette er blandt andet kommet til udtryk i dommen UfR 1991,117 VLK, hvor Vestre Landsret fandt, at en fejl ikke var begået af distrikstoldkamret (nu skattecentret) som rekvirent, men af den daværende toldfoged (nu pantefoged).

Pantefogedens judicielle arbejde er heller ikke underlagt det administrative rekurssystem og falder derfor uden for Ombudsmandens kompetence.

Pantefogedens saglige kompetence

Den saglige kompetence beskriver pantefogedens kompetence i forhold til den stedlige fogedret, samt hvilke fordringer som pantefogeden kan foretage udlæg for.

Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret, kan umiddelbart inddrives ved udlæg. Se RPL § 478, stk. 2.

Pantefogeden kan derfor foretage udlæg for offentligretlige krav, hvis kravet i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Se afsnit G.A.3.2.2.1.1 om kravstyper tillagt udpantningshjemmel.

Pantefogeden kan derimod aldrig foretage udlæg for krav af privatretlig karakter som fx erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom. Se afsnit G.A.3.2.2.1.1 om kravstyper tillagt udpantningshjemmel, der også omhandler krav, der ikke er tillagt udpantningsret.

For personskatterestancer kan pantefogeden under visse betingelser også foretage udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn. Dette gælder dog ikke udlæg hos en indeholdelsespligtig for beløb, som denne har været pligtig at indeholde. Se INDOG § 12.

Se også

Se også afsnit G.A.3.1.5 om ægtefællehæftelse.

Pantefogedens juridiske kompetence

Pantefogedens juridiske kompetence er noget snævrere end den judicielle fogeds. Begrundelsen er af retssikkerhedsmæssig karakter da:

• Pantefogeden og kreditor er repræsenteret i én og samme person. Pantefogeden skal derfor både påse, at skyldnerens rettigheder respekteres, og samtidig varetage kreditors interesse.
• Pantefogeden er ansat hos kreditor og skal som ansat adlyde ordrer fra sin arbejdsgiver i modsætning til den judicielle foged, som er uafhængig af sin arbejdsgiver (Justitsministeriet).

Pantefogedens kompetence er begrænset i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende områder:

• Hvis skyldner kommer med indsigelser mod pantefogedens udlæg, skal sagen indbringes for fogedretten. Se SKINDL § 6.
• Selv om pantefogedens udlæg foretages efter RPL kapitel 45-47, må pantefogeden ikke:

• Træffe bestemmelse efter RPL § 497, stk. 2, om at skyldneren skal tages i forvaring med henblik på at fremtvinge oplysninger. Se SKINDL § 7, stk. 2.
• Undersøge skyldnerens person uden bemyndigelse fra fogedretten. Se SKINDL § 7, stk. 3.
• Afhøre tredjemænd som vidne, fx at indkalde en repræsentant fra banken til at afgive forklaring om skyldners engagement. Se UfR 1979,216 VLK. Ønsker pantefogeden en sådan vidneafhøring, skal afhøringen foretages af fogedretten.

Pantefogdens kompetence er udvidet i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende måde:

• Pantefogden kan, uanset bestemmelsen i RPL § 494, stk. 3, begære en skyldner politifremstillet for at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse. Se SKINDL § 7, stk. 1.
• Den såkaldte fredningsregel i RPL § 490 gælder ikke for udlæg, der foretages af pantefogder.

Stedlig kompetence

Stedlig kompetence er der hvor pantefogeden må foretage udlæg. Der gælder følgende hovedregel og undtagelse.

Hovedregel

En pantefoged kan kun foretage udlæg i egen skatteregions område. En påbegyndt udlægsforretning kan efter RPL § 491, stk. 3, kontinueres (fortsættes) i et andet område, hvis der er særlige forhold. Det kan fx være, hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Undtagelse

En udlægsforretning kan, hvis særlige grunde taler for det, påbegyndes i et andet skatteregions område. Se RPL § 491, stk. 3.

Særligt vedrørende tilsigelse af skyldner

Pantefogeden kan tilsige en skyldner til en udlægsforretning, hvis denne foretages ved den skatteregion, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed. Se SKINDL § 10, jf. § 5, stk. 2.

Bemærk

Tilsigelsesreglen i SKINDL § 10, der svarer til RPL § 494, er ingen værnetingsregel, da den kun bestemmer, hvornår den særlige underretning, som tilsigelsen er udtryk for, kan bruges.

