E.B.3.15 Driftsudgifter i øvrigt

En forretningsdrivendes merudgifter ved enestueophold på et hospital, som var afholdt for at den pågældende fortsat kunne forestå den daglige ledelse af virksomheden, blev ikke anset fradragsberettiget, LSRM 1974.159.

En tandlæges udgift til briller blev ikke anset for fradragsberettiget, LSRM 1982.126. Derimod blev en tandlæge anset for berettiget til at fratrække udgiften til beskyttelsesbriller uden styrke, da brillerne alene måtte anses for anvendt til klinikbrug, TfS 1989,243 LSR.

Udgifter til erhvervelse af kørekort er normalt ikke fradragsberettigede.

Se dog TfS 1985, 552 LSR, hvor en gårdejer drev landbrug med dyrkning af specialafgrøder, der skulle borttransporteres, og dette var hidtil sket ved anvendelse af en varevogn med anhænger. For at rationalisere driften havde han anskaffet en lastvogn, der krævede stort kørekort. Efter de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at udgiften hertil var en fradragsberettiget driftsomkostning.

Kørselsudgifter vedrørende en gårdejers varebil ikke anset for fradragsberettigede i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, i det omfang kørslen vedrørte ombygning af en landbrugsejendom, Vestre Landsrets dom i TfS 1989, 175 VLD.

En gårdejer kunne - uanset særlig veterinær kontrol, der frikendte husdyrholdet for nogle hyppigt forekommende husdyrsygdomme - ikke fratrække udgiften til arbejdstøj, idet udgifterne måtte anses af privat karakter, TfS 1988, 458 LSR.

Udgifter, afholdt i forbindelse med etablering af en bedriftssundhedstjeneste anses som driftsudgifter. Er bedriftssundhedstjenesten etableret gennem en forening, kan foreningens medlemmer fradrage indmeldelsesgebyr og kontingent til foreningen (Skd. 47.286).

Udgifter afholdt til opnåelse af et kvalitetsstyringscertifikat (f.eks. ISO 9000) anses som fradragsberettigede driftsudgifter, når der er tale om en igangværende virksomhed, se TfS 1993, 552 TSS.

I SKM2002.279.HR (tidligere TfS 1999, 380 ØLD) fandt Højesteret, at et kattehold havde en sådan relevant driftsmæssig begrundelse, at udgiften til kattefoder var fradragsberettiget. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ejerens oplysninger om, at kattene på hans landbrugsejendom alene opholdt sig i ejendommens driftsbygninger og ikke havde adgang til stuehuset, og at formålet med katteholdet udelukkende var at bekæmpe rotter og mus i driftsbygningerne.

I SKM2010.498.BR (Appelleret) fik en virksomhed fradrag for udgifter til hegn og hestefoder til ponyer, der græssede på området foran virksomheden. Skatteyderen havde henvist til, at det var et stort areal at slå græs på, og at man ved at lade ponyerne græsse der, sparede udgifter til slåning af arealet, og desuden at det ikke var for at ride på ponyerne. Retten fandt, at der var tale om et reelt ønske om at opretholde en pasning af arealerne foran virksomheden ved hjælp af ponyerne og godkendte fradragene.

Skatteyderen, hvis samlever drev hendes skrotvirksomhed, fik ikke fradrag for en række udgifter til køretøjer, værkstedsregninger, telefon, fragtbreve m.m. Fakturarene var stilet til andre end hendes virksomhed, og retten fandt ikke, at hun havde løftet sin bevisbyrde, der var skærpet som følge af interessefællesskabet, for, at realiteterne bag fakturaerne var anderledes end fakturaernes indhold.

