K.3.1 Nærmere vedrørende udgifterne

De udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller være en person, der kan sidestilles hermed, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.

I SKM2006.183.LSR fandt Landsskatteretten, at en repræsentant i en skattesag ikke havde dokumenteret at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager, at han kunne sidestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten fastslog, at indholdet af den korrespondance i sagen, som repræsentanten havde udarbejdet, ikke kunne danne grundlag for en vurdering af hans uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager.

I SKM.2006.624.ØLR var sagsøger repræsenteret af et Revisionsanpartsselskab ved sagsbehandlingen i skatteforvaltningen, skatteankenævnet og Landsskatteretten ved sagsøgeren selv. Sagsøgeren var eneejer af det holdingselskab, der sammen med ham selv ejede samtlige anparter i revisionsanpartsselskabet, der ikke havde andre revisorer ansat end ham selv. Landsretten udtalte, at udtrykket sagkyndig "bistand" indebærer efter en naturlig sproglig forståelse, at arbejdet skal være udført af andre end den skattepligtige selv. At sagsøger har ladet sit selskab stå som rådgiver og udsende en regning (til sig selv) for arbejdet, ændrer ikke på, at der er tale om arbejde, som han selv har udført - og ikke sagkyndig bistand fra fremmede. En revisorassistent, som i et vist mindre omfang havde gået ham til hånde i forbindelse med arbejdet, kunne heller ikke føre til et andet resultat, idet hun ikke har ydet "sagkyndig bistand" i lovens forstand, idet hun ikke var omfattet af den kreds af sagkyndige, hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede. Da arbejdet var udført af den skattepligtige selv, selv om det var sket gennem selskabet, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have haft sagkyndig bistand ved førelsen af skattesagen. Landsretten tog Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes omkostningsgodtgørelse for.

Der ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 42, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse til rettergangsbøder.

Udarbejdelse af skatteregnskab er ikke godtgørelsesberettiget, uanset om udarbejdelsen er motiveret af at fremskaffe dokumentation i en verserede skattesag, da udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen.

Der ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved skatteankenævnene, Landsskatteretten og Skatterådet, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 3. Landsskatteretten kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsorden for Landskatteretten § 19, stk. 6. Skatteankenævnene og Skatterådet kan efter samme kriterium træffe bestemmelse om fuld godtgørelse.

Der er to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, hvor Skatteankenævnene, Landsskatteretten og Skatterådet kan give tilsagn om 100 pct godgørelse.

I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1 og 2. Omkostningerne i selve klagesagen afgøres ligeledes efter de almindelige regler i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1 og 2.

De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis følgende:

• Salær til syns- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af byretten.
• Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.

Endvidere omfatter den fulde omkostningsgodtgørelse salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder udenfor den fulde godtgørelse.

>Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2 og fondsbeskatningslovens § 1 er ikke godtgørelsesberettigede til udgifter i forbindelse med syn og skøn, i sager der er indbragt for Landsskatteretten og Skatterådet efter den 14. juni 2009.<

Der ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 4. Det kan eksempelvis være tredjemands afgivelse af erklæringer mv. eller indhentelse af retligt responsum.

En sagkyndig erklæring kan indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der er nævnt i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, jf. § 1, stk. 2, i samme bekendtgørelse.

>Udgift til landinspektør til udstykning af ejendom for at imødegå SKATs bindende svar er ikke godtgørelsesberettiget. I et bindende svar sagde SKAT ja til, at der skulle ske beskatning i forbindelse med en nedlæggelse af et landbrug, idet der kunne ske udstykning til selvstændig bebyggelse. Skatteankenævnet ændrede det bindende svar til et nej, fordi det fremgik af korrespondancen med kommunen, at der ikke kunne udstykkes en grund til selvstændig bebyggelse fra klagerens ejendom. Klagerens udgift til landinspektør er ikke godtgørelsesberettiget i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk.1, nr. 1, idet der ikke er tale om bistand, der er ydet klageren i forbindelse med klagen til skatteankenævnet, men en udgift der er afholdt fordi klageren valgte at indrette sig efter skattecentrets svar. Se SKM.2009.87.LSR<

Der ydes ikke godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale i det omfang, der er tale om lovpligtig dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B. Denne begrænsning har virkning for udgifter til udarbejdelse af dokumentation for kontrollerede transaktioner, der afholdes i forbindelse med sager, som påklages til de administrative klageinstanser eller indbringes for domstolene den 2. marts 2005 eller senere, jf. lov nr. 408 af 1. juni 2005.

Der ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 5. Det følger af retsplejelovens § 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige tilfælde finder grund til at gøre afvige fra denne regel. Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter sagsomkostningerne.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan få godtgjort udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 6. Der ydes godtgørelse til sådanne udgifter for ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre en sag, som borgeren/virksomheden umiddelbart efter hæver, idet sagen alene blev anlagt for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse.

Hvorvidt udgifterne til den sagkyndige udtalelse godtgøres med 50 eller 100 procent, er afhængig af udfaldet af den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.

Der ydes alene godtgørelse for udgifter til en udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. En udtalelse om, hvorvidt en 1. instansafgørelse skal påklages, er således ikke godtgørelsesberettiget. Se SKM2008.669.LSR.

Udgifterne til en række afsluttende arbejder, der er udført efter at der er truffet afgørelse af klageinstansen eller domstolen, er også godtgørelsesberettigede. Der skal være tale om udgifter, der direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og som er nødvendige for at realisere en truffen afgørelse. Det er kun de på påklagede indkomstår der er godtgørelsesberettiget.

Udgifter til ansøgning om henstand med betaling af skatter anses for godtgørelsesberettigede, da disse betragtes som en integreret del af klagesagen.

I sager, hvor der sker hjemvisning til den lignende myndighed, ydes der godtgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse ved den lavere rangerende myndighed.

En Kommune havde nægtet genoptagelse af en skatteansættelse. Skatteankenævnet pålagde kommunen at genoptage skatteansættelsen. Der var ikke adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, som klageren måtte afholde i forbindelse med kommunens genoptagelse af ansættelsen. Se SKM2008.253.LSR.

Fører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og andet bevismateriale. Den godtgørelsesberettigede vil dog ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller lignende.

Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.

I SKM2006.191.ØLR havde eneaktionæren i det sagsøgende revisionsfirma gennem sin personligt drevne revisionsvirksomhed bistået sagsøgeren med en skattesag i 2003. Landsretten lagde til grund, at eneaktionæren siden 1993 på egen hånd havde forestået selskabets administration og taget sig af dets investeringer i værdipapir, udestående fordringer og fast ejendom mv., samt at selskabet indtil marts 2001 havde betalt løn til eneaktionæren og fra 1999 til 2004 som personaleudgift herudover havde fratrukket udgifterne til fri bil og fri telefon, der var stillet til rådighed for eneaktionæren i denne periode. Landsretten fandt derfor, at eneaktionæren fortsat var ansat i det sagsøgende revisionsfirma, da bistanden til skattesagens førelse blev ydet, og at sagsøgeren derfor ikke var berettiget til godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand.

Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af de godtgørelsesberettigede udgifter. Det afgørende er, at udgifterne udelukkende vedrører en sagstype, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 55.