I dette afsnit beskrives EU-retten kort som baggrund for, at det af SFL (skatteforvaltningsloven) § 25, stk. 2, sidste pkt. bestemmes, at et bindende svar ikke er bindende i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten, og at det bindende afgiftssvar derfor bortfalder inden udløbet af bindingsperioden.
Med EF-traktaten er der indført en ny retsorden. Et af de væsentligste kendetegn ved fællesskabsordenen er EU-rettens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer, samt den direkte virkning af en række bestemmelser, der gælder medlemsstaternes borgere og staten selv.
EU-rettens krav om forrang betyder blandt andet, at direktivbestemmelser, der har direkte virkning fortrænger national ret. EF-Domstolen har i sin praksis fastlagt betingelserne for direktivbestemmelsers direkte virkning:
- Bestemmelsen må ikke være knyttet til noget forbehold.
- Bestemmelsen må ikke være skønsmæssigt udformet eller give de nationale myndigheder en valgmulighed.
- Bestemmelsen må ikke være betinget af udstedelsen af nye efterfølgende EF-retsakter eller nationale retsakter.
En virksomhed kan overfor myndighederne påberåbe sig en direktivbestemmelse, der foreskriver en rettighed, som er tilstrækkelig klar og ubetinget. De umiddelbart anvendelige regler gælder således i medlemsstaterne ved siden af de nationale retsregler. Der er følgelig risiko for konflikt mellem de to sæt regler. Foreligger der en regelkonflikt til afgørelse for EF-Domstolen, vil Domstolen altid lægge EU-reglen til grund.
En regelkonflikt kan naturligvis også opstå ved de nationale domstole. EF-Domstolen har i en lang række domme fastslået, at de nationale domstole og i øvrigt alle offentlige myndigheder, er ubetinget forpligtet til at anvende EU-reglerne, ligegyldigt under hvilke forhold modstriden mellem reglerne opstår. Er det konstateret, at en national regel er i strid med en EU-regel, har de nationale myndigheder pligt til at bringe den nationale retstilstand i overensstemmelse med EU-retten. Myndigheden kan ikke påberåbe sig ikke-gennemførte eller forkert gennemførte direktiver til ugunst for en virksomhed, jf. C-74/95 og C-129/95, og "Bowling-sagen", jf. UfR 2000, 1000 ØLD.
Er direktivet ikke egnet til at have direkte virkning, har den nationale domstol pligt til at fortolke den nationale retsregel direktivkonformt, det vil sige i overensstemmelse med den bagvedliggende EU-regel. | 