SKM2002.29.HR vedrørte en selvstændig erhvervsdrivende. Han havde hovedbeskæftigelse, som konsulent, for selskabet F1 A/S, og i forbindelse hermed fik han stillet et kontor til rådighed af selskabet i Y2-by. Højesteret lagde til grund, at han mandag til fredag normalt arbejdede på selskabets kontor i Y2-by fra tidlig morgen til sent på eftermiddagen. Højesteret lagde endvidere til grund, at arbejdet med administration mv. af virksomheden, som til dels blev udført af ægtefællen, var beskedent. Kontoret i boligen i Y1-by blev således ikke i væsentligt omfang anvendt af skatteyderen eller hans ægtefælle inden for normal arbejdstid. Højesteret fandt herefter, at betingelserne for undtagelsesvis at indrømme fradragsret for udgifter til kontor i privatboligen ikke var opfyldt. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen om aftenen og i weekenden anvendte kontoret i boligen i forbindelse med sit arbejde for F1 A/S og andet arbejde i konsulentvirksomheden.

I sagen SKM2003.488.HR stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom (SKM2002.6.ØLR). Landsretten havde fundet, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at et værelse kunne anses som et særligt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Landsretten lagde vægt på, at værelset ikke var indrettet på en sådan måde, at det ikke kunne anvendes til private aktiviteter. Det blev også tillagt betydning, at sagsøger ikke benyttede værelset som sit eneste arbejdssted, men alene benyttede det højst 3 timer dagligt, typisk uden for normal arbejdstid. Højesteret udtalte, at et kontor indrettet i en privat bolig normalt også kan benyttes til private formål, og at fradragsret for udgiften til et sådant kontor derfor i almindelighed må forudsætte, at kontoret i væsentligt omfang anvendes som skatteyderens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. Da skatteyderen havde forklaret, at han stort set altid arbejdede "ude i byen" i tidsrummet mellem kl. 08.30 og kl. 16.30, og at arbejdet i kontoret normalt kun foregik 1-3 timer om aftenen, fandt Højesteret, at betingelserne for undtagelsesvist at indrømme fradrag for arbejdsværelse i hjemmet ikke var opfyldt.

I de ganske særlige tilfælde, hvor retspraksis har accepteret fradrag, er der i afgørelserne lagt vægt på, at det pågældende værelse har skiftet karakter, således at det ikke længere kan anses anvendeligt som opholdsrum, men gennem møblering, udstyr og adgangsforhold mv. er blevet omdannet til et værksted, et atelier, et laboratorium, en tegnestue el.lign.

Udøver den skattepligtige erhvervsvirksomhed i egen ejendom i et omfang, der ikke berettiger til vurderingsfordeling af ejendomsværdien på boligen og den øvrige ejendom efter VURDL § 33, stk. 5, nedsættes ejendomsværdiskatten som beregnet efter EVSL (ejendomsværdiskatteloven) §§ 5-10 med den til den erhvervsmæssige del svarende andel af ejendomsværdiskatten, jf. EVSL (ejendomsværdiskatteloven) § 11, stk. 2.

I en utrykt kendelse af 29. april 1987 godkendte Landsskatteretten en forfatters fradrag for udgifter til arbejdsværelse samt for udgifter til el og varme. Arbejdsværelset, der bestod af et værelse på 17 m² i en fireværelses lejlighed, var indrettet med skrivebord, skrivemaskine, skab, lænestol og reoler, der indeholdt en bogbestand på over 5.000 bøger. Det blev gjort gældende, at forfatteren ikke i forbindelse med sin virksomhed som litteraturanmelder ved dagbladene havde haft arbejdsværelse stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Endelig havde den pågældende indtægter som forfatter, forlagskonsulent og som foredragsholder.

I en lignende utrykt kendelse af 10. maj 1985 fandt Landsskatteretten, at en forfatter med betydelig romanproduktion passende kunne indrømmes fradrag for udgift til arbejdsværelse med 25 pct. af lejeværdien og fradrag af andel af eludgift mv. med 25 pct. Arbejdsværelset var møbleret med skrivebord, skrivemaskinebord, arkivskabe og reoler, der indeholdt en bogsamling på ca. 4000 bind. Arbejdsværelset på 40 m² anvendtes endvidere til pressemøder o.lign.

