C.E.14 Definitioner og forklaringerIndhold
Dette afsnit handler om definitioner af
- acontoudlodning (C.E.14.1)
- arvelod (C.E.14.2)
- arving (C.E.14.3)
- bobeskatningsperioden (C.E.14.4)
- bobeskatningsindkomsten (C.E.14.5)
- bodel (C.E.14.6)
- boslod (C.E.14.7)
- boslodsudveksling (C.E.14.8)
- boopgørelse (C.E.14.9)
- boperiode (C.E.14.10)
- carry back (C.E.14.11)
- dødsåret (C.E.14.12)
- formueoversigt (C.E.14.13)
- fælleseje (C.E.14.14)
- legatar - legat (C.E.14.15)
- livsarving (C.E.14.16)
- mellemperioden (C.E.14.17)
- passivpost (C.E.14.18)
- proklama (C.E.14.19)
- samlever (C.E.14.20)
- skattemappe (C.E.14.21)
- skilsmissesæreje (C.E.14.22)
- succession (C.E.14.23)
- (fuldstændigt) særeje (C.E.14.24)
- udlodning (C.E.14.25)
- udlodningsmodtager (C.E.14.26)
- vederlagskrav efter § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger (C.E.14.27)
- åbningsstatus (C.E.14.28)
C.E.14.1 Definition af acontoudlodningDefinition af acontoudlodning
Ved acontoudlodning forstås, at udlodning sker fra dødsboet til
- den efterlevende ægtefælle
- en arving eller
- en legatar
før skæringsdagen i boopgørelsen.
En række formelle betingelser skal være opfyldt, for at en acontoudlodning skal have skattemæssig virkning. Se afsnit C.E.3.1.4.2 om acontoudlodning fra dødsboer.
Se også
Se afsnit
- C.E.14.25 om definition af udlodning
- C.E.14.15 om definition af legatar.
C.E.14.2 Definition af arvelodDefinition af arvelod
Ved arvelod forstås den andel af dødsboets nettoformue, som en arving modtager fra dødsboet.
Se afsnit C.E.14.3 om definition af arving.
C.E.14.3 Definition af arvingDefinition af arving
En arving er en person, der får udloddet
- en procentdel
- en brøkdel eller
- resten
af dødsboets nettoformue.
En arving kan være
- arving efter arveloven eller
- en testamentsarving.
Efter arveloven er afdødes nærmeste arvinger afdødes
- børn og
- efterlevende ægtefælle.
Er et barn død, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.
Når afdøde ikke efterlader sig nogen livsarvinger, arver den efterlevende ægtefælle.
Når afdøde heller ikke efterlader sig nogen efterlevende ægtefælle arver fjernere slægtninge, fx søskende.
Se arvelovens §§ 1-4 om livsarvingers arveret og § 9 om den efterlevende ægtefælles arveret
Afdøde kan have oprettet et testamente, hvori andre end afdødes livsarvinger og efterlevende ægtefælle er indsat som arving(er).
Bemærk
En arving kan være
- både en fysisk person og
- en juridisk person, fx en fond.
Se også
Se afsnit
- C.E.14.16 om definition af livsarving
- C.E.14.15 om definition af legatar og forskellen til en arving.
C.E.14.4 Definition af bobeskatningsperiodenDefinition af bobeskatningsperioden
Ved bobeskatningsperioden forstås perioden fra udløbet af afdødes sidste indkomstår før dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen. Se DBSL § 19, stk. 2.
På www.skat.dk findes selvangivelse for bobeskatningsperioden og vejledning hertil under emnet Blanketter.
C.E.14.5 Definition af bobeskatningsindkomstenDefinition af bobeskatningsindkomsten
Ved bobeskatningsindkomsten forstås dødsboets indkomst fra udløbet af afdødes sidste indkomstår før dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen.
Se DBSL § 19, stk. 2.
C.E.14.6 Definition af bodelDefinition af bodel
Ved en ægtefælles bodel forstås alt, hvad den pågældende
- ejer ved ægteskabets indgåelse eller
- senere erhverver
når det ikke er gjort til særeje. Se retsvirkningslovens § 15.
Summen af to ægtefællers bodele udgør ægtefællernes fælleseje eller fællesbo.
Se afsnit C.E.14.14 om definition af fælleseje.
