R.4.1.1.1 Forbud mod selvinkriminering

Et andet bærende element er selvinkrimineringsforbuddet, som betyder, at ingen mistænkt eller sigtet er forpligtet til at afgive sådanne udtalelser og oplysninger mv., at han derved beskylder sig selv for en forbrydelse.

Dette fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1, hvorefter en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig. Den sigtede skal udtrykkeligt gøres bekendt med dette, når der rettes henvendelse til en person, der er mistænkt eller sigtet for overtrædelse af lovgivningen indenfor told- og skatteforvaltningens område.

I smuglerisager skal retsplejelovens § 752, stk. 1, dog kun iagttages i relation til udspørgen om smuglerier vedrørende tidligere indrejse, jf. toldlovens § 23.

Hertil slutter sig bestemmelsen i EMRK artikel 6, der handler om "fair trial", retten til en retfærdig rettergang. EMRK indeholder ikke udtrykkeligt et selvinkrimineringsforbud, men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har imidlertid fastslået, at et forbud mod selvinkriminering kan udledes af EMRK artikel 6.

Retssikkerhedsloven, som er trådt i kraft den 1. januar 2005 indeholder regler om, hvordan forvaltningen skal optræde ved anvendelsen af tvangsindgreb og oplysningspligter. Dette er lovens hovedformål, men den indeholder også bestemmelser om afgrænsningen mellem de forvaltningsretlige indgreb og strafferetsplejen i lovens §§ 9 og 10. Justitsministeriet har den 22. december 2004 udgivet en vejledning om anvendelsen af retssikkerhedsloven.

Retssikkerhedsloven indeholder i § 10 et klart forbud mod selvinkriminering, som dækker både fysiske og juridiske personer. En person, der er under konkret mistanke om et strafbart forhold, har således ikke pligt til at meddele oplysninger om sine forhold til myndighederne, med mindre det kan udelukkes, at oplysningerne har betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse. Dette er en personlig beskyttelse. Den pågældende behøver ikke at være sigtet, men skal gives en sigtets rettigheder, når der er formodning om, at en sigtelse kan blive aktuel.

Trediemand har jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 2 pligt til at meddele oplysninger i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, se afsnit Q.8.4 om retssikkerhedsloven og afsnit P.2.2 om hjemmel til indhentelse af oplysninger fra trediemand.

Sigtede eller en person, der er givet sigtedes rettigheder, kan dog give samtykke til at afgive oplysninger og samtykke til, at der indhentes oplysninger hos trediemand til brug for straffesagen. Dette samtykke skal være skriftligt.