Til forside
www.tax.dk - skat og afgift
SKAT går efter de handicappede og kronisk syge

Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 28/9-2016

I dagbladet Politiken har man kunnet læse, at SKAT har undladt at bruge en lækket liste over rige danskeres gemte milliarder i Schweiz.1)

Lidt mere oppe på dupperne er SKAT, når det gælder handicappede og kronisk syge, der har været anset for berettigede til et ekstra befordringsfradrag i tilfælde, hvor de ikke kan benytte offentlige transportmidler, når de skal på arbejde.2) Inden for det sidste stykke tid er der havnet ikke helt få sager på mit bord, hvor SKAT vil fratage en handicappet eller kronisk syg sit ekstra befordringsfradrag.

En af sagerne drejer sig om en mand, der i 1985 kom alvorligt til skade i en trafikulykke. Han blev erklæret 25% invalid i 1987, og da hans ene ben ikke har vokset siden ulykken, er benet i dag omkring ni centimeter kortere end det andet. Som følge heraf kan han ikke gå særligt langt og fik i 1991 bevilget en invalidebil.

Nu ville SKAT fratage ham det ekstra befordringsfradrag, som gør det muligt for ham at køre på arbejde i sin invalidebil. Og for at sætte prikken over i'et nøjedes SKAT ikke med at ville fratage min klient befordringsfradraget, men tillod sig tilmed at behandle ham uhørt nedværdigende. I en udtalelse fra SKAT af 4. februar 2015 hedder det således:

»I dette konkrete tilfælde skriver Lægehuset i Jyderup, at gangdistancen er nedsat til 300 m, og at patienten ikke kan anvende offentlige transportmidler.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvorvidt lægen eller eventuelt kommunens ergoterapeut har udmålt den anførte gangdistance, eller om de 300 meter er fremkommet ved, at lægen har spurgt sin patient om, hvor langt han kan gå.«

Landsskatteretten var af en anden mening. Retsmedlemmerne fastslog således énstemmigt, at min klient er berettiget til det ekstra befordringsfradrag.


1) Jf. »Skat ignorerede kæmpelækage om gemte danske formuer i Schweiz«, Politiken, 9. februar 2015. Se også »Skat gjorde intet ved læk om skattely - og skjulte det«, Politiken 3. marts 2015.
2) Det ekstra befordringsfradrag gives med hjemmel i ligningslovens § 9 D, der har følgende ordlyd: »Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.«

! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.