Se TfS 1996, 361 LSR, hvor Landsskatteretten indrømmede en forfatter fradrag for udgifter til arbejdsværelse.

Se også Østre Landsrets dom, hvor en uddannet civiløkonom, der havde speciale i afsætningsøkonomi (salg og reklame), fik anerkendt fradrag for sine udgifter til arbejdsværelse i sin bolig. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at den pågældende havde indrettet et særligt rum i sin bolig til kontor og andre arbejdsopgaver, som var forbundet med virksomheden, og at lokalet blev brugt i overensstemmelse hermed. Der blev endvidere henset til, at virksomheden udelukkende blev drevet fra skatteyderens bolig, og at virksomheden havde et ikke ubetydeligt omfang, idet den blev drevet på fuld tid og udgjorde den pågældendes eneste indtægtskilde, TfS 1998, 692 ØLD.

Om arbejdsværelse i øvrigt, se LV Almindelig del afsnit A.F.1.10 Arbejdsværelse - kontorhold, og TfS 1994, 663 hvor Landsretten tillod en fagkonsulent, ansat ved Undervisningsministeriet, fradrag for udgifter til arbejdsværelse. Højesteret har stadfæstet afgørelsen, Se TfS 1996, 210 HRD.

I en afgørelse i TfS 1996, 553 ØLD godkendte Landsretten, at en musiklærer havde fradragsret for udgifterne til arbejdsværelse.

I SKM2005.525.LSR anså landsskatteretten det for godtgjort, at skatteyderens kontor udelukkende anvendtes erhvervsmæssigt. Retten lagde vægt på, at musikvirksomheden var skatteyderens eneste indtægtskilde, og at den blev drevet fra klagerens bolig. Arten og omfanget af arbejdet gjorde derfor, at klageren anvendte kontoret i et ikke ubetydeligt omfang i forbindelse med den selvstændige virksomhed. Kontoret blev derfor anset for uegnet til privat anvendelse.

SKM2006.165.LSR. En professionel musiker og komponist fik fradrag for udgift til kontor i hjemmet, idet det blev anset for godtgjort, at kontoret udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Der blev lagt vægt på, at virksomheden var klagerens eneste indtægtskilde, og at den blev drevet fra bopælen. Arten og omfanget af arbejdet (70-80 timer om ugen) gjorde derfor, at kontoret anvendtes i ikke ubetydeligt omfang i forbindelse med den selvstændige virksomhed. Kontoret blev derfor anset for uegnet til privat anvendelse. Derimod blev det ikke anset for godtgjort, at en flygelstue udelukkende anvendtes erhvervsmæssigt, idet der blev henset til at rummets indretning og placering i forhold til ejendommens øvrige rum. Flygelstuen havde ikke skiftet karakter, således at den adskilte sig fra et almindeligt opholdsrum, og anvendtes ikke i et sådant omfang, at den var uegnet til privat anvendelse.

SKM2006.561.LSR. En skatteyder, som ulovligt anvendte et beboelseslejemål B.i en af sine udlejningsejendomme til ejendomsmæglervirksomhed, fik fradrag for udgifter til kontor, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Skatteyder var tilmeldt folkeregisteret i beboelseslejemålet B, men boede i realiteten med hustruen i huset C. Da skatteyder selv var ejer af udlejningsejendommen, blev der indtægtsført et beløb svarende til det fratrukne i regnskabet. Landsskatteretten fandt ikke, at den restriktive praksis vedrørende arbejdsværelse i egen bolig skulle anvendes.

Se også afsnit E.K.2.2 Ejendomsskatter vedrørende ejendomsskatter og fradrag for disse, hvis den erhvervsmæssige anvendelse anses for væsentlig.

Et grovvareselskab blev nægtet fradrag for udgifter til kreditprovisioner og stempel ved låneoptagelse efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, da udgifterne blev anset for afholdt som led i udvidelse af erhvervsvirksomheden. Skat 1990, 10.758.