C.E.14.7 Definition af boslodDefinition af boslod
Ved boslod forstås halvdelen af fællesejet eller fællesboet, som hver af ægtefællerne udtager, når ægteskabet ophører, fx ved død.
Se afsnit
- C.E.14.8 om definition af boslodsudveksling
- C.E.14.14 om definition af fælleseje.
C.E.14.8 Definition af boslodsudvekslingDefinition af boslodsudveksling
Ved boslodsudveksling forstås ægtefællers deling af hver deres bodel med den anden ægtefælle.
Når ægteskabet ophører, skal ægtefællerne dele fællesejet mellem sig. Værdien af den enkelte ægtefælles bodel, skal deles med 50 procent til den anden
ægtefælle, med mindre værdien er negativ. En negativ bodel skal ikke deles med den anden ægtefælle.
Se afsnit C.E.14.14 om definition af fælleseje.
C.E.14.9 Definition af boopgørelseDefinition af boopgørelse
En boopgørelse er en opgørelse af, hvilken formue dødsboet har, når dødsboet slutter, og som skal fordeles mellem afdødes
- arvinger og eventuelle
-
- legatarer samt
- efterlevende ægtefælle.
Se afsnit C.E.9.1.1 om hvilke dødsboer, der skal sende
boopgørelse ind.
På Domstolsstyrelsens hjemmeside findes boopgørelse under emnet Blanketter
C.E.14.10 Definition af boperiodenDefinition af boperioden
Ved boperioden forstås perioden fra og med dagen efter dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen. Se DBSL § 96, stk. 4.
Når dødsdagen vælges som skæringsdag i boopgørelsen, omfatter boperioden dødsdagen. Se DBSL § 5, stk. 5.
C.E.14.11 Definition af carry backDefinition af carry back
Ved carry back forstås tilbagebetaling af skatter, som afdøde og en eventuel efterlevende ægtefælle har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst. Tilbagebetaling sker kun, når dødsboet er et selvstændigt skattesubjekt, der er omfattet af reglerne for dødsboer, der ikke er skattefritaget. Det er en betingelse, at dødsboet har negativ skattepligtig indkomst eller negativ aktieindkomst.
Se afsnit C.E.3.3.5.3 om negativ skat (carry back) ved underskud i skattepligtig indkomst eller negativ aktieindkomst i bobeskatningsperioden.
C.E.14.12 Definition af dødsåretDefinition af dødsåret
Ved dødsåret forstås det indkomstår, hvori dødsfaldet er sket.
Når
- afdøde brugte forskudt indkomstår, der udløb inden udgangen af det kalenderår, som det trådte i stedet for (bagudforskudt indkomstår) og
- dødsfaldet er sket efter udløbet af det forskudte indkomstår og inden udgangen af det pågældende kalenderår
forstås dødsåret som perioden fra begyndelsen af det sidst afsluttede indkomstår til og med dødsdagen.
Se DBSL § 96, stk. 2.
Eksempel - bagudforskudt indkomstår
Eksemplet viser, hvilken periode der forstås som dødsåret, når afdøde har bagudforskudt indkomstår.
Forudsætninger:
- Afdødes indkomstår er 1. juli - 30. juni.
Hvis dødsfald er sket ... |
Så er dødsåret ... |
Kommentarer ... |
2. februar 2010 |
1 juli 2009 - 2. februar 2010 |
Dødsåret er kortere end et helt år. |
15. september 2010 |
1. juli 2009 - 15. september 2010 |
Dødsåret er længere end ét helt år. |
Eksempel -fremadforskudt indkomstår
Eksemplet viser, hvilken periode der forstås som dødsåret, når afdøde har fremadforskudt indkomstår.
Forudsætninger:
- Afdødes indkomstår er 1. februar -31. januar.
Hvis dødsfald er sket ... |
Så er dødsåret ... |
Kommentarer ... |
15. januar 2010 |
1. februar 2009 - 15. januar 2010 |
|
2. februar 2010 |
1 februar 2010 - 2. februar 2010 |
|
Uskiftet bo og bagudforskudt indkomstår
Når den efterlevende ægtefælle får udlagt dødsboet til uskiftet bo mv., så den pågældende skal beskattes efter reglerne i DBSL afsnit III, og afdøde har brugt bagudforskudt indkomstår, gælder definitionen ikke. Se DBSL § 62, stk. 5.
Se også
Se afsnit
- C.E.4.1 om afgrænsning af dødsboer omfattet af skattereglerne for uskiftet bo mv.
