E.A.1.2.3.2 Stutterier

Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med henblik på videresalg.

For landejendomme, der har anvendelse som stutteri, må det på baggrund af en Vestre Landsrets dom af 18. oktober 1982 (skd. 1983.66.280) antages, at sondringen erhverv/hobby skal ske ud fra de samme driftsmæssige kriterier, som gælder for egentlige landbrugsvirksomheder, jf. afsnit E.A.1.2.3.1 Landbrug. I denne sag blev en ejendomsmægler anset for at have de fornødne faglige forudsætninger for at drive stutterivirksomhed, og virksomheden blev anerkendt som erhvervsmæssig. Landsretten fandt som følge af hestebestandens størrelse, omfanget af investeringerne og tilrettelæggelsen af driften, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at driften var sket på en erhvervsmæssigt forsvarlig måde. Det forhold, at stutterivirksomheden sammen med landbrugsejendommens drift i øvrigt, såvel i de indkomstår, sagen vedrørte, som i de foregående og efterfølgende indkomstår havde udvist betydelige underskud, kunne ikke i sig selv bevirke, at stutterivirksomheden måtte frakendes erhvervsmæssig karakter.

I TfS 1991, 563 VLD, tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle, hvorefter der blev givet fradrag for underskud ved driften af et landbrug og stutteri.

TfS 1990, 417 LSR, underskud blev anerkendt bl.a. på grundlag af 2 sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var tilrettelagt teknisk forsvarligt samt på grundlag af skatteyderens kendskab til hesteavl.

>SKM2009.367.BR. Skatteyderen, der var fysioterapeut, drev et stutteri og mindre kvæghold fra sin landbrugsejendom, der i en årrække ikke havde givet overskud. Skatteyderen besluttede i 1998 at nedlægge stutteriet og omlægge til kvægbrug og boksudlejning. Omlægningen forløb over perioden 1999-2001, hvor skatteyderen øgede antallet af kvæg, indtil landbruget blev solgt i 2006. Sagen angik, om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i 1999. For Landsskatteretten blev afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden blandt andet fastslog, at det var en driftsøkonomisk forsvarlig disposition at afvikle hesteholdet. Byretten fastslog, at, uanset at der var tale om en drift i omlægning, måtte udgangspunktet tages i driften i det pågældende år på baggrund af erfaringerne fra de foregående år og med de driftsmæssige muligheder, der forelå for de nærmeste efterfølgende år. Retten fandt det ikke godtgjort, at ejendommen med den driftsform, den havde i 1999, blev drevet med et erhvervsmæssigt sigte, ligesom det måtte lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke havde udsigt til at blive overskudsgivende. Herefter blev Skatteministeriet frifundet.<

>SKM2009.45.BR. Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderens stutteri var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 1997. Byretten lagde til grund, at skatteyderen havde opfyldt betingelserne for at få fradrag for underskud fra virksomhedens etablering i 1970 til og med indkomståret 1996. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen og hendes ægtefælle havde været fagligt meget kompetente til at drive stutterivirksomhed. Der havde været udmeldt syn og skøn i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen, og i skønsrapporten blev det udtalt, at ejendommen i 1997 ikke ud fra en teknisk/landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt, og at stutterivirksomheden med den valgte driftsform ikke kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. henholdsvis før og efter afskrivninger. Retten fandt det imidlertid driftsmæssigt forsvarligt, at skatteyderen havde neddroslet driften på grund af en verserende ekspropriationssag, og at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have lejet de omfattende driftsbygninger ud som foreslået af syns- og skønsmanden. På den baggrund fandt retten, at stutteriet i 1997 blev drevet på en i situationen sædvanlig og forsvarlig måde, og at der ikke havde været grund til at antage, at virksomheden ikke på ny ville blive overskudsgivende, når den efter ekspropriationssagens afslutning var blevet lagt i nye rammer.<

Efter gældende praksis kan et stutteri således ikke frakendes sin erhvervsmæssige karakter alene, fordi virksomheden har givet underskud i en årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste, men det er en forudsætning for underskudsfradrag, at der er udsigt til at virksomheden vil give overskud.