Tilsigelse er forbundet med en adgang til politifremstilling af skyldneren, hvis skyldneren udebliver fra udlægsforretningen uden lovligt forfald. Tilsigelsesreglen sætter dermed en grænse for, hvor langt en skyldner kan pålægges at skulle rejse fra den retskreds, hvor skyldner sædvanligvis opholder sig, dvs. bopæl, opholdssted eller virksomhedsadresse. Grænsen går ved den tilstødende retskreds, men om udlægsforretningen lovligt kan gennemføres i denne retskreds afgøres af RPL § 487 (værnetingsreglerne).

Værnetingsregler - hvor kan udlæg foretages?

Værnetingsreglerne afgrænser det geografiske område, hvor en udlægsforretning kan foretages og bestemmes efter reglerne i RPL § 487. Se RPL §§ 235, 236, 238, 239 og 240.

Da den geografiske afgrænsning af skatteregionerne afviger fra den geografiske afgrænsning af retskredse som RPL § 487 henviser til, er der i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 252 af 30. marts 2011 indsat en ny bestemmelse i skatteinddrivelsesloven, hvorefter RIMs lokale afdelinger d.v.s skatteregioner dækker, i stedet for retskredse. Se SKINDL § 5, stk. 2.

Tilsigelsesreglen i SKINDL § 10 er ikke ændret. Pantefogeden kan derfor kun tilsige skyldner til en udlægsforretning, hvis denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra skyldneren driver erhvervsvirksomhed, eller i en tilstødende retskreds. Se nedenfor.

Principale værneting

RPL § 487, stk. 1, angiver 4 principale værneting, hvoraf kun 3 har betydning for pantefogden:

• Skyldnerens hjemting. Se RPL §§ 235, 236 og 238
• Skyldnerens forretningssted
• Hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg foretages.

De principale værneting er sideordnede. Dette medfører, at det er pantefogeden, der bestemmer, hvor udlægsforretningen foretages, hvis der er mere end 1 værneting, der kan bruges.

Subsidiære værneting

RPL § 487, stk. 2, angiver 2 sideordnede subsidiære værneting:

• Den retskreds (den skatteregion), hvor skyldneren opholder sig eller træffes
• Den eller de retskredse (skatteregioner), hvor skyldneren har aktiver.

Et subsidiært værneting kan kun bruges, hvis

• ingen af de principale værneting er anvendelige, eller
• et principalt værneting tidligere har været brugt, uden at RIM opnåede fuld dækning for sit krav.

Ekstraordinært værneting

Endelig kan udlægsforretningen foretages ved andre fogedretter end de nævnte, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet. Se RPL § 487, stk. 3.

Dette ekstraordinære værneting kan fx benyttes, hvis skyldneren er ved at forlade landet eller foretager handlinger, der vil lægge væsentlige hindringer i vejen for foretagelse af udlæg.

I praksis vil RPL § 487, stk. 3, navnlig være en hjemmel til at bruge de subsidiære værneting ekstraordinært.

Bemærk

Under udlægsforretningen kan pantefogeden foretage udlæg i aktiver, der befinder sig i en anden skatteregions områder, hvis aktiverne kan identificeres med tilstrækkelig tydelighed. Udlægsforretningen kan i øvrigt kontinueres (fortsættes) i en anden skatteregions område, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til registrering, vurdering eller rådighedsberøvelse af det udlagte. Se RPL § 491, stk. 3.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Nedenfor angives relevante afgørelser, der forholder sig til pantefogedens og den judicielle fogeds kompetence

G.A.1.4 Pantefogedernes inddrivelsesinstrumenter

Indhold

Dette afsnit indeholder en oversigt over, hvilke værktøjer, en pantefoged kan bruge i tvangsinddrivelsen af et krav. I forbindelse med det daglige inddrivelsesarbejde bruger en pantefoged både retlige og administrative inddrivelsesinstrumenter.

Afsnittet indeholder:

• Retlige inddrivelsesinstrumenter
• Administrative inddrivelsesinstrumenter.

Retlige inddrivelsesinstrumenter

I denne sammenhæng forstås retlige instrumenter, som instrumenter, der er reguleret i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden. En nærmere beskrivelse af det enkelte instrument findes i det anførte afsnit.

Administrative inddrivelsesinstrumenter

Ved administrative instrumenter forstås andre instrumenter end dem, der er fastsat i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden. En nærmere beskrivelse af det enkelte instrument findes i det anførte afsnit.

Se også

Se også afsnit:

• Afsnit G.A.3.3 Opkrævningsopgaver, der indeholder en beskrivelse af de værktøjer, der benyttes til forebyggelse af restancer
• Afsnit G.A.3.4 Bobehandling, der indeholder en beskrivelse af reglerne under universalforfølgning, fx. konkurs, rekonstruktioner m.v.
• Afsnit G.A.3.5 Særlige inddrivelsesværktøjer, der indeholder en beskrivelse af de områder, hvor der er særlige tvangsinddrivelsesmidler.