Diplomatiske repræsentationer og visse internationale organisationer samt tilknyttede personer med diplomatisk status kan på visse betingelser få godtgjort moms, der er betalt her i landet.
Godtgørelsesordningen vedrørende diplomatiske repræsentationer administreres af Udenrigsministeriet, hvorefter det på betingelser fastsat af ministeriet er muligt for herboende diplomater m.fl. at få godtgjort den betalte moms. Hvad der kan opnås godtgørelse for, fremgår af Udenrigsministeriets publikation: Diplomat in Denmark, January 2009.
Momsgodtgørelse kan opnås for alle vareindkøb, dog ikke medicin, våben og ammunition. Der gives ikke momsgodtgørelse for biografbilletter, teaterbilletter mm. og broafgifter.
Det forudsættes, at indkøbene anvendes af herboende diplomater mv. og disses familiemedlemmer, og indkøbene skal være i rimelig mængde og skal dække det faktiske behov.
Momsgodtgørelse gives også for el, telefon, opvarmning, vand, olie, gas og renovation.
Godtgørelse gives endvidere for leje af fast ejendom, hvis lejen er momsbelagt, og for lejede genstande, hvis de pågældende genstande ved køb ville være berettiget til momsgodtgørelse. Godtgørelse gives også ved midlertidig hotelindkvartering forudsat, at den pågældende ambassadefunktionær ikke har nogen anden bopæl i Danmark.
Der gives kun momsgodtgørelse for indkøb af nye varer. Der gives således ikke momsgodtgørelse for brugte varer, f.eks. antikviteter, brugte tæpper eller varer, som er købt på auktioner mv.
Hvert køb skal have en værdi på mindst DKK 1.500. Køb af samme dato fra den samme sælger kan dog lægges sammen for at nå minimumsbeløbet. Ansøgningsskema og fakturaer skal indgives kvartalsvist. Der gives ikke godtgørelse for moms for fakturaer, der er mere end 12 måneder gamle.
Se også I.1.1.5 om salg til diplomater m.fl. i andre EU-lande.
|