Til forside TAX.DK - skat & afgift
Genoptagelse af skattesag

Når SKAT, skatteankenævnet eller Landsskatteretten har truffet en afgørelse, er det i almindelighed muligt at få genoptaget afgørelsen.

Genoptagelse af skattesag fra SKAT

Ordinær genoptagelse

En afgørelse fra SKAT - f.eks. en skatteansættelse - kan genoptages, såfremt man senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den afgørelse, SKAT har truffet.1)

Ekstraordinær genoptagelse

Genoptagelse af en afgørelse fra SKAT vil efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse kunne finde sted under nærmere betingelser, hvoraf de vigtigste er:2)

  • Der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen
  • Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår
  • Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller skatteministerens beslutning, eller en praksisændring er offentliggjort af Skatteministeriet
  • Der foreligger særlige omstændigheder3)

Genoptagelse af skattesag fra et skatteankenævn

En afgørelse truffet af et skatteankenævn kan genoptages, såfremt der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.4)

Derudover kan skatteankenævnet genoptage en sag, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.5)

Genoptagelse af skattesag fra Landsskatteretten

Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag, såfremt der forelægges Landsskatteretten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.6)

Derudover kan Landsskatteretten genoptage en sag, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.7)


1) Jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
2) Jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.
3) Se hertil Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.8.2.2.2.2.8.
4) Jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1.
5) Jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3.
6) Jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1.
7) Jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3.
Skatteberegnere
Skattesager

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.