I AL (afskrivningsloven) § 11, stk. 2, fastsættes nærmere, hvordan afskrivningsgrundlaget løbende opgøres, og hvordan virksomheden skal beregne afskrivningerne. Afskrivning kan beregnes med indtil 25 pct. af anskaffelsessummen, respektive det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse. Af den beregnede afskrivning kan virksomheden fradrage et beløb, der forholdsmæssigt svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i året.
Ved lov nr. 540 af 6. juni 2007 har AL (afskrivningsloven) § 11, stk. 2, 1. og 2. pkt. fået en ændret affattelse. Ændringen har virkning for 2008 og senere indkomstår, jf. § 14, stk. 5, i lov nr. 540/2007.
Herefter kan afskrivning for driftsmidler omfattet af § 5, stk. 1, i anskaffelsesåret beregnes med indtil 25 pct. af anskaffelsessummen.
For driftsmidler og skibe omfattet af § 5 C, stk. 1, kan afskrivning i anskaffelsesåret beregnes med indtil 15 pct. af anskaffelsessummen. I indkomstårene 2008 og 2009 er afskrivningssatsen dog 23 pct., i indkomstårene 2010 og 2011 er afskrivningssatsen 21 pct., i indkomstårene 2012 og 2013 er afskrivningssatsen 19 pct. og i indkomstårene 2014 og 2015 er afskrivningssatsen 17 pct.
For infrastrukturanlæg omfattet af § 5 c, stk. 2, kan afskrivning i anskaffelsesåret beregnes med indtil 7 pct. af anskaffelsessummen.
For hvert af årene efter anskaffelsesåret kan afskrivning i alle tilfælde beregnes af det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse.
Se i øvrigt om AL (afskrivningsloven) § 5 C afsnit E.C.2.4.12 Infrastrukturanlæg og andre driftsmidler med lang levetid (AL § 5 C). |