Efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 22 d, stk. 1, 5. pkt., er det en betingelse for at foretage henlæggelser efter ordningen, at indkomstårets skattepligtige indkomst efter fradrag for henlæggelsen til indkomstudligning overstiger et grundbeløb på 96.500 kr. (1987-niveau), der reguleres efter personskattelovens § 20. For indkomståret 2008 >udgør beløbet< 170.600 kr. >og for indkomståret 2009 176.400 kr.< Beløbet på 170.600 kr. (2008-niveau) >henholdsvis 176.400 kr. (2009-niveau)< kan vedrøre indkomst tjent ved kunstnerisk aktivitet såvel som indkomst fra andet arbejde. Henlæggelsesbeløbet skal mindst udgøre 5.000 kr. og højst udgøre et grundbeløb på 321.700 kr. (1987-niveau) pr. indkomstår, der reguleres efter personskattelovens § 20. For indkomståret 2008 kan henlæggelsesbeløbet højst udgøre 568.500 kr. >og for indkomståret 2009 højest 587.800 kr<., jf. VSL (virksomhedsskatteloven) § 22 d, stk. 1, 6. pkt. De samlede indskud på kontoen kan dog højst udgøre et grundbeløb på 321.700 kr. (1987-niveau), der for indkomståret 2008 udgør 568.500 kr. >og for indkomståret 2009 udgør 587.800 kr.< Henlæggelsesbeløbet kan dog ikke overstige indkomstårets indkomst fra arbejde af litterær eller skabende kunstnerisk art, som den skattepligtige har udført, heri dog ikke medregnet indkomst fra legater, stipendier eller lignende, efter en eventuel lempelse efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 4. Efter reglen i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 4, kan en del af indkomstårets skattepligtige indkomst fra et af den skattepligtige udført arbejde af litterær eller skabende kunstnerisk karakter nedsættes ved, at kun 85 pct. af en beregnet del af denne indkomst medregnes til den skattepligtige indkomst. Den indkomst, som herefter kan danne baggrund for henlæggelser efter udligningsordningen, er indkomstårets indkomst fra et arbejde af litterær eller skabende kunstnerisk karakter udført af den skattepligtige selv efter en eventuel nedsættelse efter reglen i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 4. Eksempelvis vil en skatteyder, der i 2009 har en skattepligtig indkomst på 550.000 kr., hvoraf 400.000 kr. stammer fra indkomst fra arbejde af litterær eller skabende kunstnerisk karakter, og 150.000 kr. stammer fra indkomst fra andet arbejde, kunne henlægge 400.000 kr. til ordningen, forudsat at det samlede indskud på kontoen ikke overstiger >587.800 kr. (2009-niveau).< Maksimums- og minimumsbeløbene opgøres før konjunkturudligningsskat på 25 pct. |