Stempeludgifter på 4 pct. som et leasingselskab, der drev virksomhed med udlejning af bl.a. biler, måtte betale på lejekontrakter, der blev indgået for mere end 3 mdr., blev anset for en driftsudgift, der kunne fradrages i det år, hvor den blev afholdt (Skat 1987.7.524).

Reglerne om stempelafgift er ændret, herunder ophævet på leje- og lånekontrakter, og suppleret med en tinglysningsafgift fra og med år 2000.

Lønsumsafgift er fradragsberettiget som en driftsomkostning.

Afgiften påhviler - udover virksomheder inden for den finansielle sektor, som banker og forsikringsselskaber mv. - tillige en række momsfritagne virksomheder, herunder virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.

Fritaget for afgiftspligten er dog en række nærmere opregnede virksomheder, jf. LAL (lønsumsafgiftsloven) § 1, stk. 2. Herudover kan skatteministeren fritage visse virksomheder for afgiftspligt, jf. § 2 a.

Afgiftsgrundlaget ifølge LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 1, er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud, opgjort efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning i VSL (virksomhedsskatteloven) § 22 b. Til virksomhedens overskud eller underskud tillægges renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og fradrages rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud. Til virksomhedens overskud eller underskud medregnes ikke overskud eller underskud, som stammer fra virksomhed i udlandet. For visse virksomhedstyper, som loven opregner i § 4, stk. 2, herunder finansielle virksomheder, er afgiftsgrundlaget virksomhedens lønsum med tillæg af 90 pct.

Afgiftssatsen varierer afhængigt af, hvorledes afgiftsgrundlaget beregnes, og af virksomhedstypen, jf. § 5.

De afgiftspligtige virksomheder skal foretage kvartalsvise indbetalinger af afgiften. For virksomheder, der opgør afgiftsgrundlaget efter § 4, stk. 1, foretages en foreløbig indbetaling af afgiften alene på grundlag af lønsummen. Den endelige indbetaling af afgiften på grundlag af virksomhedens samlede afgiftsgrundlag kan først fastlægges efter udløbet af indkomståret, da virksomhedens overskud/underskud først kendes på dette tidspunkt.

I øvrigt henvises til Lønsumsafgiftsvejledningen.

De udgifter, som ikke kan fradrages, skal afgrænses efter samme kriterier, som lægges til grund ved anvendelsen af straffelovens § 144 om den, der i udøvelse af (dansk) offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel. Der er således ikke fradragsret for ydelser til dansk eller udenlandsk embedsmand m.fl., hvis modtageren som dansk embedsmand ville kunne straffes for at modtage den pågældende ydelse. Bedømmelsen af, om der er fradragsret for gaver og andre ydelser til en embedsmand, skal følgelig knyttes til dansk standard også i de tilfælde, hvor gaven m.v. ydes i en anden stat. Det har derimod ikke betydning, om den, der betaler ydelsen, kan straffes.

LL (ligningsloven) § 8 D omfatter alle ydelser, der kan skabe tvivl om, at modtageren udøver sine beføjelser i forhold til yderen uden at tage hensyn til yderens gavmildhed. Ved vurdering af, om gaver m.v. er berettiget, lægges der vægt på ydelsernes art og omfang samt eventuel tidsmæssig sammenhæng mellem gave og udøvelse af beføjelsen. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der er tvivl om, at en embedsmand kan udøve sine beføjelser i forhold til yderen uden at tage hensyn til dennes fremtidige gavmildhed. Efterfølgende betalinger er også omfattet. En enkeltstående gave er mindre egnet til at skabe tvivl om, hvorvidt modtageren udøver sine beføjelser uden hensyn til gavmildhed, men selv mindre gaver, der modtages jævnligt fra den samme, kan være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter også private gaver, der overstiger det borgerlige jævnmål. Udenfor falder gaver, der betales ved særlige lejligheder som påskyndelse af modtagerens arbejde i almindelighed.

