M.3.2.6 Vidneforklaring

Reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger i FVL § 28 gælder alene i forhold til andre forvaltningsmyndigheder.

Reglerne om videregivelse af oplysninger til domstolene til brug for behandlingen af retssager er bl.a. reguleret i retsplejelovens kapitel 18 om vidner.

Efter lovens § 169, stk. 1, må personer i offentlig tjeneste eller hverv ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke, der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. Reglen gælder alene for vidneforklaring om forhold, hvor den ansatte af hensyn til det offentliges interesser er pålagt tavshedspligt, jf. FVL § 27 og tjenestemandslovens § 10, stk. 2. Bestemmelsen i § 169, stk. 2 fastsætter endvidere, at hvis samtykke nægtes, kan retten, når afgivelse af forklaring anses for at være af afgørende betydning, pålægge vedkommende myndighed over for retten at begrunde nægtelsen. Hvis retten herefter finder, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. I en sag, hvor den skattepligtige havde anmodet om vidneafhøring af ligningsrådsmedlemmer og embedsmænd, og hvor myndigheden havde nægtet samtykke, fandt retten, at der forelå en klar beskyttelsesværdig interesse i tavshedspligt for så vidt angår meningstilkendegivelser i et kollegialt organ. Retten tillod derfor ikke indkaldelse af de pågældende som vidner, jf. TfS 1995, 42 ØLK.

I en anden sag blev skatteyders anmodning om vidneafhøring af en sagsbehandler ved skatteforvaltningen afvist, da retten fandt, at vidneførsel ikke var egnet som bevismiddel i sager om indkomst- og skatteansættelser. Oplysningerne kunne lige så godt eller mere betryggende opnås ved indhentelse af skriftlige erklæringer fra skatteforvaltningen, jf. TfS 2001, 758 ØLK. Tilsvarende fandt retten i en sag om omkostningsgodtgørelse, hvor skatteyder ønskede at føre embedsmænd fra SKAT og Landsskatteretten som vidner, at de ønskede oplysninger ikke burde tilvejebringes ved afhøring af embedsmændene som vidner, men at eventuelle uklarheder i stedet burde være søgt afklaret ved skriftlige erklæringer fra myndigheden. Skatteyders anmodning om vidneafhøring blev derfor afvist, jf. SKM2009.14.BR.

Hvis den offentligt ansatte tillige er pålagt en tavshedspligt, der er begrundet i hensynet til private interesser, herunder særlig tavshedspligt på Skatteministeriets område, er den pågældendes vidnepligt omfattet af reglerne i både § 169 og § 170, stk. 3. Det betyder, at den ansatte kun er forpligtet til at afgive vidneforklaring, hvis ingen af de to bestemmelser udelukker vidneforklaring. Reglen i lovens § 170, stk. 3, fastsætter således, at retten kan bestemme, at forklaring ikke skal gives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.