Afgørelser | En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev anset for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines ibrugtagning, jf. TfS 1992, 437 LSR.
I TfS 1991, 400, kommenteret i TfS 1991, 394 DEP, drejede sagen sig om tidspunktet for fradragsret for forpagtningsafgifter. Skatteyder havde forpagtet 4 landbrug. Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs. et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det var en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår skyldige afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten skulle beskattes. I SL (statsskatteloven) § 6 a benyttes terminologien udgifter, som i årets løb er anvendt. Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er forfalden eller faktisk afholdt. LL (ligningsloven) § 14, stk. 1, anvender samme terminologi, idet forpagtningsafgifter m.v. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, således at fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var forfalden ved årets udløb, blev godkendt.
Se desuden SKM2002.226.HR (tidligere TfS 1999, 571 ØLD og TfS 1996, 34 LSR), hvor skatteyderen ultimo 1992 købte en anpart i et nystiftet kommanditselskab, hvis formål var at erhverve fast ejendom og beplante denne med juletræer og pyntegrønt og derefter afhænde ejendommen efter 8 års ejertid. Kommanditselskabet købte en ejendom og indgik med en planteskole en aftale om beplantning. Virksomheden indkøbte inden udgangen af 1992 træer i henhold til beplantningsaftalen, og skatteyderen fratrak i 1992 en afskrivning på 20 pct. af udgiften til beplantning, ligesom den pågældende fratrak udgift til plantning af læhegn. Højesteret lagde til grund, at arbejdsydelsen i forbindelse med udplantning og genplantning af træer udgjorde en væsentlig del af, hvad planteskolen forpligtede sig til over for kommanditselskabet. Denne arbejdsydelse var ikke præsteret i 1992. Højesteret fandt herefter, at skatteyderen ikke var berettiget til at fratrække sin andel af udgifterne til plantning af træer og udgifter til etablering af læhegn i indkomståret 1992.
TfS 1996, 174 ØLD En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle speditøraftaler. Selvom speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart, at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet. Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for tabet i dette indkomstår.
TfS 1999, 547 VLD Landsretten afviste, at virksomheden i regnskabsåret 1993 kunne hensætte et beløb til tab på varer, der blev taget retur i 1994. Landsretten lagde ved afgørelsen vægt på, at den forpligtelse, som sagsøgeren havde påtaget sig med hensyn til returvarer, alene kunne anses for en eventualforpligtelse, som først aktualiseredes, når varerne blev taget retur og omfanget af forpligtelsen kunne konstateres.
SKM2001.375.LSR: En banks udgifter (hensættelser) til fratrædelsesgodtgørelse til medarbejdere kunne først fratrækkes i forbindelse med den enkelte medarbejders fratræden og ikke på tidspunktet for indgåelse af en "senioraftale".
SKM2001.631.LSR: Hensættelser af udgifter til hovedeftersyn af et fly blev anset for løbende vedligeholdelsesudgifter, som først var fradragsberettigede, når de var afholdt.
SKM2003.71.VLD. En skatteyder havde haft en sag med de norske skattemyndigheder om efterbetaling af told for nogle år i starten af 1990'erne. I 1995 traf Tolddistriktchefen i Trondheim en afgørelse i sagen, og i 1997 blev sagen afgjort af Toll- og Avgiftsdirektorartet (den øverste administrative myndighed på området). Skatteyderen indbragte sagen for domstolene i 1998, hvor sagen blev forligt i 2000. Da skatteyderen, også efter Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse i 1997, havde været af den opfattelse, at toldmyndighedernes krav var uberettiget, og havde anlagt sag i 1998, fandt Landsretten, at der i 1997 havde været en reel tvist om toldmyndighedernes krav. Kravet kunne derfor ikke anses for at være endeligt fastslået i dette år, og fradrag kunne ikke ske i dette år.