SKM2008.621.BR. Et deltidslandbrug bestod af stutteri og markdrift. Efter bevisførelsen fandt retten ikke, at skatteyderen bedømt ud fra en landbrugsfaglig målestok havde drevet sin virksomhed på en måde, der kunne betragtes som sædvanlig og forsvarlig, og som tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Skatteyderen havde derfor ikke ret til fradrag for underskud i sin landbrugsvirksomhed i henhold SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Videre bemærkede retten, at sådan som sagen var forelagt for retten, måtte det antages, at der var en sådan sammenhæng mellem markdriften og hesteholdet, at det ikke var muligt økonomisk at udskille markdriften. En subsidiær påstand om hjemvisning til SKAT til fornyet behandling, med henblik på fradrag fra underskud opstået ved markdriften, blev derfor heller ikke taget til følge.

SKM2007.864.VLR. Skatteyderen i sagen var sygeplejerske og drev i sin fritid et mindre landbrug med heste. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderens deltidslandbrug blev drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 1998-2000. Skatteyderens landbrug baserede sig i vidt omfang på indtægter fra udlejning af hestebokse til hendes samlever. Under sagen gjorde ministeriet blandt andet gældende, at man ved vurderingen af, om der var tale om erhvervsmæssig aktivitet, skulle se bort fra bogførte indtægter hidrørende fra samleveren. Landsretten lagde til grund, at der ikke skete driftsmæssige forandringer på tidspunktet i juli 1998, hvor skatteyderen anså sit deltidslandbrug som erhvervsmæssig virksomhed. Endvidere lagde landsretten til grund, at indtægten for den del af virksomheden, der angik udlejning af hestebokse, kun i begrænset omfang kom fra andre end samleveren. Efter oplysningerne om økonomien mellem skatteyderen og samleveren fandt landsretten det ikke bevist, at samleveren reelt havde betalt for at have sine heste opstaldet, i hvilken forbindelse landsretten lagde vægt på, at samleveren hver måned indbetalte mindre til budgetkontoen end skatteyderen. Selv om retten under henvisning til en syns- og skønserklæring lagde til grund, at virksomheden med stutteri og udlejning af heste og hestebokse var en virksomhed, fandtes skatteyderen ikke at have godtgjort, at virksomheden havde et sådant omfang, at den kunne anses for erhvervsmæssigt drevet.

SKM2005.301.HR Højesteret fandt ikke, at et stutteri i 1997 og 1998 udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Ifølge syns- og skønserklæring, var stutteridriften drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt. På trods af skønserklæringen fandt Højesteret, at stutteriet ikke havde det fornødne omfang, at det kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Den omstændighed, at driften i et senere indkomstår (2002) hovedsageligt på grund af salg af et føl og salg af halvpart af en hest havde medført en samlet indtægt på kr. 105.000,-, der med fradrag af direkte udgifter havde resulteret i et overskud på kr. 36.000,-, kunne på baggrund af de foregående års tilfældige og usikre indtægter foranlediget af, at driften var baseret på kun én avlshoppe, ikke føre til et andet resultat.

SKM2005.308.VLR Et selskab ønskede fradrag for underskud ved stutteridrift. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at stutteridrift udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Landsretten fandt det ubestridt, at driften teknisk-fagligt kunne anses for sædvanlig og forsvarlig. Det måtte imidlertid i forhold til praksis vedrørende deltidslandbrug tillægges betydning, at der var tale om en særlig form for virksomhed i form af stutteri. Landsretten fandt det bevist, at driften selv efter en længere årrække ikke ville blive overskudsgivende. Landsretten lagde ikke vægt på skønsmandens udtalelse om, at driften kunne blive rentabel inden for nærmere anførte åremål.

SKM2003.132.ØLR. Fradrag nægtet, da driften havde givet betydeligt underskud. Ifølge syns- og skønserklæring, var stutteridriften sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig vurdering, men kunne ikke forventes at blive overskudsgivende.

I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 1981.57.188) blev et hestehold anset for anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed nægtet.