Bestemmelsen omfatter ikke honorarer, som betales for særligt udført arbejde. Bestemmelsen omfatter dog betalinger, der betegnes som konsulenthonorar, kommission, provision eller lignende, hvis betalingen ikke svarer til særligt udført arbejde.

LL (ligningsloven) § 8 D omfatter ydelse af gaver m.v. til personer, der er i offentlig tjeneste eller hverv, uanset om det er for Danmark, Færøerne, Grønland, en fremmed stat eller for en international organisation, som er stiftet af stater, regeringer eller andre internationale organisationer. Personer, der er i offentlig tjeneste eller erhverv, omfatter personer, der ansat til tjeneste ved offentlige myndigheder m.v., og personer, der er udnævnt til at virke for offentlige råd m.v., samt personer, der er valgt til folkevalgte repræsentationer. Offentlig tjeneste eller hverv for en stats organer omfatter tjeneste eller hverv ved alle lovgivende administrative eller dømmende myndigheder og organer, uanset om det er for staten selv, eller dens lokale eller politiske underafdelinger.

LL (ligningsloven) § 8 D omfatter ikke gaver m.v. til medarbejdere, der ikke er embedsmænd ved danske eller udenlandske myndigheder. Bestemmelsen ophæver altså ikke fradragsretten efter gældende praksis for bestikkelse af medarbejdere ved erhvervsvirksomheder i stater, hvor der er kutyme for den slags betalinger.

I forbindelse med OECD's evaluering af Danmarks gennemførelse af konventionen om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner (OECD-bestikkelseskonventionen af 21. november 1997) har der været sat fokus på reglerne for skattefradrag for udgifter til bestikkelse - såvel i den offentlige som den private sektor.

Det skal i den anledning præciseres, jf. SKM2006.469.SKAT, at der ikke er fradrag for udgifter til bestikkelse o.lign., såfremt ydelsen er strafbar i henhold til straffelovens § 299, nr. 2, (bestikkelse i den private sektor) og underlagt dansk straffemyndighed.

Efter straffelovens § 6 er der dansk straffemyndighed over handlinger, som foretages i Danmark. Efter straffelovens § 7 er der tillige dansk straffemyndighed over handlinger begået i udlandet af en person, der har dansk indfødsret eller er bosat her i landet, hvis handlingen tillige er strafbar efter den dér gældende lovgivning. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse med hensyn til handlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet.

Efter straffelovens § 306, stk. 1, kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar for overtrædelse af straffelovens § 299, nr. 2, 2. led, om aktiv bestikkelse i private retsforhold.

Udgifter til bestikkelse, der er knyttet til handlinger, der i henhold til ovennævnte bestemmelser er strafbare og underlagt dansk straffemyndighed, anses i alle tilfælde for driftsfremmede og dermed ikke omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette gælder også udgifter, der i regnskabet er forklædt som lovlige driftsudgifter, men som reelt dækker over udgifter til bestikkelse.

Det understreges, at dette ikke er ensbetydende med, at der vil kunne opnås fradrag for udgifter til bestikkelse, alene fordi handlingen ikke er strafbar efter straffeloven og underlagt dansk straffemyndighed. Fradragsretten vil også fremover bero på en vurdering af udgiftens karakter af driftsomkostning.

Da der ikke hidtil har været henvist til straffelovgivningen i ligningsvejledningen, kan det ikke udelukkes, at der med den nævnte præcisering er tale om en stramning af praksis. Præciseringen får derfor først virkning fra den 1. august 2006.

Se også ToldSkat Nyt 1992.6.164.

I SKM2009.563.HR stadfæstede Højesteret landsrettens og dermed skattemyndighedernes afgørelse, hvorefter en advokat, der havde fratrukket udgifter til kontingent til Advokatsamfundet og bidrag til Erstatningsfonden, alene fik godkendt halvdelen af fradraget, idet han havde deponeret sin bestalling den 1. juli i det pågældende indkomstår.

