Til forside TAX.DK - skat & afgift
Reagerer Skattestyrelsen først, når Folketingets Ombudsmand kommer på banen?

,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen

Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 15/11-2023

Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 13. november 2023 kritiseret Skatteankestyrelsen.

I Folketingets Ombudsmands beskrivelse af sagen, hedder det:1)

»En privat virksomhed indbetalte et større beløb til skattemyndighederne for at dække sit momstilsvar. Ved en fejl havde virksomhedens revisor dog givet virksomheden et forkert betalings-ID, hvilket betød, at virksomheden indbetalte pengene på en anden virksomheds Skattekonto.

Da revisoren opdagede fejlen, kontaktede han straks Skattestyrelsen og bad styrelsen om at føre pengene tilbage til den indbetalende virksomhed. Det drejede sig om ca. 120.000 kr., og ejeren af den virksomhed, der havde fået pengene indbetalt på sin Skattekonto, var indforstået med, at de blev tilbageført.

Det afviste Skattestyrelsen imidlertid. Styrelsen anerkendte, at der var tale om en fejlindbetaling, men så det som en sag mellem to virksomheder. Styrelsen udtalte således, at »Skattestyrelsen skal holdes udenfor og skal heller ikke foretage omkonteringer - da det ikke er en myndighedsfejl«. Og den tilføjede, at yderligere henvendelser fra revisoren »vil ikke blive svaret«.

Først da ombudsmanden efter en klage fra revisoren gik ind i sagen, foretog Skattestyrelsen en nærmere undersøgelse, der resulterede i, at styrelsen tilbageførte beløbet.«

Folketingets Ombudsmand udtalte:2)

»Forvaltningsmyndigheder er underlagt officialprincippet også i sager, hvor retsgrundlaget er formueretligt. Jeg må ud fra sagens oplysninger lægge til grund, at Skattestyrelsens ændrede opfattelse af, at styrelsen alligevel var forpligtet til at tilbageføre det fejlindbetalte beløb, er baseret på en vurdering af de nærmere omstændigheder i sagen, der først blev foretaget på baggrund af min høring.

Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.«


1) Pressemeddelelse af 14. november 2023 fra Folketingets Ombudsmand.
2) FOB 2023-29.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Hans Chr. Spies er uddannet advokat og har i en årrække forsket og undervist på Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Redaktør på TAX.DK siden 1998. Har ført en række principielle sager ved Landsskatteretten og de almindelige domstole.
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.