- C.E.4.2.2.3 om afdødes indkomst i mellemperioden, når afdøde havde bagudforskudt indkomstår.
C.E.14.13 Definition af formueoversigtDefinition af formueoversigt
Ved formueoversigt forstås en oversigt, som den efterlevende ægtefælle skal indlevere til skifteretten i to eksemplarer, når den efterlevende ægtefælle har fået
udleveret dødsboet til uskiftet bo.
Formueoversigten skal indeholde:
- afdødes fællesejemidler
- den efterlevende ægtefælles fællesejemidler
- den efterlevende ægtefælles fuldstændige særeje
- afdødes fuldstændige særeje med oplysninger om, hvem der skal arve midlerne.
Se arvelovens § 22.
På Domstolsstyrelsens hjemmeside findes formueoversigt under emnet Blanketter
C.E.14.14 Definition af fællesejeDefinition af fælleseje eller fællesbo
Ved fælleseje eller fællesbo forstås alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, når det ikke er gjort til
særeje.
Særråden og særhæften for hver af ægtefællernes bodel
Hver ægtefælle har i levende live rådigheden over alt, hvad den pågældende har indført i fællesboet.
Hver af ægtefællerne hæfter med sin bodel og med sit særeje for de forpligtelser, som pågældende har taget på sig, uanset om de er opstået før eller
under ægteskabet.
Deling ved ægteskabets ophør
Ved ægteskabets ophør udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af fællesboet, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
Se afsnit C.E.14.6 om definition af bodel.
C.E.14.15 Definition af legatar - legatDefinition af legatar
Ved legatar forstås en person -både fysisk og juridisk person, der efter afdødes testamente skal arve
- et bestemt beløb eller
- en bestemt genstand.
Forskellen mellem en legatar og en arving er, at
- legatarens del af dødsboet er fastsat på forhånd til et bestemt beløb eller genstand
- arvingens del af dødsboet er afhængig af, hvor store værdier der er i dødsboet, når bobehandlingen slutter.
C.E.14.16 Definition af livsarvingDefinition af livsarving
Ved livsarving forstås en person, der i direkte linie stammer fra afdøde. Det er afdødes
- børn
- børnebørn
- oldebørn
- o.s.v.
Bemærk
Adoptivbarn sidestilles med et barn, med mindre andet følger af adoptionslovgivningen.
C.E.14.17 Definition af mellemperiodenDefinition af mellemperiode
Ved mellemperioden forstås perioden fra udløbet af afdødes seneste indkomstår forud for dødsfaldet til og med dødsdagen.
Når afdøde brugte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), er mellemperioden den periode, som efter KSL §§ 92 og 93 træder i stedet for mellemperioden.
Se DBSL § 96, stk. 3.
Eksempel
Eksemplet viser, hvilken periode der forstås som mellemperioden, når afdøde har bagudforskudt indkomstår.
Forudsætninger:
- Afdødes indkomstår er 1. juli - 30. juni.
Hvis dødsfald er sket ... |
Så er mellemperioden ... |
Kommentarer ... |
2. februar 2010 |
1 juli 2009 - 2. februar 2010 |
Dødsåret er kortere end et helt år. |
15. september 2010 |
1. juli 2009 - 15. september 2010 |
Dødsåret er længere end ét helt år. |
Eksempel -fremadforskudt indkomstår
Eksemplet viser, hvilken periode der forstås som mellemperioden, når afdøde har fremadforskudt indkomstår.
Forudsætninger:
- Afdødes indkomstår er 1. februar - 31. januar.
Hvis dødsfald er sket ... |
Så er mellemperioden ... |
Kommentarer ... |
15. januar 2010 |
1. februar 2009 - 15. januar 2010 |
Forskudsindkomstskatter for
indgår ved en afsluttende ansættelse for mellemperioden. |
2. februar 2010 |
1 februar 2010 - 2. februar 2010 |
Forskudsindkomstskat for 2010 indgår ved en afsluttende ansættelse for mellemperioden. |
Uskiftet bo og bagudforskudt indkomstår
Når den efterlevende ægtefælle får udlagt dødsboet til uskiftet bo mv., så den pågældende skal beskattes efter reglerne i DBSL afsnit III, og afdøde har brugt bagudforskudt indkomstår, gælder definitionen ikke. Se DBSL § 62, stk. 5.