SKM2004.469.ØLR. En skatteyder påstod i indkomståret 1996 at have afholdt fradragsberettigede udgifter til istandsættelse af køkken samt døre og vinduer i en udlejningsejendom, der blev solgt ved skøde af 3. april 1996. Landsretten bemærkede, at ordrebekræftelse vedrørende levering og montering af køkkeninventaret ikke var underskrevet, ligesom det var uoplyst, hvornår aftalen om udskiftning af døre og vinduer blev indgået. Da fakturaerne for de nævnte arbejder var dateret henholdsvis den 8. maj 1996 og den 20. maj 1996, fandtes skatteyderen herefter ikke at have godtgjort, at aftalerne om arbejdernes udførelse blev indgået, før der ved skatteyderens underskrivelse af det betingede skøde forelå en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse. Allerede af denne grund kunne udgifterne ikke anses for fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter, men måtte alene anses for avancereducerende omkostninger i forbindelse med ejendommens salg.
SKM2007.415.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C, for ophævelse af en leveringsaftale, baseret på en aftale indgået mellem parterne ultimo 2006, var skattepligtig i 2006 for B og C og fradragsberettiget i 2006 for A.
SKM2007.752.ØLR. (Appelleret) Landsretten fastslog, at feriepengetilgodehavende for en tidligere ansat, der forfaldt i indkomståret 1998, ikke kunne fratrækkes i indkomståret 1999. Ligeledes fandtes udgifter til regnskabsassistance at være forfaldne til betaling forud for indkomståret 1999, hvorfor der ikke kunne ske fradrag for udgiften i dette indkomstår.
>SKM2008.709.SR (Appelleret). Et selskab påtænkte at udbetale et særligt vederlag (bonus) til sine navngivne, men ikke ledende medarbejdere i form af såkaldte fantomaktier uden aktionærers sædvanlige rettigheder. På den måde ville selskabet i et vist omfang sidestille sine medarbejdere med selskabets aktionærer, således at ejere af fantomaktierne modtog udbytte under nærmere anførte betingelser, herunder at der blev udloddet udbytte til de rigtige aktionærer, eller, at selskabets aktier blev solgt. Skatterådet bekræftede bl.a., at selskabet havde fradragsret jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1 a, for udgift til bonusbeløb i det indkomstår, hvor beslutningen om at udlodde udbytte blev truffet. Fradragsretten forudsatte dog, at udgifterne ikke kunne henføres til konkrete salgsbestræbelser med hensyn til selskabets aktier. Selskabet havde derimod ikke fradrag for udgift til bonusbeløb, som blev udløst af, at aktierne i selskabet blev solgt.<
SKM2008.1025.SR. Skatterådet bekræftede, at udgifter til modydelser, der indgår i leverancer af medicinsk udstyr på baggrund af EU-udbud, og som selskabet er kontraktligt forpligtet til at levere, anses som salgsomkostninger, som kan fradrages indkomstopgørelsen løbende i takt med, at udgifterne afholdes. De modydelser, der i sagen var tale om, var bl.a. produktspecifik træning for læger, sygeplejerske mv. og efteruddannelse inden for fagområdet reletaret til det leverede udstyr.
>SKM2009.35.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab (agenturgiver) var berettiget til fradrag for provisionsudgifter til en italiensk agent. Spørgsmålet var, om der forelå en retlig forpligtelse for agenturgiver til at betale provisionsbeløbet i 1999. Under sagen anerkendte Skatteministeriet, at sagsøgeren var berettiget til fradrag for ca. 700.000 kr. ud af det omtvistede beløb på ca. 1.390.000 kr. Ved dommen fik ministeriet medhold i, at selskabet ikke var retlig forpligtet til at betale det resterende beløb i 1999. Landsretten lagde herved vægt på, at agenten ifølge agentaftalen alene havde krav på provision af gennemførte handler, og at handlerne ifølge aftalen ansås for gennemført, når der i henhold til en faktura var sket leverance, og kunden havde betalt. Restbeløbet, der blev beregnet i 1999 på grundlag af da udstedte fakturaer, men som først blev betalt af kunderne i 2000, kunne derfor først fratrækkes i 2000, hvor der forelå en endelig forpligtelse til at betale dem.< |