Til forside TAX.DK - skat & afgift
Bliver du uskyldigt dømt i din skattesag?

,, Dommernes formand: »I 90 procent af sagerne får Skat ret. Men det er ikke udtryk for, at domstolene ikke kan finde ud af at behandle skattesager«

Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 2/3-20231)

Danmarks Skatteadvokater foretog i 2021 en undersøgelse af medholdsprocenten for de skattepligtige ved domstolene i perioden 2014 til maj 2021.1)

Undersøgelsen var en opfølgning på den undersøgelse, som den tidligere formand for Skatterådet, advokat Lida Hulgaard, foretog for perioden 2002 til 2011,2) og den efterfølgende undersøgelse, som professor, dr.jur. Jan Pedersen foretog for perioden 2011 til 2013.3)

Resultatet af Danmarks Skatteadvokaters undersøgelse var den samme, som i de to tidligere undersøgelser: Den skattepligtige får sjældent medhold ved domstolene i skattesager.

I et interview i Berlingske Tidende udtalte Dommerforeningens formand i den forbindelse: »I 90 procent af sagerne får Skat ret. Men det er ikke udtryk for, at domstolene ikke kan finde ud af at behandle skattesager.«4)

Man må håbe, at Dommerforeningens formand har ret, da dommernes skatteretlige formåen ikke blot er relevant i civile sager, men også i straffesager.

Man må håbe, at Dommerforeningens formand har ret, for dømmes man i en skattesag, kan en fængselsstraf også komme på tale.

Man må håbe, at Dommerforeningens formand har ret, for ellers kan man kun klamre sig til det halmstrå, at dommernes manglende skatteretlige ekspertise kompenseres af den sunde fornuft, som lægdommerne bidrager med i straffesager.


1) Ny illustration tilføjet 3/3-2023.
2) Resultatet af undersøgelsen blev præsenteret af formanden for Advokatrådets Skatteudvalg, advokat Christian Bachmann, på Retssikkerhedskonferencen den 12. oktober 2021 på Christiansborg.
3) Undersøgelsen er gengivet i Tidsskrift for Skatter og Afgifter, nr. 8, 2014, s. 838-847, og er kommenteret af Højesteretspræsident Børge Dahl i Tidsskrift for Skatter og Afgifter, nr. 11, 2014, s. 1189-1190.
4) Undersøgelsen er gengivet i UfR 2014 B 251.
5) Berlingske Tidende: Efter kritik af domstole, hvor Skat vinder stort. »Er skatteadvokater bare dårlige tabere?«, 17/10-2021.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Hans Chr. Spies er uddannet advokat og har i en årrække forsket og undervist på Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Redaktør på TAX.DK siden 1998. Har ført en række principielle sager ved Landsskatteretten og de almindelige domstole.
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.