TfS 1996, 250 VLD. En frisørmester blev nægtet fradrag for udgiften til kontingent til den stedlige turistforening. Udgiften fandtes hverken fradragsberettiget som reklameudgift eller som driftsudgift i øvrigt.

Hvis en brancheforening opkræver særlige servicebidrag og bidrag til kollektiv garantiforsikring hos sine medlemmer, kan denne del af bidragene fratrækkes som en driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, TfS 1987, 42 DEP.

En revisor blev anset for berettiget til at fradrage kontingent til en ERFA-gruppe (forening), hvori der udelukkende udveksledes erhvervsmæssig erfaring blandt uddannede revisorer, TfS 1991, 335 LSR.

Derimod beskar Landsskatteretten fradragsretten for den del af en bagermesters kontingent til en ERFA-gruppe, som ansås for medgået til fortæringsudgifter, se TfS 1993, 162 LSR.

En arkitekt, der var ansat som bygningsinspektør i en kommune, havde tilladelse til at drive privat honorarlønnet bivirksomhed. Disse biindtægter var ophørt i 1976. Indtil 1976 havde arkitekten foretaget og fået godkendt fradrag for kontingent til arkitektforeningen og for præmie til en ansvarsforsikring. Efter at biindtægterne var ophørt, fortsatte arkitekten med at afholde de omtalte udgifter, idet det var en betingelse for udbetaling af erstatning for efterfølgende konstaterede skader, at arkitekten var forsikret i det år, skaden blev konstateret. Landsskatteretten godkendte herefter fradrag for de nævnte udgifter, LSRM 1982.26.

Et løbende kontingent til nogle købmænds hjælpekasse blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift.

Fradrag blev nægtet for kontingent til »Junior Chamber«, der kun optager ledere som medlemmer, og hvis formål er at uddanne gode ledere, LSRM 1976.51.

Løbende årlige kontingenter til indkøbsforeninger mv. kan fratrækkes, hvis medlemskabet er begrundet i hensynet til driften af skatteyderens virksomhed. I konsekvens af principperne i Højesterets dom i TfS 1987, 315 HRD, se afsnit E.A.2.1.4 Etableringsudgifter, er der fradragsret efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, hvis udgiften er afholdt inden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer. Se SKM2009.122.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at en andelshavers kontingent til andelsforeningen kunne fradrages som en driftsomkostning i andelshaverens virksomhed. Det var oplyst, at kontingentet blev betalt som en forudsætning for og som et led i afsætning af andelshaverens produkter.

Indskud i forbindelse med start af en helt ny virksomhed eller overgang til virksomhed på helt nye forretningsområder har karakter af ikke fradragsberettigede etableringsomkostninger, jf. f.eks. Vestre Landsrets dom i TfS 1989, 95 VLD, hvor et indskud i en fodercentral i forbindelse med etablering af minkfarm på en ejendom, hvorfra der blev drevet landbrugsvirksomhed, ikke blev anset for fradragsberettiget. Er indskuddet afholdt af en igangværende virksomhed uden for etableringsfasen og som et led i bestræbelserne på at erhverve indkomst inden for virksomhedens hidtidige rammer, kan udgiften fratrækkes i afholdelsesåret. Dette gælder, selvom medlemskabet muligt kan siges at forbedre f.eks. leverandørvejene og således også indtjeningsmulighederne i en ubestemt fremtid.

Se til eksempel TfS 1990, 123 LSR, hvor et medlem af en salgsorganisation blev anset for berettiget til at fradrage et beløb på 5.000 kr., som medlemmerne af den pågældende organisation skulle erlægge i forbindelse med denne organisations sammenslutning med en tilsvarende salgsorganisation.

Fradraget foretages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, uanset om skatteyderen anvender virksomhedsordningen.

For selvstændigt erhvervsdrivende kan en del af udgiften imidlertid anses for en driftsomkostning, der kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst efter PSL (personskatteloven) § 3, stk. 2, nr. 1.

Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige fordeling af kontingentet ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst. Kontingent, der medgår til dækning af udgifter af erhvervsmæssig karakter i foreningen, kan fradrages ved opgørelsen af medlemmets personlige indkomst. Kontingent, der medgår til udgifter af ikke erhvervsmæssig karakter, kan fradrages ved opgørelsen af medlemmets skattepligtige indkomst. Det er en forudsætning, at det over for SKAT kan dokumenteres eller på anden tilfredsstillende måde sandsynliggøres, hvordan kontingentet må anses for medgået til dækning af henholdsvis erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige ydelser.

Medlemmet kan ikke anvende en anden fordeling ved indkomstopgørelsen end den, der for det tilsvarende indkomstår anvendes ved foreningens indkomstopgørelse.

Ved afgørelsen af, om en del af kontingentet kan anses for medgået til udgifter af erhvervsmæssig karakter, må henses til serviceaktivitetens art, regler for kontingentindbetalinger mv. - herunder om medlemmet vil have mulighed for at få en tilsvarende ydelse uden for foreningen, og om ydelsen også tilbydes eller sælges til ikke medlemmer. Vejledende for, hvad erhvervsmæssig indtægt omfatter, er bestemmelsen i SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 4, der nævner indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom. Endvidere vil f.eks. udgifter ved forlags- og kursusvirksomhed samt undervisnings- og konsulentvirksomhed ofte være af erhvervsmæssig karakter.

Foretager foreningen en fordeling af kontingentet, således at 50 pct. henføres til erhvervsmæssig udgift og 50 pct. til ikke erhvervsmæssig udgift ved foreningens indkomstopgørelse, vil fordelingen umiddelbart kunne lægges til grund ved ligningen.

Foretager foreningen ingen fordeling, anses kontingentindbetalingerne for medgået til ikke erhvervsmæssige udgifter ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst, og kontingentet er alene fradragsberettiget ved opgørelsen af medlemmets skattepligtige indkomst.

For medlemmer, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, kan udgifter til kontingent til foreningen fradrages ved opgørelsen af medlemmets skattepligtige indkomst efter reglerne i LL (ligningsloven) § 13, når kontingentet medgår til udgifter til varetagelse af medlemmernes faglige økonomiske interesser, se TfS 1994. 348 (ministersvar). Kontingent, der medgår til udgifter af erhvervsmæssig karakter i foreningen, kan fradrages i den skattepligtige indkomst i det omfang, bidraget sammen med eventuelle øvrige lønmodtagerudgifter overstiger et beløb svarende til 5.500 kr. i 2011, jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 1.

Ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst anses kontingentindtægten tilsvarende for medgået til henholdsvis erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige udgifter.

Når arbejdsgiveren betaler kontingentet for lønmodtageren, betragtes den del af kontingentet, der medgår til udgifter af ikke erhvervsmæssig karakter i foreningen, som et løntillæg. Den ansatte skal medtage beløbet i den personlige indkomst og kan foretage ligningsmæssigt fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Den del af kontingentet, der medgår til udgifter af erhvervsmæssig karakter i foreningen, indgår ikke i lønmodtagerens indkomst, når arbejdsgiveren betaler kontingentet for den pågældende. (hidtil SD-cirkulære 1989-2).

For så vidt angår selvstændigt erhvervsdrivendes og lønmodtageres udgifter til kontingenter til foreninger, der ikke er omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven), gælder tilsvarende regler.

De faglige foreninger, hvortil kontingenter er fradragsberettigede ifølge LL (ligningsloven) § 13, skal hvert år foretage indberetning til skattemyndighederne om de indbetalinger, de har modtaget fra hvert enkelt medlem det foregående kalenderår, medmindre medlemmet vælger, at foreningen skal undlade dette. I så fald fortabes fradragsretten, se LV Almindelig del afsnit A.F.1.16 Afskrivning på driftsmidler, herunder pc. Indberetningspligten omfatter ikke den del af en selvstændigt erhvervsdrivendes kontingentindbetaling, der kan anses for en driftsomkostning, og som sådan kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst.

