F. Virkninger af formelle mangler eller fejl ved sagsbehandlingen

Dette afsnit behandler spørgsmålet om, hvilke følger, det kan få, når regler om sagsbehandling ikke efterleves af en skattemyndighed. Der er ikke i forvaltningsloven eller i skatte- og toldlovgivningen iøvrigt opstillet regler om virkninger af eller sanktioner over formelle fejl, så en beskrivelse af gældende ret herom er baseret på en gennemgang af domstolenes og Landsskatterettens praksis og Ombudsmandens udtalelser - både for så vidt angår praksis på skatteområdet, men også praksis fra andre retsområder, hvor domstolene eller Landsskatteretten har behandlet spørgsmålet om virkningerne af formelle fejl.

Hovedparten af de formelle regler skal ses som en garanti for, at der bliver truffet en lovlig og korrekt afgørelse. Garantisynspunktet betyder, at der anlægges en generel vurdering af den enkelte sagbehandlingsregel med hensyn til reglens egnethed til at sikre en materielt rigtig afgørelse. I modsætning hertil står de regler, som alene har karakter af interne ordensforskrifter og hvis manglende efterlevelse normalt ikke kan medføre afgørelsens ugyldighed.

Klagemyndighederne og domstolene kan tilsidesætte en forvaltningmyndigheds afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler. Det forhold, at en afgørelse er ugyldig, betyder, at indholdet af afgørelsen bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning svarende til afgørelsens indhold.

Det fremgår af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en sagbehandlingsfejl være væsentlig. Dette væsentlighedskriterium opdeles efter praksis i to led. I første led påses det, om den tilsidesatte regel har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Der foretages altså i første led en generel væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til at medføre ugyldighed. I andet led undersøges det, om fejlen konkret har været uvæsentlig, det vil sige, om det forhold, at der er begået en fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen materielt set er forkert.

Denne to-leddede procedure er i flere tilfælde anvendt af domstolene, se eksempelvis UfR 1998, 10 HD, hvorefter "En sådan tilsidesættelse af de forvaltningsretlige regler om partshøring og oplysning af sagen må anses for retlige mangler af generelt væsentlig betydning som garanti for rigtigheden af en truffet afgørelse. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der ikke ved en korrekt høring eller ved tilstrækkelig sagsoplysning ville fremkomme oplysninger, der kunne bevirke en anden afgørelse, hvorfor afgørelsen må anses for ugyldig."

Hvis en fejl eller mangel af proceduremæssig art har en mindre væsentlig karakter, vil klagemyndigheden efter omstændighederne undlade at tillægge manglen ugyldighedsvirkning. Der kan fx henvises til TfS 1999,132 ØLD og SKM2001.59.ØLD, hvor Østre Landsret i begge tilfælde fandt, at rekursinstansen i sin afgørelse havde udbedret en mangelfuld begrundelse, hvorfor manglen ikke medførte ugyldighed.

Hvis 1. instansens afgørelse tilsidesættes som ugyldig af klageinstansen på grund af formelle mangler, er der som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at 1. instansen foretager en fornyet behandling af sagen og træffer en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af den korrekte procedure. I henhold til højesteretsdommen TfS 1999,486 HD kan en ny afgørelse alene træffes i det omfang forældelsesfristerne i skattestyrelsesloven (nu skatteforvaltningsloven) eller andre frist- og forældelsesregler ikke er til hinder herfor.

Hvis det er en klagemyndigheds afgørelse, der tilsidesættes på grund af formelle mangler, er konsekvensen af tilsidesættelsen, at 1. instansens gyldige afgørelse står ved magt, og at borgeren kan kræve fornyet og korrekt klagebehandling, jf. også dommen refereret i TfS 1999, 486 HD.