K.5.1 Medholdsvurderingen

Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker i en udtalelse fra den pågældende instans om medholdsgraden, jf. skatteforvaltningslovens (SFL (skatteforvaltningsloven)) § 56, stk. 1.

Medholdsvurderingen i udtalelsen er alene vejledende for SKAT. Se nærmere om den vejledende udtalelse under afsnit K.5.2.

Dernæst foretager SKAT - på baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om medholdsgraden.

Vurderingen af medholdsgraden foretages instans for instans. Opnår den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv. i det omfang, de findes rimelige, altid dækket med 100 procent ved den pågældende instans.

I afgørelsen SKM2005.358.ØLR fastslog landsretten, at vurderingen af, om en skattepligtig havde vundet sagen i overvejende grad, skulle foretages instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.

Stadfæstes en afgørelse fra den tidligere instans, vil der som udgangspunkt alene kunne gives godtgørelse med 50 procent ved denne instans, uanset om den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i overvejende grad ved den tidligere instans. Følgende eksempel kan gives til illustration:

En skattepligtig påklager et punkt i skatteansættelsen til skatteankenævnet, som giver medhold med 60 procent, og der ydes fuld godtgørelse for behandlingen ved denne instans. Den skattepligtige påklager det samme punkt til Landsskatteretten, som stadfæster de 60 procent. Ved stadfæstelse af skatteankenævnets afgørelse må den skattepligtige anses for at have tabt sagen ved Landsskatteretten, og der ydes godtgørelse med 50 procent for udgifter til sagkyndig bistand til behandlingen ved denne instans.

Ændres påstande undervejs, er det fortsat de oprindelige påstande i klagen til den pågældende instans, der sammenholdes med afgørelsen ved vurderingen af medholdsgraden og ikke de ændrede påstande.

Endvidere skal SKAT foretage en selvstændig og samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

Det kan således forekomme, at selvom den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagens behandling ved denne instans dækkes med 100 procent, vil det ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den tidligere instans må anses for at have vundet i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere godtgørelser, således at dækningsgraden samlet set bliver 100 procent.

Når medholdsgraden opgøres, skal der i det samlede medhold medregnes alle de påstande, der er fremført ved den pågældende instans og vundet. Både medhold vundet ved den pågældende instans og senere klageinstanser medregnes.

Som eksempel kan det vises på følgende måde:

Skatteankenævnet:

Påstand 100.000

Medhold 50.000

Landsskatteretten:

Påstand, resterende 50.000

Medhold 25.000

Byretten:

Påstand, resterende 25.000

Medhold 12.500

Ved skatteankenævnet er der givet medhold i overvejende grad (87,5 pct.), opgjort således: Påstand 100.000 kr., medhold 87.500 kr. (50.000 + 25.000 + 12.500).

Ved Landsskatteretten er der givet medhold i overvejende grad (75 pct), opgjort således: Påstand 50.000 kr., medhold 37.500 kr. (25.000 + 12.500)

Ved byretten er der givet medhold i mindre grad (50 pct.), opgjort således: Påstand 25.000 kr., medhold 12.500 kr.

Der vil i sagen ved skatteankenævnet ydes godtgørelse på 100 pct., hvilket skyldes at der af påstanden overfor skatteankenævnet på de 100.000 kr. er givet medhold på 87.500 kr. ved den pågældende klageinstans og senere klageinstanser.

Ved Landsskatteretten ydes der ligeledes godtgørelse på 100 pct., da der i forhold til påstanden på 50.000 kr. er givet medhold på samlet 37.500 kr. ved Landsskatteretten og byretten. Medhold ved skatteankenævnet skal ikke medregnes, da det ikke er en del af påstanden over for Landsskatteretten.

Ved byretten ydes der godtgørelse på 50 pct., da der kun er givet medhold i mindre grad. Medhold ved skatteankenævnet og Landsskatteretten skal ikke medregnes, da det er tidligere klageinstanser og dermed ikke en del af klagen til byretten.

Der kan ikke ske efterregulering til skade for den skatte- eller afgiftspligtige. Har en skatte- eller afgiftspligtige fået medhold i overvejende grad ved den tidligere instans, men ikke fået medhold i overvejende grad ved den næste instans kan der ikke ske efterregulering af godtgørelsen udbetalt ved den tidligere instans fra 100 til 50 procent.