SKM2004.490.LSR En praktiserende tandlæge, der var selvstændigt erhvervsdrivende, ønskede at fradrage fagforeningskontingent i den personlige indkomst. Klageren, som henviste til, at landsskatteretten i en (ikke offentliggjort) kendelse havde godkendt, at et selskab, som drev virksomhed i form af en tandlægepraksis, kunne fratrække udgiften til hovedanpartshaverens kontingentet som en driftsudgift, fik imidlertid ikke medhold. Landsskatteretten udtalte bl.a., at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Fradrag er betinget af, at den faglige organisation, hvis den er indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften. Dette fremgår af LL (ligningsloven) § 13, stk. 1 og 2. Det fremgår direkte af ordlyden af henholdsvis LL (ligningsloven) § 13, stk. 1, og PSL (personskatteloven) § 3, stk. 2, at selvstændigt erhvervsdrivendes udgift til kontingenter til faglige organisationer skal fradrages i den skattepligtige indkomst og ikke direkte i den personlige indkomst. Dette medfører, at udgiften som udgangspunkt alene kan godkendes fratrukket som et ligningsmæssigt fradrag. Der er dog mulighed for delvist fradrag direkte i den personlige indkomst, hvis kontingentet fra foreningens side er opdelt i en erhvervsmæssig og en ikke-erhvervsmæssig del. Da vil der være fradrag i den personlige indkomst for den erhvervsmæssige del. Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige fordeling af kontingentet ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst. Den del, som foreningen har anført som medgået til erhvervsmæssige forhold, vil medlemmet kunne fradrage i den personlige indkomst, hvorimod den del, som er opgjort til at vedrøre ikke-erhvervsmæssige forhold, alene kan fradrages hos medlemmet som ligningsmæssigt fradrag. Foretager foreningen ingen fordeling af udgiften, anses den samlede udgift for at være medgået til ikke-erhvervsmæssige formål, og medlemmet kan alene fradrage udgiften ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. I klagerens tilfælde var der ikke oplyst en fordeling af udgiften, og derfor kunne fradraget alene godkendes som et ligningsmæssigt fradrag.

Se tilsvarende SKM2005.300.LSR, der vedrørte en alment praktiserende læge, som i interessentskabsform drev selvstændig virksomhed under anvendelse af virksomhedsordningen. Skatteyderen fik ikke medhold i, at anvendelsen af virksomhedsordningen medfører, at der kan foretages fradrag for kontingentudgifter i den personlige indkomst, fordi der er tale om en driftsomkostning. Landsskatteretten udtalte bl.a., at virksomhedsskatteloven regulerer skatteberegningen, men ikke spørgsmålet om, hvilke udgifter, der i henhold til andre områder af skattelovgivningen er fradragsberettigede. LL (ligningsloven) § 13 er en specialregel, der konkret vedrører spørgsmålet om personers fradragsret for udgifter til faglige kontingenter. Uanset om en selvstændigt erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen eller personskattelovens regler til opgørelse af virksomhedens resultat, vil de særlige regler, som specifikt regulerer personers indkomstopgørelse, stadig have virkning for den selvstændigt erhvervsdrivende. På disse områder kan en virksomhed drevet i virksomhedsordningen ikke ligestilles med et selskab, hvor der ikke skal sondres mellem forskellige indkomst- og fradragstyper. Det forhold, at skatteyderen anvendte virksomhedsordningen, kunne således ikke medføre, at LL (ligningsloven) § 13, stk. 1, og PSL (personskatteloven) § 3, stk. 2, hvorefter fradraget gives i den skattepligtige indkomst, ikke skulle anvendes efter pålydende.

SKM2010.553.HRTransferudgifter afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, over kontraktens levetid, se afsnit E.C.5.11 Afskrivninger uden for afskrivningsloven.

Om andre immaterielle rettidigheder og godtgørelser, se ligeledes DJV afsnit C.C.6.4.2.1 Andre immaterielle rettigheder.