,, Kollegaen, professor Frederik Waage, antyder i artiklen, at dommernes tendens til at lade staten vinde kan skyldes dommernes manglende ekspertise på skatteområdet
Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 12/10-2025

Af en artikel i Berlingske fremgår,1) at dommerne i 2024 lod staten vinde i 92 procent af de sager, som borgerne anlagde mod Skatteministeriet. I 2023 var medholdsprocenten på 93 procent i statens favør. De foregående år var billedet ifølge artiklen nogenlunde det samme.
Når professor Michael Gøtze, som altid evner at få kras kritik til at lyde som skønsang, svinger sig op til i artiklen at udtale, at det er »et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke borgeren har et sted at gå hen med sin sag, fordi kampen rent juridisk synes at være tabt på forhånd«, ligger det nær at forestille sig, at professor Michael Gøtze – uden filter – i stedet slet og ret kunne have sagt, at dommerne holder med staten og lader borgerne i stikken.
Men hvad er så forklaringen på, at dommerne holder med staten?
Kollegaen, professor Frederik Waage, antyder i artiklen, at dommernes tendens til at lade staten vinde kan skyldes dommernes manglende ekspertise på skatteområdet. Retspræsident Carsten Kristian Vollmer benægter.
,, Jeg rådgiver normalt mine kunder til ikke at gå til domstolene. Det er at smide gode penge efter dårlige penge, for udgangspunktet er, at du ikke får ret - selvom du har en god sag. Jeg oplever, at domstolene, primært by- og landsretterne, ikke er så kritiske over for Skat, som de burde være
Advokat Helle Porsfeldt i Vibe Hyltoft: Skatteministeriet vinder næsten altid. Advokater fraråder kunder at gå i retten med skattesager, Berlingske 11. oktober 2021
