Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 5/7-2014

Den skattemæssige behandling af en godtgørelse, ydet som et éngangsbeløb, afhænger af, hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Kan godtgørelsen betragtes som kompensation for en ikke udbetalt løn, vil godtgørelsen være skattepligtig efter Statsskattelovens § 4. Kan godtgørelsen omvendt betragtes som kompensation for et formuetab, vil godtgørelsen være skattefri efter Statsskattelovens § 5.

Forskelsbehandlingsloven¹⁾ indeholder et forbud mod, at en arbejdsgiver behandler arbejdstagere forskelligt på grundlag af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Bliver en arbejdstager forskelsbehandlet, vil arbejdstageren kunne blive tilkendt en godtgørelse.²⁾

Finder krænkelsen sted i forbindelse med, at arbejdstageren bliver afskediget, kan man forfægte det synspunkt, at godtgørelsen udgør kompensation for løn, som arbejdstageren ellers ville have fået udbetalt. Godtgørelsen vil derfor kunne hævdes at skulle beskattes efter Statsskattelovens § 4.

Ser man nærmere på de krænkelser, der kan give anledning til udbetaling af en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, vil man imidlertid bide mærke i, at der er tale om krænkelser, der kan gå tæt på den krænkedes selvværd. Bliver man behandlet anderledes af arbejdsgiveren, fordi man har en anden hudfarve end sine kollegaer, er det en nærliggende risiko, at man bibringes den opfattelse, at ens arbejdskraft er af lavere værdi. Herved er krænkelsen egnet til at afstedkomme varig skade. Sættes der spørgsmålstegn ved værdien af ens arbejdskraft, vil man næppe være tilbøjelig til at kræve samme løn, som andre får. Krænkelsen giver anledning til en skade på selve indkomstkilden. Indkomstkilden er blevet mindre værd.

I overensstemmelse hermed har Skatterådet i to afgørelser fra december 2013, med henvisning til Statskattelovens § 5, slået fast, at en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, udbetalt i forbindelse med fratrædelse af en stilling, er skattefri for modtageren.³⁾

Herefter går det imidlertid galt. I en afgørelse fra maj 2014 har Skatterådet således gjort gældende, at de tidligere afgørelser fra december 2013 er forkerte, og at en godtgørelse udbetalt efter forskelsbehandlingslovens, i forbindelse med en fratrædelse, er skattepligtig for modtageren.⁴⁾

Som begrundelse for sin ændrede holdning henviser Skatterådet til lovforslag L 88, 1999/1. I dette lovforslag stilles der i § 1, nr. 11, forslag om, at der indføres følgende bestemmelse i ligningsloven:

»§ 16 I. Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog § 31.«

Som begrundelse for sin afgørelse henviser Skatterådet herefter til lovforslagets bemærkninger, i hvilke Skatterådet mener, at det hedder:

»Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver skal efter forslaget beskattes som skattepligtig indkomst. Det betyder, at fratrædelsesgodtgørelser og lignende udbetalinger i fremtiden vil blive beskattet på samme måde som lønindkomst. Der kan således ikke længere spekuleres i, at få ydelser fra arbejdsgiveren kategoriseret som fratrædelsesgodtgørelser i stedet for lønindkomst. Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratræden af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for fratrædelsesgodtgørelser«.

Bemærkningerne er ikke citeret korrekt.⁵⁾

Endvidere henviser Skatterådet til et mindretalsforslag i udvalgsbetænkningen, i hvilket det, som mindretallets begrundelse for at ændre den foreslåede § 16 I, hedder:

»De såkaldte gyldne håndtryk udgør en begrænset del af fratrædelsesgodtgørelserne, jf. regeringens lovforslags tabel 3. De væsentligste fratrædelsesgodtgørelser er hjemlet i funktionærlovens § 2 a og 2 b, der henholdsvis vedrører godtgørelser ved fratræden efter 12, 15 og 18 års anciennitet i virksomheden, og udløser henholdsvis 1, 2 og 3 måneders ekstra løn ved fratræden, dog ikke ved pensionering og godtgørelser for urimelig opsigelse eller bortvisning. Det er således primært funktionærer og arbejdere, der afskediges på grund af graviditet, barselorlov, alder og andre usaglige afskedigelsesbegrundelser, der rammes af regeringens lovforslag.«

Lægges der vægt på disse to passager, vil man kunne argumentere for, at en vedtagelse af den foreslåede § 16 I ville få til følge, at en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven ville være skattepligtig for modtageren, hvis den blev udbetalt i forbindelse med en fratrædelse.

Men sagen er, at § 16 I aldrig fandt vej til ligningsloven. Under udvalgsbehandlingen stillede skatteministeren således forslag om, bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 11, udgik, hvilket blev tiltrådt af et flertal. At påberåbe sig de specielle bemærkninger til bestemmelsen og et mindretals forståelse af den foreslåede bestemmelse til støtte for en afgørelse om, at en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven er skattepligtig, har derfor ingen mening. Det svarer til at forsøge at hænge sin jakke op i den blå luft.

At citere korrekt fra Folketingstidende er ikke lykkedes. At henvise til en lovbestemmelse, der er vedtaget af Folketinget, er heller ikke lykkedes. Det næste bliver vel, at Skatterådet vil hævde, som i en nyligt afgjort sag om godtgørelse efter ligebehandlingsloven,⁶⁾ at en arbejdsgiver har fradragsret for en udbetalt godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Ud fra en betragtning om, at det må anses for udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko, at en arbejdsgiver udøver racediskrimination!

1) Jf. lovbekendtgørelse 1349/2008.
2) Jf. lovens § 7, stk. 1.
3) Jf. SKM 2014.85 SR og SKM 2014.86 SR.
4) Jf. SKM 2014.354 SR.
5) I FT A 1999-2000, sp. 2424-2425, hedder det således: »Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver skal efter forslaget beskattes som skattepligtig personlig indkomst. Det betyder, at fratrædelsesgodtgørelser og lignende udbetalinger i fremtiden vil blive beskattet på den samme måde som lønindkomst. Der vil således ikke længere kunne spekuleres i at få ydelser fra arbejdsgiveren kategoriseret som fratrædelsesgodtgørelse i stedet for lønindkomst. [...] Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratrædelse af en stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejder fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser.«
6) Jf. SKM 2014.355 SR.