Se også
Se afsnit
- C.E.4.1 om afgrænsning af dødsboer omfattet af skattereglerne for uskiftet bo mv.
- C.E.4.2.2.3 om afdødes indkomst i mellemperioden, når afdøde havde bagudforskudt indkomstår
På www.skat.dk findes selvangivelse for mellemperioden og vejledning hertil under emnet Blanketter.
C.E.14.18 Definition af passivpostDefinition af passivpost
Ved passivpost forstås et beløb, der nedsætter grundlaget for beregning af boafgift. Passivpost beregnes, når en arving eller legatar overtager aktiver med succession fra et
dødsbo, fordi der er knyttet en fremtidig skattebyrde til aktivet.
Passivpostens størrelse er fastsat i BAL § 13 a.
Se afsnit
- C.E.14.23 om definition af succession
- C.E.9.3 om beregning af passivposter
C.E.14.19 Definition af proklamaDefinition af proklama
Ved proklama forstås annoncering i Statstidende, der indeholder
- afdødes navn, adresse CPR-nummer og dødsdag samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og virksomhedens SE-nummer
- opfordring til enhver, der har en fordring elle andet krav mod afdøde, til at anmelde kravet inden 8 uger efter annonceringen
- en person, til hvem anmeldelse skal ske
- om dødsboet er insolvent.
Se DSL § 81.
Når en fordring ikke er anmeldt rettidigt, bortfalder retten til dækning i dødsboet. Se DSL § 83, stk. 1.
Der er dog visse undtagelser fra anmeldelseskravet inden 8 uger, nemlig krav:
- som efter dødsfaldet er fremsat skriftligt, og som inden anmeldelsesfristens udløb er kommet dødsboet i hænde
- der hviler på ejendomsret, når genstanden var i dødsboets besiddelse og mærket på en sådan måde, at ejerforholdet fremgik heraf eller dødsboet havde
kendskab til ejerforholdet eller der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække mistanke om ejerforholdet
- der er sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde. Krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev undtages dog kun, hvis dødsboet er eller burde være bekendt med
kreditorernes identitet
- på skatter og afgifter, i det omfang det er bestemt i anden lovgivning.
Se DBL § 83, stk. 2.
C.E.14.20 Definition af samleverDefinition af samlever i DBSL's forstand
Ved en afdød persons efterladte samlever forstås en person, som ved dødsfaldet opfylder betingelserne for at kunne arve afdøde efter et udvidet samlevertestamente efter arvelovens §§ 87-89. Se DBSL § 96, stk. 5.
For at kunne arve hinanden efter et udvidet samlivstestamente, skal parterne efter arvelovens § 88
- opfylde betingelserne for at kunne gifte sig, dvs. ingen af parterne må være gift med en anden
- ikke allerede have oprettet et samlevertestamente, hvorefter en anden person arver
når testamentet oprettes.
Når dødsfaldet sker, skal parterne
- leve sammen på fælles bopæl og
-
- vente, have eller have haft et fælles barn eller
- have levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år.
Samlivet anses dog ikke for ophørt, hvis den fælles bopæl er ophørt, fordi en af parterne er blevet anbragt på institution eller er flyttet i ældrebolig.
C.E.14.21 Definition af skattemappeDefinition af skattemappe
Ved skattemappe forstås oplysninger om skattemæssige forhold, som SKAT har samlet for hver enkelt skatteyder og med adgang for den enkelte via www.skat.dk.
C.E.14.22 Definition af skilsmissesærejeDefinition af skilsmissesæreje
Skilsmissesæreje kan oprettes ved
- ægtepagt eller
- at en gavegiver eller en afdød har bestemt at gave eller arv skal være omfattet af modtagerens skilsmissesæreje.
Bestemmelse om, at arv skal være skilsmissesæreje, skal træffes i et testamente.
Alt, hvad der træder i stedet for de ejendele, ægtepagten elle testamentet vedrører, er omfattet af skilmissesærejet. Det gælder også indtægter af disse
ejendele, medmindre andet er bestemt i ægtepagten eller testamentet.
Ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder hver af ægtefællerne, hvad denne ejer som et skilsmissesæreje. Ved bodeling efter dødsfald indgår et
skilsmissesæreje som en del af fællesejet.
Se arvelovens §§ 28-35.
C.E.14.23 Definition af successionDefinition af succession
Ved succession forstås, at en udlodningsmodtager af et aktiv fra et dødsbo indtræder i dødsboets og eventuelt den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling.