En eventuel efterregulering sker uden beregning af renter.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som SKATs medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

I vurderingen af medholdsgraden kan indgå

• sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
• på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller domstolene sagen er afgjort
• sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller retstilstanden på området i øvrigt
• udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde)

Udgangspunktet for medholdsvurderingen er sagens beløbsmæssige genstand.

Se SKM2008.668.LSR, hvor Landsskatteretten havde anset en avance ved afståelse af fast ejendom for at vedrøre et andet indkomstår end det indkomstår, den påklagede skatteansættelse vedrørte. Klageren har beløbsmæssigt opnået fuldt medhold. Det bemærkes herved, at klagesagen for Landsskatteretten alene drejede sig om indkomståret 2001, og at det således er uden betydning, at avancen blev henført til beskatning i indkomståret 2002.

Såfremt den skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået beløbsmæssigt medhold med over 50 procent kan en række andre kriterier dog tillægges vægt og medføre, at den skatte- eller afgiftspligtige må vurderes til at have fået medhold i overvejende grad.

Det kan have betydning, på hvilket niveau i det administrative system eller ved domstolene en sag er afgjort, da det siger noget om punktets betydning for den samlede sag. I en sag, hvor et enkelt punkt af flere fx går helt til Højesteret, før den skatte- eller afgiftspligtige får medhold, mens der ikke er givet medhold i de øvrige klagepunkter ved en tidligere instans, og videreførelse af disse punkter er opgivet, kan punktet ved Højesteret tillægges større vægt i den samlede medholdsvurdering. Jo højere oppe i klage- eller domstolssystemet punktet er prøvet, jo større vægt må det tillægges ved vurderingen.

Hvis sagen er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre (indkomst)år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

Udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på et pågældende punkt kan indikere punktets vægt i medholdsvurderingen.

Udfaldet af sagen skal sættes i forhold til den skatte- eller afgiftspligtiges påstand ved den pågældende instans. Bliver der eksempelvis under behandlingen af sagen ved klageinstansen tale om, at klageinstansen vil foretage en højere skatteansættelse end den, der er påklaget, og skatte- eller afgiftspligtige ikke er enig i dette, skal udfaldet af sagen sættes i forhold til den højere skatteansættelse.

Inddrager klageinstansen på eget initiativ nye forhold, som den tidligere instans har givet den skatte- eller afgiftspligtige medhold i, eller helt nye forhold, bør disse som hovedregel ikke påvirke medholdsvurderingen af de påklagede spørgsmål, hvis den skatte- eller afgiftspligtige relativt hurtigt erklærer sig enig med instansen i de forhold, som instansen tager op. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige derimod ikke er enig i de nye forhold, bør forholdene indgå i medholdsgradsvurderingen på linje med de øvrige forhold, som den skatte- eller afgiftspligtige har påklaget til instansen.

Vedrører sagen flere indkomstår eller afgiftsperioder, skal medholdsvurderingen omfatte alle årene eller perioderne.

Drejer sagen sig om et afskrivningsgrundlag, skal det fremtidige provenu af ændringerne indgå i vurderingen af medholdsgraden.

Det er ikke et krav, at den godtgørelsesberettigede gennemfører sagen til formel afgørelse for at opnå godtgørelse. Frafaldes klagen i en skatte- eller afgiftssag helt eller delvist, skal medholdsgradsvurderingen foretages på grundlag af resultatet af frafaldet i forhold til påstandene ved instansen. Indgås der forlig i en skatte-eller afgiftssag ved domstolene, skal indholdet af forliget sættes i forhold til påstandene.

Får den skatte- eller afgiftspligtige alene medhold i den subsidiære påstand, eller begge parter får medhold i den subsidiære påstand, har den skatte- eller afgiftspligtige ikke fået fuldt ud medhold. Hvorvidt der er givet medhold i overvejende grad beror på en konkret samlet vurdering af sagen, hvor det beløbsmæssige vejer tungt og også de andre ovennævnte momenter kan indgå.

Til illustration af medholdsvurderingen kan følgende eksempel gives:

Den skatteansættende myndighed har nægtet at godkende den skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.

