Loven gælder for afståelse af alle typer af ejendomme bortset fra ejendomme, der er erhvervet som led i den pågældendes næring, se afsnit E.J.3 Næring. Lov om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder m.v. er ophævet med virkning for afståelser af ejerlejligheder, der sker den 1. januar 2004 eller senere, og hvor ejerlejligheden ikke før den 1. januar 2004 er blevet skattepligtig efter den nævnte lov, se afsnit E.J.6 Ejerlejlighedsbeskatningsloven. Fortjeneste ved afståelse af de nævnte ejerlejligheder, der ikke længere vil skulle beskattes efter ejerlejlighedsbeskatningsloven, vil så normalt være omfattet af reglerne i EBL (ejendomsavancebeskatningsloven). Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom i udlandet beskattes i Danmark, hvis ejeren er fuldt skattepligtig her til landet. Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne tilkommer beskatningsretten dog ofte det land, hvor ejendommen er beliggende. Indenfor lovens regler er der dog forskelle på de beskatningsregler, der gælder for de enkelte typer af ejendomme. Afståelse af en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og sommerhuse (parcelhusreglen) er som hovedregel fritaget for beskatning, se afsnit E.J.1 Parcelhusreglen, EBL § 8. For ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage samt for skovbrugsejendomme findes der en række særregler. Det samme gælder for ejendomme, der i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt. Se herom afsnit E.J.2.3 Særregler for landbrug m.v., skovbrug og blandet benyttede ejendomme. For udlejningsejendomme finder reglerne om genanbringelse i EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) §§ 6 A.6 C ikke anvendelse. >Bemærk at de tidligere gældende regler om, at der dog kunne ske genanbringelse i udlejede ejendomme, der benyttedes til landbrug mv., som nævnt i VURDL § 33,, stk. 1 og 7, nu er ophævet ved § 5 i lov nr. 525 af 12/6 2009, jf. nærmere herom i afsnit E.J.2.6 Geninvestering.< Loven omfatter også ejendomme, der er blevet pålignet frigørelsesafgift efter de tidligere gældende regler, se nærmere herom i afsnit E.J.4 Frigørelsesafgift. For at undgå at ejendomme både pålignes frigørelsesafgift og indkomstskat, kan et beløb svarende til det dobbelte af den pålignede frigørelsesafgift fratrækkes i den skattepligtige fortjeneste ved afståelsen, jf. EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 6, stk. 4. Afståelse af retten til at indvinde et areals grusforekomster m.v. er en ejendomsafståelse, der er omfattet af loven, se afsnit E.J.5.4 Jordforekomster. Hidtil er mælkekvoter behandlet sammen med den faste ejendom. Ved lov nr. 1386 af 20. december 2004 er der vedtaget nye regler for den skattemæssige behandling af visse mælkekvoter. Loven, der har virkning fra og med den 1. januar 2005, er trådt i kraft den 15. juni 2006. Se nærmere om de nye regler i afsnit E.J.2.3.1.3 Mælkekvoter. |