Dødsboet har succederet i afdødes og eventuelt den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling. Se DBSL § 20, stk. 1 og 2 samt afsnit C.E.3.3.2 om dødsboets succession i afdødes eller den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling
C.E.14.24 Definition af (fuldstændigt) særejeDefinition af (fuldstændigt) særeje
Særeje, der også kaldes fuldstændigt særeje, kan oprettes ved
- ægtepagt eller
- at en gavegiver eller en afdød har bestemt at gave eller arv skal være omfattet af modtagerens særeje.
Bestemmelse om, at arv skal være fuldstændigt særeje, skal træffes i et testamente.
Alt, hvad der træder i stedet for de ejendele, ægtepagten elle testamentet vedrører, er omfattet af særejet. Det gælder også indtægter af disse ejendele,
medmindre andet er bestemt i ægtepagten eller testamentet.
Ved dødsfald skal et fuldstændigt særeje indgå i en skiftebehandling, idet den efterlevende ægtefælle ikke kan få et særeje udleveret til uskiftet bo.
Ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder hver af ægtefællerne, hvad denne ejer som et fuldstændigt særeje.
Se arvelovens §§ 28-35.
C.E.14.25 Definition af udlodningDefinition af udlodning
Ved udlodning fra et dødsbo forstås alle afståelser fra et dødsbo til
- afdødes efterlevende ægtefælle
- arvinger og
- legatarer.
Når afdøde var gift ved dødsfaldet, forstås også afståelse fra den efterlevende ægtefælle til afdødes andre arvinger eller legatarer i boperioden,
når det afståede hører til den efterlevende ægtefælles andel af ægtefællernes fælleseje eller den efterlevende ægtefælles skilsmissesæreje.
Afståelse skal i denne forbindelse forstås som overgang af ejendomsretten fra dødsboet eller den efterlevende ægtefælle til den nævnte personkreds, uanset om det sker
som arv eller som salg, hvor modtageren yder helt eller delvist vederlag.
Se DBSL § 96, stk. 1.
Bemærk
Salg til
- den nævnte personkreds i mellemperioden
- andre end afdødes efterlevende ægtefælle, arvinger og legatarer
er ikke udlodning.
De aktiver, der både før, under og efter skiftet tilhører den efterlevende ægtefælle, er heller ikke omfattet af udlodning.
C.E.14.26 Definition af udlodningsmodtagerDefinition af udlodningsmodtager
Ved udlodningsmodtager forstås en person -både en fysisk og en juridisk person - der modtager udlodning fra et dødsbo.
Se afsnit C.E.14.25 om definition af udlodning.
C.E.14.27 Definition af vederlagskrav efter § 23 i lov om ægteskabets retsvirkningerDefinition af vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven
Ved vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven forstås, at en ægtefælle eller dennes arvinger kan forlange et vederlag fra
- fællesboet eller
- afdødes særeje
når afdøde ved
- vanrøgt af sine økonomiske anliggender
- misbrug af sin rådighed over fællesejet eller
- anden uforsvarlig adfærd
har formindsket sin del af fællesejet i væsentlig grad.
Krav i afdødes særeje kan kun ske med halvdelen af det manglende beløb.
C.E.14.28 Definition af åbningsstatusDefinition af åbningsstatus
Ved åbningsstatus forstås en opgørelse over afdødes aktiver og passiver ved dødsfaldet.
Når afdøde er gift ved dødsfaldet, og afdøde efterlader sig fælleseje, skal åbningsstatus også indeholde den efterlevende ægtefælles andel af
fællesboet.
Når afdøde efterlader sig fuldstændigt særeje, skal åbningsstatus for særejet indeholde dettes aktiver og passiver ved dødsfaldet.
Privat skiftede dødsboer skal aflevere åbningsstatus til skifteretten i to eksemplarer, hvoraf skifteretten sender det ene til SKAT. Se DSL
- § 25, stk. 5 for privat skiftet dødsbo
- § 33, stk. 2 for forenklet privat skifte efter DSL § 33
- § 34, stk. 2 for forenklet privat skifte med ægtefællen efter DSL § 34.
Dødsboer, der skiftes som bobestyrerbo, skal aflevere åbningsstatus til SKAT. Se DSL § 52.
På Domstolsstyrelsens hjemmeside findes åbningsstatus under emnet Blanketter
|