R.2.4 Tilregnelse: forsæt og grov uagtsomhed

Det er en betingelse for at gøre strafansvar gældende, at der objektivt er foregået noget ulovligt - det der er sket, skal være i strid med en straffebestemmelse - og yderligere skal denne krænkelse være sket med subjektiv tilregnelse.

Det forhold, at der fx objektivt set foreligger en forkert skatteansættelse, danner ikke umiddelbart grundlag for at gøre et strafansvar gældende. Det, der er sket objektivt, skal også være i strid med en af lovgivningens straffebestemmelser. Desuden kræves der subjektiv tilregnelse. Det vil sige, at den objektive overtrædelse af straffebestemmelsen skal kunne bebrejdes gerningspersonen, idet denne enten skal have handlet forsætligt eller have udvist grov uagtsomhed.

Den løbende lignings- og kontrolvirksomhed har til formål at konstatere og berigtige fejl i ansættelserne. Langt de fleste konstaterede fejl behandles efter de almindelige forvaltningsretlige regler uden, at et strafferetligt ansvar kommer på tale. I relativt få tilfælde forekommer der imidlertid så graverende fejl, at det bør undersøges, om et strafferetligt ansvar er aktuelt. Der foreligger således mistanke om strafbart forhold. I sådanne situationer, skal det først og fremmest konstateres om den omhandlede fejl i ansættelsen også indebærer, at der objektivt er foretaget en handling (eller undladelse), der er omfattet af en straffebestemmelse.

Når det er blevet afklaret, om en straffebestemmelse objektivt er overtrådt, skal der tages stilling til om den subjektive betingelse om tilregnelse også er opfyldt.

I praksis forholder det sig således på skatte- og afgiftsområdet, at det ofte er klarlagt, hvad der objektivt er sket, inden en straffesag indledes over for borgeren. Det betyder, at de konkrete ansvarssager i høj grad drejer sig om at få undersøgt, om den subjektive betingelse - forsæt eller grov uagtsomhed - er opfyldt.

SKAT har bevisbyrden for, at der foreligger et strafbart forhold. Hvis der er tvivl herom, skal enhver berettiget tvivl komme skatte- eller afgiftsyderen til gode. Hvis der foreligger berettiget tvivl, skal en ansvarssag ikke rejses.

Er der tvivl om, hvorvidt tilregnelsen er forsætlig eller groft uagtsom, skal tvivlen på samme måde komme skatte- eller afgiftsyderen til gode, således at der kun rejses bødesag efter bestemmelserne om grov uagtsomhed.

Selvom SKAT har bevisbyrden for, at der er handlet med forsæt eller grov uagtsomhed, er det ikke en betingelse for at statuere ansvar, at borgerne fx indrømmer, at vedkommende har handlet mod bedre viden. Bedømmelsen af, om der foreligger den fornødne subjektive tilregnelse, beror på en samlet vurdering af borgerens viden, de forholdsregler, der er taget og adfærden i øvrigt, i den konkrete situation.

Hvis borgeren ikke kan tilslutte sig SKATs bedømmelse af tilregnelsen, skal sagen oversendes til politiet.

De forsætlige overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen stiller typisk krav om, at der skal foreligge bevis for forsæt til unddragelse. Forsættet omhandler således ikke kun tilsidesættelse af oplysningspligten, enten ved urigtig eller fejlagtig angivelse eller ved undladelse, men også den følge, at handlingen eller undladelsen resulterer i eller er egnet til at resultere i en unddragelse.

Forsættet skal være til stede på gerningstidspunktet. Det betyder, at hvis den skatte- eller afgiftspligtige ikke er opmærksom på, at han har begået en fejl, der giver ham en uretmæssig fordel og er egnet til at unddrage det offentlige skat eller afgifter, så kan han ikke straffes for en forsætlig overtrædelse. Han har handlet uagtsomt i gerningsøjeblikket og kan derfor alene straffes for grov uagtsomhed, hvis det er en grov uagtsom mangel på agtpågivenhed, han har udvist.

Hvis gerningsmanden efterfølgende bliver opmærksom på, at han har afgivet forkerte oplysninger, kan der eventuelt statueres forsæt til undladelse af at berigtige de fejlagtige oplysninger, hvis dette er kriminaliseret i lovgivningen.

Forsætsbegrebet er ikke defineret i selve straffeloven, men retspraksis opererer med tre forskellige grader af forsæt:

• Direkte forsæt foreligger, når gerningspersonen ville begå den strafbelagte handling eller når vedkommende havde en 100 % viden om, at det ville blive resultatet.
• Sandsynlighedsforsæt foreligger, når det ikke kan påvises, at gerningspersonen fx ville snyde i skat, men hvor vedkommende anså det for overvejende sandsynligt, at adfærden ville resultere i en unddragelse.
• Eventualitetsforsæt (acceptforsæt) foreligger, når det ikke kan påvises, at gerningspersonen fx ville snyde i skat, men hvor vedkommende anså det for muligt, at adfærden ville resultere i en unddragelse, og hvor vedkommende har accepteret dette.

Hvis det ikke kan lægges til grund, at gerningspersonen på en eller anden måde har forholdt sig accepterende til det strafbelagte resultat, kan der højst statueres grov uagtsomhed.

Uagtsomhed er som udgangspunkt en bebrejdelsesværdig adfærd. Der foreligger uagtsomhed, når en person ikke har udvist den agtpågivenhed, som vedkommende var pligtig til at udvise over for andres rettigheder. Det vil sige, at der opstilles en norm for, hvad der i den aktuelle situation kræves af omhu fra borgerens side, og det er principielt domstolene, der opstiller denne norm.

Skatte- og afgiftslovgivningen pålægger borgerne en række pligter, og der tages udgangspunkt i disse pligter, når der tages stilling til, om der foreligger et forhold, som kan bebrejdes borgeren.

Uagtsomheden kan både være bevidst og ubevidst. Den ubevidste uagtsomhed er karakteriseret ved manglende omtanke eller ren tankeløshed, mens den bevidste uagtsomhed omfatter gerningsmandens forståelse af risikoen for, at hans handling er strafbar, men uden han har accepteret risikoen som en konkret mulighed.

Den bevidste uagtsomhed adskiller sig således alene fra eventualitetsforsættet ved, at der ikke foreligger en accept af det negative resultat.

Den grove uagtsomhed er en særlig bebrejdelsesværdig afvigelse fra normal handlemåde. Grov uagtsomhed kan både være ubevidst og bevidst. Det kan i bestemte sammenhænge være mere bebrejdelsesværdigt, at gerningsmanden slet ikke ulejliger sig med at tænke over risikoen ved sin handling, end at han når frem til en fejlslutning.

Ifølge skatte- og afgiftsstrafferetten er det kun grov uagtsomhed, der er ansvarspådragende. Det vil sige, at borgeren i kvalificeret grad skal have undladt at udvise den påkrævede omhu. Hvis borgeren blot har tilsidesat almindelig agtpågivenhed, foreligger der kun simpel uagtsomhed, og denne skyldgrad er ikke strafbar indenfor skatte- og afgiftsstrafferetten.