Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 12/2-2014

Der var engang, hvor ministeren var herre i eget hus. Den tid er forbi. I dag må skatteministeren erkende, at EU-rettens regler til sikring af arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, skridt for skridt sætter stadigt snævrere grænser for, hvad han som minister kan tillade sig.

Eksempler fra de sidste tyve års samliv med EU kan illustrere:

Grænsegængere

Foranlediget af en henstilling fra Kommissionen af 21. december 1993 og EF-domstolens efterfølgende dom i sagen C-279/93, fremsatte skatteministeren den 11. oktober 1995 et lovforslag om grænsegængere, der skulle sikre arbejdstagere bosat i et andet EU-land, som oppebærer hovedparten af deres indtægt fra Danmark, ret til fradrag på linie med arbejdstagere bosat i Danmark.¹⁾

Børnefamilieydelse

I 2010 indskrev man i lov om en børnefamilieydelse, som betingelse for blive tildelt fuld ydelse, at mindst én af dem der har forsørgelsespligten over for barnet skal have »haft bopæl eller beskæftigelse i Danmark i mindst 2 år inden for de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen vedrører«.²⁾ Medio april 2013 henvendte Kommissionen sig i den anledning og gjorde opmærksom på, at man ikke mente, at reglen var i overensstemmelse med EU-retten.³⁾

Skatteministeren rettede hurtigt ind. I en pressemeddelelse af 18. juni 2013 fra skatteministeriet hedder det således, at »Regeringen har nu set grundigt på Kommissionens henvendelse. Det er vores konklusion, at vi ikke kan opretholde kravet om en vis beskæftigelses- eller bopælsperiode i Danmark - perioder i andre lande skal tælles med, når optjeningsprincippet skal opfyldes« og videre »Lovgivningen på området vil blive tilpasset, når Folketinget åbner igen til efteråret.«

Personfradrag

Den 25. april 2013 gjorde Kommissionen det i en åbningsskrivelse klart, at man ikke mente, at Danmark overholder EU-rettens regler om fri bevægelighed ved beregningen af dansk personfradrag i tilfælde, hvor den skattepligtige har indkomst fra såvel Danmark som fra et andet EU-land.

I et notat til Folketingets Europa-udvalg og Folketingets skatteudvalg hedder det, at »Med udgangspunkt i domspraksis på området må det anses for usandsynligt, at Domstolen i denne sag skulle give Danmark medhold. Skatteministeriet er derfor af den opfattelse, at beregningsmetoderne bør ændres, således at det sikres, at de danske regler på dette område bringes i overensstemmelse med EU-retten.«⁴⁾

Ikke sidste gang ministeren må rette ind

Kravene fra EU skærpes i takt med tiden og giver gang på gang anledning til, at Kommissionen må hanke op i skatteministeren. Den næste sag kunne måske blive én med rødder i 90'erne:

Som nævnt blev Danmark i begyndelsen af 90'erne tvunget til at indføre særlige regler for grænsegængere. Med grænsegængerloven fra 1995 fik arbejdstagere bosat i andre EU-lande, der oppebærer hovedparten af deres indkomst fra Danmark, bl.a. mulighed for, på linie med arbejdstagere bosat i Danmark, at få fradrag for bidrag til velgørende foreninger.⁵⁾ Af lovteksten fremgår det derimod ikke, at arbejdstagere bosat i udlandet har adgang til fradrag for løbende ydelser til religiøse samfund.⁶⁾

I 1995 havde man i øvrigt kun mulighed for at få fradrag for løbende ydelser til religiøse samfund, der var hjemmehørende i Danmark,⁷⁾ og den 5. december 2007 fandt skatteministeren, foranlediget af EF-Domstolens dom i sagen C-386/04, det nødvendigt at fremsætte forslag for Folketinget om, at der også kan gives fradrag for løbende ydelser til religiøse samfund i et andet EU/EØS-land.⁸⁾ I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det, at »Udviklingen inden for EU-retten indebærer, at bl.a. skattelovgivningen fra tid til anden må justeres for at sikre, at der ikke er uoverensstemmelser mellem EU-retten og den nationale ret.«

Herved blev loven bragt i overensstemmelse med EU-retten for så vidt angår modtageren af en løbende ydelse. Men hvad med giveren, vil Kommissionen spørge.

Skatteministeren vil formentlig gøre gældende, at traktatens bestemmelse om arbejdskraftens frie bevægelighed giver arbejdstagerne rettigheder, som de kan påberåbe sig direkte ved de nationale domstole,⁹⁾ og at den nationale retsinstans skal fortolke grænsegængerloven fra 1995 i overensstemmelse med EU-retten,¹⁰⁾ eller hvis en sådan overensstemmende fortolkning ikke er mulig, om nødvendigt anvende EU-retten fuldt ud til at beskytte de rettigheder, som traktaten tillægger arbejdstagerne.¹¹⁾ En arbejdstager bosat i et andet EU-land, der oppebærer hovedparten af sin indtægt fra Danmark, vil derfor også kunne tage fradrag for løbende ydelser til et religiøst samfund, ligesom arbejdstagere bosat i Danmark kan, selvom det ikke synes at fremgå af lovteksten.

Kommissionen vil nikke anerkendende til skatteministerens respekt for EU-rettens forrang, men vil dog næppe stille sig helt tilfreds, før skatteministeren har sørget for at få ændret loven, så det klart fremgår, at loven bøjer sig for, at efter EU-retten må en arbejdstager fra et andet EU-land ikke diskrimineres.

1) Jf. L 35, 1995/1. Vedtaget som lov 1095/1995.
2) Jf. lov 1609/2010 § 1, nr. 1 (§ 2, nr. 7).
3) Jf. notat af 18. juni 2013 fra Skatteministeriet og Social- og Integrationsministeriet, j.nr. 13-0133677.
4) Notat af 21. november 2013 fra Skatteministeriet, j.nr. 13-0154384.
5) Jf. ligningslovens § 8 A.
6) Jf. ligningslovens § 12.
7) Jf. ligningslovens § 12, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse 851/1994.
8) Jf. L 31, 2007/2. Vedtaget som lov 335/2008.
9) Jf. C-208/05 præmis 67.
10) Jf. C-208/05 præmis 68.
11) Jf. C-208/05 præmis 69.