Til forside
www.tax.dk - skat og afgift
Nedlægger skatteankenævnene på vej ud af ministeriet

Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 12/1-2014

Den afgåede skatteminister præsenterede tidligere på året et forslag til et nyt klagesystem på skatteområdet. Forslaget indebar, at det kun skulle være muligt at indbringe principielle sager for Landsskatteretten. Andre sager skulle behandles af skatteankenævnene.

Forslaget mødte voldsom kritik. Eksempelvis fremførte Danske Advokater i et høringssvar, at "ankenævnene udelukkende er besat af læge medlemmer, der ikke har særlig skatteretlig indsigt eller anden sagkundskab."1) Samtidigt blev der peget på, at regeringens ønske om at opretholde skatteankenævnene bunder i kammerateri, fordi medlemmerne er politisk udpegede.2)

Skatteministeren tog kritikken til sig og fremsatte herefter den 24. april 2013 et lovforslag, efter hvilket det nu altid er muligt at få en skattesag behandlet i Landsskatteretten. Såfremt en sag bliver visiteret til et skatteankenævn, skal klageren blot inden 14 dage meddele, at han ønsker at sagen skal behandles af Landsskatteretten.3)

Der er næppe nogen klagere, der er ved deres fornufts fulde brug, der frivilligt vil vælge at lade et skatteankenævn behandle deres klage. Skatteministerens lovforslag vil derfor få til følge, at landets skatteankenævn vil lukke på stribe. Skatteankenævnene vil kun komme til at betjene klagere, der har overset fristen på de 14 dage!


1) Jf. Danske Advokaters brev af 23. april 2013 til Folketingets Skatteudvalg.
2) Jf. artikel i Berlingske Tidende den 9. marts 2013: "Holger Ks klagesystem møder modstand fra DF og K".
3) Jf. L 212, 2012-13, § 1, nr. 33 (§ 35 b, stk. 5). Fristen på 14 dage er i det vedtagne lovforslag ændret til 4 uger.

! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.