De tre punkter påklages til skatteankenævnet, der giver den skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet stadfæster den skatteansættende myndigheds afgørelse vedrørende klagepunkt 2 og 3.

Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige ikke har vundet i overvejende grad, hvilket SKAT er enig i. Der udbetales således kun en godtgørelse på 50 procent for udgifterne til sagens behandling ved denne instans.

Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som stadfæster skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans udbetales også kun en godtgørelse på 50 procent.

Den skattepligtige indbringer herefter spørgsmålene for byretten, som giver den skattepligtige medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål 3. SKAT vurderer, at spørgsmål 2 vejer så tungt for sagen ved denne instans, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved denne instans dækkes således med 100 procent.

Endvidere foretager SKAT en samlet vurdering af sagen og finder, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold i sagen. Der foretages således en efterregulering af de udbetalte godtgørelser for sagens behandling ved Landsskatteretten og skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse instanser udbetales en godtgørelse som med tillæg af den tidligere udbetalte godtgørelse udgør 100 procent. Konsekvenserne af denne medholdsvurdering er, den skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til sagkyndig bistand mv. i sagen med 100 procent.

Finder SKAT ved medholdsvurderingen, at den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen eller har fået medhold i mindre grad, og der derfor alene kan udbetales godtgørelse med 50 procent, bør der i afgørelsen vejledes om muligheden for evt. efterregulering. Vejledningen kunne se ud som følgende:

"Får De fuldt ud medhold eller medhold i overvejende grad ved en efterfølgende klagebehandling af sagen eller ved indbringelse af sagen for domstolene, vil De efter ansøgning og under visse betingelser kunne få godtgjort alle udgifter til sagkyndig bistand mv. ved samtlige instanser."

Det er alle udgifterne i sagen, som i givet fald bliver dækket med 100 procent. For så vidt angår udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 6, vil udgifterne ved indhentelse af en sådan udtalelse også kunne dækkes med 100 procent i et tilfælde, hvor den skatte- eller afgiftspligtige kun har fået overvejende medhold, dvs. ikke fuldt ud medhold, men på baggrund af den sagkyndiges udtalelse vælger ikke at få de punkter, hvor der ikke er givet medhold, prøvet ved en overordnet instans. Det skyldes, at udtalelsen i godtgørelsesmæssig henseende følger den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.

Har den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 1, nr. 3, vil udbetalingen af en godtgørelse på 100 procent ikke være betinget af, at en imødekommelse af genoptagelsessagen også fører til et ligningsmæssigt gunstigt resultat for den skatte- eller afgiftspligtige. Genoptagelsessagen og ansættelsessagen må således i godtgørelsesmæssig henseende anses for at være to selvstændige sager.

Hvis klagen indeholder flere indkomstår og klageinstansen behandler alle indkomstår under en sag, skal medholdsvurderingen ske samlet for alle indkomstår. Se SKM2008.157.LSR, hvor skatteforvaltningen havde forhøjet klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 1998-2001 ved 4 separate afgørelser. Samtlige afgørelser blev påklaget til skatteankenævnet, der tog stilling ved en afgørelse, der omfattede alle de 4 indkomster. Ved bedømmelsen af, om klageren havde fået medhold i overvejende grad i skatteankenævnet, antoges der at have foreligget en sag for nævnet omfattende alle 4 indkomster.

>Ved vurderingen af medholdsgraden skal der ikke tages hensyn til betydningen for andre skattesubjekter end det skattesubjekt, klagesagen direkte vedrører. Et interessentskab er i momsmæssig hensende et selvstændigt skattesubjekt. Ved vurderingen af om et interessentskab har fået overvejende medhold i en landsskatteretssag om moms, kan det ikke tillægges vægt, at en af virksomhedensindehaverne som konsekvens af landsskatteretskendelsen efterfølgende får nedsat sin skatteansættelse. Se SKM2009.279.LSR<

Giver en ansøgning anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om medholdsgraden, kan SKAT forskudsvis udbetale det ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 procent. Se nærmere om forskudsvis udbetaling under afsnit K.6.1.

Er SKAT efter de nærmere undersøgelser fortsat i tvivl om, hvorvidt den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i overvejende eller i mindre grad, bør tvivlen komme den skatte- eller afgiftspligtige til gode.