Til forside
www.tax.dk - skat og afgift
Hvorfor får færre medhold i Landsskatteretten?

Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 24/6-2013

Landsskatteretten offentliggør hvert år en statistik, af hvilken det fremgår, i hvor stor en del af indkomstskattesagerne skatteyderen har fået helt eller delvist medhold. Fra 2004 til 2012 er andelen af sager, i hvilke skatteyderen har fået helt eller delvist medhold faldet med 24%.1)

Man kan spørge, hvad dette ret voldsomme fald i medholdsgraden skyldes:

Er SKAT blevet bedre til at træffe rigtige afgørelser?

For at højne fagligheden har SKAT inden for de sidste par år omstruktureret organisationen. En forklaring, på at færre af SKATs afgørelser bliver tilsidesat i Landsskatteretten, kunne derfor være, at SKAT er blevet bedre til at træffe rigtige afgørelser.

Spørger man skattejurister, synes den generelle opfattelse imidlertid at være, at SKATs afgørelser ikke er blevet bedre inden for de sidste par år. Mange påpeger tværtimod, at omstruktureringerne i SKAT har kostet så mange arbejdsmæssige ressourcer, at SKAT i perioden er blevet endnu dårligere til at træffe rigtige afgørelser.

Er det faglige niveau blandt dommerne i Landsskatteretten faldet?

Før i tiden var det udelukkende dommere fra landsretterne, der beklædte stillingerne som retsmedlemmer i Landssretten. Efter domstolsreformen har byretsdommerne imidlertid også fundet vej til Landsskatteretten.2)

Dette rejser spørgsmålet, om faldet i medholdsgraden skyldes, at det faglige niveau blandt dommerne er faldet. At dommerne ikke i samme omfang som tidligere er fagligt klædt på til at kunne tilsidesætte en urigtig afgørelse fra SKAT.

Denne forklaring er dog næppe sandsynlig allerede af den grund, at faldet i medholdsgraden satte ind i en periode, hvor der udelukkende har siddet dommere fra Østre og Vestre Landsret i Landsskatteretten.3) Det er først fra 2010, at byretsdommerne har fundet vej til rettens lokaler.

Har sagsbehandlerne i Landsskatteretten for travlt?

Landsskatteretten forsøger løbende at skære den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ned. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er i indkomstskattesagerne skåret ned fra 13,6 måneder i 2004 til 8,4 måneder i 2012.4) Dette svarer til et fald i sagsbehandlingstiden på 38%.

I takt hermed er andelen af sager i hvilke skatteyderen har fået helt eller delvist medhold som nævnt faldet med 24%, og det synes derfor nærliggende at forklare faldet i medholdsgraden med, at sagsbehandlerne i Landsskatteretten for at spare tid i højere grad end tidligere blot stadfæster den afgørelse, som SKAT har truffet.

Mod denne forklaring taler, at det jo ikke er sagsbehandleren i Landsskatteretten, der træffer afgørelsen i en sag. Sagsbehandleren udarbejder alene et forslag til afgørelse, og det er herefter op til retsmedlemmerne at træffe den endelige afgørelse i sagen. Man skulle derfor mene, at retsmedlemmerne ville rette op på sagsbehandlernes fejl.

Det gør retsmedlemmerne selvfølgelig også i nogle tilfælde. Som oftest følger retsmedlemmerne imidlertid blot sagsbehandlerens forslag til afgørelse.

At sagsbehandlerne i Landsskatteretten har fået mere travlt synes derfor at være den mest plausible forklaring på, at andelen af sager i hvilke skatteyderen får helt eller delvist medhold er faldet med 24%. Sagsbehandlerne i Landsskatteretten har ganske enkelt ikke tid til at underkaste sagerne en så grundig behandling, at de er i stand til at korrigere SKATs forkerte afgørelser.


1) I 2004 fik skatteyderne helt eller delvist medhold i 39% af indkomstskattesagerne, jf. Landsskatterettens Årsrapport 2004, s. 24, mens dette tal er faldet til 29,5% i 2012, jf. Landsskatterettens Årsrapport 2012, s. 38.
2) I øjeblikket sidder der således fire byretsdommere i Landsskatteretten, jf. www.landsskatteretten.dk, 24. juni 2013.
3) Jf. Landskatterettens Årsrapport 2004-2009.
4) Jf. Landsskatterettens Årsrapport 2004, s. 9, og brev af 7. juni 2013 fra Landsskatteretten.

Læs også:
Dommernes bijob: De vil gerne have lønnen, men vil de også passe arbejdet?
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.