Til forside
tax.dk - skat og afgift
Ligningsvejledningen 2010-2
<< indholdsfortegnelse >>

R.5.5.2.2 Tab af næringsbrev efter næringsbrevordningen

Tab af næringsbrev efter næringsbrevordningen - fødevarebutikker og restaurationerLoven om næringsbrev til fødevarebutikker, jf. lov nr. 486 af 9. juni 2004, senest ændret ved lov nr. 391 af 25. maj 2009, indeholder regler om, hvilke betingelser fødevarevirksomheder skal opfylde for at få et næringsbrev.

De nye regler er trådt i kraft den 1. juli 2005. Den seneste lovændring ændrer titlen på lov om næringsbrev til fødevarebutikker til lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Der er udstedt følgende bekendtgørelser med hjemmel i de ovenfor nævnte love:

  • Bekendtgørelse nr. 628 af 30. juni 2009 om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder
  • Bekendtgørelse nr. 630 af 30. juni 2009 om aflæggelse af prøve til næringsbrev til visse fødevarevirksomheder (næringsprøve)
  • Bekendtgørelse nr. 629 af 30. juni 2009 om uddannelser der undtager fra prøvekrav (næringsprøven)

og der redegøres nedenstående kort for disse regler, som udførligt fremgår af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vejledning til myndighederne om Næringsbrevordningen.

Næringsbrevordningen har følgende formål:

  • Fødevarebutikker og restaurationer skulle siden den 1. juli 2005 være optaget i et offentligt register - Næringsbasen - i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ordningen er siden hen udvidet, således at også catering- og fødevareengrosvirksomhed omfattes af ordningen pr. 1. maj 2007. Efter den 1. juli 2009 er det ikke længere politiet, som udsteder næringsbreve til restaurationer og dermed optager restaurationen i Næringsbasen. De omtages herefter som fødevarevirksomhed. Alkoholbevilling udstedes fortsat af kommunen.
    Catering er levering og tilberedning af mad og var ikke omfattet af den oprindelige lov om næringsbrev til fødevarebutikker, idet catering i højere grad er salg af en ydelse end salg af fødevare.
    Ved fødevareengrosvirksomheder forstås virksomheder, som sælger fødevarer til andre virksomheder med henblik på videresalg eller forarbejdning, herunder selvstændig erhvervsvirksomhed med transport eller opbevaring, f.eks. vognmandsvirksomhed og lagerdrift. Derimod er primærproduktion ikke omfattet, som f.eks. høst, malkning og husdyrproduktion.
  • Ordningen skal sikre, at de, der driver en fødevarevirksomhed, kender til de vigtigste regler om skat og afgifter, pant på emballage, fødevarer og arbejdsmiljøforhold.
  • At give mulighed for, at personer og selskaber, der overtræder de nævnte lovgivninger gentagne gange eller under skærpende omstændigheder, kan slettes fra Næringsbasen i en periode, hvor det så ikke vil være muligt lovligt at drive fødevarebutik eller restauration.

Myndighederne har pligt til at indberette væsentlige lovovertrædelser inden for deres ressortområde til et register over væsentlige lovovertrædelser, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen administrerer, og som kun disse myndigheder har adgang til. Det drejer om overtrædelser begået efter den 1. juli 2005.

Domstolene kan ved systematiske eller grove overtrædelser af reglerne frakende fysiske og juridiske personer retten til at drive fødevarebutik og/eller restauration.

En bøde på 3.000 kr. eller derover samt en frihedsstraf vil som udgangspunkt være en væsentlig lovovertrædelse, som skal registreres.

Skattecentrenes kontrolenheder skal skriftligt underrette virksomheden om en mulig indberetning til Registret over væsentlige lovovertrædelser, når SKAT har konstateret faktiske forhold, der kan føre til straf for en væsentlig lovovertrædelse.

Skattecentrenes ansvarsenheder skal skriftligt underrette virksomheden om indberetning til Registret over væsentlige lovovertrædelser dels ved fremsendelse af bødeforelæg dels i forbindelse med registrering af overtrædelsen i registret.

De relevante myndigheder kan i forbindelse med deres kontroludøvelse vedrørende den enkelte virksomhed se i Registret over væsentlige lovovertrædelser, om der allerede er en række overtrædelsesforhold indberettet vedrørende den pågældende virksomhed. På baggrund af tidligere lovovertrædelser sammenholdt med den seneste konstaterede, skal myndigheden foretage en vurdering af, om anklagemyndigheden skal anmodes om at indbringe det strafbare forhold for domstolene med samtidig påstand om frakendelse af retten til at drive fødevarebutik og/eller restaurationsvirksomhed.

Anklagemyndigheden kan på baggrund af myndighedens anmodning indbringe sagen for domstolene med henblik på at få rettens afgørelse af, om virksomheden skal have frakendt retten til at udøve den pågældende virksomhed. Anklagemyndigheden kan naturligvis afvise at indbringe spørgsmålet om frakendelse af næringsbrevet for retten, hvis den bedømmer, at der ikke er mulighed for domfældelse.

Retten til at drive fødevarebutik eller restaurationsvirksomhed kan frakendes en fysisk person eller en juridisk person ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentange gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende skatter og afgifter, fødevarer, arbejdsmiljøforhold, brandsikkerhed eller restaurationsdrift. Frakendelsen kan også begrænses til et enkelt forretningssted.

På samme måde kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab m.v.

Frakendelsen kan ske for en periode fra 1 til 5 år. En frakendelse i henhold til endelig dom slettes automatisk i registret efter endt frakendelsesperiode.

I en sag om frakendelse har domstolene mulighed for ved en kendelse midlertidigt at frakende retten til at drive fødevarebutik eller restauration, indtil endelig dom er afsagt. Der er således tale om en frakendelse, der har til formål at sikre, at virksomheden ikke fortsætter de eventuelt ulovlige aktiviteter under retssagen. Der kan endvidere ved dommen i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Midlertidig frakendelse ved kendelse har virkning, indtil der er afsagt dom eller kendelsen ændres, jf. de almindelige strafferetlige regler derom.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning
Så grådige er dommerne: I strid med reglerne scorede dommer 444.873 kr. på bijobs

,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.

Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.